Debatindlæg bragt i medierne

TV-serien ”Herrens veje”, der handlede om en præstefamilie, var en kæmpe skuffelse. Den endte med at påstå, at kristne, muslimer og andre troende alle tror på den samme gud. Men hvad en manuskriptforfatter for DR kommer med af misforståelser om kristendom er trods alt mindre væsentligt. Når det kommer fra en biskop i den danske folkekirke er det selvfølgelig betydeligt værre. Derfor synes jeg, det er tragisk at Roskilde biskop, Peter Fisher-Møller, har forfattet en artikel sammen med en imam og en rabbiner om klima-spørgsmålet, hvor i de skriver:

”Den Gud, vi tror på, og som vi tilbeder hver på vores måde som kristne, muslimer og jøder, har vist os mennesker tillid ved at overlade os et væsentligt ansvar for jorden og dens liv nu og i kommende generationer.”[1]

Her har vi altså en folkekirkelig biskop, der påstår, at kristne, muslimer og jøder tror på de samme gud. Det er sørgeligt. Og det er en gammel, muslimsk påstand, som biskoppen her går med på. Selvfølgelig er der kæmpestor forskel på den kristne Gud, der bliver menneske for at frelse sine børn og så den fjerne straffende Allah, der kræver underkastelse af mennesket, som var de hans slaver. Men det er også en del af islam at påstå, at vi i virkeligheden tilbeder den samme gud, men at jøderne og de kristne bare ikke har fået hele sandheden at vide. Det nye og det gamle testamente er nemlig forfalskede dokumenter, der ikke kan fattes lid til. Det er kun muslimerne der via koranen har fået sandheden åbenbaret. Det lyder for mig, som om biskoppen er hoppet med den gamle historie. Det er sørgeligt.

Men det er også sørgeligt, at biskoppen gør klima-spørgsmålet til et trospørgsmål. Han skriver sammen med imamen og rabbineren:Vi kan ikke bare kan se bort fra de konsekvenser, som vores forbrug og livsstil har for mennesker i andre dele af verden, eller overlade håndteringen af de menneskeskabte klimaforandringer til vores børn og børnebørn. Vi, som har mulighed for at bidrage til en bæredygtig omstilling, har pligt til at handle nu.”

Der er selvfølgelig ikke nogen kristen klimapolitik. Lige så lidt som der er nogen kristen landbrugspolitik, skattepolitik eller udenrigspolitik. Kristne deler sig efter anskuelser på det politiske områder, men er fælles i troen på Jesus som frelser. Alt andet er en politisering af kristendommen, som ikke burde finde sted.

Jeg synes, det er sørgeligt, at den danske folkekirke er udrustet med en biskop, der ikke forklarer folkekirkemedlemmerne forskellen på kristendom og islam, og som samtidig gør kristendom til politik. I vores tid er der nemlig frygtelig brug for afklaring af, hvad vi tror på, så vi kan modstå de voldsomme forandringer i verden, der sker for øjeblikket på grund af globaliseringen. Biskoppen bidrager til kaos og tvivl, hvor der er brug for det modsatte. Det er virkelig sørgeligt.

 

 

 

Herrens Veje

Jeg er vokset op i en præsteslægt med stærke traditioner. Derfor lød det umiddelbart interessant for mig at der nu kom en realistisk serie om en præstefamilie. Jeg er også meget optaget af forskellen på den danske kristendom og islam, som støder så voldsomt sammen i vores moderne samfund. Første afsnit i TV-serien ”Herrens Veje” lagde ud med en udtalelse fra præsten om, at der var forskel på islam og kristendom. At det er en del af præsteløftet at tage afstand fra vranglære – dvs. falsk religion. Og islam er for den kristne en falsk religion. Det var befriende at høre denne banale sandhed sagt højt. I TV-serien skabte denne bemærkning så megen tumult og negativ opmærksomhed, at præsten ikke opnår det bispeembede, som han så stærkt har ønsket sig. Det virkede faktisk ganske realistisk. Så jeg begyndte med positive forventninger til serien.

