Debatindlæg bragt i medierne

Aleppo og barnet i krybben

Politiko, 20. dec. 2016.

 

Julens budskab er, at vi ikke kan frelse os selv. Men at Gud gør det for os.

Selvgodheden blomstrer i Danmark. Folk går grædende i fakkeltog for de lidende i Aleppo og landets udenrigsminister forærer store pengegaver til ”De Hvide Hjelme” og den syriske opposition. Alle føler sig gode og givende og er svært tilfredse med sig selv. Nu får man da heldigvis grundigt demonstreret, hvilket ejegodt menneske man er! Og så kan man så smutte ind til flæskestegen og ris-alamenden med god samvittighed og i frelst stemning.

Der er godt nok nogen, der fortæller, at De Hvide Hjelme ikke er upartiske, at de kun hjælper de islamiske oprørere. Der er også nogle der fortæller, at oprørerne holdt de civile i Aleppo indespærrede og ikke lod dem komme ud. De skulle blive som en form for levende skjolde eller berettigelse af oprørernes kamp for folket. Så folket skulle se ud som om de støttede kampen. Så kunne de ikke få lov til at flygte over i den anden del af byen, hvor livet fortsatte nogenlunde normalt. Der er også nogle der fortæller, at store dele af oprørsbevægelsen er benhårde islamister. Sådan nogle der også får frivillig hjælp fra et dansk medlem af en islamistisk organisation.[1]

Når man hører disse nyheder, kan man jo godt blive i tvivl om, om det er så super-godt at støtte oprørerne i Syrien. Man kan også undre sig stort over, at vores pressebillede er så ensidigt. Hvorfor bliver oprørerne fremstillet som lidende helgener og Assad som et monstre?

Det undrer mig igen og igen, at danske journalister, der har både formel og reel ytringsfrihed ikke bruger den mere. Men det er en anden sag.

Her drejer det sig om, om man er god, når man har grædt demonstrative tårer over lidelserne i Aleppo og om man er god, når man giver offentlige gaver til de organisationer, der kalder sig selv gode.

Jeg mener, det er uklogt at give til organisationer, som man ved så lidt om. Jeg mener, man bør sætte sig grundigere ind i tingene. Derfor er jeg kritisk over for de donationer, der flyder til De Hvide Hjelme og den syriske opposition.

Men jeg er specielt kritisk over for selvgodheden i den demonstrative medfølelser. Jeg bliver også selv ked af det, når jeg ser et barn lide. Hvis det er ægte lidelse, er der grund til ægte medfølelse. Den behøver man ikke gå ud på gaden eller på TV for at demonstrere. Men der går rundhyl i medlidenheden. Alle skal vise deres dybe, dybe medlidenhed. For jo mere du har af den, jo bedre er du. Sådan er den almindelige opfattelse hos mange mennesker.

Men stop nu engang denne dyrkelse af egen godhed. Stop, og lyt i stedet til juleevangeliet, der fortæller os en anden historie. Den fortæller os, at Gud kom til jorden for at fri os ud af vores synder. For at frelse os alle sammen. Vi skal ikke gøre noget, bare have tillid til at Gud klarer ærterne for os. Julens budskab er, at vi ikke kan frelse os selv. Men at Gud gør det for os. I skikkelse af et barn, der blev en mand, der gennemgik de mest frygtelige lidelser for at frelse os.

I denne historie ligger det som udgangspunkt, at vi er syndere. At vi IKKE er gode. Og vi er ikke bedre end naboen. Derfor ved vi aldrig, hvornår vores handlinger er gode eller selvgode eller onde. Vi skal derfor være kritiske over for os selv. Vi skal aldrig sætte os selv eller andre mennesker op på en piedestal og tro, at de har ret i alt. For grundlæggende har kun Gud ret i alt. Grundlæggende er kun Gud god.

Så i julens glædesbudskab ligger også den sunde, selvkritiske erkendelse, at vi skal passe på med at tro, at vi kan gøre alt rigtigt. For vi kan ikke frelse os selv og andre. Vi er født syndere. Men ikke syndere uden håb om frelse, for det lille barn blev født i Bethlehem julenat.

Glædelig jul!

 

[1] http://www.uriasposten.net/archives/78947