Debatindlæg bragt i medierne

Masser af varm luft fra blå blok

Mange borgerlige politikere udtrykker holdninger til udlændingepolitik, som er på linje med Dansk Folkeparti. Men når der skal handles, viser det sig at være varm luft. For der sker ikke noget. De mangler modet. Men jeg kæmper videre og prøver at få mest muligt ud af de små skridts politik.

Jeg har det sidste halve år deltaget i forskellige debatmøder med borgerlige politikere, som ofte har udtrykt holdninger til udlændingepolitik, der ligger på linje med Dansk Folkeparti (DF). Ja, man kunne fristes til at sige, at de ligner DFs til forveksling. Ganske som vi i DF, har de set flygtningebølgen som en folkevandring, der kun kan stoppes, hvis vi selv gør noget. Disse borgerlige politikere har også givet udtryk for, at situationen med den store tilstrømning af fremmede er økonomisk og kulturelt uholdbar. Efter sådanne møder har jeg været optimistisk og tænkt, at nu bliver det endelig muligt at danne en blå strammer-blok, der stemmer for de mange konstruktive beslutningsforslag til en strammere udlændingepolitik, som Dansk Folkeparti løbende fremsætter i folketingssalen.
Men problemet kommer, når der skal handles. Så viser de bastante og stramme meldinger fra de borgerlige politikere og Inger Støjberg især sig at være ren varm, blå luft. For der sker ikke noget. Inger Støjberg gør intet for at få etableret en permanent grænsekontrol, og de borgerlige politikere, der prøver at fremstå barske i pressen, viser sig at mangle modet til at stemme for de opstrammende beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti gang på gang fremsætter.
Det væsentligste af disse forslag er B 98, der var til førstebehandling i folketingssalen 12. maj. Forslaget går ud på, at man gør det muligt i Danmark at asylbehandle på grænsen og med det samme tilbagesende åbenbart grundløse asylansøgninger samt afvise ansøgere, der kommer fra et sikkert land. Da vi har grænse til Tyskland, og der ikke sker forfølgelse af folk i Tyskland (måske bortset fra en enkelt komiker!), vil langt, langt de fleste asylansøgere med dette forslag kunne stoppes ved grænsen.
Forslaget er helt afgørende, fordi det har vist sig, at det i praksis er nærmest umuligt at få tilbagesendt folk, når først de er kommet ind i landet. Derfor skal man handle hurtigt og gennemtænkt og ikke omdanne asylansøgere til indvandrere, der i realiteten bliver i landet for altid med alle de negative økonomiske og kulturelle konsekvenser for vores land, som gang på gang er blevet dokumenteret. Samtidig står vi med en Schengenaftale om bevogtning af EUs ydre grænse, der er brudt sammen. Det betyder, at der strømmer folk ind i EU, der efterfølgende rejser til det land, de helst vil have asyl i. Asylshoppere. De såkaldte Dublinregler tilsiger ellers asylansøgerne at blive registreret i det første EU-land, de kommer til. Dermed har registreringslandet ansvaret for asylbehandlingen. I praksis har Dublin-reglerne imidlertid ikke virket, og indvandrerne er ikke blevet registreret og har kunnet bevæge sig op gennem Europa med deres egen rejseplan og idé om, hvor de vil søge asyl. Derfor er det helt, helt afgørende, at Danmark selv tager ansvar for sin situation og begynder at afgøre sagerne på grænsen og sende folk tilbage med det samme.
H vordan forholdt de andre borgerlige partier sig så til dette helt afgørende forslag? Regeringen kunne ikke stemme for forslaget, fordi den mener, at Danmark stadig er underordnet EUs regler om asylansøgere - Dublinreglerne - så vi ikke har lov til at handle selvstændigt.
Liberal Alliance var også forbeholden, fordi løsningen efter partiets holdning på lang sigt er at sikre EUs ydre grænser. På kort sigt kunne de dog godt se en mening i forslaget, som de derfor måske vil kunne forholde sig positivt til, hvis der indføjes en række ændringer, bl. a. vil LA allernådigst acceptere, at man i to år afviser asylansøgere mod, at Danmark til gengæld henter 4.000 flygtninge til Danmark. Som det ser ud på nuværende tidspunkt stemmer også LA desværre imod.
Konservative var ikke til stede ved debatten, men lod andre overbringe budskabet om, de godt kunne se idéen i forslaget, men at de ikke umiddelbart kunne tage positiv stilling til det. De havde brug for betænkningstid og besvarelse af flere spørgsmål.
