Debatindlæg bragt i medierne

Danskhed og parallelsamfund

Politiko, 25. september, 2016.

 

Det er grotesk, at debatten om danskhed bliver så ophedet. At det er så svært for nogle at erkende, at der er mange ikke-danske, der har statsborgerskab i dag. Desværre. Har de aldrig tænkt over, hvem der bor i parallelsamfundene? Har de aldrig skænket det en tanke, at de samfund netop er parallelle, fordi de IKKE er danske?

Jeg ville ønske, man var dansk i parallelsamfundene. Jeg synes, det er synd, at de ikke er det. Dansk kultur er vidunderlig. Det er dejlig gave, som vi bør give de udlændinge, der nu engang er i Danmark.

Vi bør selv være stolte af vores kultur, historie og sprog, og vi skal give den gave – invitationen til dansk kultur – til de fremmede, så de ikke længere er fremmede. Men det har vi været for dårlige til i mange år. Derfor er mange af de ikke-danske i parallelsamfundene  i virkeligheden også ofre for en slap integrationspolitik. For de har netop ikke fået den gave, de skulle have haft – muligheden for at lære dansk hurtigt og ordentligt, og muligheden for at stifte bekendtskab med dansk historie, litteratur og sang. Skolen har ikke været god nok og vedholdende nok. Det skal ændres. For vi skal ikke leve i et land med parallelsamfund.

Danskhed er en kulturel kategori. Den har ikke noget med afstamning og blod og hudfarve at gøre. Det er et spørgsmål om kultur, – og om vilje til assimilation.

Danskhed er en kulturel kategori, der hænger meget tæt sammen med kristendommen. Derfor er den store, dejlige gave som dansk kultur og dansk fællesskab er, ikke en nem gave at modtage for en muslim. En muslim går jo glip af frelsen og styrer direkte imod helvede, hvis muslimen tager imod danskhedens fulde pakke med både frikadeller, demokrati og bikini.

Derfor burde man aldrig have inviteret muslimer ind i landet. Det har været en kæmpe fejl. Men man kan ikke ændre på historien. Så nu må man få det bedste ud af det for de tilvandrede og for os selv.

Tilstrømningen af muslimer skal naturligvis stoppes fuldstændig. Men samtidig skal vi også gøre integrationen (det vil sige muligheden for assimilation) bedre. De fremmede skal have den store dejlige gave det er at få del i vores kultur og vores fællesskab. Og hvis de ikke har lyst til det, så er de ikke velkomne. Så bør de tage tilbage til de lande, de eller deres forældre er kommet fra. Eller til lande, der er tættere på deres egen kultur.

Vi skal stoppe enhver videre tilvandring af muslimer og koncentrere os fuldt og helt om at integrere de herboende muslimer, så vi ikke har nogen parallelsamfund om 10 år! På det tidspunkt bør de være assimilerede.