Debatindlæg bragt i medierne

Karakterkrav og en ny ungdomsuddannelse

Mja.dk  | 11.02.2016

DEBAT DF er det parti, der tager det mest alvorligt, at det selvfølgelig har konsekvenser at indføre adgangskrav til gymnasiet. Det er nødvendigt at oprette en ny ungdomsuddannelse, der niveau-mæssigt befinder sig midt imellem erhvervsskolerne og gymnasierne.
Vi kalder det en Forberedelsesskole, og den skal opstå på baggrund af en reform af HF, der i dag i vid udstrækning er en ungdomsuddannelse med et lavere niveau end gymnasiet. Det bør vi tage konsekvensen af og derfor indføre et lavere adgangskrav til Forberedelsesskole og gøre undervisningen mere konkret og mere rettet imod professionsbachelor-uddannelserne, mens gymnasiet bør rettes imod universiteterne. Det vil give et større udbytte for elever med mindre boglig interesse og dårligere boglige resultater at blive undervist på et mere konkret niveau. Det vil give dem større chance for at nå videre i uddannelsessystemet og få det arbejde, de gerne vil have. Derfor er det en fordel at indrette flere ungdomsuddannelser og stille forskellige krav til dem. Det er naturligvis lige så godt for danske unge som for indvandrer-unge.
Vores uddannelsessystem skal jo ikke lave kvoter af bestemte grupper. I det hel taget er det svært at forstå, at der er nogle, der vil give særbehandling til bestemte grupper. Alle unge, der har brug for hjælp og støtte til at klare sin uddannelse, skal naturligvis have det. Helt uafhængigt af ens efternavn!

MIDTJYSKE MENINGER: Fastelavnsrødder
Det er meget glædeligt for os i Dansk Folkeparti at se, at Rektorforeningen nu har et forslag, der minder om vores angående reformering af HF, så man kan målrette uddannelsen imod professionsbachelor-uddannelserne. Hvis vi gør det, og samtidig laver en redningsplanke for dem, der efterfølgende ønsker at opgradere deres forberedelseseksamen til en studentereksamen og retter gymnasiet imod universiteterne, så kan vi samlet få et højere niveau på hver ungdomsuddannelse. Jeg håber derfor meget, at regeringen vil medtage dette forslag i det reformforslag, vi nok snart får at se.
Hvis det så også lykkes os at få fjernet det tværfaglige fag AT og få ændret det store skriftlige projekt i gymnasiet, - begge dele har nemlig vist sig at være betydeligt lettere for akademikerbørn end for andre - så vil det i høj grad være muligt at øge den sociale mobilitet og hæve det faglige niveau for alle unge.