Debatindlæg bragt i medierne

Tal dansk i Danmark!

24. juni 2016. Politiko.dk

 

Skolen i Danmark er forpligtet på dansk sprog, historie og kristendom.

Den sidste uge har der været debat om to vigtige skole-emner. Det ene emne er, om det ok, at fremmede børn fastholder deres eget sprog (her arabisk) i skolen i frikvarterer og timer. Det andet emne er, om det stadig skal være muligt at blive fritaget for faget kristendomskundskab. De to emner hører tæt sammen, for er der noget den danske folkeskole er forpligtet på, så er det da Danmark, – herunder naturligvis dansk sprog, historie og kultur, hvor kristendommen er en af de allervigtigste dele. Derfor er det også forstemmende, at der overhovedet er nogen, der kan argumentere for, at børn IKKE skal tale dansk i den danske folkeskole eller IKKE lære om kristendom i den danske folkeskole.

Da mine børn gik i britisk skole tre år i Moskva, måtte de ikke tale dansk. Hverken i timerne eller i frikvarteret. Det var en fin ordning. De lærte hurtigt engelsk, og de udelukkede ikke nogen fra at lege med dem i pauserne. Det var ikke et problem at håndhæve reglen på mine børns skole. Der var venlige gårdvagter i frikvartererne, der indskærpede det. Derfor lærte alle børn meget hurtigt engelsk og blev dermed inkluderet i det engelsksprogede fællesskab, der eksisterede i skolen, hvor der stort set ikke gik nogen englændere, men en hel masse andre nationaliteter.

Selvfølgelig skal børn i danske skoler tale dansk. Ikke arabisk, tyrkisk, farsi eller andet. Hvis ikke de fremmedsprogede børn hurtigt bliver i stand til at tale dansk i både timerne og frikvartererne, bliver de jo ikke i stand til at være del af det danske fællesskab. Så for at de kan blive inkluderet og integreret, er det en vigtig regel at få indført, der hvor man ikke allerede har indført reglen. Heldigvis er der også skoler i Danmark, hvor man for længst har gjort det.

Lige så vigtigt er det også, at de fremmede børn får mulighed for at lære om kristendommen, så de kan forstå mere af livet i Danmark. Selvfølgelig skal de ikke kunne fritages for så vigtigt et kulturfag, som kristendomskundskab. Derfor skal undervisningen i dette fag gøres obligatorisk for alle. Faktisk er der ikke ret mange, der bruger muligheden for at blive fritaget for kristendomskundskab, men det er under alle omstændigheder et helt forkert signal at sende til både danskere og fremmede, at det ikke er nødvendigt at lære om kristendommen for at forstå Danmark. Det er meget, meget nødvendigt, fordi kristendommen udgør den kulturelle basis for historien, kulturen og livet i Danmark. Uden viden om dette vil det være komplet uforståeligt for de fremmede børn og unge, hvad der foregår i Danmark.

Men før vi kan forventet en succesfuld integration af fremmede i Danmark, må vi selv forstå hvor vigtigt vores sprog og vores kultur er. Derfor skal vi selv respektere vores sprog og vores kultur, – og dermed kan vi sende et klart signal til de fremmede om, at integration er vejen frem. Og integrationen foregår gennem sprog og fællesskab.

Så tal dansk og lær om Danmarks historie og kultur!