Debatindlæg bragt i medierne

Stop indvandring fra muslimske lande

Jyske Vestkysten, 7/3/2017.

 

Den amerikanske præsident ønsker, at Nato-medlemmerne skal betale deres del af kagen. Det betyder, at Danmark skal øge sine forsvarsudgifter. Det er Dansk Folkeparti enige i, for vi ønsker et stærkt forsvar.
Midlerne til et bedre forsvar bør ikke findes ved at skære ned på velfærden. Danskerne betaler meget i skat, og de har ret til den service, som samfundet yder til gengæld.
En undersøgelse fra Rockwoll Fondens Forskningsenhed viser, at indvandrere fra ikke-vestlige lande årligt koster staten 16 mia. kr. Det er et meget konservativt estimat. Med andre ord, der er rigtigt mange penge at hente på en strammere udlændingepolitik.
Derfor foreslår jeg et indvandrerstop. Nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at 2900 personer blev afvist ved grænsen i 2016. Størstedelen af de afviste var fra Mellemøsten og Afrika. De tyske sikkerhedsmyndigheders prognose for 2017 spår, at mindst seks mio. migranter vil søge lykken i Europa. Derfor skal vi have en permanent grænsekontrol.
Indvandrere, migranter og såkaldte flygtninge fra de muslimske lande skal stoppes ved grænsen og sendes tilbage til første sikre land. Der skal ikke være noget med at søge asyl ved grænsen.
Besparelsen på massemigrationen kan vi derefter fornuftigt investere i forsvar og velfærd.