Foredrag om Rusland 9. 11. 2018

Vartov 6. maj, 20 min.

 

Rusland - kulturel ven eller fjende?

 

For at svare på spørgsmålet ganske umiddelbart, skal man tage til Rusland og opleve, hvordan folk er. Langt de fleste danskere vil umiddelbart føle sig tilpasse og trygge i Rusland og på bølgelængde med russerne, - hvis de kan overvinde sprogbarrieren, - og de vil, tror jeg, se langt flere ligheder end forskelle. For forskellen mellem en russer og en dansker er ikke større end mellem en italiener og en dansker, nok snarere mindre. Det er mit umiddelbare bud.

 

Årsagen til ligheden mellem russerne og os skyldes selvfølgelig først og fremmest den fælles kulturarv i kristendommen. 71 % af russerne definerer sig i dag som kristne (Pew Reseach). Og for en russer er kristendommen en selvfølgelig og naturlig del af livet. De fleste russere taler om den kristne Gud mange gange om dagen – måske uden at vide det. For selve ordet tak – Spasibo – betyder ”Guds frelse.”

Så på samme måde som kristendom via Dannebrog med korset på er vævet dybt ind i dansk identitet, så er Gud og gyldne kirkekupler og klokkeklang vævet ind i russisk identitet. Så vi har helt klart kristendommen til fælles. Dermed har vi et menneskesyn og et grundlæggende moralkodeks tilfælles. Det vil man meget hurtigt finde ud af, når man er landet i Rusland.

 

Men for at svare på det på samme spørgsmål om Rusland som kulturel ven eller fjende på et lidt mere gennemtænkt niveau, skal man vide, både hvad vores egen kultur er, og hvad Ruslands kultur er.

 

Når vi taler om dansk kultur og danskhed, så tror jeg de fleste kender de forskellige danske positioner. Her er yderpunkterne nok kulturradikalismen i Det Radikale Venstre og det nationalkonservative syn i Dansk Folkeparti. Kristendom, respekt for nationalstaten og suverænitet er værdier, der ligger et nationalkonservativt hjerte nært. Mens den kulturradikale vil sætte mere pris på internationalisme, grænseløshed og ateisme.

 

Min påstand er, at både de kulturradikale og de nationalkonservative kan finde venner i Rusland. Men det er for øjeblikket de nationalkonservative, der kan finde flest venner - både blandt almindelige mennesker samt blandt magthaverne. Men tag ikke fejl – der er bestemt også internationalistiske ateister i Rusland, der drømmer om en moderne form for Sovjet uden religion og nationalisme.

 

Men når vi taler om, hvad russisk kultur er, så stiller vi faktisk et sindssygt svært spørgsmål, som russerne selv roder med konstant. Og de er ikke nået frem til enighed. Russiskhed-debatten er mindst ligeså svær og lige så aktiv som danskhedsdebatten.

 

Jeg har lige set en udstilling i Moskva, der handler om, hvad en russer er: Rossija moja istorija – der var citater i mega-størrelse på bygningen ala: ”En russer (Russkij)er en person, der elsker Rusland (Rossija)” Glazunov. ”Man er ikke russer (russkij), bare fordi man har et russisk efternavn. Men den der elsker Rossija og anser Rossija for sit fædreland er russer” Denikin. Så ja, der er gang i russiskhed-debatten! Og der er et klart politisk ønske om at definere en russer uden at ødelægge fællesskabet med alle ikke-russerne i Rusland, dem som jeg kalder ”ruslandske”. Der er tale om en delikat balancegang.

 

Først skal vi lige lære at skelne mellem russisk og ruslandsk

 

BILLEDE – russisk og ruslandsk

 

Der er simpelthen to ord for russisk på russisk, som desværre begge oversættes som russisk på dansk. Der er først russisk som henvisning til den første statsdannelse RUS og dermed til sprog, etnicitet og kultur. Det hedder på russisk ”russkij”. Og dem er der ca. 80 % af i Rusland. Men dertil kommer ordet rossijskij, der henviser til staten og dermed stormagten eller imperiet Rossija. Dette begreb inkluderer en masse mennesker, der ikke er etnisk og kulturelt russiske.[1] Rossijskij henviser dermed til statsborgerskabet. Men også til navnet på landet, der jo helt korrekt er: Den Rossijskaja Føderation. Jeg bruger et hjemmelavet ord ”ruslandsk” for rossijskij for at kunne udtrykke forskellen mellem etnicitet og stat.

 

Når man skal definere, om Rusland er kulturel ven eller fjende, skal man derfor være klar over, at russerne, når de definerer deres egen stats kultur er nødt til at tænke på både russere og ruslændere. Tænk for eksempel på muslimske tatarer, tjetjenere og dagestanere. Og buddhistiske burjater. De er ruslændere men ikke russere.

