Debatindlæg bragt i medierne

Han har jo ikke noget tøj på!

Politiko, 6. oktober 2016.

 

Torsdag den 22. september i programmet Debatten, sagde Martin Henriksen (MH) det, som alle godt ved: der er nogen, der er født i Danmark, der ikke er danskere. Det kom frem, da MH blev bedt om at tage stilling til, om en ung mand var dansk, og MH meget høfligt svarede, at det kunne han ikke svare på, fordi han ikke kendte den pågældende. Dermed blev den simple pointe, som alle som sagt godt ved er rigtig gjort klar: man er ikke automatisk dansk, fordi man er født på Danmarks territorium! Men det indlysende må ofte ikke siges. Kejseren og hans loyale medløbere vil helst have, at vi påstår, at han har tøj på, selvom han ikke har det.

Danskhed er nemlig ikke kun at have et pas, der står Danmark på. Danskhed er noget mere. Det er også et sindelag. Det er jo derfor, vi har problemerne på Langkær gymnasium lige nu.

Denne holdning har fået Martin Krasnik (MK) til at trække det helt kæmpestore, tunge nazi-kort frem. Jeg og MH er nogle lede folk, der tænker i ”blut und boden” og i Nürnbergerlovenes termer og dermed er på linje med folk som Gøring og antisemitten Karl Lueger.

Hvis ikke det var så ekstremt modbydeligt, forløjet, ondskabsfuldt og fordrejet, var det faktisk til at dø af grin over.

Jeg skal lade være med at komme med forsøg på motiv-forklaringer. Det må MK tage med sin egen samvittighed og sin psykolog (og jeg håber meget, han får det bedre). I stedet vil jeg bruge tiden og trykenhederne her til at uddybe MH´s klare pointe om, at kejseren altså ikke HAR noget tøj på!

Der er tre måde at fastslå på, om man er dansk.

Der er den formelle, juridiske – om man har dansk statsborgerskab og dermed dansk pas.

Der er den individuelle: føler man sig dansk i hjertet. Dette kan kun man selv afgøre.

Og så er det – desværre – blevet nødvendigt at tilføje et tredje: er man i nogenlunde overensstemmelse med resten af danskerne.

Det er det tredje kriterie, der er til debat her og mange andre steder. Jeg har oplevet ghetto-danskere, der påstår, at de er danske, selvom de taler gebrokkent (og ikke gør noget forsøg på at fralægge sig det gebrokne), bærer islamisk tørklæde og siger, at de ikke vil gifte sig med en gammel-dansker. De nydefinerer dermed danskhed til at være noget med et nyt sprog, med islam og med afstandtagen til den oprindelige befolkning.

Er dette danskhed? Nej, selvfølgelig ikke.

Men disse ghetto-unge kan jo godt være vokset op i en lomme af Danmark, hvor de aldrig er blevet konfronteret med deres egen manglende danskhed. De kommer måske fra et sted, hvor man kun ser og møder andre med tørklæde og islamiske leveregler. De er måske blevet bekræftede af forstående pædagoger i, at det er helt fint at tale dansk på en ny måde, at der er sket så stort et traditionstab i Danmark, at det er hamrende lige meget, om man er for koranen eller biblen, og at individuel frihed betyder, at man selv definerer hvad ens nationalitet er. De kan kort sagt være dybt ghetto-provinsielle uden at vide det. Og de kan være det så meget, at de tror, at de kender hele verden, fordi de kender deres eget kvarter i Gjellerup eller Mjølner-parken. På denne måde kan de være ofre for den forfejlede integrationspolitik, der er blevet ført her i landet i mange år.

Derfor er det også synd for dem, når de bliver konfronteret med sandheden: at ghetto-danskhed IKKE er danskhed.

Men selvom det er synd at rive dem ud af deres ungdoms forvildelse, så er det ikke desto mindre nødvendigt. Af en eneste grund: for at Danmark kan rette op på den skæve kurs, der er blevet lagt i udlændingepolitikken.

Vi er nødt til at lære af dette her. Vi skal lære flere ting: vi kan ikke integrere mange mennesker fra meget fremmede (læs muslimsk) kulturer; vi skal være meget varsomme med at uddele statsborgerskaber; vi skal blive bedre til at inkludere unge mennesker fra ghettoer i den danske kultur. De skal nemlig have en reel chance for at blive danske. På den gamle måde.

Og hvad er det at være dansk på den gamle måde? Det er at være loyal over for det Danmark, der eksisterer. Danmark er et land præget af sin historie, sit sprog, sin litteratur og selvfølgelig af kristendommen, der endog pryder det vigtigste nationale symbol: Dannebrog. Derfor kan man kort sige at danskhed er Dannebrog, som jeg har gjort det.

Når man kommer til Danmark og søger dansk statsborgerskab, så forventer jeg, at man gør det, fordi man har en vilje til at blive dansk og føle glæde ved Dannebrog, det danske sprog, historie og kultur. Ikke fordi man ønsker at ændre Danmark til en muslimsk sharia-zone med et nyt blandings-sprog.

Ghettodanskerne er formelt danskere, fordi de har dansk pas. Måske føler de sig danske i hjertet, fordi de simpelthen ikke ved, hvad danskhed er, fordi deres horisont ikke går længere end ghettoens grænser. Men derfor er det så vigtigt, at vi andre gør opmærksom på, at der findes en ældre danskhed, som ikke er i overensstemmelse med ghetto-identiteten, og at det er denne ældre danskhed vi gerne vil inkludere ghetto-danskerne i. Derfor er det, at deres vildfarelse om, at de er danske i sindet er så farlig. For siger vi, at alt kan være dansk, bare man har forældre, der har erhvervet sig et dansk pas, så mister vi naturligvis på langt sigt det fællesskab, der ligger i vores fælles kultur, sprog og traditioner. Hvis danskhed kan være hvad som helst, er det ingenting. Og Danmark er et dejligt sted med en høj grad af frihed, – også frihed til ikke at være kristen, – noget som vi meget let kan miste, hvis vi begynder at kalde islam genuint dansk. For Danmark med sharia, blive ikke et sjovt sted at være. Og i hvert tilfælde ikke dansk!

Så kære Martin Krasnik, i stedet for at vrøvle løs om nazisme, så burde du sætte dig ind i, hvordan livet leves i ghettoerne, og hvad henholdsvis islam og kristendom betyder for den danske og den muslimske kultur.