Debatindlæg bragt i medierne

Dansk Folkeparti ønsker et stærkt forsvar

Berlingske, 11. juni 2016.

 

Det Konservative Folkeparti har gennem tiden forsøgt at sælge sig selv som det mest forsvarsvenlige parti i Folketinget.
Det har været svært at sælge varen, kan man se på antallet af vælgere - eller også er der ikke så mange købere til varen.
Efter partiets seneste hysteriske krampetrækninger i forbindelse med aftalen om køb af kampfly, bør det imidlertid stå klart for alle, at partiet ikke har noget dybfølt ønske om at styrke forsvaret.
Det er snarere medieomtale og selvisk positionering, de Konservative har i fokus.
FOR DANSK FOLKEPARTI stod det klart allerede ved seneste forsvarsforligsforhandligner i 2012, at Konservatives bekymringer for forsvaret var mildest talt overfladiske. Partiet havde nemlig indgået en aftale med de øvrige partier allerede, før forsvarsfoliget blev forhandlet, om, at forsvarsbudgettet skulle barberes med 15 procent og dermed være med til at finansiere andre dele af velfærds-Danmark.
Kun vi i DF stod uden for den aftale og havde dermed vetoret i forligskredsen.
Det udnyttede vi til at bibeholde værnepligten, som de øvrige partier ville fjerne.
Havde Konservative stået uden DF, var værnepligten blevet suspenderet. de Konservative var kort sagt ikke særlig forsvarsvenlige ved denne aftale.
NU GENTAGER DET sig så. K forsøger at sælge sig selv som forsvarsvenlig, men melder sig ud af det konkrete arbejde med at trække udviklingen i forsvaret i den rigrige retning. Hvis de Konservative virkelig ville forsvaret det godt, var de naturligvis blevet i kredsen og havde arbejdet støt og roligt for både indkøb af kampfly samt forbedring af forsvarets økonomi på lang sigt.
Det er den strategi, som DF har valgt.
Vi vil presse på for at nå trinvis op på målet om de to procent af BNP, og vi vil presse på for at styrke forsvaret i dybden samt tilføre nye kapaciterer, der har relevans for territorielt forsvar.
Skulle det vise sig efter den fulde indfasning af kampflyene i 2026, at 27 kampfly ikke slår til, vil vi presse på for, at der købes flere. Selv om vi kommer til at stå temmelig alene i kredsen med disse krav og ønsker, vil det ikke få os til at give op og løbe skrigende bort, sådan som det såkaldt forsvarsvenlige konservative parti gør. Dansk Folkeparti vil arbejde videre uden hysteri. For uden os vil forsvaret være ilde stedt.