 

Putin er virkelig god til balancegangen mellem de forskellige grupper. Han tager afstand fra det han kalder ”hulemands-nationalisme”[2], der kun vil acceptere etniske russere som russere – men han vil dog ikke sidestille russere og ruslændere fuldstændig. Løsningen er for Putin, at sige, at russerne har noget, som de andre ikke har, - russerne er nemlig er statsskabende. Det virker ikke alt for provokerende på de ikke-russiske mindretal, men det stiller heller ikke de russiske nationalister helt tilfredse. De mener, at russerne som nationalt fællesskab bliver overset.

 

I sådan en udtalelse sørger Putin for ikke at lægge sig direkte ud med nogen uden at støtte nogen 100 %. Det er denne evne til at holde balancen – og ikke vold og undertrykkelse – der er hemmeligheden ved Putins magt.

 

Hans styre er en evig balancegang mellem de vigtigste fraktioner indenfor eliten i Rusland i dag. Fraktioner som samtidig også er baserede på aktuelle åndelige strømninger i det russiske samfund og dermed forskellige definitioner af, hvad russisk kultur egentlig er. Her ser man de fire fraktioner.

 

BILLEDE – oversigt over fraktionerne

 

Opdelinger er, som man kan se taget fra Richard Sakwa. Og den følger – meget symptomatisk ikke de politiske partier, som det ville gøre, hvis man skulle gøre det samme i Danmark. Men Ruslands politiske partier er umodne og slet ikke rodfæstede i befolkningen, sådan som vores partier er – i hvert falde de fire gamle partier, - og de russiske politiske partier afspejler dermed ikke de egentlige grundholdninger blandt folk. Da de ikke har særlig stor politisk magt, er det til gengæld ikke så vigtigt. Rusland er som bekendt ikke et liberalt demokrati, men et styret eller suverænt demokrati, som Kreml selv har kaldt det. Vi andre kan med Sakwa kalde det et blødt autoritært styre.

Richard Sakwa mener, at der ikke er nogen konsensus om hovedretningen i Ruslands udvikling. Der er derimod dyb splittelse. Det viser de 4 fraktioner. Putins langvarige magt bygger på hans evne til at balancere mellem disse indbyrdes vidt forskellige holdninger og klaner indenfor eliten.

Efter Sakwas mening er det de liberale og neo-traditionalisterne, der har størst folkelig opbakning. Disse fraktioner ser sig som europæere. Men de andre fraktioner har bestemt også indflydelse, og kan derfor ikke tilsidesættes.

De liberale – ønsker, at de liberale institutioner, som jo er en del af den russiske forfatning fra 1993 skal fungere efter formålet og dermed give mulighed for, at systemet kan blive til et ægte liberalt demokrati. Ligeså ønsker de, at de rettigheder og friheder, der ligger i forfatningen skal blive fyldt med faktisk indhold. De ønsker selvfølgelig også en kapitalistisk markedsøkonomi. De liberale opfatter sig som vestlige i den forstand, at de ser det traditionelle vestlige system som Ruslands fremtid. Men der er liberale, der er meget kritiske overfor Vesten i sin nuværende udformning, og de færreste er villige til at tilslutte sig Vesten i en form, hvor de vil skulle anerkende USA´s hegemoni og dermed acceptere mindre suverænitet for Rusland. De liberales problem er netop, at det vestlige system ikke virker særlig tillokkende i en tid, hvor Vesten er blevet en fjende. Men også, at det kan være svært for ikke at sige umuligt at gennemføre de forfatningsmæssige samt mentalitets og civilsamfundsmæssige ændringer, der skal til for at udvikle et ægte liberalt demokrati i Rusland i et koldkrigsmiljø. Det er rigtig svært at holde militærfolkene nede i en sådan koldkrigs-stemning.

Putin har oprindeligt selv befundet sig i den liberale lejr. Hans vilje til at gennemføre en liberal økonomisk politik samt til at overholde forfatningens bogstav vidner om det.

De liberale, vi hører om i Vesten, er ikke dem, jeg lige har talt om. Dem, vi hører om i Vesten – Kaspari og Kara Murza for eksempel, er de radikaliserede og revolutionære liberale, der ønsker at omvælte styret. De har marginal lille støtte i Rusland, men deres betydning overdrives voldsomt i Vesten.

Neo-traditionalisterne – bygger på traditionelle værdier dvs. kristendom, kirken, familien, historien og Ruslands særlige udvikling. Man kunne kalde dem slavofilernes efterfølgere, ligesom de liberale kan kaldes zapadnikkernes efterfølgere. Neo-traditionalisterne er bange for de liberales beundring for Vesten. De anser liberalisme som ideologi for farlig og opløsende overfor alle lande herunder Rusland. De ser mange negative tegn på liberal opløsning i Vesten.

