Debatindlæg bragt i medierne

Ukraines to fortællinger

EU og NATO holder gang i vestukrainernes kamp imod østukrainerne i stedet for at lægge pres på dem for at få dem til forhandlingsbordet.

Jeg har hørt to fortællinger om krigen i Ukraine, mens jeg har været på besøg i landet. De to fortællinger kæmper om at blive ophøjet til sandheden.

Den første og officielle fortælling siger, at der er tale om en international krig mellem to stater – Ukraine og Rusland. Rusland har angrebet Ukraine. De har erobret Krim og er nu i gang med at erobre Donbass-området. Rusland bekæmper Ukraine, fordi de ønsker at undgå, at Ukraine får held til at opbygge en selvstændig stat med en selvstændig identitet. Rusland ønsker sit ufrihedens system udbredt til så stort et område som muligt.

Der er to motorer i krigen – en international (Ukraine-Rusland) og en ideologisk (frihed – ufrihed). Når Rusland har fået bugt med Ukraine, vil de gå videre ind i Europa. Ukraine ønsker frihed som i EU. Ukraine holder den russiske ufrihed stangen i kampene i Østukraine. Ukraine er dermed frihedens forpost. Falder Ukraine, falder Europa. Derfor skal de vestlige lande i egen interesse fortsætte med at støtte ukrainernes kamp. Den er svær, men nødvendig.

Til denne fortælling knytter der sig nogle gange, – men ikke altid – en analyse af Rusland som et folkeslagenes fængsel, hvor tjetjenere, dagestanere, burjatere, komier, ingushetere osv osv alle ønsker deres frihed. Det er derfor Rusland er så undertrykkende. Hvis de slipper taget i Moskva, falder imperiet fra hinanden, og friheden vil indfinde sig. Det ville være godt.

Den anden fortælling er den uofficielle, som ingen har lyst til at sige højt. Gør man det, bliver man anklaget for at være 5. kolonne eller landsforræder. Den anden fortælling siger, at der er tale om en borgerkrig i østukraine. Den støttes på den ene side af russiske instruktører, soldater og våben. På den anden side støttes man af NATO, – dog kun med instruktører og træning. Motoren i krigen er en uenighed om Ukraines egen identitet. Hvad er Ukraine?  Er det en stat bestående af flere forskellige identiteter, herunder en russisk-venlig østukrainsk identitet, eller er Ukrainne en stat med en identitet, som ikke inkluderer den russiskvenlige.

NATO og EU abonnerer på den officielle fortælling. Under mit nylige besøg i Ukraine har jeg mødt den i parlamentet, i det ministerium, jeg besøger og i forsvaret. Den anden fortælling møder jeg hos en uafhængig analytiker og en tidligere parlamentariker fra den tidligere præsidents – Janukovich s parti. De føler sig som dissidenter. De anklages for at være 5. kolonne folk, mens de selv synes, at de blot fremfører det syn på sagen, som var en helt almindelig del af den politiske debat før omvæltningerne i februar 2014. Før februar 2014 var der flertal for den pro-russiske linje – både præsidenten og parlamentet svingede til den side. Efter omvæltningerne er det ændret helt, bl.a. fordi man ikke har gennemført valg i krigsområdet og på Krim, der er blevet indlemmet i Rusland. 27 pladser står tomme i parlamentet. De russiskvenlige, jeg har talt med, føler med befolkningen i Donbass og ville ønske, at Vesten ville lægge pres på parterne for at få en forhandlet løsning, så krigen kan stoppe og man kan komme i gang med at bygge landet op.

Jeg hører ingen sige, at man skal afgive land til Rusland. Heller ikke Krim. Men jeg hører et ønske om et afslappet forhold til Rusland, hvor man anerkender kulturfællesskabet og den sammenvævede økonomi som en del af virkeligheden. De ønsker et Ukraine med plads til både vest-ukrainerne og øst-ukrainerne. Derfor er de også meget kritiske over for den meget stramme styring af medierne og af beskyldningerne om at være 5. kolonne, hvis man er uenig i den officielle fortælling. De har meget svært ved at forstå, at de vestlige lande kan støtte et sådant styre og tage parti i den ukrainske konflikt. De ser derfor sort på fremtiden og fortæller, at flere af deres bekendte har forladt Ukraine. Det virker ikke som om, de kan finde en fremtid i landet.

Det er meget problematisk, at EU og NATO har promoveret den vest-ukrainske dagsorden med EU-associeringsaftalen så kraftigt, at balancen mellem øst og vest, der tidligere kunne holdes nogenlunde, røg på gulvet i 2014. Med EUs og NATOs involvering i Ukraine har man gjort konflikten international. Og man har overtaget fortællingen om Rusland som et land, der ikke kan forhandles med. Det er farligt. Meget farligt. Fordi det i sidste ende kan føre os ud i en verdenskrig.

Men det er jo desværre i vestukrainernes interesse at promovere denne fortælling, fordi den giver dem overhånden over østukrainerne. De får mulighed for at cementere deres magt og de får støtte fra NATO til at fortsætte krigen imod deres politiske modstandere, samtidig med at Rusland støtter østukrainerne. Sandsynligheden for at Ukraine nogensinde vil kunne vende tilbage til at være en bro mellem øst og vest ser derfor ud til at reduceres for hver dag, krigen får lov til at vare.

Jeg mener, at vi i Vesten skal lytte til en person, som det modige og selvstændige parlamentsmedlem Nadja Savtjenko og hendes opfordring til at lægge pres på alle parter for at indgå forhandlinger. Det skal være de lande, der er implicerede og grænser op til Ukraine dvs. Rusland, Ukraine og nabolandene. Lad dem sætte sig ned og finde en løsning.

Det er en falsk fortælling, at krigen handler om ideologi, og at man ikke kan forhandle med Rusland. Vi i norden har et fint forhandlingsklima med Rusland, når det gælder Arktis. Det kan man også have, når det gælder Ukraine. Så vi skal lægge pres på ukrainerne for at komme i gang med forhandlinger. Op imod 10.000 mennesker er blevet dræbt i krigen. Det er på tide at få den stoppet.

Det kan ikke passe, at vi skal gå søvngængergang ind i en ny verdenskrig, som ingen har interesse i. Ganske sigende for den betændte situation er Savtjenko blevet kaldt forræder og er blevet smidt ud af sikkerhedsrådet. Det viser, at der skal lægges et kraftligt pres på Ukraine for at få dem til forhandlingsbordet. Men der er ikke andre veje.