Men under de sidste afsnit har jeg skullet tage mig voldsomt sammen for at komme igennem de 60 minutters underholdning. Håbet om, at det skulle fortsætte på samme gode måde, som den begyndte, svandt i takt med, at alle de sædvanlige banaliteter, når man taler om kristendom og familieliv, foldede sig ud i serien. Faderen er selvfølgelig en egoistisk patriark, der er opdraget af – hvor overraskende – en egoistisk patriark. De har begge lidt svært ved at skelne mellem sig selv og Gud, og de er begge skrækkeligt uretfærdige overfor deres sønner. Den ene søn opdager helt i overensstemmelse med de sædvanlige venstreorienterede fordomme om, hvad sand kristendom er, at næstekærlighed drejer sig om at hjælpe migranter i Europa med at skjule sig for politiet. Den anden søn opdager, at buddhismen er meget mere givende end den kristendom, han kender fra sin familie. Han bliver fri og afklaret af at gå rundt i Himalayas bjerge og tale med en buddhistisk munk og bagefter skrive en bog om sin uretfærdige far. Hvad de fire mænd i familien – bedstefar, far og to sønner – har til fælles er, at de kæmper for at finde ud af, hvad det gode og rigtige er. Jeg gætter på, at filmen vil konkludere, at det egentlig er fint. At man kan nå frem til det gode og rigtige af mange veje – gennem den ene gud, den anden gud eller gennem åndedrætsøvelser. Men at det sidste er det mest hippe. Jeg tør ikke sige det med sikkerhed, da sidste afsnit i serien ikke er blevet sendt endnu, men jeg gætter på det, fordi det lyder lidt som om, at det er religionen hos seriens manuskriptforfatter, Adam Price, der er citeret for at sige: ”Jeg tror ikke på en personlig, skabende gud, som man kan have en mere eller mindre intim relation til gennem et bønsliv, og som lytter til, hvad vi siger og tænker. -Men jeg tror absolut på store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling, forklarer Adam Price og nævner blandt andet den overvældende kærlighed, man kan føle til sine børn, som et eksempel.”

Der er nok ikke nogen tvivl om, at ”store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling” er meget mere hipt i dagens Danmark end ”en personlig, skabende gud”. Men det er jo bare meget det, som kristendommen går ud på. Og endda en gud, der er så besværlig, at der ikke kan gives et frelsende rum for buddhisme og åndedrætsøvelser. Eller for Allah og sharia. Det er Jesus på korset, der frelser. Ikke åndedrætsøvelser.

Jeg kan selvfølgelig godt se, at mine forventninger til serien har været overdrevne. Men ville det ikke være befriende, hvis man endelig kunne høre en sammenhængende tale om forskellen på kristendom og de andre religioner, som vi nu møder i landet? Tænk, hvis præsten i serien havde fået mulighed for at fortsætte sin argumentation om islam og kunnet få lov at vise forskellen på lovreligionen islam og friheden i kristendommen. Der er jo i høj grad en religiøs grund til, at Danmark er så præget af frihed, mens Mellemøsten er det modsatte. Der er en religiøs grund til, at danske piger kan gå i det tøj de har lyst til og ikke skal spærres inde i tørklæder eller burkaer. En TV-serie som ”Herrens Veje” havde sagtens kunnet bruge lidt energi på at lade den slags banale sandheder trænge frem i lyset. Men i stedet får vi et langt faderopgør og en kærlighedshistorie med en kone, der springer ud som lesbisk i en alder af 60 år. Underligt nok er der ikke nogen incest i serien endnu. Men det kan man vel nå!

Mit gæt er, at serien vil ende med en af de mest fortærskede og forkerte fordomme om tro – at alle veje fører til gud og frelse og fordi vi egentlig alle sammen tror på kærligheden som den sande gud, ligegyldigt om vi er muslimer, kristne eller buddhister. Men problemet for os danskere og mange andre europæere er, at vi risikerer at miste den frihed, vi holder så meget af, hvis vi ikke snart vågner op og fatter, at der er forskel på, hvad man tror på. Der nogen budskaber, der fører til trældom og undertrykkelse, og der andre der fører til frihed. Det ville være skønt hvis en TV-serie om en præstefamilie kunne være med til at formidle det budskab. For det er trods alt det budskab, langt de fleste præster bruger deres liv på at formidle.