Mange neo-traditionelle intellektuelle er samlede om Izborsky Klub, der er et tidsskrift og et mødested. De er indbyrdes meget forskellige. Lige fra storrussiske nationalister eller chauvinister til noget, der ligner europæiske kultur-konservative, der ønsker at udvikle et demokrati i en form for russisk nationalstat.

Putin foretog efter manges mening en ”konservativ vending” i 2013, hvor der kom en række love, der slog ned på vestlige strømninger – for eksempel NGO-loven – om at besværliggøre vestlig finansiering af russiske ngo´er - og homo-loven – om at forbyde homoseksuel propaganda overfor børn. Neo-traditionalisterne havde desuden en kolossal opblomstring i 2014 med Krim-foråret. Til gengæld er de også kommet ned på jorden igen. Det var blandt andet det, Putins udtalelse om hulemands-nationalisme skulle til for. Så neo-traditionalisterne fik ikke lov at blive den dominerende retning efter Krims tilbagevenden, selvom denne tankegang som sagt har stor opbakning i befolkningen.

Eurasierne – ser ikke sig selv som europæere, og de er meget anti-vestlige. Mange af eurasierne er også med i Izborsky Klub. Eurasierne mener, at Rusland i højere grad er præget af Asien end af Europa. Mongolernes besættelse af landet i middelalderen, de asiatiske sovjetrepublikker og samarbejdet med dem samt den positive udvikling i forholdet til Kina er vigtige for dem. Nogle ønsker at genetablere Sovjetunionen og gøre op med Vesten, som de ser som en uddøende civilisation. Aleksander Dugin er et stort navn i denne retning. Der er nogen, der påstår, han er Putins rådgiver. Men det er han ikke. Han er en politisk set marginal person med stærkt antivestlige meninger. Han taler godt engelsk og laver mange videoer på nettet. Dette og hans skræmmende antivestlige budskab har gjort ham kendt i vestlige journalistkredse, og får nogen til at overdrive hans betydning. Og da han er et godt skræmmebillede for Vesten, bæres hans budskaber villigt videre.

Putin kan siges at være en pragmatisk eurasier – han har jo lanceret den Eurasiske Økonomiske Union – EU's østlige sidestykke – der skal involvere de tidligere Sovjetrepublikker (minus Baltikum). Og han sørger for at opbygge et godt forhold til Kina.

Siloviki  - er en samlebetegnelse for folkene i uniform. Dvs. sikkerhedstjenesterne og forsvaret. Siloviki bærer i mindre grad end de andre fraktioner på en ideologi. Her er ønsket om styrke, stabilitet og Rusland som en stormagt i centrum. De ønsker ikke at gå på kompromis med Ruslands suverænitet, og de kræver ressourcer til sig og sine. De er derfor gode til at lave Vesten til et farligt skræmmebillede, der kan berettige ressourcer til dem. De har og har haft stor indflydelse på regimet og bør ikke overses i fremtiden, - især hvis Putin eller hans efterfølger vil undgå et kup.

 

Richard Sakwa har samlet sine betragtninger i en bog, som han kalder ”Ruslands fremtider” – bemærk flertalsformen.

 

BILLEDE Russias Futures

 

Det er fordi, Sakwa mener, at Putins nuværende styre er et overgangsstyre. Fra Sovjetunionen til noget nyt, som ikke er afgjort endnu. Styret er i en overlevelses og konsolideringsperiode, hvor præsidenten udbalancerer de konkurrerende eliter og undgår, at de kommer i indbyrdes kamp. Styret er dermed lige præcis udtryk for, at der IKKE er truffet et afgørende valg om en langsigtet retning for landet. Men det valg skal nødvendigvis træffes på et tidspunkt. Og det er der, det bliver spændende at se, hvad der sker.

I Vesten har vi en stærk tendens til at misforstå og forvanske, hvad der sker i Rusland.

BILLEDE – Putin som Hitler osv

Se disse forsider af kendte internationale tidsskrifter fra de seneste år, der får det til at se ud som om, at der er tale om nazisme eller kommunisme i Rusland (Vasilij-katedralen, der maler det hvide hus i USA rødt).

Det er jo så tåbeligt, at det er til at græde over. Men problemet ved det er, at den iskolde vestlige skulder, gør det sværere for Rusland at vælge de liberales og neo-traditionalisternes europæiske og demokratiske vej. Det bliver nemmere at vælge den militariserede og den eurasiske vej,

BILLEDE - bjørnen

selvom størstedelen af befolkningen formentlig føler sig langt mere europæisk end asiatisk.

Men Rusland vender sig mod Kina. Og det er efter min mening synd for både europæerne og russerne. For langt de fleste russere føler sig som kristne eller kulturkristne og dermed som europæere. Vi burde gøre, hvad vi kan for at trække dem ind i vores kreds, så vi får et samarbejdsmiljø, hvor vi kan påvirke hinanden i en positiv retning.

