Debatindlæg bragt i medierne

Kritikere har ikke hørt efter

Nordjyske Stiftstidende, 19.05.2016, Side 21.

 

GYMNASIEREFORM: Svar til Søren Hindsholm, rektor på Nørresundby Gymnasium (12.4.): Rektor på Nørresundby Gymnasium og Danske Gymnasielevers Sammenslutning har en ting til fælles: De har ikke hørt efter, da regeringen fremlagde sit udspil, og da Dansk Folkeparti bakkede en vigtig del af udspillet op. Rektor og DGS tror, at det indgår i udspillet, at man ikke mere kan tage en hf-eksamen, der giver adgang til universitetet. Men det kan man godt. HF-enkeltfag vil i sin nuværende form stadig eksistere og stadig give adgang til universiteterne. Til gengæld vil der indføres en moderne hf-uddannelse, som kan påbegyndes efter 9. klasse, og som er rettet specifikt imod professionsuddannelserne.
Den eksamen giver ikke umiddelbart adgang til universitetet. Men hvis man ønsker det og har gode karakterer i sin moderne hf-eksamen, kan man tage et ekstra modul på et halvt år, der derefter giver adgang til universitetet.
Så kære DGS og kære rektor: Det, I siger, er forkert.
Og den gode nyhed er, at det moderne hf efter Dansk Folkepartis mening skal optage elever, der har mindst 3 i gennemsnit fra Folkeskolen, mens gymnasierne og hf-enkeltfag skal kræve mindst 6 (eller en tilsvarende prøve). Det vil sige, at vi får et ungdomsuddannelsessystem, der giver plads til alle evner og interesser. Moderne hf er en nyskabelse, der giver flere muligheder for de unge. Det er da dejligt!.