Debatindlæg bragt i medierne

Tørklædeforbud

Offentligt ansatte bør fremstå neutralt og professionelt.

Danmark er et kristent land. Og der er religionsfrihed i Danmark. Det er udgangspunktet, som ikke skal ændres.

Men i dag ser vi flere og flere ansatte i den offentlig sektor bære tørklæde og dermed reklamere for en bestemt religion, der i de fleste udlægninger er anti-kristen og imod religionsfrihed. Jeg taler her om det islamiske tørklæde, som mange muslimske kvinder vælger at bære eller bliver presset til at bære.

Når man bærer et islamisk hovedtørklæde er man en omvandrende reklamesøjle for bestemte værdier. Islamiske værdier. Ligesom man ville være en omvandrende reklamesøjle for kommunisme, og kommunistiske værdier, hvis man indsvøbte sig i et rødt flag med hammer segl, eller for nazisme, og fascistiske værdier, hvis man indsvøbte sig i et banner med svastikaer. Ligesom man vil være en reklamesøjle for Trump og trumpistiske værdier, hvis man bar en Trump-kasket.

Jeg tror, de fleste skoleledere ville bede lærere, der havde den slags ting på, om at lægge dem fra sig, før de gik ind i klassen for at undervise. For når det drejer sig om politisk reklame i den offentlige sektor, kan de fleste godt se problemet.

Men når det drejer sig om religiøse - og ikke direkte politiske -  budskaber udsendt via tøjet, er der ofte tale om berøringsangst. Også selvom religionen indebærer politiske holdninger. Her ser vi sygeplejersker, lærerinder, sosu-assistenter osv. bære islamisk hovedtørklæde – og dermed udsende bestemte signaler overfor deres sagesløse elever eller patienter – uden at nogen løfter en finger. Det bør naturligvis ikke være sådan.

En sygeplejerske, lærerinde og en sosu-assistent skal selvfølgelig først og fremmest udstråle professionalisme, - og ikke agitation for bestemte religioner, ideologier eller politiske partier. Og da slet ikke agitation for værdier, der i den grad strider imod danske traditioner. Og det gør værdierne, som det islamiske hovedtørklæde udsender. For eksempel, at nogle mennesker er mere værd end andre og at kvinder er mindre værd end mænd.

Derfor skal vi have gjort op med tørklædet på offentligt ansatte, når de er på arbejde. De kan naturligvis sagtens bære en halskæde, ørering armbånd eller andet med et religiøst symbol f.eks. en halvmåne, så de kan vise deres muslimske identitet, mens de er på arbejde. For det er ikke et spørgsmål om religionsfrihed.

Men at bære tørklædet, der er en efterfølgelse af den islamiske hellige lov – sharia – i nogle tolkninger – er noget andet. Det er et klart signal til alle, om at det er vigtigt at efterleve denne lov og at man adskiller sig fra andre ved at gøre det. Det er dermed, som jeg nævnte før, en reklame for bestemte udlægninger af islam. Det bør ikke tillades, når man er ansat i den danske offentlige sektor.

I erkendelse af, at det vil være meget vanskeligt at lovgive særskilt imod det islamiske hovedtørklæde, har vi i Dansk Folkeparti fremsat et forslag, der retter sig generelt imod alle religiøse hovedbeklædninger på offentligt ansatte, når de er på arbejde.

Jeg er ked af dermed at gøre livet sværere for bl.a. jøder, - men mit indtryk er, at der er meget, meget få jøder ansat i den offentlige sektor, der rent faktisk bærer religiøs hovedbeklædning på deres arbejde. Så den gruppe, vi kommer til at ramme, uden at ønske det, er meget lille.

Det er naturligvis sørgeligt, at vi med dette beslutningsforslag kommer til at ramme nogle, som vi ikke ønsker at ramme. Også selvom det er få. Men sådan er virkeligheden desværre i dagens Danmark. Vi har på grund af indvandringen fået en sammensat befolkning for ikke at sige opsplittet befolkning, hvor ikke alle kan forventes at kende den danske tradition eller bakke op om den danske tradition for at fremstå neutralt og ikke at agitere, når man udfører arbejde i den offentlige sektor. Derfor kommer vi til at ramme nogle, der overhovedet ikke udgør et problem, fordi andre gør det. Ganske som 24-års reglen kom til at ramme en række udlændinge fra ikke-EU-lande, som slet ikke havde tradition for tvangsægteskaber. Men da man ikke kunne lovgive særskilt imod de nationaliteter, der havde tradition for tvangsægteskaber, var vi nødt til at skære alle over en kam.

