Debatindlæg bragt i medierne

Interessesfærer og magt er ikke begreber, der hører fort...

Politiko, 6. dec. 2016

 

Bare se på Ukraine, hvor EU/NATO og Rusland kæmper om at få indført sine normer som de dominerende.


Udenrigsminister Anders Samuelsen hævder som sin forgænger, at Danmark som små-stat har interesse i en normbunden, international verdensorden, og at tanken om interessesfærer er forældet. Derfor bør EU opretholde sanktionerne imod Rusland indtil de accepterer reglerne i den internationale retsorden.


Jeg er uenig. Det er virkelighedsfjernt at sige, at der ikke længere findes interessesfærer. Både mennesker, stater og organisationer ønsker magt, – og man har magt i de sfærer, man kan dominere. Sådan en banal sandhed er ikke ophævet i den moderne verden.


Men organisationer som FN, EU og NATO tror måske selv på, at de har ophævet magt-tankegangen og erstattet den med en retsorden, der tænker i rigtigt og forket i stedet for mit og dit. De glemmer bare, at deres egen tankegang om rigtigt og forkert netop kun hersker de steder, hvor de HAR magt. At bestemme normerne i et område er udtryk for at have magt i området.


Derfor er det også en gammeldags magtkamp, man har gang i med Rusland via sanktionspolitikken. Når/hvis Rusland giver sig og rømmer Krim og holder op med at støtte Donbas-oprørerne, så har Rusland kapituleret og opgivet at føre en selvstændig politik. Så har de accepteret, at det er andre magter, der kan bestemme landets politik.


Det er de magter, der mener at gøre det gode – EU og NATO. De mener, at de har lov til at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert, – også angrebskrige kan forsvares – f.eks. Kosovo 1999, Irak 2003 og Libyen 2009. Disse krige retfærdiggøres med bestemte normer. Rusland retfærdiggør sine handlinger med andre normer, – nogle mere nationale normer. Og det er det, kampen står om. Normerne. Må man være national i dag?


I den internationale verdensorden, vi taler om i dag, er det nationale nærmest en forbudt tanke. Man skal tænke i godt og ondt, uden at lade det nationale spille ind. Derfor er den del af den internationale verdensorden, som vi er underlagt, nemlig EU, også særdeles anti-national. Vi må ikke have grænser i EU, – de er onde og nationale. Men hvorfor skulle det dog være i Danmarks interesse at ophæve vores grænser? Uden grænser er vi ikke en nationalstat. Og nationalstaten har været den grundlæggende enhed siden 1648 og er basis for vores frie system.


Selvfølgelig er det ikke rigtigt, at vi er født med en selvindlysende interesse i en international retsorden, hvis det er en dårlig retsorden. Og der er rigtig mange dårlige ting i EU’s orden. Vores største interesse er at holde fast i de stormagter, der vil være med til at opretholde det system, der har givet os friheden – det nationalstatslige. Det vil USA for det meste. Derfor er det vigtigt for os at holde fast i USA gennem NATO. Så har vi også en ikke-europæisk ven, der kan hjælpe os, hvis vi skulle få problemer med en europæisk stormagt på et tidspunkt. Faktisk kan det være rigtigt godt, hvis vi kan overtale en god stormagt- i dette tilfælde USA – til at se os som en del af deres interessesfære!


For interessesfære og magt er ikke begreber, der hører fortiden til. I dag er de bare forklædt i pæne ord som menneskeret og retfærdighed. Men det skal ikke forlede os til at svigte vores egne, nationale interesser: at forblive en fri nationalstat. Og så skal de frie nationalstater selvfølgelig forstå, at det er nødvendigt at respektere hinandens interessesfærer og indgå i forhandlinger, hvis man begge mener at have interesse i det samme område. Sådan som det er tilfældet i Ukraine i dag. Her burde civiliserede stater indgå i dialog og få løst problemet fredeligt i stedet for at begynde magtkampe via sanktioner og oprørsgrupper.