Debatindlæg bragt i medierne

Rejserapport fra Ukraine IV: Sandhedsministeriet

Under mit ophold i Kiev, besøger jeg også Ukraines Informations-ministerium. Ja, sådan et har man i Ukraine og har haft det siden 2014. Jeg får lov at tale med 1. viceminister for informationspolitik, der viser sig at være endnu markant kvinde. Ung og smuk og af krim-tatarisk familie. Det betyder noget for hende, får jeg at vide i løbet af samtalen.

Dette er det første af mine mange møder i Kiev, der gennemføres på engelsk. Alle andre har indtil da været på russisk. Foran os på bordet står der to små flag – det ukrainske og EU-flaget.

 

Viceministeren fortæller mig, hvad ministeriet arbejder med: “Der er nogen, der kalder ministeriet for et “orwellsk sandhedsministerium”, men det er helt forkert. Der er også nogen, der tror, at vi har indført censur og styrer medierne. Men det gør vi ikke. Der er et andet organ, der styrer medierne. De har lukket 77 Tv-kanaler. Først og fremmest russiske, som bragte propaganda. Den russiske Internetkanal Dozjd blev som nr. 77 lukket i denne uge. Men det er som sagt ikke Informationsministeriet, der beskæftiger sig med det.

Informationsministeriet beskæftiger sig med strategisk kommunikation. Det betyder, at man skal sørge for, at alle lag i den udøvende magt skal tale med en stemme – informationsministeriets – og klart kommunikere, hvad Ukraine er. Vi er i krig og vi skal undgå kaos. Derfor skal vores kommunikation være helt tydelig.

Vi ønsker at brande Ukraine. Vi skal have et godt image. Folk skal kende os i verden. Det gør vi via en international kanal med bl.a. engelsk-sprogede udsendelser og dertil kommer en internetplatform. Regeringen er ved at udarbejde en “Brand-book of Ukraine”, der fortæller om Ukraine. Vi har længe været set som blot et vedhæng til Rusland eller en sovjetrepublik, men vi har en helt særlig, ukrainsk identitet, – og den skal man kende ude i verden.

 

Herhjemme skal vi også gøre noget for at komme ud af den russiske skygge og dominans. Vi var tidligere kontrolleret fra Moskva. Alle vigtige beslutninger før 2014 var reelt under indflydelse fra Moskva. Det er svært at komme væk fra det, fordi Rusland modarbejder det så heftigt. Det er derfor de har stjålet Krim fra os, og det er derfor de har angrebet os i Donbass. Det er forfærdeligt, for Rusland er en undertrykkende politistat, der ødelægger livet for en masse mennesker. Krim har lidt meget. Mine bedsteforældre blev deporteret fra Krim i Stalintiden, og nu skal de samme lidelser overgå nye generationer. Tatarerne bliver nu igen forfulgt på Krim. Det er frygteligt.

 

Vi skal stå imod Rusland for enhver pris. Rusland fører ikke bare rigtig krig imod os, de fører også hybridkrig med propaganda. Det er her, vi skal gå ind med et klart budskab og fortælle om Ukraine og ukrainsk kultur. Det er vigtigt, at man taler ukrainsk. Man må gerne også tale russisk, men man skal selvfølgelig kunne ukrainsk.

Når der er nogen, der påstår, at det er den vestukrainske identitet, som vi påtvinger hele landet, så er det forkert. Der er nogen, der enten selv er blevet manipuleret af russerne eller selv manipulerer andre. De siger, at det er svært at være russisktalende her. At de marginaliseres. De har en nostalgi efter sovjettiden og vil ikke erkende, at Ukraine er et selvstændigt land.

 

Huntington har ikke ret, når han skriver, at Ukraine er et kløvet land med to identiteter – en østlig og en vestlig. Nej, der er kun en. Men Rusland prøver at trække nogle over på deres side. Der er reelt en kamp mellem Ukraine og Rusland på ukrainsk jord.”

 

Efter denne samtale kæmper jeg mig ud af bygningen, der har en meget høj grad af sikkerhed med vagter og gennemlysning og kontrol af papirer.

 

Ude i Kievs gader kæmper jeg for at finde den rigtige adresse til mit næste møde. Først det tredje sted, jeg når frem til, viser sig at være rigtigt. Jeg har nemlig fået det gamle gadenavn, og efter af-kommunistificering og af-russificering er mange gader blevet omdøbt. Men hvad er så det nye navn? Min gps har kun de nye navne. Jeg spørger rundt omkring hvad Suvorovs (russisk krigshelt) gade er blevet til. Første gæt er Ivan Mazeepa (ukrainsk kosak-helt). Men det viser sig at være Mykhaila Omelianovichy-Pavlenka (som jeg ikke ved hvem er) Gade.

 

Jeg får at vide, at der er en populær vittighed i Kiev om, hvorfor man har lavet alle navnene om, så ingen kan finde vej.  Det er selvfølgelig for at gøre det sværere for Putin, når han invaderer!

Jeg er bare glad for, at jeg har taget de uelegante, men varme støvler på den dag, så det ikke gør mig noget, at jeg længe må trampe rundt på de isbelagte fortove i min søgen efter den rigtige adresse.