BILLEDE – Minin og Pozharskij

Her ser man Den Røde Plads med den berømte statue af Minin og Pozharskij i forgrunden – med ryggen til os.  De fik i forvirringens tid i 1612 samlet folket til at gå imod fjenderne og befri Moskva fra besættelsen – det var på det tidspunkt polakkerne og litauerne, der var de onde fjender. Efter befrielsen indkaldte russerne en alrussisk forsamling (Zemskij Sobor), der efter to måneders debat valgte en ny konge over Rusland – den første Romanov[3]. Det er en solstrålehistorie i russisk historie, og den har fået sin egen særlige nationaldag den 4. november, der siden 2005 har været fridag i Rusland, og historien dyrkes også intenst i dagens skolebøger. Det kunne jo tyde på noget godt! Jeg synes derfor billedet kan vise noget om en mere demokratisk fremtid for Rusland, som samtidig tager sin historiske arv med sig. Så jeg har valgt dette billede som en illustration på en fremtid for Rusland, hvor de liberale og neo-traditionalisterne får mest indflydelse.

Jeg håber selv, det er den retning, landet vil gå, når Putin overlader magten til en anden i 2024.

For vi skal huske på, at selv om hele det RUSLANDSKE folk bestemt ikke er europæisk og kristent, så er langt de fleste russere kristne europæere.

BILLEDE – Vladimir og en guldkuppel

Så min konklusion er: Rusland er kulturelt vores ven, men de fjerner sig politisk fra os for øjeblikket pga. den nye kolde krig. Det gør det sværere for dem selv at udvikle de sider af deres politiske kultur, som vi bedst kan lide. Men det ændrer næppe på, at russerne som folk er og bliver kristne europæere.

Jeg venter nu på den dag, der kommer en ny Kissinger, der siger, at hvis vi SKAL have en kold krig, så er det nu dumt, at lade Rusland og Kina danne en fælles alliance imod os. Hvorfor ikke få en af dem over på vores side?

Jeg håber, den dag kommer snart, og at det er Rusland, som man vil have over på sin side. Selvom Kissinger i 70´erne valgte kommunist-Kina fremfor Sovjetunionen.

Men helst ser jeg selvfølgelig den nye kolde krig afblæst, så Rusland – måske – kan få gang i en moderat vest-vendt kurs med udvikling af en moderne form for nationalstat og et mere demokratisk system. Men der er desværre ikke meget der tyder på, at den kolde krig er ved at være ovre.

Så derfor kan vi risikere, at Rusland i sidste ende kommer til at blive vores kulturelle fjende angående politisk kultur, - selvom vi i udgangspunktet bestemt er kulturelle venner.



[1] Det er først fra Ivan den Grusomme, at man begynder at kalde Rusland for Rossijskoe Tsartsvo – Det ruslandske tsarrige og efterhånden Rossija.

[2] Valdaj mødet oktober 2018

[3] Ustorija Rossii, 7,  Moskva 2017, s. 26

Debatten om Rusland

Tak for indbydelsen. Jeg er meget glad for at få lov at tale her. Og især for at kunne få lov til at tale dansk ved sådan et arrangement.

Derfor en stor spasibo til tolkene. Det er en hård tørn. Jeg kender det selv, for jeg har arbejdet som tolk i mange år med sprogene russisk, engelsk og dansk. Det er benhårdt. Ens hjerne bliver strakt til det yderste, mens man lynhurtigt træffer vanskelige formuleringsvalg, som man i virkeligheden kunne tænke over i timer og alligevel ikke nå helt i mål med, -  og så får man ikke rigtig noget at spise, for de andre gumler, mens du oversætter – så man kan se kaviar og champagne  og højt smørrebrød glide forbi, uden at man får del i herlighederne, -  og det mest utaknemmelige er, at hvis der opstår en konflikt eller misforståelse, er de to sider, man har tolket for, hurtige til at påstå, at det må være en uklarhed i tolkningen, at det er gået galt. Det vil jeg ikke påstå i dag. For jeg er sikker på, at I gør det godt! Men på en mere overført måde vil jeg sige, at det faktisk har noget med tolkningen at gøre, at vi har så elendigt et forhold mellem Rusland og Vesten i dag og så elendig en debat om forholdet. Jeg ser her medierne som en form for tolke mellem Rusland og Vesten.