 

 

Jyske Vestkysten, 7/3/2017.

 

Den amerikanske præsident ønsker, at Nato-medlemmerne skal betale deres del af kagen. Det betyder, at Danmark skal øge sine forsvarsudgifter. Det er Dansk Folkeparti enige i, for vi ønsker et stærkt forsvar.
Midlerne til et bedre forsvar bør ikke findes ved at skære ned på velfærden. Danskerne betaler meget i skat, og de har ret til den service, som samfundet yder til gengæld.
En undersøgelse fra Rockwoll Fondens Forskningsenhed viser, at indvandrere fra ikke-vestlige lande årligt koster staten 16 mia. kr. Det er et meget konservativt estimat. Med andre ord, der er rigtigt mange penge at hente på en strammere udlændingepolitik.
Derfor foreslår jeg et indvandrerstop. Nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at 2900 personer blev afvist ved grænsen i 2016. Størstedelen af de afviste var fra Mellemøsten og Afrika. De tyske sikkerhedsmyndigheders prognose for 2017 spår, at mindst seks mio. migranter vil søge lykken i Europa. Derfor skal vi have en permanent grænsekontrol.
Indvandrere, migranter og såkaldte flygtninge fra de muslimske lande skal stoppes ved grænsen og sendes tilbage til første sikre land. Der skal ikke være noget med at søge asyl ved grænsen.
Besparelsen på massemigrationen kan vi derefter fornuftigt investere i forsvar og velfærd.

Ræson, 2/3/2017.

 

DEN SIDSTE TIDS DISKUSSION VISER, AT DEBATTEN OM RUSLAND I LIGE SÅ HØJ GRAD HANDLER OM TROEN PÅ DEN LIBERALE VERDENS ORDEN SOM OM RUSLAND. DEBATTEN BLIVER SÅ POLARISERET, FORDI DANSK FOLKEPARTI ER DET ENESTE PARTI I FOLKE TINGET, DER IKKE SKRIVER UNDER PÅ DEN LIBERALE VERDENS ORDENS VERDENSBILLEDE.

To verdensordener: den liberale - og den realistiske ' Den liberale verdensorden' - det er navnet på den optimistiske indstilling til verden, der vandt indpas efter Den Kolde Krigs afslutning. Francis Fukuyamas idé om historiens afslutning blev gængs tænkning hos de fleste beslutningstagere. Nu var kommunismen forsvundet med USSR, og demokrati og menneskerettigheder ville brede sig over kloden og skabe fred og frihed for alle. Det ville næsten gå af sig selv. Dog ikke helt - derfor var man nødt til at have væbnede styrker, der kunne give de lande, der var lidt langsomme til at ændre sig, et puf i ryggen, så de kunne komme i gang med den nødvendige demokratiske og menneskeretslige udvikling.

USA var den globale leder af bevægelsen.

Og efter Den Kolde Krigs afslutning fulgte en række interventioner.

Gennemgående blev et land anset som fjendtligt og farligt, hvis det ikke havde et system præget af liberalt demokrati og menneskerettigheder.

Samtidig udvidede man EU og NATO - begge med indbyggede krav om reformer i liberal retning.

Med Trump i Det Hvide Hus er Fukuyamas æra afsluttet. Forhåbentlig vil et andet verdensbillede nu brede sig - det realistiske: I min udlægning går det realistiske verdensbillede ud på, at man anerkender, at forskellige kulturer og lande har forskellige værdier. Man anerkender ikke de såkaldt universelle menneskerettighe der som universelle, og man har følgelig heller ikke nogen forpligtelser til at missionere for disse værdier. Man ser dem som et udtryk for dele af den vestlige kultur - altså for partikulære værdier udsprunget i en helt særlig sammenhæng og historie. Man behøver ikke at frygte andre kulturer og værdier, hvis blot man kan få en ordning, hvor man anerkender andre landes ret til selv at bestemme deres eget system og deres egen indenrigspolitik.

Saudi-Arabien og Kina er gode eksempler på lande, som vi har et godt og fornuftigt forhold til, selvom vi bestemt ikke kan lide deres måde at regere på. Vores afstandtagen fra deres samfundssystemer giver os ikke retten til at reformere landene.

