Debatindlæg bragt i medierne

Den nye kolde informations-krig

Politiko, 8. oktober, 2016.

 

Der er mange, der påstår, at der er opstået en ny kold krig i Europa og at den først og fremmest udkæmpes på informationer. Ruslands statsmedier er den ene front i krigen og EU´s East Stratcom Task-Force er den anden. Eller som visse personer ønsker at fremstille det: Rusland spreder løgne og EU spreder sandhed!

Jeg har fulgt lidt med i EU´s taskforces arbejde, og jeg er rystet over dets ringe kvalitet og dets propagandistiske sigte. Tjenesten har for eksempel beskæftiget sig med russiske synspunkter såsom: – at der blev begået et ulovligt kup i Ukraine i februar 2014 med tydelige spor af vestlig indblanding, – at NATO´s udvidelse opfattes som truende i Rusland, – at man kan sammenligne hændelsesforløbet på Krim (folkeafstemning og løsrivelse) med hændelsesforløbet i Kosovo. Her bliver disse holdninger erklæret for misinformation, og det modsatte for sandheden. Men hvis det er så enkelt, hvad med at bekæmpe de vestlige forskere Professor John Mearsheimer (University of Chicago), Andrei P. Tsygankov (University of San Francisco) og Professor Richard Sakwa (University of Kent), der har nogle af de samme synspunkter? EU´s taskforce burde sørge for, at disse kapaciteter i Ruslands historie og samfundsforhold blev afskediget for at sprede russisk desinformation.

Jeg har spurgt vores udenrigsminister om hans holdning til taskforcen og har fået at vide, at han er meget glad for den. Han har sagt, at det er rigtigt, når russerne kalder enheden for EU’s elitesoldater![1]

I svaret fra Udenrigsministeriet får jeg at vide, at enheden er etableret for at ”aflive myter” og for ”at etablere en saglig fortælling om hvad EU´s værdier og politikker er”. Jeg får også at vide, at det er nødvendigt at imødegår misinformation. Udenrigsministeren skriver: ”Misinformation er et problem, men det er vigtigt at forstå, hvorfor det er et problem. Det vigtigste formål med misinformation er ikke nødvendigvis at overbevise modtageren, men at få befolkninger til at drage konklusionen, at der ikke eksisterer en objektiv sandhed. At alle medier lyver, både vestlige og russiske, og at medier alene opererer for at fremme en særlig politisk dagsorden. Det er dét, som den russiske ekspert Peter Pomerantsev kalder ”weaponization of truth”: Forestillingen om, at sandhed aldrig er absolut, men altid blot en funktion af magtforhold – et våben. Det er således en trussel mod frie og uafhængige medier og mod en demokratisk debat baseret på fakta og objektivitet. Med fremkomsten af Internettet formidles en stor mængde information i dag uden at blive efterprøvet af klassiske journalistiske standarder.” [2]

Jeg har selvfølgelig læst det skrift, som Peter Pomerantsev har skrevet, og som åbenbart udgør det ideologiske grundlag for oprettelsen af taskforcen. Han mener, at Rusland ”er en magtfuld aktør, der systematisk misbruger informationsfriheden til at sprede misinformation” Dette foregår som del af ”transnational militær kampagne.”[3]

Det mest interessant ved dette skrift, er forlæggerens, Michael Weiss, forord, hvor han naturligvis roser skriftet og begrunder dets nødvendighed med ordene: ”Et af de særeste geopolitiske aspekter i det 21. århundrede er Vestens benægtelse af, at vi har en modstander eller en fjende i Vladimir Putin. På grund af enten ønsketænkning, naivitet eller kynisme er der blevet opdyrket en brugbar myte i løbet af de sidste 14 år om, at USA og Europa havde en ærlig partner eller alliereret i Kreml. (…) Nu er USA og Europa blevet tvunget til at se realiteterne i øjnene – Rusland er en revanchistisk og militært revitaliseret magt med imperiale ambitioner”[4]