Medierne

Medierne er jo dem, der fortæller os, hvad der sker i Rusland. Vi er mere afhængige af medierne når det drejer sig om Rusland, end vi er, når det drejer sig om USA, England eller Italien. For stort set alle danskere har været i USA, England og Italien, og mange kommer der jævnligt. Og de fleste taler og læser engelsk, så man kan følge med i forskellige medier og tale med almindelige folk. Så betyder det ikke så meget for os, at medierne er ensidige og for eksempel hvad angår USA totalt ukritiske anti-Trump. For vi kan godt selv se Fox News og dele interessante amerikanske artikler på Facebook, så vi føler os nogenlunde oplyste og ikke bare fyldt med propaganda. Men sådan er det ikke med Rusland. Der er færre og færre der taler russisk i Danmark og der er ikke så mange, der besøger landet. Så personlig førstehåndsviden og kontakter til landet er meget begrænset. Her kommer medierne så med deres fortælling og bliver enormt vigtige. Så medierne kan i russisk sammenhæng godt opfattes som de tolke, der knokler for os i dag. Og medierne gør det ikke godt nok.

Hvad er det så medierne fortæller? Det har en rapport fra Journalisthøjskolen undersøgt, hvad angår de trykte medier. Og når det angår Rusland konkluderer rapporten, at Rusland og Putin dæmoniseres i en form for koldkrigsdækning: ”Gennem et negativt ordvalg og et forsimplet modsætningsforhold mellem Øst og Vest taler de danske nyhedsmedier en ny kold krig frem med en bipolær fremstilling af dem og os.” Medierne i undersøgelsen har ifølge rapporten ganske bestemte perspektiver på Rusland og udelukker stort set alle andre.

Eksperterne

De perspektiver, der bliver meget lidt repræsenteret i medierne er faktisk repræsenteret ganske kraftigt blandt dem, der har mere forstand på Rusland end andre. Nemlig eksperterne. Ifølge en undersøgelse blandt eksperter som Elias Gøtz fra Gøteborg universitet har lavet, så fordeler eksperterne sig over mindst tre forskellige holdninger. Han beskriver disse holdninger som tre perspektiver. Det offensive Rusland, det destruktive Rusland og det defensive Rusland.

Det offensive perspektiv ser Rusland som imperialistisk – og derfor farligt for naboerne. Der skal ændres grænser, og Krim var bare første skridt. Det andet perspektiv ser Rusland som destruktivt – eliten i Kreml har som mål at fastholde magten og dertil passer kriser ala Krim godt. Det tager opmærksomheden bort fra indenrigske fiaskoer og gør det dermed nemmere for eliten at fastholde magten. Man er villig til at opføre sig destruktivt overfor både Rusland og Ukraine og måske også andre bare for selv at fastholde magten. Det tredje, det defensive perspektiv, ser Rusland som handlende defensivt imod det som i Rusland ses som Vestens overgreb – NATO-udvidelse og Ukraine-krise.

Der er altså ifølge Elias Gøtz tre hovedlinjer i hvordan man kan se Rusland. Men medierne ser Rusland som imperialistisk og destruktivt, og  de giver ikke megen plads til dem, der ser Rusland som defensivt. Det er en holdning, der er meget lidt repræsenteret. Derfor får vi et skævt og unuanceret billede af Rusland i Danmark. Her må jeg tilføje, at de danske medier ikke er alene om at give et sådant billede af Rusland. Det samme er tilfældet i de fleste vestlige lande.

Jeg har selv ønsket at være med til at nuancere debatten, og jeg har derfor udgivet en interviewbog, hvor alle tre perspektiver er med. Også det underbelyste defensive perspektiv. Det sjove er, at utrolig mange af de mennesker, der virkelig har forstand på landet – for eksempel adskillige professorer i Ruslands historie og internationale relationer på vestlige universiteter faktisk har denne holdning. Og det er den, som Kreml handler efter. De ser sig selv som handlende defensivt. Alene af den grund er det helt afgørende at studere dette perspektiv grundigt. Ikke nødvendigvis for at være enig i holdningen, men for at forstå og for at kunne forudsige næste skridt. I det defensive perspektiv spiller krisen i Ukraine en enorm rolle. Krim-historien opfattes som et nødvendigt skridt fremprovokeret af Ukraine-krisen. Men lige præcis Ukraine-krisens del af historien er meget ofte slet ikke med i de vestlige mediers fortælling om den nye kolde krig. Den handler mest om overflyvninger, cyberangreb og novitjok-angreb i Salisbury! Derfor kan læseren kun opfatte Rusland som uforudsigelig og aggressiv, dvs. farlig.

Debatten og avisdækningen burde naturligvis være mere alsidig, sådan som min egen bog i al ubeskedenhed er. Jeg har selv haft trælse oplevelser i de år, hvor jeg har deltaget aktivt i debatten. Jeg er blevet udsat for meget grove angreb, og når jeg og andre har forsøgt at svare, så har der ikke været plads på avisernes sider til indlæggene. Men sjovt nok har der været plads til mere kritik af mine holdninger. Jeg ved det, fordi jeg ofte har fået tilsendt indlæg, der støttede mig, men som altså ikke kunne bringes af aviserne. Så jeg kan roligt konkludere, at nogle af avisernes debatredaktører sørger for at opretholde den skævhed, som deres reportage-sider også er fulde af: dæmoniseringen og koldkrigsretorikken har forrang.

