Debatindlæg bragt i medierne

Middelalderen og nutidens islam

B.dk | 03.03.2016

Kvinder i dansk middelalder var faktisk ikke så undertrykt, som kvinder er i nogle islamiske lande i dag. Det er en af hovedforklaringerne på det kultursammenstød, der udspiller sig for vore øjne i Europa lige nu, bl.a. som man så det i Köln nytårsnat.
I forbindelse med debatten om Grimhøjmoskeen og om sex-overgrebene på kvinder i Köln nytårsnat er fokus blevet rettet mod den islamiske kultur og de problemer, det traditionelle islamiske kvindesyn giver, når det møder den frie vestlige verden, hvor kvinder er ligestillet med mænd. De islamiske grundskrifter er som bekendt gennemsyret af udsagn om kvinders ringere værdi og om mænds rettigheder over dem. Mænd har ret til sex med deres koner, når de har lyst, og de har ret til at slå dem, hvis de ikke makker ret (Koranen sura 4.35). En mand kan have op til fire koner, mens en kvinde kun kan have én mand (4.3). Kvinder kan ikke blive skilt uden mandens samtykke (2.2), og de arver mindre end mænd (4.11).
Det er svært at forestille sig, at disse udsagn i islams hellige skrift ikke skulle være en faktor af betydning i de kvindeundertrykkende fænomener, vi ser i islamiske lande. Jeg tænker på polygami, æresdrab, tvangsægteskaber og krav om tildækning. Og nu altså sex-overgreb på kvinder, der ikke opfører sig islamisk.
Når disse fakta kommer på bordet, er der mange, der siger: »Sådan var vi også selv i middelalderen. Så bare giv dem 500 år, så er de lige så fri som vores vestlige kvinder!«
Det er et helt forkert udsagn. For kvinder i dansk middelalder var faktisk ikke så undertrykt som kvinder er i nogle islamiske lande i dag.

