Debatindlæg bragt i medierne

Kold krig og intellektuel fallit

Det sidste år har jeg beskæftiget mig med debatten om den nye kolde krig, og i denne uge afleverer jeg manuskriptet til en interview-bog med 17 eksperter fra Vesten, Ukraine, Rusland og Letland til et forlag, der gerne skulle lave en bog ud af det.

Den vestlige debat – herunder den danske -  om Rusland er så betændt, at det er umuligt at komme med et nøgternt indlæg om Rusland uden at blive udsat for beskyldninger om at være betalt af Kreml. Hvis ikke man gentager påstandene om, at Rusland aggressivt og som led i en ekspansiv strategi har overtrådt international ret, erobret dele af et naboland og nu er i gang med en aktiv hybrid-krig imod Vesten, hvor Kreml fører undergravende virksomhed overfor Vestens demokrati og frihed, - så beskyldes man for at være Putins agent. En sådan debat er i sig selv en intellektuel fallit af dimensioner. Hvordan er det kommet så vidt? I mit arbejde med de mange eksperter fandt jeg 6 interessante pointer, der giver en del af svaret:

1.Krim og Ukraine-krisen er kun et symptom på den sygdom, som forholdet mellem Vesten og Rusland længe har lidt af. Krisen er dermed ikke et vendepunkt, men blot kulminationen på en lang udvikling, som ikke burde overraske nogen. Og de folk, der har fulgt forholdet mellem Rusland og Vesten nøje, er da heller ikke blevet overraskede over, hvad der skete. Især ikke dem, der vidste, at Krim er gammelt russisk land, og at Ukraine er et land skabt af anti-nationale kommunister, der med vilje har placeret så mange folkeslag som muligt i en sovjetrepublik for at det skulle blive sværere for republikken af skabe en sammenhængende national identitet, der kunne udfordre det kommunistiske imperiums magt.

2.Den kolde krig blev afsluttet på en måde, hvor man ikke optog Rusland i det gode selskab. Man begik de samme fejl som efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland ikke blev inkluderet. I stedet for at bygge et nyt sikkerhedssystem op i Europa udvidede man det eksisterende i form af NATO og EU uden hensyn til Ruslands protester. Rusland blev marginaliseret og fik ikke indflydelse på Europas sikkerhedsarkitektur.

3.Vesten mente at have vundet den kolde krig, og anså sig selv og sit system som testet positiv af historien. Man forventede, at de, der var testet negativt af historien, ville stræbe efter at blive som Vesten. Man talte om Ruslands ”transition” imod et liberalt system i stedet for at indgå i en politisk debat om forskellige muligheder. Traditionelt diplomati, hvor man respekterer modparten, som han er, og sætter sig ind i hans tankegang, sprog og kultur, blev erstattet af en forventning om en udvikling i Rusland, hvor de ville lægge den autokratiske fortid bag sig og efterligne Vesten. Man så ikke Rusland, som Rusland er, - man så et abstrakt land, der burde udvikle sig på en bestemt måde.

4.Både Rusland og Vesten er stærkt præget af deres forskellige historiske erfaringer. Rusland er præget af sit seneste historiske traume, der var opløsningen af Sovjetunionen og det liberale kaos i 90´erne, hvor der herskede fattigdom og stats-opløsning. Derfor sidder der en umiddelbar frygt for demokrati og liberale reformer i de fleste russere. Omvendt i Vesten, hvor det sidste historiske traume, vi har oplevet er nazismen. Derfor sidder der en umiddelbar frygt for afskaffelse af demokrati, for centralisering og overdreven nationalisme i de fleste vestlige borgere. Når vi tilbyder russerne vores system, får de gåsehud. Og omvendt.

5.Det er svært at lave en nøgtern analyse af Rusland. Landets enorme dimensioner kan let udløse fobier hos analytikeren. Man kan føle sig som en mus overfor elefanten. Omvendt kan storheden på andre analytikere virke forførerne. Det er meget sværere som europæer at forholde sig sagligt til Rusland end til Holland!

6.Der findes ikke nogen russisk doktrin om hybridkrig imod Vesten. Den artikel som generalstabschef Gerasimov skrev om hybridkrig i 2013 er hans beskrivelse af, hvad han ser som Vestens metoder, når man ønsker at skabe regimeskift i andre lande. Formentlig er de tidligere nævnte punkter årsag til, at man i Vesten opfatter artiklen som en aktiv russisk doktrin om underminering af vestligt demokrati og frihed.

De fleste eksperter, jeg har interviewet, mener, at forholdet mellem Vesteuropa og Rusland er gået så galt, at det ikke kan repareres i meget lang tid, og at Rusland nu vil vende sig imod Kina. De fleste ser det som en sørgelig udvikling, fordi Rusland er en kristen, europæisk kulturnation, der har mange af de samme problemer, som vi i Vesten. Måske kunne vi hjælpe hinanden i kampen imod islamisk terrorisme. Kun talsmand for den russisk ortodokse kirke, Aleksander Sjtjipkov er ukuelig i sin optimisme. Han tror misforståelserne vil blive rettet, for, som han siger: ”Det drejer sig om Europas og Ruslands åndelige genfødsel. Vi har taget initiativet, når det drejer sig om genkristning. Men vi håber, at Vesten meget hurtigt indhenter os. Vi kunne godt tænke os at vise, at trofasthed overfor traditionen samt demokrati i et samfund kan gå hånd i hånd. Rusland og Europa har brug for hinanden. Det er en vigtig forudsætning for gensidig overlevelse.”

Skal vi nå hen til det, som Sjtjipkov ønsker, må vi begynde med at kunne tale sagligt om udviklingen. Jeg håber min kommende bog kan bidrage til det!