Den meget vigtige pointe, der misses, når vi udsættes for denne form for manipulation er, at læserne ikke får en ide om, hvad det moderne Rusland er for noget. De kommer til at se Rusland som et nyt Sovjetunionen, - farligt, aggressivt og imperialistisk.

Sovjetunionen var farlig på grund af sin ideologi. Kommunismen var og er en universel ideologi, der kan eksporteres til et hvilket som helst land. Det var det, man kunne frygte at Sovjetunionen ville gøre med vold og magt. Men vore dages Rusland har ikke en universel ideologi, der kan eksporteres til andre lande. Det regimente, som vi ser i Kreml i dag er helt unikt og specifikt. Det er partikulært og forstår sig selv som partikulært i forhold til den universelle kommunisme. Man kan synes godt eller dårligt om styret i Kreml, men det er overdrevent og misforstået at tro at det kan eksporteres til resten af verden. Rusland i dag er ikke Sovjetunionen. Men den analyse og den efterfølgende debat kan vi ikke rigtig have i Danmark, fordi der kun er så få sider af det russiske samfund, der belyses i vores medier. Det er ellers en spændende debat. Hvis vi fik flere oplysninger på bordet og hvis folk turde deltage mere aktivt i debatten – og ikke blev stemplet som Putin-apologeter, når de forsøger at analysere det konkrete styre – så kunne man givet nå frem til mange interessante konklusioner, tror jeg. Måske det som den kendte ekspert i Ruslands historie Geoffrey Hosking når frem til i sit store historieværk ”Russia and the Russians” : ”Vi betragter normalt Putins udvikling som en vej fra demokrati i 90´erne til en autoritær ideologi i nullerne. Men man kunne også argumentere for, at han på sin egen og uperfekte måde simpelthen var besluttet på at etablere en holdbar stat, der i det hele taget kunne fungere.”

Den debat ville være spændende: vil Kreml gerne have et autoritært styre, eller er det simpelthen den eneste måde de for tiden kan få landet til at hænge sammen på? Er der en djævelsk plan, eller en ophobning af problemer og arv fra fortiden, der gør en vestlig udvikling umulig i Rusland? Det ville som sagt være vanvittigt interessant at få gang i den debat, men jeg er bange for, at de folk, der kom med nuancerede analyser, der ikke lå indenfor det offensive eller det destruktive perspektiv, ville risikere at blive udskammet som Putin-apologeter, apeacement fortalere og agenter for Kreml.

Men hvis vi ønsker at finde frem til en holdbar og langsigtet politik overfor Rusland – og det mener jeg ikke vi har i dag med sanktionspolitikken– så er vi nødt til at begynde med en fornuftig analyse af Rusland. Hvad er Rusland for en størrelse?

Hvad er Sandheden om Rusland? Den har jeg selvfølgelig ikke. Men jeg har nogle indlæg, der kan nuancere og uddybe. Store kanoner indenfor Ruslands og international politik forskningen som Stephen Cohen og Mearsheimer mener, at det ikke er Rusland i dag, der en den største trussel imod verdensfreden, men at det er det som de kalder russofobi.

Dvs den manglende evne til at se Rusland, som Rusland rent faktisk er. Det er jo dumt at fare frem som om, man skal forsvare sig imod en mangehovedet og ildsprudlende drage, hvis det i virkeligheden er en gammel sur hankat, man har foran sig. Midlerne skal passe til udfordringen. Rusland er ikke en mangehovedet ildsprudlende drage, men måske snarere en gammel, sur hankat, der prøver at komme i form og blive stærk igen.

Kan I huske i sommers efter Trumps og Putins topmøde, hvor der lød et medie-ramaskrig over at selve mødet fandt sted? Den amerikanske ruslandskender Stephen Cohen, som jeg også nævnte før, sagde i den forbindelse (31. juli) på CNN, at det mest farlige i dag ikke er Rusland, men at vi i dag kriminaliserer diplomati. Den overdrevne angst for Rusland, får os til at lade være med at bedrive diplomati og at lave kølige analyser af Rusland og den internationale situation. Vi kommer til at handle i blinde og måske på toppen af en hysterisk bølge. Det er farligt.

Og er cyberangreb, flyvninger tæt på grænser samt anklager om giftmord virkelig nok til at man ikke kan tale sammen? Man kunne jo for eksempel indkalde de russiske myndigheder til afklaring af de nævnte problemer i stedet for at affærdige det på forhånd, fordi man mener, at russerne lyver. Sådan som jeg har hørt en vis dansk politiker sige.