Ved dette forslag vil vi tvinge alle til at tage stilling til spørgsmålet om religiøs og ideologisk agitation i den offentlige sektor og alle vil dermed blive opmærksomme på, at det er et problem, at man i dag tillader agitation overfor børn, patienter og plejehjemsbeboere. Det kan skabe vrede, utryghed og forvirring, og det bør ikke tillades. Offentligt ansatte bør fremstå neutralt og professionelt.

 

Vesten er radikaliseret i sit forhold til Rusland

Som deltager i Ruslandsdebatten er det meget sjældent, at man bliver glad. For man kan sjældent læse andet end overdrevent negativt vinklede historier om Rusland, hvor Rusland beskrives som et nyt Sovjetunionen. Og hvis man selv forsøger at bibringe nuancer til debatten, får man kastet en række skældsord og beskyldninger om betagelse af Putin eller pro-russisk virksomhed i hovedet.

Men i lørdags blev jeg glad.

Der blev nemlig bragt et stort interview med professor og forfatter Richard Sakwa i Information. Jeg har selv interviewet ham i min bog om den nye kolde krig mod Rusland. For Richard Sakwa er virkelig værd at lytte til. Han er vidende og har et godt russisk netværk, der gør ham i stand til at bedømme russisk politik på en velfunderet måde. Han siger i interviewet det helt oplagte om den nye kolde krig – at den er Vestens skyld, og at den er farligere end den gamle kolde krig, fordi vi ikke har nogen mekanismer til at de-eskalere en konflikt, der kan opstå ved et uheld. To fly, der støder sammen over Østersøen eller amerikanske og russiske tropper der rammer hinanden i Syrien kan i værste fald føre til atom-krig. I stedet for at forsøge at skabe tillid og dermed etablere en form for fred mellem parterne gør Vesten – især England – alt for at hælde benzin på bålet. Vesten er radikaliseret i sit forhold til Rusland, og vi vil først få et afspændt forhold til Rusland, når Vesten afradikaliserer sig selv. Det har ikke noget med Rusland at gøre. De må bare vente i Moskva, til fornuften måske engang indfinder sig i de vestlige hovedstæder.

Sakwa udtaler sig ikke om Danmark, men han ved formentlig godt, at vi i Danmark følger Englands radikaliserede anti-russiske politik ud i det ekstreme. Vi har gjort os til Kievs bedste ven og gør alt for at holde borgerkrigen i Ukraine i gang, - i stedet for at forsøge at lægge pres på Kiev til at overholde Minsk-aftalen og indgå i en dialog med oprørsrepublikkerne. Det ville være fremsynet og måske skabe fred og dermed redde en masse ukrainere fra at dø. Men nej, det vil vi ikke. Vi har sat os i hovedet, at Rusland og alt russisk er ondt og skal bekæmpes. Og når Rusland synes, det er en god ide at forhandle med oprørsrepublikkerne, så skal man netop ikke gøre det.

Den danske politik er dårlig for vores eksport og mindsker vores sikkerhed.

Hvor mange gange har vi ikke hørt danske ministre sige, at Rusland er så farligt, så farligt – og det har de også lige hørt fra deres baltiske kolleger – og de kender jo Rusland så godt, for de er naboer!

Sidst jeg var i Estland, talte jeg med parlamentarikere, der fortalte mig, at Rusland var forfærdelig farlig. Jeg spurgte dem, hvad de byggede det på, og hvor tit de var i Rusland. Jeg fik ikke et ordentligt svar, men fik at vide, at de ikke rejste til Rusland. Den ene havde ikke været der i 10 år – den anden i 29 år. Den ene kom hele tiden til at sige Sovjet i stedet for Rusland. Jeg konkluderede, at jeg selv kender Rusland betydeligt bedre end disse estiske parlamentarikere.

Jeg kan godt forstå, at de baltiske lande har en historisk angst for Rusland. Men som Sakwa også siger, så må man bearbejde sådan noget. Tænk, hvis vi ikke ville tale med tyskerne, fordi vi har været i krig med dem så mange gange. Eller tænk, hvis franskmændene og tyskerne ikke havde fået bilagt deres historiske fjendskab. Det duer ikke. Balterne har et kæmpe arbejde foran sig. Og her burde EU skubbe på. Forsoning burde være et krav, før man kom ind i EU. Men i stedet har EU overtaget den baltiske frygt for Rusland.