Vesten er jo ikke Sovjetunionen, der faktisk følte en forpligtelse til at udsprede den kommunistiske verdensrevolution til alle lande.

Det realistiske verdensbillede skal kombineres med de westfalske principper om suverænitet og ikkeindblanding i andre landes interne anliggender [ Den Westfalske Fred refererer til fredsslutningen efter religionskrigene i 1600-tallet, der dannede grundlaget for det moderne system af suveræne nationalstater, red.]. Det giver stabilitet. Kan man få andre lande til at acceptere denne opførsel, er vi nået langt.


Ruslands ideologi

Har Rusland en angrebsplan eller ej? Det er naturligvis et vigtigt spørgsmål.

Der er utrolig mange, der mener at kunne påvise, at Rusland er et revanchistisk land - dvs. at man ønsker at generobre de områder, der var dele af det kommunistiske imperium, Sovjetunionen. Der findes også politiske intellektuelle i Rusland, der har den slags idéer. Den mest berygtede er den tidligere institutleder og medgrundlægger af det nationale bolsjevikiske parti, Aleksandr Geljevitsj Dugin, der er kommet med nogle voldsomme angreb på Vesten. Han trækkes som regel frem, når man skal finde et ' bevis' på Kremls aggressive planer. Men han er ikke populær i Kreml og fik frataget sin stilling under Ukrainekrisen. En ukrainsk-russisk intellektuel, Rostislav Ishchenko, bruges også af nogen som bevis på, at Rusland pønser på et angreb. Men manden er uden betydning og uden indflydelse i Kreml.

Jeg vil mene, at det i dag ikke er muligt at finde belæg for en aggressiv ' udvidelsesplan' i Kreml. Jeg mangler i hvert tilfælde helt klart at se den.

De gange, jeg har fået forelagt et sådant ' bevis', har det vist sig at bero på misforståelser eller fejlfortolkninger.

Putins tale i april 2005, hvor han taler om Sovjets sammenbrud som en geopolitisk katastrofe, siger IKKE, at Rusland skal udvides - men bliver alligevel ofte udlagt sådan.

Rusland i dag adskiller sig fra Sovjetunionen ved at have en ideologi, der ikke KAN eksporteres. Russisk kultur, det russiske sprog, kirken og familieværdierne kan ikke påtvinges andre lande, sådan som det klasseløse samfund kunne. Den kommunistiske ideologi opfattedes som universel, ligesom Vesten opfatter demokrati og menneskerettigheder i dag. Men den nuværende russiske konservatisme er i høj grad partikulær og umulig at eksportere til fx Polen eller Danmark. Ruslands nuværende ideologi kan beskrives som et ønske om at opbygge en konservativ nationalstat med regional stormagtsstatus.

Mange vestlige politikere ser en sammenhængende aggressiv udvidelsesplan i Ruslands optræden i Moldova, Georgien, Ukraine og Krim. Jeg vil gerne medgive, at der er en sammenhæng, men jeg kan ikke se, at den indgår i et samlet billede af et ønske om at udvide Ruslands territorium. Derimod er den sammenhængende politik udtryk for en beslutning fra russisk side om at hævde sine interesser. Også med militær magt, hvis det skulle være nødvendigt. Derfor var Krimkrisen også så forudsigelig. En fortsat udvidelse af EU og NATO ses som en trussel imod russiske interesser og vil sandsynligvis finde et russisk modsvar på forskellig vis.


Rusland som stormagt

I 90' erne var Rusland en syg og svag stat illustreret ved Boris Jeltsins person - gammel og fordrukken. Han forsøgte at tale Vesten imod, og han prøvede at hævde russiske interesser - både da NATO blev udvidet (uden Rusland) og i forbindelse med Kosovokrigen - men der var ikke kræfter nok til at gøre noget.

EU og NATO blev udvidet og udvidet - og Rusland kunne bare se til, mens landet blev sat helt ud på et sidespor angående indretningen af Europa.

Med Putin ved magten - godt hjulpet af en periode med høje oliepriser - syntes denne udvikling uacceptabel. I 2007 holdt Putin sin berømte tale i München, hvor han sagde stop. I stedet udfoldede han sit eget syn på verden. Her lignede Rusland et land under belejring - men også et Rusland, der ikke vil bøje nakken. Et selvhævdende Rusland, der slår fra sig, hvis landets interesser ikke tilgodeses. I Georgien svarede man året efter hårdt igen på et georgisk angreb på russiske styrker.

