Debatindlæg bragt i medierne

Mine forældre er mit forbillede

30. oktober 2016, politiko.dk

 

Mine forældre har altid været frygtløse og kompromisløse deltagere i debatten, – især indvandrer og islamdebatten. Det har af og til ført til presse-storme, hvor de er forsøgt nedgjort af de politisk korrekte journalister. De kunne komme rejsende til min fars vestjyske landsogn og luske rundt i gårdene og spørge, om der da ikke var noget grimt at sige om sognepræsten. Det var der ikke. Og hvis der var, så sagde folk det ikke. Der var loyalitet. Min far arbejdede 40 år i det samme sogn. Seem var navlen i livet for familien. Her gik vi – børnene selvfølgelig i skole, – en skole, hvis overlevelse, mine forældre kæmpede for. Mine forældre udviste trofasthed overfor det lille samfund og de blev set og accepteret som hele mennesker. Naturligvis ikke som fejlfrie mennesker. Men hvorfor fortælle om fejlene til fremmede journalister, der bare ville forsøge at ødelægge en persons troværdighed?

Jeg tænker på mine forældres dage i landsbysognet, når jeg selv udsættes for storme i forbindelse med debatter om følsomme emner. Jeg bor desværre ikke i en landsby, hvor alle kender alle sider af mig. Kun de allernærmeste kender mig 100 %. Jeg har altid drømt om at være lærer for de børn, jeg bor omkring. Drømt om at møde børnene og deres forældre i Brugsen og kirken, sådan som mine forældre gjorde. Men det er af en lang række praktiske årsager aldrig lykkedes mig at få et arbejdsliv, der også var integreret i mit fritidsliv. Jeg har måttet pendle til mit arbejde, og har derfor ikke mødt børnene fra mine klasser og deres forældre i Brugsen, kirken, forsamlingshuset, sportsklubben osv. Så de fleste bekendte via arbejdet kender mig kun fra den side. Mens dem fra sportsklubben og kirken kender mig fra en anden side. Og næsten ingen kender alle sider. Og så er der facaden på facebook, som alle kender, hvis de orker gå ind på den. Men det betyder også, at når man kommer i pressestorme og har brug for 100% opbakning, så ved man ikke, om man får den. For hvem kender egentlig alle sider af personen? Det er muligt for journalister at skrive rigtig mange ting. For man kan altid finde et eller andet udsagn på facebook eller fra en fjern debat, der kan pustes op og sættes ind i en anden sammenhæng. Og hvordan kan man bevise, at den måde det fremstilles på er helt i skoven og burde ses i en større sammenhæng?

Jeg savner landsbyen og det nære kendskab til hinanden i sådanne tider. Jeg tror dog, jeg deler skæbne med de fleste mennesker i det moderne Danmark. Landsby-livet hører mest fortiden til. Og det gør os mere sårbare i pressede situationer, hvis nogle har interesse i at beklikke ens troværdighed. Desværre.

Mine forældre er mit forbillede og jeg gør hvad jeg kan for at gå i deres fodspor. Men de vilkårene har ændret sig siden jeg var barn, og der af og til luskede journalister fra København rundt i landsognet…..