Debatindlæg bragt i medierne

Tekst

Tørklædeforbud

Offentligt ansatte bør fremstå neutralt og professionelt.

Danmark er et kristent land. Og der er religionsfrihed i Danmark. Det er udgangspunktet, som ikke skal ændres.

Men i dag ser vi flere og flere ansatte i den offentlig sektor bære tørklæde og dermed reklamere for en bestemt religion, der i de fleste udlægninger er anti-kristen og imod religionsfrihed. Jeg taler her om det islamiske tørklæde, som mange muslimske kvinder vælger at bære eller bliver presset til at bære.

Når man bærer et islamisk hovedtørklæde er man en omvandrende reklamesøjle for bestemte værdier. Islamiske værdier. Ligesom man ville være en omvandrende reklamesøjle for kommunisme, og kommunistiske værdier, hvis man indsvøbte sig i et rødt flag med hammer segl, eller for nazisme, og fascistiske værdier, hvis man indsvøbte sig i et banner med svastikaer. Ligesom man vil være en reklamesøjle for Trump og trumpistiske værdier, hvis man bar en Trump-kasket.

Jeg tror, de fleste skoleledere ville bede lærere, der havde den slags ting på, om at lægge dem fra sig, før de gik ind i klassen for at undervise. For når det drejer sig om politisk reklame i den offentlige sektor, kan de fleste godt se problemet.

Men når det drejer sig om religiøse - og ikke direkte politiske -  budskaber udsendt via tøjet, er der ofte tale om berøringsangst. Også selvom religionen indebærer politiske holdninger. Her ser vi sygeplejersker, lærerinder, sosu-assistenter osv. bære islamisk hovedtørklæde – og dermed udsende bestemte signaler overfor deres sagesløse elever eller patienter – uden at nogen løfter en finger. Det bør naturligvis ikke være sådan.

En sygeplejerske, lærerinde og en sosu-assistent skal selvfølgelig først og fremmest udstråle professionalisme, - og ikke agitation for bestemte religioner, ideologier eller politiske partier. Og da slet ikke agitation for værdier, der i den grad strider imod danske traditioner. Og det gør værdierne, som det islamiske hovedtørklæde udsender. For eksempel, at nogle mennesker er mere værd end andre og at kvinder er mindre værd end mænd.

Derfor skal vi have gjort op med tørklædet på offentligt ansatte, når de er på arbejde. De kan naturligvis sagtens bære en halskæde, ørering armbånd eller andet med et religiøst symbol f.eks. en halvmåne, så de kan vise deres muslimske identitet, mens de er på arbejde. For det er ikke et spørgsmål om religionsfrihed.

Men at bære tørklædet, der er en efterfølgelse af den islamiske hellige lov – sharia – i nogle tolkninger – er noget andet. Det er et klart signal til alle, om at det er vigtigt at efterleve denne lov og at man adskiller sig fra andre ved at gøre det. Det er dermed, som jeg nævnte før, en reklame for bestemte udlægninger af islam. Det bør ikke tillades, når man er ansat i den danske offentlige sektor.

I erkendelse af, at det vil være meget vanskeligt at lovgive særskilt imod det islamiske hovedtørklæde, har vi i Dansk Folkeparti fremsat et forslag, der retter sig generelt imod alle religiøse hovedbeklædninger på offentligt ansatte, når de er på arbejde.

Jeg er ked af dermed at gøre livet sværere for bl.a. jøder, - men mit indtryk er, at der er meget, meget få jøder ansat i den offentlige sektor, der rent faktisk bærer religiøs hovedbeklædning på deres arbejde. Så den gruppe, vi kommer til at ramme, uden at ønske det, er meget lille.

Det er naturligvis sørgeligt, at vi med dette beslutningsforslag kommer til at ramme nogle, som vi ikke ønsker at ramme. Også selvom det er få. Men sådan er virkeligheden desværre i dagens Danmark. Vi har på grund af indvandringen fået en sammensat befolkning for ikke at sige opsplittet befolkning, hvor ikke alle kan forventes at kende den danske tradition eller bakke op om den danske tradition for at fremstå neutralt og ikke at agitere, når man udfører arbejde i den offentlige sektor. Derfor kommer vi til at ramme nogle, der overhovedet ikke udgør et problem, fordi andre gør det. Ganske som 24-års reglen kom til at ramme en række udlændinge fra ikke-EU-lande, som slet ikke havde tradition for tvangsægteskaber. Men da man ikke kunne lovgive særskilt imod de nationaliteter, der havde tradition for tvangsægteskaber, var vi nødt til at skære alle over en kam.

Ved dette forslag vil vi tvinge alle til at tage stilling til spørgsmålet om religiøs og ideologisk agitation i den offentlige sektor og alle vil dermed blive opmærksomme på, at det er et problem, at man i dag tillader agitation overfor børn, patienter og plejehjemsbeboere. Det kan skabe vrede, utryghed og forvirring, og det bør ikke tillades. Offentligt ansatte bør fremstå neutralt og professionelt.