Så de blå partier, der ofte er så hårde i munden og tilsyneladende villige til at indføre en stram udlændingepolitik, triller altså i realiteten tommelfingre og venter på, at EU skal løse problemerne.
Et EU, der indtil nu har skabt problem efter problem ved sine utopiske og usammenhængende forslag til løsninger.
Når Schengen og Dublin indtil nu IKKE har virket og dermed har skabt de kæmpestore problemer, vi står i, hvor klogt er det så at læne sig tilbage og vente på, at Schengen og Dublin kommer til at løse problemerne i fremtiden? Det er faktisk dumt og uansvarligt.
Men det er altså det, som de øvrige borgerlige partier vælger at gøre.
Det er svært ikke at blive frustreret over regeringen og de andre støttepartier i den situation. Man kunne få lyst til at kaste sig på gulvet og skrige. Eller finde en eller anden perifer sag, som kan bringe regeringen i mindretal og få udskrevet et valg.
F ør jeg overgiver mig til desperationen, prøver jeg dog at tænke mig om. Hovedmålet er få bremset den ikkevestlige tilstrømning til Danmark fra især muslimske lande. Det er den altafgørende målsætning for alt, hvad vi i Dansk Folkeparti gør i Folketinget. For dermed kan vi redde Danmark kulturelt og økonomisk på lang sigt. Når jeg holder mig det for øje, må jeg samtidig erkende, at vi har gjort fremskridt, selv under den valne Venstre-regering, der jo desværre for længst er løbet fra sine valgløfter om en straks-opbremsning.
Vi har blandt andet opnået: Skærpelse af adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab, stramning af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse.
Midlertidig grænsekontrol. Udskydelse af retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse fra et til tre år. Begrænsning af varigheden af opholdstilladelser til flygtninge til to år for flygtninge med konventionsstatus og ét år for flygtninge med beskyttelsesstatus. Afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge.
Genindførelse af den lavere starthjælp i stedet for den markant højere kontanthjælp. Genindførelse af »integrationspotentialekriteriet« ved udvælgelse af kvoteflygtninge. Skærpet tilsyn med muslimske friskoler. Genoptagelse af beregninger af, hvad indvandringen koster. Og meget mere.
Disse stramninger var aldrig kommet igennem med en rød regering ved roret. En rød regering, der skal hente stemmer fra Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet for at få flertal.
I Peter Seebergs novelle »Bulen« har manden købt en ny bil, der er helt perfekt. Imidlertid opdager han, at der er en bule i den. Den er altså alligevel ikke perfekt. Det får ham til at gå amok og smadre bilen i frustration. Jeg tænker ofte på »Bulen« for tiden, når jeg får frustrerede henvendelser på Facebook og andre steder fra folk, der har glæder sig over Dansk Folkepartis flotte valgresultat. Nu skulle den perfekte, stramme udlændingepolitik føres ud i livet. Imidlertid opdager man hurtigt, at der er en bule i den perfekte politik - den hedder Venstre, EU og Merkel. Frustrationen vokser så voldsomt, at bilen skal smadres.
For nu er den ikke perfekt mere. I frustration overser man imidlertid, at familien har mere brug for en bil med en bule i - her: En forholdsmæssigt stram udlændingepolitik - end en smadret bil, her: Et valg, der bringer en rød regering til magten, der med garanti vil føre en slappere udlændingepolitik. Hvad det kan medføre, kan man danne sig et indtryk af ved at læse hele debatten om B98, som kan findes på Folketingets hjemmeside.
I debatten lyder det for eksempel fra SF og R, at Danmark skal kæmpe for en europæisk løsning og tvungne kvoter af flygtninge, mens Alternativet og Enhedslisten ikke vil ændre på noget, men modtage folk med åbne arme. Det er det grundlag, Socialdemokratiet vil komme til at arbejde med, hvis der kommer et rødt flertal efter et valg.
Så i stedet for at smadre bilen og give op i frustration, kæmper jeg derfor videre og prøver at få mest muligt ud af de små skridts politik. Selvom det ville være så meget bedre med en perfekt, stram udlændingepolitik, der kunne hjælpe Danmark med store skridt.
De borgerlige politikere, der prøver at fremstå barske i pressen, viser sig at mangle modet til at stemme for de opstrammende beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti gang på gang fremsætter.