Samtidig fortsatte man opbygningen af det russiske forsvar, der i 1990' erne nåede at forfalde næsten helt og aldeles. Senest har Rusland med sin militære involvering i Syrien vist, at landet heller ikke er blegt for at hævde sine interesser uden for det nære område.

Rusland er stadig meget, meget langt fra at være lige så stærkt som NATO. På det konventionelle militære område har Rusland ca. 1/ 10 af NATO's styrke. Kun på det nukleare område er der lighed i styrkeforholdet.

Man kan dermed sige, at Ruslands atomraketter er Ruslands adgangskort til international stormagtstatus.

Derfor er der også en udbredt vrede i Rusland over USA's planer om et missilskjold, der menes at ville gøre en stor del af Ruslands a-våben betydningsløse.

Rusland er kommet tilbage som en magt, der ønsker indflydelse. Det er besværligt for Vesten, for Rusland har sin egen måde at agere på. Men eftersom Rusland næppe går væk, er vi nødt til at formulere en sammenhængende politik over for landet.


Samarbejde eller russofobi?

Ruslands politiske system er langt fra det vestlige. Demokratiet er mere formelt end reelt. Politik i Rusland er mindre koncentreret om politisk ideologi end i Vesten og mere centreret om personer med magt.

Magt udøves ikke ifølge formelle regler, men i lige så høj grad gennem uformelle netværk. Korruptionen er udbredt. Derfor er det vigtigere at have stærke netværk de rigtige steder, end det er at have mange mandater i Dumaen. Men Putin har nu begge ting og sidder tungt på magten. Hans system kan i høj grad sammenlignes med en enevældig konges.

Ingen tvivl om, at det er et usympatisk politisk system, et system, vi ikke vil have i Danmark. Men behøver man have det samme politiske system for at kunne tale sammen og samarbejde om at løse konflikter? Hvorfor kan man tale med Kina, men ikke med Rusland? Det har jeg aldrig forstået.

Og når vi ser på, hvad der rent faktisk sker i verden, så er det heller ikke sådan, det foregår. Når det drejer sig om Arktis, hvor vi jo er nabo til Rusland, så foregår der en ganske fornuftig og tillidsfuld samtale om, hvordan man skal indrette sig.

Der er ingen problemer. Men når det kommer til Ukraine, Baltikum, Georgien osv. er tingene helt anderledes.

Så får vi at vide, at russerne er irrationelle og brutale og derfor fuldstændig umulige at tale med.

Kunne det være, fordi samtalen i de sidste tilfælde ofte går igennem en tredje part? Jeg har besøgt de tre baltiske stater og Ukraine og der mødt en voldsom retorik over for Rusland og russere. Noget, der mange gange nærmer sig had - a la ' en god russer er en død russer'. I mange tilfælde nægter man, at der er sket en ændring fra Sovjet til Rusland. Man vil ikke erkende, at også Rusland led i sovjettiden. Det var ikke Rusland imod de andre - det var kommunismen imod alle, og der var mange ledende kommunister fra andre lande end Rusland. Virkeligheden er mere kompliceret end fortællingen om ' de onde russere imod de gode etniske mindretal'.

Fra en kilde i NATO har jeg fået at vide, hvordan der er blevet spændt ben for et teknisk samarbejde med Rusland om at lave et regel-og kontrolregime angående flyvninger tæt på andre landes grænser. De østeuropæiske lande vil ikke have dette samarbejde, fordi de anser det for en indrømmelse til Rusland! Jeg bliver ærgerlig, når jeg hører den slags.

Selvfølgelig skal man da forsøge at lave fornuftige regler, når man kan.

Især fordi der har været så megen tumult om krænkelser af grænserne.

Så må vi da få orden på det. Men det forhindrer de østeuropæiske lande altså! Jeg mener, at det må være andre landes opgave at forklare de østeuropæiske lande, at de skal tage det roligt og lade være med at ødelægge mulighederne for samarbejde med Rusland. Det er forståeligt, at de har dybe traumer fra deres barske historie.

