Debatindlæg bragt i medierne

Den nye, kolde Krim-krig bør afblæses!

 

Siden Krim blev russisk i det tidlige forår 2014, har vi haft kold krig med Rusland. EU og USA har indført sanktioner overfor Rusland, og NATO ruster sig til en eventuel krig imod Rusland. Man betragter Rusland som farligt og aggressivt, og frygten går især på, at Krim blot var den første erobring ind i Ruslands nabolande. Forventningen eller rettere frygten er, at der vil følge flere erobringer. Men er det overhovedet realistisk? Var Krim-annekteringen et udtryk for en plan om en større russisk ekspansion? Måske har Vesten taget helt fejl. Måske blev Putin nærmest tvunget til at handle på grund af den nationale folkestemning i landet i forbindelse med den brutale behandling af russerne i Ukraine. Lyt her til, hvordan en russisk konservativ, Mikail Remizov, udlægger forløbet:

 

“Det var ikke Putin, der via medierne fik folk til at ønske en genforening med Krim. Det var omvendt: Putin besluttede sig for genforeningen med Krim, fordi han forstod, at hvis ikke han gjorde det, ville han miste lederskabet. Der var jo begyndt et oprør i Sevastopol den 23. februar, og folk havde valgt Tjalij som ”folkets borgmester”, - dvs. en anti-ukrainske lokal ledelse. Det var en mini-anti-ukrainsk revolution. De russiske massemedier sagde ingenting om det. De talte grimt om Ukraine og viste, hvad der skete i andre regioner og viste hvor dårlig ledelsen i Ukraine var, - men de var bange for at tage dette emne op. De vidste ikke, hvordan man skulle reagere på det og regeringen vidste det slet ikke. Efter en uge fik dem, der stod bag oprørere via deres egne kanaler besked fra Sortehavsflåden om, at den stod bag dem. Så blev der taget en beslutning, - men var det fordi man var bange for en amerikansk base i Sevastopol? Nu kommer der jo en i Odessa. Hvad er forskellen? (….)Det er naivt at forklare alt, hvad der skete med, at det drejede sig om sømilitær geopolitik eller militær strategi. Grundlaget for beslutningen lå i samfundets moral og psykologi og det politiske lederskab. Det betød, at hvis vi og Putin bare havde siddet og betragtet, hvad der foregik i Sevastopol og havde mistet al vores nationale selvrespekt, så ville vi helt sikkert også miste vores respekt for Putin som leder. Så Putin pressede ikke russerne til at tage Krim, - han var omvendt tvunget af folkestemningen til at tage en beslutning, som han, så vidt jeg kan bedømme, ikke brød sig det mindste om selv.”[1]

 

En del af de beslutninger, som Putin blev skubbet ud i angående Krim, inkluderede en folkeafstemning på Krim i 2014 om halvøens tilhørsforhold. Der var stort flertal for at vende hjem til Rusland – som man siger i Rusland. Krim var jo russisk indtil 1954, hvor Krustjov pludseligt og uden at spørge beboerne overdrog halvøen til Ukraine. Men i foråret 2014 stemte Krim-boerne sig hjem til Rusland med et stort flertal. Det er nu tre år siden. Og beboerne på Krim ønsker fortsat at være russiske. Det viser en nylig tysk meningsmåling på halvøen. Beboerne siger, de ville stemme det samme igen, hvis de fik muligheden.[2] Hvorfor er det så, at vi i Vesten skal være så sure? Kunne vi ikke afblæse den nye kolde krig? Efter min mening ville det kun være logisk. Især fordi vi taber penge hver dag ved ikke at kunne eksportere til Rusland.

 

Men der er nogen, der mener, at selvom beboerne på Krim er glade for at være russere, så skal Rusland under alle omstændigheder straffes for at have overtrådt international lov, ændret en landegrænse og forsøgt med aggression at tvinge Ukraine til at holde sig udenfor EU og NATO.

 

I Vesten er man overbevist om, at Ukraine-krisen (og dermed Krim-krisen) drejer sig om, at Rusland vil tvinge Ukraine til at fortsætte med at stå udenfor den vestlige lejr og sammen med Rusland. Men når Vesten står så fast på det, så overser man det faktum, at der var en stor del af befolkningen, der ikke ønskede EU-associering og ikke ønskede, at den præsident, som de havde stemt på, Janukovitj, blev forjaget og ny pro-EU regering blev indsat i strid med forfatningen. Den nye regering lyttede ikke til dette store mindretal i Ukraine, og Vesten har ikke bedt Kiev om at lytte til dem. I stedet har Vesten støttet, at Kiev indledte en militær kampagne imod sine egne borgere. Krim nåede at komme væk, og har derfor ikke oplevet en militær kampagne som den i Donbass i Østukraine.

 

Men hvorfor er det, at vi i Vesten ikke synes det er vigtigt at lande lytter til deres minoriteter? Dengang Tjetjenerne gjorde oprør i den Russiske Føderation var man god til i Vesten at minde Moskva om, at man skulle lytte til dem. Men Kiev skal ikke lytte til russiske østukrainere. Er det mon fordi det er Vestens interesse at udvide sin indflydelse mod øst? Og så pyt med nogle utilfredse russere.

 

Hvis Remizov har ret I sin udlægning, så kan vi lige så godt afblæse sanktionerne og aflyse kravet om at Krim skal tilbage til Rusland med det samme. Ligeså kan vi godt opgive at vente på, at der kommer en mere vestligt orienteret præsident efter Putin, der vil have en helt anden holdning til Vesten. For det er ikke Putin, men den almindelige russiske befolkning, der tænker nationalt, og som ønsker at blive ved med det. Men det betyder jo også, at der ikke foreligger en større ekspansiv strategi fra russisk side.

 

Så måske skulle vi bare gå i gang med at finde en grimasse, der kan passe i Krimspørgsmålet og så gå efter en fornuftig, forhandlet løsning i Østukraine, hvor man også tager den russiske minoritets interesser alvorligt. I stedet for at fortsætte en tabsgivende og formålsløs kold krig og acceptere, at princippet om at man skal tage hensyn til sine mindretal trædes under fode.