Nogle russere mener, at folk i Vesten lyver. De har længe hørt vestlige politikere tale om udbredelse af demokrati og menneskerettigheder i verden, og så oplever de Ukraine-krisen, hvor Vesten støtter en udemokratisk og forfatningsstridig magtovertagelse. Eller man siger i Vesten, at NATO er en forsvarsorganisation, og så angriber man Serbien. Nogle russere drager den slutning, at folk i Vesten lyver, - og de ønsker ikke længere at tale med folk i Vesten. Begge parter har mistet tilliden til den anden part.

Efter min mening er der ikke nogen forkromet sandhed om det ene lands og det andet lands egentlige og sande natur. Den ene er ikke mere eller mindre løgnagtig end den anden. Vesten har i mange år vænnet sig til at se sig selv som de gode, og de undrer sig over, at andre ikke kan se, at de er gode. Men det kan de andre ikke. Og det må man til at lære i Vesten, hvis man vil være i stand til at bedrive diplomati og undgå helt unødvendige kriser og konflikter. Alle ser sig selv som de gode. Og alle risikere at provokere til krig og konflikt, hvis ikke man fatter, at også ens modstander ser sig selv som de gode. Hvis ikke man et øjeblik kan sætte sig i sin modstanders sted og se verden derfra, så bliver man en snæversynet provokatør. Og det duer ikke, hvis vi vil have fred, samarbejde, handel, vækst osv osv. Så derfor må Vesten fatte ideen i diplomatiet, der er en form for international empati, hvor an sætter sig ind i andre landes sprog, kultur, geografi, økonomi, historie og lytter til deres synspunkter. Det er udgangspunktet. Men desværre et udgangspunkt, vi har glemt. Det skyldes formentlig ideologi og en naiv tro på, at Vesten og den liberale verdensorden vandt den kolde krig. Men det er en historisk fejltagelse, som vi bør lægge bag os så hurtigt som muligt. Sammen med den idealistiske udenrigspolitik, som er den der står bag drømmene om den liberale verdensordens lyksaligheder. Som en analytiker, der anmeldte John Mearsheimers nye bog om Den liberale verdensordens negative konsekvenser sagde:

”En af årsagerne til vore dages kolde krig i Europa og de varme krige udenfor Europa med Vestlig indblanding er, at Den liberale udenrigpolitiske ideologi ikke kan forhandle eller indgå kompromisser, sådan som man kan som realist, fordi man ved, at det er nødvendigt at finde en balance. Den liberale tror, at man ved at udvide sit liberale imperium spreder den evige freds værdier, og så er ethvert kompromis med andre et udtryk for appeasement. Derfor har den liberale et incitament til at føre evig krig for at opnå evig fred. Det er det, der gør liberalisme så farlig!”

Så derfor skal vi lægge liberalismen – i danske lærebøger bedst kendt under navnet idealismen – væk. Læg de groteske skældsord som Putin versteher og Ruslands-apologet væk om de folk, der som jeg gør noget for at sætte sig ind i de reelle forhold, i stedet for at lade frygt og ideologi og halvt fordøjede historie-bøger styre showet.

Den nye lov

Desværre frygter jeg for, at det ikke kommer til at ske. Vi har på EU-niveau et organ, der gør alt hvad det kan for at undgå en fornuftig debat om Rusland. Jeg taler her om EastStratCm, der er en EU-taskforce, der producerer modpropaganda imod Rusland og imod EU-modstand og globaliseringskritik. Det officielle opgave er at modvirke russisk misinformation. Men reelt er der tale om en shaming-virksomhed overfor debatter og debattører.

Om ikke så lang tid kan vi risikere at have flere end East StratCom og de almindelige medier til at udskamme folk, der ikke har de politiske korrekte holdninger til Rusland, EU og migration. Der er nemlig en lov på vej, der vil straffe folk, der uforvarende kommer til at videregive holdninger og fakta fra den russiske efterretningstjeneste. Jeg gætter på, at folk af angst for at blive anklaget for en form for landsforræderi vil afstå fra at deltage i debatten. Så debatten risikerer at blive endnu mere indsnævret og enøjet end den er i forvejen. Dermed bliver risikoen for at handle forkert og komme til at provokere til en krig bliver større og større.

Jeg vil derfor opfordre alle, der selv ønsker at finde frem til et mere nuanceret billede af Rusland til at gå direkte til kilderne. Tag til Rusland og tal med folk. Eller læs nogle af de bøger, der bliver udgivet rundt omkring i verden.  Jeg har selv med stor glæde læst denne bog, der udkom i oktober: ”Understanding Russia”. Den er udgivet af to specialister fra henholdsvis USA og Frankring, der ikke ønsker at forsvare Putin eller Rusland, men at lave den kølige analyse, som vi bør efterspørge. Det er interessant læsning.

Lad mig give nogle citater fra bogen, der viser nogle af hovedpointerne.

