Debatindlæg bragt i medierne

Herrens veje

Herrens Veje

Jeg er vokset op i en præsteslægt med stærke traditioner. Derfor lød det umiddelbart interessant for mig at der nu kom en realistisk serie om en præstefamilie. Jeg er også meget optaget af forskellen på den danske kristendom og islam, som støder så voldsomt sammen i vores moderne samfund. Første afsnit i TV-serien ”Herrens Veje” lagde ud med en udtalelse fra præsten om, at der var forskel på islam og kristendom. At det er en del af præsteløftet at tage afstand fra vranglære – dvs. falsk religion. Og islam er for den kristne en falsk religion. Det var befriende at høre denne banale sandhed sagt højt. I TV-serien skabte denne bemærkning så megen tumult og negativ opmærksomhed, at præsten ikke opnår det bispeembede, som han så stærkt har ønsket sig. Det virkede faktisk ganske realistisk. Så jeg begyndte med positive forventninger til serien.

Men under de sidste afsnit har jeg skullet tage mig voldsomt sammen for at komme igennem de 60 minutters underholdning. Håbet om, at det skulle fortsætte på samme gode måde, som den begyndte, svandt i takt med, at alle de sædvanlige banaliteter, når man taler om kristendom og familieliv, foldede sig ud i serien. Faderen er selvfølgelig en egoistisk patriark, der er opdraget af – hvor overraskende – en egoistisk patriark. De har begge lidt svært ved at skelne mellem sig selv og Gud, og de er begge skrækkeligt uretfærdige overfor deres sønner. Den ene søn opdager helt i overensstemmelse med de sædvanlige venstreorienterede fordomme om, hvad sand kristendom er, at næstekærlighed drejer sig om at hjælpe migranter i Europa med at skjule sig for politiet. Den anden søn opdager, at buddhismen er meget mere givende end den kristendom, han kender fra sin familie. Han bliver fri og afklaret af at gå rundt i Himalayas bjerge og tale med en buddhistisk munk og bagefter skrive en bog om sin uretfærdige far. Hvad de fire mænd i familien – bedstefar, far og to sønner – har til fælles er, at de kæmper for at finde ud af, hvad det gode og rigtige er. Jeg gætter på, at filmen vil konkludere, at det egentlig er fint. At man kan nå frem til det gode og rigtige af mange veje – gennem den ene gud, den anden gud eller gennem åndedrætsøvelser. Men at det sidste er det mest hippe. Jeg tør ikke sige det med sikkerhed, da sidste afsnit i serien ikke er blevet sendt endnu, men jeg gætter på det, fordi det lyder lidt som om, at det er religionen hos seriens manuskriptforfatter, Adam Price, der er citeret for at sige: ”Jeg tror ikke på en personlig, skabende gud, som man kan have en mere eller mindre intim relation til gennem et bønsliv, og som lytter til, hvad vi siger og tænker. -Men jeg tror absolut på store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling, forklarer Adam Price og nævner blandt andet den overvældende kærlighed, man kan føle til sine børn, som et eksempel.”

Der er nok ikke nogen tvivl om, at ”store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling” er meget mere hipt i dagens Danmark end ”en personlig, skabende gud”. Men det er jo bare meget det, som kristendommen går ud på. Og endda en gud, der er så besværlig, at der ikke kan gives et frelsende rum for buddhisme og åndedrætsøvelser. Eller for Allah og sharia. Det er Jesus på korset, der frelser. Ikke åndedrætsøvelser.

Jeg kan selvfølgelig godt se, at mine forventninger til serien har været overdrevne. Men ville det ikke være befriende, hvis man endelig kunne høre en sammenhængende tale om forskellen på kristendom og de andre religioner, som vi nu møder i landet? Tænk, hvis præsten i serien havde fået mulighed for at fortsætte sin argumentation om islam og kunnet få lov at vise forskellen på lovreligionen islam og friheden i kristendommen. Der er jo i høj grad en religiøs grund til, at Danmark er så præget af frihed, mens Mellemøsten er det modsatte. Der er en religiøs grund til, at danske piger kan gå i det tøj de har lyst til og ikke skal spærres inde i tørklæder eller burkaer. En TV-serie som ”Herrens Veje” havde sagtens kunnet bruge lidt energi på at lade den slags banale sandheder trænge frem i lyset. Men i stedet får vi et langt faderopgør og en kærlighedshistorie med en kone, der springer ud som lesbisk i en alder af 60 år. Underligt nok er der ikke nogen incest i serien endnu. Men det kan man vel nå!

Mit gæt er, at serien vil ende med en af de mest fortærskede og forkerte fordomme om tro – at alle veje fører til gud og frelse og fordi vi egentlig alle sammen tror på kærligheden som den sande gud, ligegyldigt om vi er muslimer, kristne eller buddhister. Men problemet for os danskere og mange andre europæere er, at vi risikerer at miste den frihed, vi holder så meget af, hvis vi ikke snart vågner op og fatter, at der er forskel på, hvad man tror på. Der nogen budskaber, der fører til trældom og undertrykkelse, og der andre der fører til frihed. Det ville være skønt hvis en TV-serie om en præstefamilie kunne være med til at formidle det budskab. For det er trods alt det budskab, langt de fleste præster bruger deres liv på at formidle.