Men de skal ikke med disse traumer forhindre en fredelig udvikling i fremtiden. Det er deres opgave at komme overens med deres egen historie og komme videre uden at ødelægge noget for sig selv og andre.

Og de kan føle sig helt trygge i NATO.

Verdens stærkeste militære alliance vil passe på dem.


Den danske presse og Rusland

I 2016 dokumenterede en rapport fra Danmarks Journalisthøjskole, at den danske presse tegner et negativt og truende billede af Rusland.

Rapporten beskæftiger sig kun med danske medier, men jeg tror, man vil kunne se den samme historie i hele Europa og USA. Der er ikke mange personer, der kender til Rusland, og de få, der er, har ikke lyst til at ytre sig. Fordi man - hvad jeg personligt har erfaret - bliver svinet til.

Ruslandsdebatten er den nye udlændingedebat. Man er ond, hvis man ikke kan se Ruslands imperialistiske planer. Der skulle gå mange år, før dæmoniseringen af kritikerne af udlændingepolitikken forsvandt.

Jeg håber virkelig ikke, det vil tage så lang tid med ruslandsdebatten! Pressen burde selvfølgelig pille de ensidige, dæmoniserende billeder af Rusland og Putin fra hinanden.

Men det modsatte er sket.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor pressen ikke kan følge almindelig kritisk skik. Spørg: Hvorfor tegner man dette ensidige billede? Hvem har interesse i det? Nogle af svarene kunne være: De lande, der får massiv vestlig økonomisk støtte, fordi de mener, at de er ved at blive spist af den russiske bjørn. De politikere og intellektuelle, der lever højt på den ideologiske forståelse af verden med de gode (liberale) imod de onde (de ikke-liberale). Samt folk, hvis tankegang er stivnet i koldkrigstiden og aldrig har fået sig omstillet til den nye verden.

Der er altså ganske givet mange andre gode bud på dette oplagte spørgsmål. Spørgsmålet bliver bare aldrig stillet. Desværre.


Vesten har også skyld i Ukrainekrisen

Ukrainekrisen er den forudsigelige konflikt, som EU og NATO har en del af ansvaret for uden at ville forstå det.

EU's associeringsaftale med Ukraine var i vestukrainernes interesse, men ikke i østukrainernes.

Derfor var der udbredt utilfredshed i øst, da aftalen blev gennemført - efter at den østvenlige præsident, Viktor Janukovitj, var blevet fordrevet på illegitim vis. Så blussede borgerkrigen op. Den er NATO nu med til at holde i gang - ved at støtte vestukrainernes kamp imod østukrainerne (som får støtte af Rusland) i stedet for at lægge pres på alle parter for at få dem til forhandlingsbordet.

Den officielle fortælling om Ukraine siger, at Rusland har angrebet Ukraine. At de har erobret Krim og nu er i gang med at erobre Donbassområdet. At Rusland bekæmper Ukraine, fordi russerne ønsker at undgå, at Ukraine får held til at opbygge en selvstændig stat med en selvstændig identitet og et frit demokrati. At Rusland ønsker sit ufrihedens system udbredt til så stort et område som muligt. Falder Ukraine, falder Europa. Sådan lyder den officielle fortælling - og derfor skal de vestlige lande i egen interesse fortsætte med at støtte ukrainernes kamp.

Med EU-associeringsaftalen har EU og NATO promoveret den vestukrainske dagsorden så kraftigt, at balancen mellem den østlige og vestlige del af landet - der tidligere kunne holdes nogenlunde - røg på gulvet i 2014. Med EU's og NATO's involvering i Ukraine har man gjort konflikten international. Og man har overtaget fortællingen om Rusland som et land, der ikke kan forhandles med. Det er farligt. Meget farligt. Fordi det i sidste ende kan føre os ud i en verdenskrig.

Men det er jo desværre i vestukrainernes interesse at promovere denne fortælling, fordi den giver dem overhånden over østukrainerne.

De får mulighed for at cementere deres magt - og de får støtte fra NATO til at fortsætte krigen imod deres politiske modstandere, samtidig med at Rusland støtter østukrainerne.

