Debatindlæg bragt i medierne

Kold krig og islam

Politiko, 24. august 2016.

 

Det lykkeligste, der kunne ske angående islam, er naturligvis hvis muslimer i lighed med de undertrykte russere, baltere og kaukasere for 25 år siden selv kastede ufrihedens åg af sig.

For 25 år siden afskaffede russerne, balterne, ukrainerne, georgierne, armenierne osv. kommunismen i Sovjetunionen og erstattede den med friheden til at opbygge nationalstater efter egne ønsker. Vi i Vesten havde været i krig med kommunismen siden Anden Verdenskrig. Det var heldigvis en kold krig – eller en hybrid-krig – der aldrig nåede frem til at bruge de enorme arsenaler af våben, som begge lejre havde opbygget. Vesten udmattede Sovjetunionen økonomisk via våbenkapløbet og terrorbalancen, men det var de nationale folkeslag, der vandt den kolde krig ved at afskaffe kommunismen.

Kommunismen var en fare, fordi det er en ideologi, der vil forkaste det, som vi i Vesten bygger på, – nemlig frihed. Vores system og vores livsform kunne og kan ikke eksistere samtidig med kommunismen. Sovjetunionen ønskede aggressivt at udbrede den kommunistiske ideologi til resten af verden. Fordi vi var i krig med kommunismen, kom vi i kold krig med Sovjetunionen. Men vi kunne tage det forholdsvis afslappet med de whisky-drikkende kystbane-socialister i Nordsjælland. Vel kunne nogle af dem kalde sig kommunister, men de havde det mest i munden. De var næppe villige til at gå i rigtig kamp for deres overfladiske modeholdninger. Så dem kunne man nøjes med at betragte med lidt skepsis og som en mindre sikkerhedsrisiko, mens Sovjetunionen og dets agenter var virkelig farlige fjender.

På samme måde er det i dag. Vi er i krig med islam, fordi islam er en ideologi, der er i modsætning til alt, hvad vi står for i Vesten. Og fordi vi bliver angrebet igen og igen i islams navn. Vores system og vores livsform kan ikke eksistere samtidig med islam. Men det er naturligvis kun dem, der rent faktisk forsøger at udbrede ideologien, der er direkte farlige. De ikke-bevidste kultur-muslimer, der ikke har et ønske om at udbrede deres ideologi i Danmark, er ikke farlige. Heller ikke de ganske få, der har besluttet at tolke deres religion som en privat-sag, der ikke skal have konsekvenser for resten af samfundet. De kan eventuelt blive et sikkerhedsproblem på langt sigt. De kan måske hverves af aggressive islamister. Men indtil videre kan vi nøjes med holde et vågent øje med miljøerne og sørge for, at de ikke vokser sig for store.

Krigen imod islam er desværre ikke kun kold. For vi ser igen og igen terrorangreb i islams navn imod vestlige mål. Krigen er heller ikke struktureret efter stater, som den kolde krig var. Der er ikke nogen islamiske stater, der tager på sig at erklære en ideologisk kamp imod Vesten. Så krigen imod islam er langt mere uoverskuelig, atomiseret og spontan. Derfor er den også meget sværere at orientere sig i.

Det lykkeligste, der kunne ske angående islam, er naturligvis hvis muslimer i lighed med de undertrykte russere, baltere og kaukasere for 25 år siden selv kastede ufrihedens åg af sig. Hvis de selv sagde stop for det ufrihedens system, som islam medfører for individet, for familierne og for samfundet. Så ville vores kolde krig med islam forsvinde op i den blå luft, ligesom den kolde krig imod kommunismen gjorde det.

Der var ingen, der forudsagde murens fald og Sovjetunionens opløsning i sin tid. Der var ingen, der havde tænkt, at de undertrykte folkeslag selv ville gøre en ende på historien om den kolde krig. Man kunne drømme om, at det samme vil ske med islam. At islam bliver afmonteret indefra af muslimer, der ikke vil mere. Indtil videre ser vi kun ganske få unge kvinder bryde med systemet. Men lad os håbe, at der er flere der drømmer om frihed og pludselig tør sige det højt og afslutte vore dages farligste krig.