Læs også: Den grimme moské
Danmark blev som bekendt kristnet i tidlig middelalder omkring år 800. Den katolske kirke som jo var den, danskerne blev kristnet ind i betragtede ægteskabet som et sakramente (dvs. en foranstaltning med frelsende kraft), og derfor var ægteskabslovgivningen underordnet kirken i den såkaldt kanoniske lov. Det var et meget vigtigt princip i det kristne ægteskab, at det var monogamt, frivilligt og ikke indgået med en slægtning. Disse principper blev gennemført i middelalderens Danmark, men ikke uden modstand. For selvom Jyske Lov fra 1242 forbyder tvangsægteskaber, kan vi se af retshistorien, at det har været noget, som alligevel forsøgtes praktiseret.
Der er nemlig eksempler på, at kvinder har ført sager mod deres familier, fordi de er blevet tvunget til ægteskab med en mand, de ikke ønskede. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at kvinderne har vundet sagerne over deres familier. Det berømte par, der grundlagde Herlufsholm, er et sådant eksempel. Birgitte Gøye blev som 14-årig forlovet mod sin vilje, men hendes sag blev omstødt af kongen og bisperne, og hun giftede sig siden med Herluf Trolle og grundlagde med ham Herlufsholm. En anden ung adelsfrøken, Cecilie Akselsdatter, blev som 11-årig forlovet med en mand mod sin vilje. Ærkebispen erklærede forlovelsen for ugyldig i 1489, og hun giftede sig siden med en anden mand. Et tredje eksempel er Anne Pedersdatter, der i 1526 giftede sig med en bondekarl mod sin families vilje og derefter alene mistede rettighederne til sit gods, som broderen fik i stedet for.
Det selvstændige ægteskabsvalg, som kirken gennemtvang, har været et brud med gammel før-kristen skik, og Saxo viser i sin Danmarks-historie uvilje mod at lade unge kvinder bestemme deres eget giftermål selv og dermed få så stor råderet over det gods, de besidder. Jo mere gods og guld, en familie havde, jo mindre lyst har familien formentlig haft til at give sine børn helt frie valgmuligheder. Så måske har valgfriheden været mere illusorisk i de jordbesiddende klasser end i de jævnere lag. Så situationen har sandsynligvis været den omvendte af, hvad man i dag oftest forestiller sig: Der har været mindre frihed, jo rigere familie, man kom fra. Prinsesser og prinser har næppe haft nogen mulighed for at få indflydelse på deres valg af ægtefælle!
Der er ikke noget, der tyder på, at kvinder generelt blev gift i en meget ung alder. Kun i de kongelige og høj-adelige familier var dette almindeligt. Men blandt jævne folk var det normalt, at man giftede sig, når man kunne overtage sit nedarvede landbrug.
Hvis ægteskabet var lovformeligt indgået, kunne man ikke blive skilt igen. Men denne regel angik både mænd og kvinder. Børn blev betragtet som en velsignelse, men som en af flere. Det ansås ikke som en forbandelse, hvis man fik få eller ingen børn, og der er ikke noget, der tyder på, at kvinders status først og fremmest afhang af deres evne til at føde mange børn. Sterilitet var ikke en gyldig grund til at annullere et ægteskab. Så kvinder har næppe generelt været betragtet som en fødemaskine, hvis prestige afhang af produktionen. Kun i kongelige familier, hvor det var helt afgørende med en arving, kan kvindens værdi siges først og fremmest at afhænge af hendes evne til at føde et barn. Denne tendens underbygges af det faktum, at ikke alle kvinder blev gift, ligesom ikke alle mænd blev det. Man kunne godt leve som tjenestepige eller -karl og ikke selv danne familie, eller man kunne blive nonne.
Formelt set havde husbonden ret til at afstraffe folkene i husstanden, det vil sige kone, børn og tyende. Kone og tyende, ikke børn, måtte dog slå igen undtagen på helligdage! Naturligvis har der fundet hustrumishandling sted i middelalderen, sådan som der gør i dag. Men der har ikke været en særlig tilladelse til at bruge vold mod kvinder, og at der også var regler for at slå igen, viser, at der ikke har været en generel accept af kvinder som personer, der skal finde sig i alt. Vi har desuden sager omtalt fra 1500-tallet, hvor mænd, der har pryglet deres koner, dømmes og fordømmes. Så revselsesretten har bestemt ikke været en ret til mishandling.
Med hensyn til arv og deltagelse i erhvervslivet var kvinder dårligere stillede end mænd. Kvinder arvede kun det halve af, hvad deres brødre fik. Hvis ægtemanden døde, arvede konen halvdelen af mandens gods, hvis der ikke var børn i ægteskabet. Var der børn, arvede konen det samme, som hendes søn var berettiget til. Hun kunne efterfølgende arve børnenes andel.
'Det vestlige familiemønster, der blev grundlagt i den kristne middelalder, er overraskende lidt patriarkalsk, og overraskende kvindevenligt og individualistisk. Det præges af: formel selvbestemmelse ved valg af ægtefælle, livslangt monogami, to-generationsfamilier (kernefamilier), høj giftealder, jævnaldrende ægtefæller, en pæn andel af befolkningen, der ikke gifter sig, et ægteskab præget af partnerskab og intet klan- eller stammeforhold.
Det er et familiemønster, der adskiller sig radikalt fra andre, især fra det islamiske, og historikerne peger da også på kristendommen (kanonisk ret) som en af de allervæsentligste årsager til systemet.
Vi burde være mere opmærksomme på vores egen kulturelle arv, når vi kræver, at folk fra andre kulturer skal indgå i vores. Tænk, at vi forventer af folk fra den islamiske kultur, at de skal opføres sig som danskere, når vores historier er så væsensforskellige! Det er meget naivt og overfladisk. Dertil kommer, at de islamiske grundskrifter, som nævnt bekræfter de patriarkalske og kvindeundertrykkende træk i den islamiske kultur, mens det for den kristne kulturs vedkommende er omvendt. Paulus siger som bekendt, at vi alle er lige over for Kristus! Både mænd og kvinder. Det har haft sin virkningshistorie i den kristne verden. Men selvfølgelig ikke i den islamiske. Her står vi med en af hovedforklaringerne på det kultursammenstød, der udspiller sig for vore øjne i Europa lige nu!