Sandsynligheden for, at Ukraine nogensinde vil kunne vende tilbage til at være en bro mellem øst og vest, ser derfor ud til at blive reduceret for hver dag, krigen får lov til at vare.

Samtidig kan konflikten udvikle sig til en storkrig. Det kan ikke passe, at vi skal gå søvngængergang ind i en ny verdenskrig, som ingen har interesse i. Vesten bør lægge et kraftligt pres på Ukraine og Rusland og de øvrige parter i krigen for at få dem til forhandlingsbordet.

Den liberale verdensorden kombineret med nationalisme Det er en falsk fortælling, at krigen i Ukraine handler om ideologi, og at man ikke kan forhandle med Rusland.

Desværre er Vesten nem at få til at tro på østeuropæernes fortællinger.

De passer også helt præcis ned i formen med den liberale verdensorden, hvor man er farlig, hvis man ikke er et liberalt demokrati.

Og det er Rusland jo ikke. Samtidig er der desværre ikke så mange, der stiller spørgsmålstegn ved Ukraines system. Det er ikke let at se, at det skulle være et smukkere demokrati end i Rusland. Men nu har verdens ledere fået ind i knolden, at Rusland er aggressivt og farligt, mens østeuropæerne er demokratiske og rationelle. De østeuropæiske fortællinger har virket.

Resultatet er, at den østeuropæiske nationalisme er blevet kombineret med den liberale verdensorden og nu udgør en trussel imod verdensfreden, fordi det fører til, at den vestlige verden ikke tilstrækkelig ihærdigt forsøger at finde en forhandlet løsning på konflikterne i Europa.


Er Rusland en trussel mod Danmark?

Jeg er helt enig med Forsvarets Efterretningstjeneste i, at Rusland ikke ser ud til at have aggressive planer over for NATO [ FE konkluderer i sin risikovurdering for 2016 bl. a., at " Ruslands militære opbygning og modernisering vil give landet øgede militære handlemuligheder over for Vesten, men Rusland vil ikke risikere en direkte militær konfrontation med NATO. Ruslands mistro til NATO og den russiske risikovillighed øger dog risikoen for misforståelser og fejlkalkulationer", red.].

Rusland er svagt i forhold til os.

Det ville være selvmord at angribe et NATO-land. Men jeg mener, det er meget vigtigt at tilføje, at vi lever i farlige tider, fordi NATO, EU og USA (indtil Trump) ser ud til at have overtaget den østeuropæiske nationalisme og forenet den med den liberale verdensordens tanker. Det skal vi ud af. Kommer vi ikke det, kan vi ende med en krig i Europa, der opstår på grund af en misforståelse eller en fejl.

Så Rusland kan helt sikkert blive en trussel mod os, hvis vi ikke prøver at opbygge et forhold, hvor man kan tale sammen. Vi skal aflevere den liberale verdensorden på historiens losseplads ved siden af kommunismen, og så skal vi se realistisk og nuanceret på verden og gå i gang med at tale med alle parter, så vi bedst muligt kan undgå konflikter og krig.

I Danmark skal vi styrke vores forsvar og være et pålideligt medlem af NATO. Samtidig skal vi opfordre til samtale med russerne og tvinge dem og ukrainerne til at finde en løsning på konflikten i Ukraine. På længere sigt vil det også give os flere kræfter til at kæmpe der, hvor vi allerede ER i krig. Nemlig imod Islamisk Stat og andre terrororganisationer.

Politiko, 1. Marts 2017.

 

Mange indvandrere bruger asylsystemet i Danmark til at slå sig ned i Danmark for altid.

Jeg mødte i går flere folk fra Syrien, der nu bor i Danmark, fordi de har fået asyl her. 

Unge mænd fra Syrien

Først mødte jeg to unge mænd, der var kommet i løbet af sidste år. De var raske og friske, men ville ikke være soldater. Derfor havde deres familie samlet penge ind til dem, så de kunne rejse til Europa, hvor de havde familiemedlemmer. De var først kommet til Tyrkiet, så Grækenland. Men fremtidsudsigterne var ikke gode nok der. Derfor rejste de videre til Danmark. Her er de så nu. De er ved at lære dansk og de er i IGU – støttet virksomhedspraktik. Så virksomheden kan ansætte dem til en meget lav udgift. Den ene har læst psykologi og den anden økonomi i Syrien. De vil gerne genoptage deres studier i Danmark.

Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke kæmper i Syrien imod dem, som de synes skaber et dårligt Syrien. Deres svar var, at de ikke var gode til det med våben. Jeg spurgte, hvorfor de så ikke laver mad til de andre soldater eller kører lastbil eller vasker tøj. Svaret var, at det er farligt at være i Syrien og at de hellere vil. bygge et liv op i Danmark.

 

Familier fra Syrien

Jeg mødte en kvinde, der er kommet for tre år siden med sin familie. De havde betalt 15.000 Euro til en sluser for at komme til Danmark fra Tyrkiet. De ønskede at være et sted, hvor børnene kunne få uddannelse og de kunne bygge et liv op. Tyrkiet og Grækenland levede ikke op til de krav. Familiens tre børn var nu i gang med uddannelse. Jeg spurgte, hvad de skal bruge dansk sprog til, når de kommer tilbage til Syrien. Hun svarede, at hun kunne ikke tage tilbage til Syrien pga børnene! Måske kunne hendes mand. Men ikke hun og børnene. For nu var børnene jo i gang med et dansk liv.

 

Alle disse personer har fået asyl i Danmark og er ved at blive integreret.

 

Er de flygtninge? Skal de integreres i Danmark?

 

Nej, det er da meningsløst.

Tænk, hvis alle russere var flygtet fra Rusland i 1941, da tyskerne angreb. Eller hvis englænderne havde taget billetten og ladet Churchill klare sig helt alene?

 

Hvorfor kan man ikke slutte sig til den demokratiske opposition, som prises så højt i Vesten, hvis man ønsker at omdanne Syrien til et dejligt, frit og blomstrende land? Hvorfor skal vestlige styrker redde deres land, mens unge syriske mænd sidder og hygger sig i Europa?

 

Man er flygtning, hvis man er svag og ikke kan kæmpe og bomberne falder omkring en. Børn, gamle, syge kan være krigsflygtninge.

 

Man er flygtning i det første sikre land, man rejser til. Dertil kommer man som følge af push-faktorer såsom bomber eller forfølgelse. I det næste land, man kommer til, er man migrant. For dertil kommer man af pull-faktorer. Dvs. man søger ikke længere bare ly for bomber eller forfølgelse, – man søger at optimere sin livssituation ved at asylshoppe mellem gode lande.

 

Hvis man er flygtning er man gæst, der har fået lov til at få sikkerhed og tryghed i vores land i den periode, hvor man ikke kan få sikkerhed og tryghed, der hvor man kommer fra. En gæst skal ikke integreres, men koncentrere sig om at blive klar til at komme tilbage og bygge sit land op. Så børnene skal ikke lære dansk, men holde deres syriske sprog vedlige og lære at skrive og læse det sprog. De voksne skal ikke gå for lavere lønninger på det danske arbejdsmarked og dermed skubbe danskere ud. De skal holde deres kompetencer vedlige og måske blive bedre. Alt sammen for at kunne bygge landet op, så snart de kan komme tilbage til deres eget land.

 

Ellers er man jo indvandrer og sigter på at blive i Danmark for altid.

Der skal være forskel på flygtninge og indvandrere. Desværre er vores system i dag sådan, at vi systematisk behandler alle som indvandrere. Men det skal stoppe. Så vil tilstrømningen også stoppe. For de folk jeg mødte i går kom jo for at bygge en ny tilværelse op i Danmark. De kom ikke, fordi de var bange for krigen. Hvis det var årsagen, var de jo blevet i Tyrkiet. De var indvandrere, der brugte asylsystemet i Danmark til at slå sig ned i Danmark for altid. De bruger et system, der er der. Så vi kan ikke rigtig bebrejde dem noget. Men vi har ikke råd til det – hverken økonomisk eller kulturelt. Derfor skal det stoppe. Vi skal have lavet reglerne om, så vi skelner mellem flygtninge og indvandrere og sørger for at flygtninge sendes hjem så hurtigt som muligt, – selvfølgelig uden at blive integreret i Danmark først.