Taskforcen er altså grundlagt på et synspunkt om, at Rusland er revanchistisk og imperialistisk og dermed ikke KAN være en allieret. Der var ellers tale om et godt forhold mellem Rusland og Vesten i 90´erne og igen fra 11. september 2001 og frem til 2004. Men det er glemt. Nu ser det ud til, at det dårlige forhold mellem de to parter anses for uomgængeligt – et synspunkt som Forskeren Andrej Tsygankov fra University og San Francisco kalder for russofobi.[5] Objektiviteten og den ”saglige fortælling”, som taskforcen ifølge Udenrigsministeriets ord er oprettet for at fastholde, er ikke lige til at få øje på.

Men hvad med selve konceptet om, at det er farligt at få folk til at tro, at der er mange narrativer og ingen objektiv sandhed?

Jeg vil nok mene, at hvis folk endnu ikke har opdaget, at der ER mange narrativer og at det er meget vanskeligt at finde den objektive sandhed, så burde de overveje at søge læge. Alle kæmper for at fortælle SIN sandhed.

Det er ikke Rusland, der i dette århundrede har opdaget, at man kan bruge informationer til at få magt og indflydelse. Hvorfor mon Cæsar skrev sit værk om gallerkrigene? Stater, partier, ledere, virksomheder har altid kæmpet for, at den historie, der gav dem det bedste omdømme, blev den fremherskende. Derfor besættes TV-tårnet før kasernerne i dag, når der gennemføres revolutioner! Information er magt.

Men skal EU påstå, at EU sidder med den sande information, og russerne med den usande? Og skal vi som borgere være med til at finansiere et propaganda-organ som EU´s taskforce? Hvordan skal vi nå frem til sandheden og freden, hvis det gode forhold til Rusland på forhånd er udelukket som umuligt? Faktisk er det mest farlige synspunkt lige præcis, at der er EN aktør, der sidder inde med sandheden. Sådan som East Stratcom ønsker, at det skal se ud. Hvis udenrigsministeren og andre ønsker at imødegå russiske synspunkter, – og det kan der bestemt være gode grunde til-, så kan jeg ikke forstå, hvorfor de ikke som alle andre kan indrykke læserbreve i landets aviser, eller henvende sig til TV-stationer eller oprette blogs og hjemmesider, sådan som alverdens meningsdannere og aktivister går nu om dage. Hvorfor skal de stemple lige præcis deres historie som den hellige sandhed? På mig virker det dybt beton-sovjetisk at ville give den eneste, sande version af en historie. Og Sovjetunionen er gudskelov død og borte.

Man burde erkende, at taskforcen spreder modpropaganda og nedlægge den. Man kunne begynde med at erkende, at der findes flere modstridende fortællinger om Rusland efter murens fald – den om det ekspansionistiske, aggressive imperium, der lyver om Vestens godhed for at skabe en anledning til at angribe sine naboer, og den om den nyopstande, autoritære, men ikke-kommunistiske stormagt, der leder efter sin identitet og sin plads i det internationale system.

Hvis vi fortsætter støtten til den russofobiske historie, udelukker vi os selv for en mulighed for et afspændt og fornuftigt forhold til Rusland. Vi risikerer konstant spænding, måske flere krige og borgerkrige ala den i Ukraine, og vi skubber Rusland bort fra os – og i favnen på Kina.

Det ville ellers have været meget rart at have en kristen stormagt på sin side, den dag, der kommer en konflikt med den islamiske verden. For at nå frem til det, må vi slippe russofobien!

 

 

[1] KJ tale i Riga, http://um.dk/da/om-os/ministrene/udenrigsministeren/taler-og-artikler/communication-and-media-relations-with-russia/

[2] UM svar på spg 139 og 141 5. september 2016 fra Europaudvalget/Marie Krarup

[3] S. 4 i The Menace of Unreality: How the Kremlin Weaponizes Information, Culture and Money”, The institute of Modern Russia, NY 2014

[4] Ibid s. 4

[5] Andrei P. Tsygankov: Russophobia. Anti-american Lobby and American Foreign Policy.