Debatindlæg bragt i medierne

Ikke alle lande ønsker at blive som os!

31. oktober 2016, politiko.dk

 

I den sidste uges ophedede debat om Rusland, har jeg savnet to ting: 1. Samuel Huntingtons analyse af vestlighed og modernisering og 2. ydmyghed.
De to ting hænger sammen. For faktisk går Huntingstons tese fra bogen “Civilisationernes sammenstød” ud på, at Vesten skal være mere ydmyg. Vesten skal efter Huntingtons mening holde op med at se sig selv som al udviklings endemål.  Som om alle andre folkeslag, stater og enkelt-individer i virkeligheden dybt, dybt nede i bunden af deres sjæl længes inderligt efter at vågne op som et vestligt menneske med demokrati, individualisme, ligestilling, sekularisering og ytrings-og religionsfrihed. Det sagde journalisten David Trads, efter han havde optaget et radio-indslag med mig.
Han sagde, at russerne inderst inde drømmer om at leve som os. Og derfor bør vi hjælpe dem på vej. Vi skal ikke lade Putin forhindre dem i at få deres drøm til at gå i opfyldelse. Da han sagde det, blev jeg klar over, at det er der nøglen til uenigheden angående Rusland og andre ikke-vestlige lande ligger.
Rusland og russerne vil gerne være moderne og rige, men mange af dem bryder sig ikke om, hvad de ser i vest-europa. De synes, at der er tale om opløsning i stedet for udvikling. Det er et af de synspunkter Putin – støttet af kirken – har ført i marken ved flere lejligheder,  og han er som bekendt meget populær i landet.
Og man kan godt blive rig og moderne uden at blive vestlig. Modernisering og vestlighed hænger ikke sammen.
David Trads synspunkt, der er en variant af forrige århundredes imperialisme-tanke ala “the white mans burden” er meget udbredt i dag. Men det kaldes ikke imperialisme og da slet ikke “den hvide mands byrde.” Uha, uha. Det er noget så fortidigt. Nu kæmper man bare for “det rigtigte.” Og det betyder, at de forkerte magthavere skal fjernes. Vi i Vesten skal støtte NGO’er og politiske bevægelser, der ønsker at omstøde de undertrykkende regimer. Ganske ligesom i det arabiske forår, der gik så grueligt galt. Der kom ustabilitet og borgerkrig ud af den bevægelse. Det samme er sket i Ukraine. Hvad vil der mon ske i Rusland, hvis det lykkes at destabilisere Putins regime? Vil en af de endnu mere nationalistiske og autoritære oppositionspolitikere komme til magten? Selvom vi i Vesteuropa ville ønske, at den lille vestligt, liberalt orienterede andel af befolkningen kunne komme til magten og indføre Trads’s vestlige paradis, så er det jo ikke realistisk, fordi de er så få. Og de vestlige sanktioner imod Rusland styrker ikke just den vestlige fløj!
Udover, at det er provinsielt at tro, at man selv er den bedste og at alle andre ønsker at blive som en selv, så er det også farligt. For det bliver meget svært for andre lande at stole på den vestlige verden, når vi også er i gang med at undergrave deres systemer nedefra med alternative midler.
I Rusland har man fået NGO- paranoia og forbudt alt, der kan have den mindste lille smule forbindelse til undergravende virksomhed. Hvilket naturligvis er ærgerligt og gør det endnu sværere at få et fornuftigt forhold mellem det østlige og vestlige Europa.
Ydmyghed ville klæde os i Vesten, og det ville gøre det lettere for os at have et fornuftigt forhold til andre lande. Det ville måske give plads til en mere afslappet atmosfære, hvor man kunne få overskud til at lære hinanden at kende og dermed måske nærme sig hinanden. Måske kunne vi i Vesten også lære noget af Rusland.
Som det er i dag støder vi et land, der deler en meget stor del af vores kultur, fra os, fordi vi vil have dem til at blive som os. Det er dumt.
For at undgå, at det går endnu værre, end det allerede er gået, skal vi have mere ydmyghed og mere Huntington!