Debatindlæg bragt i medierne

Religion i offentligheden

Religion i offentligheden og Folketingets åbning

Jeg går ind for mindre religion i det offentlige rum. Jeg er træt af muslimske tørklæder og muslimske krav om at der ikke skal være svinekød, alkohol, fælles badning og billeder af Muhammed i visse muslimers nærhed. Stop det dog.

Giv i stedet plads til den sekularisering, der er en naturlig følge af vores protestantiske kristendom. Her skelner vi mellem religion og politik og vi forholder os helt u-religiøst til mad, tøj og tegninger. For de kan jo ikke frelse nogen! Det kan jo kun Kristus.

For at fastholde den kristne sekularisering, må vi selvfølgelig fastholde kristendommen. Ellers bliver vi hurtigt oversvømmet af ”frelsende” handlinger, spisemåder, øvelser, gerninger og kure, tror jeg. Derfor er det så vigtigt med en god prædiken, når folketinget hvert år samles for at udøve politik. Og ikke frelse. Det er ideelt set det, præsten bør sige til lovgiverne: hold jer fra at tro, at I kan frelse. Det kan kun Kristus. Og koncentrer jer så om nogle gode, konkrete love.

Jeg mener, at Pastor Morten Kvist var inde på netop dette i sin prædiken, hvor han gjorde opmærksom på, at vi i den danske folkekirke mener, at det er tro, og ikke gerninger, der frelser. Men hvad er tro så? Er det ikke også noget vi skal præstere? Nej svarede han i dette citat fra hans prædiken:

”Nåde, retfærdighed og tro er i realiteten det samme. Når vi hører det kendte udtryk ’retfærdiggørelse ved tro’ og ikke ved gerninger, så lyder det let som om, troen er noget, vi skal tage os sammen til, at vi skal præstere tro, som dermed blot har indtaget gerningernes plads. Vi bliver ikke retfærdiggjort af de gode gerninger, men af tro, har vi lært, og dog klinger det af noget, vi selv skal sørge for. Vi skal imidlertid hele tiden tænke på både tro, nåde og retfærdighed som noget passivt, som noget, der sker med os. Martin Luther forsøgte på mangfoldige måder at beskrive, hvad troen, retfærdigheden og nåden er, i en vis forstand var det det eneste, han gjorde. Han skriver et sted: ”Retfærdighed…har (…) ikke at gøre med vore gerninger, men er helt anderledes. Nemlig en passiv retfærdighed…For når det gælder den, hverken gør eller giver vi Gud noget. Men vi er blot modtagende og lader en anden, nemlig Gud, virke i os…Denne retfærdighed er hyllet i et mysterium, som verden ikke kan begribe.” (Store Galaterbrevskommentar, indl.).

Vi kan undlade at stille os i vejen for Guds nåde, vi kan prøve, og vi kan bede om den. Det er ikke så lidt endda, helt sikkert nok til, at man kan blive opfattet som anderledes og mærkelig og afvigende og kan få verdens modstand at føle. For Guds nåde eller åndens gerning i os er ikke konform med verden, med hvad vi selv vil, eller de ordninger, vi har lavet for at beskytte både det fælles samfund og vore formuer.”

Jeg vil håbe, at folketingsmedlemmerne fik den med, at vi kan bede om nåden. At vi kan bede om frelsen. Men vi kan ikke udvirke den. Fik de alle den med, kan vi i fællesskab koncentrere os om den demokratiske debat om, hvad gode love er og få sådan nogle vedtaget. Og så kan vi blande alskens hellig snak om at frelse os selv eller verden ude af vores debat.

Hvor ville det være skønt.

Men eftersom en del af folketingsmedlemmerne gik til en seance hos Humanistisk Selskab har jeg afgjort mine bange anelser om, at der stadig vil være en del af folketinget, der har svært ved at adskille religion og politik, tro og gerninger, nåde og lovgivning.