Om styret i Moskva (Side 3):

”Regimets forhold til det russiske folk er langt mere kompliceret end at det bare kan kaldes autoritært. Det er bygget på en kontrakt med befolkningen, der konstant genforhandles og derfor begrænser regimets muligheder. For at bevare sin relevans bruger styret millioner af dollars på at undersøge det mindste udslag i opinionen og millioner på at forsøge at forme opinionen i styrets favør. Styret leder hele tiden efter inspiration fra græsrodstrends, og der er ganske mange buttom-up dynamikker, som udenlandske observatører typisk ikke ser.”

(Side 4)”Styrets konfiguration er dermed tættere på et sammensurium af holdninger og ad hoc improvisationer end på en ensartet sammenhængende vision med rigide ideologiske grænser. ”

De to forfattere opregner i bogens konklusion en række interessante pointer: (Side 133) såsom, at:

-Rusland er ikke udenrigspolitisk isoleret trods vestlig sanktioner. Traditionelle værdier som varemærke har været en succes i udenrigspolitikken.

-Men Rusland har ikke styrken til at blive et alternativ magtcenter i forhold til den nuværende verdensorden. Kun Kina kan opnå det.

-Rusland har derimod styrken og viljen til at være den dominerende magt i det Eurasiske rum.

-Rusland er stadig en nøglemagt for Europa – enten som partner eller som modstander.

Angående fremtiden skriver de i konklusionen (s.134):

”Om Rusland vil definere sig som en belejret fæstning eller som en korsfarermagt i de forskellige situationer afhænger helt af udviklingen. Det samme gør spørgsmålet om man vil være andenrangs regional magt allieret med vestlige interesser eller juniorpartner blandt yngre, voksende magter med Kina som leder.”

”USA har problemer med at definere Rusland. Fra Obama, der mente Rusland var en regional magt til det nuværende hysteri, der ser Rusland som USA´s vigtigste geopolitiske modstander. NATO og Kreml er i dag låst fast i en giftig spiral med gensidige misopfattelser af hinanden, med modstridende narrativer og konfliktende visioner for verden, der har ødelagt muligheden for en konstruktiv dialog. Denne spiral er farlig, fordi den forstærker mistilliden og delegitimerer etablerede kommunikationskanaler, der ellers kunne virke som et sikkerhedsnet i tilfælde af en større krise.”

 

Afslutning

Jeg rejser en del rundt i landet og holder foredrag om debatten om Rusland. Det samme gør bekendte af mig. Deres indtryk er, at det hysteri overfor Rusland, der kommer til udtryk i medierne ikke har folkelig opbakning. Men det er nok svært at måle. Men jeg gætter på, at hysteriet mest er et middel hos de EU-venlige eliter – samt selvfølgelig folk i forsvaret, der gerne vil have højere budgetter – og som ikke har forstået DF´s holdning om, at man sagtens kan bruge flere penge på et stærkt forsvar uden at mene, at Rusland har en aggressiv imperialistisk strategi. Dæmoniseringen af Rusland og af alle, der ønsker statslig suverænitet er nok nærmest et middel i EU´s overlevelseskamp. En ydre fjende giver et dejligt sammenhold. Og en påstået indre fjende – dem der går ind for suverænitet, men som nu passende kan forfølges med benævnelsen ”Putins håndlangere” eller andre mistænkeliggørende skældsord – lægger en god dæmper på en debat, som kunne være frygtelig, frygtelig farlig for det vaklende EU-projekts sammenhængskraft.

Som de siger i min nye yndlingsbog om Rusland (Side 1)”Vestlige meningsmagere ser ud til med glæde at videregive frygt for Rusland, som dermed giver en enkel og effektiv redskabskasse til brug for at skabe politisk konsensus, eftersom det tvinger opmærksomheden bort fra hjemlige fiaskoer og modsætninger.”

Som sagt. Der findes glimrende fremstillinger af Rusland rundt omkring. Men for at få adgang til den slags analyser må man springe medierne over og gå direkte til kilden. Ligesom man nogle gange kan være nødt til at springe tolken over – man kan blive nødt til selv lære det russiske sprog og fyre tolken, fordi tolken ikke gør det godt nok og bevirker, at der opstår misforståelser. Tolken skal fyres, før der opstår konflikter på baggrund af misforståelserne. Så gå så vidt muligt uden om medierne.

Jeg tror ikke, at tolkene i dag har misforstået noget og jeg tror derfor heller ikke, der vil opstå konflikter her. Jeg vil derfor endnu engang takke vores tolke for oversættelsen – og endnu engang opfordre alle, der har interesse for Rusland til at gå direkte til kilderne. Rejs og læs! For dæmoniseringen af Rusland er farlig. Den kan kun forjages med kølig analyse, og det bringer vores medier desværre ikke i dag. Men man finder det hos mange dygtige fagfolk. God rejse og læselyst!