Debatindlæg bragt i medierne

Rejserapport fra Ukraine II: Krigen i Øst-Ukraine

Under mit ophold i Ukraine besøger jeg en militærenhed ved navn Dniepro1 i byen Dniepro (tidligere Dnepropretovsk). Bataljonen er en frivillig militærenhed, der skal nedkæmpe oprørerne i Øst-Ukraine. Officielt er den underlagt politiet og er indsat i Antiterroroperationen, som man kalder krigen i Donbass.

 

Jeg har en hel dag ved bataljonen, hvor jeg taler med folk fra ledelsen. Halvdelen af mandskabet er ved fronten og den anden halvdel har fri, fordi det er søndag. Så kasernen er tom. Bortset fra dem, der har været så venlige at bruge tid på at fortælle mig om situationen i Ukraine og særligt her i Dniepro.

 

Jeg gengiver her, hvad de fortalte mig:

Dniepro kunne være faldet til separatisterne, (der her mest omtales som banditter eller terrorister) da krigen begyndte i foråret 2014, hvis ikke civilbefolkningen havde optrådt så beslutsomt. Man dannede frivillige organisationer – til at kæmpe og til at hjælpe dem, der kæmper.

Mændene forlod deres job og gik i krig. Men regeringen kunne kun tilbyde et gevær og lidt løn. Hjelme, skudsikre veste, forplejning og støvler måtte andre skaffe. Så kvinderne gik i gang med indsamlinger og oprettelse af forsyningsorganisationer.

 

Hvorfor var den ukrainske hær ikke klar til at kæmpe? spørger jeg.

 

Fordi den russiskvenlige regering fra 2012 og frem havde afvæbnet Ukraine og underforsynet hæren. Der sad russiskvenlige folk på vigtige pladser i forsvaret. De havde ingen interesse i at kunne kæmpe med Rusland. Hæren forfaldt, og da de frivillige enheder blev omringet ved Illovajsk i august 2014, kom den regulære hær ikke de frivillige til hjælp. De blev slagtet. De havde nemlig troet på, at de kunne få frit lejde ud af den russiske omringning. Men da de  var på vej ud af omringningen, blev de skudt ned. Russerne overholdt ikke deres løfte.

 

Jeg ser gravene og mindesmærkerne. Jeg møder en krigsenke og en far, der har mistet sin søn. Jeg får forevist en film med andre pårørende. Det er meget følelsesfuldt, og der er mange tårer. De folk jeg sidder i blandt har alle mistet eller er bange for at miste en, de holder af.

 

Der er bygget en kirke på kasernen for indsamlede midler. Det er en ortodoks kirke tilhørende Kiev-patriarkatet. Dem, der tilhører Moskva-patriarkatet, kan man ikke stole på, får jeg at vide. De begraver ikke de døde fra den anden side. De lader dem ligge til hundene. Derfor har kasernens præst også selv afhentet døde krigere på fronten. De skulle hjem og begraves ordentligt. Moskva-patriarkatet er forræddere, siger han.

 

Hvem er det I kæmper imod, spørger jeg?

Regulære russiske enheder er svaret. 80% russere og 20% fra Donbass. Det er løgn, at der er tale om en ukrainsk borgerkrig. Der er selvfølgelig nogle i Donbass, der har troet på den massive russiske propaganda og har vendt sig imod Maidan og nu kæmper for russerne. Men det er få. Det er Rusland, der kæmper imod Ukraine. Jeg får forevist kort og videoer, der skal bevise, at det er regulære russiske enheder. Hvis ikke Rusland havde involveret sig, var oprøret blevet slået ned på to uger, siger de. Men Rusland vil ikke lade Ukraine vende sig imod Europa.

 

Jeg hører argumentationen om, at man ikke kan lave en aftale med Rusland, for man kan ikke stole på dem. Giver man dem en indrømmelse, misbruger de den til at kræve mere. Hvis ikke vi stopper Rusland ved Ukraines grænser, vil Rusland fortsætte sin erobring ind igennem Europa, får jeg at vide. Derfor, siger de, er denne krig også vigtig for de andre europæiske lande. Ukraine er frihedens forpost imod Ruslands ufrihed.

Desværre er forståelsen for dette ikke så stor, at Ukraine har været i stand til at overtale nogen til at skaffe dem panserværnsvåben til brug mod kampvogne. Det har de ellers meget brug for. De får hjælp af amerikanske instruktører, men ikke våben.

 

Hvad er løsningen på denne konflikt?

 

En ca. 40 årig kvinde med et yndigt hjerteformet ansigt og store brune øjne opsummerer situationen for mig ved frokosten. Vi skal have et frit Ukraine. Vi skal have vores områder igen. Men vi skal også gøre op med de mange 5-kolonne folk, der sidder rundt omkring. De sidder i parlamentet – for eksempel Oppositionspartiet, og de har vigtige stillinger i administrationen og i retsvæsenet. Det er dem, der er russiskvenlige og har stemt på det tidliere magtparti, Regionernes Parti. De skal dømmes for deres undergravende virksomhed.

Det vil hjælpe meget.

 

Jeg får ikke et svar på, hvordan de forestiller sig situationen på langt sigt. det virker som om, at krigen lige nu tager så mange kræfter, at det ikke er til at se så langt frem. Og hvis det er helt umuligt at stole på russerne og Rusland, er det jo også svært at se en langsigtet løsning for sig. Men nogle gange beskriver nogle af dem drømmen om at leve efter europæiske ideer. Det er når man går imod korruption og behandler andre stater som ligeværdige partnere. Rusland og før det Sovjetunionen har behandlet Ukraine som mindreværdig. Ukraines kultur, sprog og økonomiske styrke er blevet systematisk undergravet. Det kan Ukraine nu slippe ud af ved at knytte sig tættere til Europa. Det var det Maidan handlede, og det er det Rusland bekæmper. Derfor er der brug for os i Dniepro 1, siger de til mig, før jeg stiger på toget til Kiev.