Vi har ikke forstået det faktum, som Sakwa beskriver i en af sine mange glimrende bøger om Rusland, at langt de fleste kommunistiske ledere i sovjetrepublikkerne blev siddende ind i den post-kommunistiske selvstændighedstid. Hvordan kunne de dog det, når kommunismen faldt fra hinanden? Jo, det kunne de ved ganske belejligt at holde op med at tale om kommunisme og i stedet tale om russisk imperialisme. Pludselig var det russerne og ikke kommunismen, der var årsag til alt ondt. En argumentation, der faldt i god jord i deres egne lande pga. det historisk dårlige forhold til Rusland, og som blev overtaget i Vesten uden at blive verificeret. Og så glemte alt og alle, at de selvsamme ledere havde været kommunistiske medløbere og medvirket til Sovjetunionens eksistens og kommunistiske undertrykkelse! Den ukrainske antirussiske kampagne slår alle rekorder og er stort set blevet til statsideologi. Således er tvangskollektiviseringen ikke længere et kommunistisk overgreb på bønderne i 1929, men et russisk folkemord på ukrainere! Selvom der også var mange bønder, der omkom i den russiske sovjetrepublik og i Kazakhstan. Og selvom seriøse historikere ikke kan tage teorien alvorligt.

Der er så mange gode grunde til at lytte til Richard Sakwa. Tak til Information for at give ham taletid i Danmark. Måtte flere aviser gøre det samme og dermed begynde at arbejde på, at Danmark på et tidspunkt kan føre en oplyst og gennemtænkt politik overfor Rusland og Ukraine til gavn for vore egne interesser.

Svar til JVs leder fredag 18. januar 2019 

Jyske Vestkysten burde sige nej til islamisering

Jyske Vestkystens leder fredag 18. januar hævder, at det er forkert at lovgive om brug af islamiske tørklæder i den offentlige sektor. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Debatten kommer af, at nogle kunder i Føtex har været trætte af at blive betjent af kassedamer med islamisk tørklæde på. Jeg kan godt forstå, kunderne er kede af, at de skal møde reklame for islam, når de køber ind. Men jeg som politiker kan ikke blande mig i, hvordan et privat firma som Føtex ønsker, at deres ansatte skal gå klædt. Kunderne har kun den mulighed, at de kan vælge en anden forretning, hvis de vil undgå islam under indkøbene.

Som politiker ønsker jeg til gengæld at undgå at Danmarks offentlige institutioner bliver et sted, hvor man kan propagandere for islam. Og det er det, man gør når man har tørklæde på. Det er ikke en indskrænkning af religions-friheden at bede kvinderne lægge tørklædet, når der er på arbejde i det offentlige. De kan sagtens være muslimer og ikke bære tørklæde. Det er der masser af eksempler på. Og man dør heller ikke af at gå uden tørklæde. Det er faktisk ganske ufarligt. Jeg beder ikke de muslimske om at konvertere eller afsværge sig islam. Kun at komme på arbejde som pædagog, skoleelev, sygeplejerske, studerende, lærerinde eller andet UDEN at være en reklame-søjle for islam. Det kan de være på gaden eller i deres hjem, hvis de ønsker. Men ikke i den danske offentlige sektor, der bygger på kristne værdier og traditioner.

Hvad ville folk sige til en lærerinde, der var indsvøbt i et rødt flag med hammer og segl, eller et sort flag med et svastika på? Alle ville sige, at det er komplet upassende at føre radikal politisk reklame, mens man passer sit arbejde i Danmarks offentlige sektor. Det samme er tilfælde med islamiske tørklæde, der er reklame for religion, der har en indbygget politisk ideologi, der er i modstrid med danske værdier og traditioner. Derfor har Dansk Folkeparti også stillet forslag om at forbyde islamiske tørklæder i den offentlige sektor.

Udover at vi undgår propaganda-effekten, giver vi også de muslimske piger og kvinder en mulighed for at prøve at være som almindelige danskere en del af dagen. Det kan være at den fornemmelse giver dem noget – en følelse af frihed for eksempel. Ville det ikke være en dejlig gave at give dem? Og vil det ikke lette mulighederne for at bliver integreret? Det mener jeg. Så selvfølgelig skal vi sige nej til tørklæder i den offentlige sektor både for kvindernes skyld og for Danmarks skyld. Vi har ikke brug for mere islamisering i Danmark. Jyske Vestkysten burde også sige nej til mere islamisering af Danmark og sige ja til bedre integration – og derfor støtte et forbud imod islamiske tørklæder i den offentlige sektor.

Vi skal vinde Danmark tilbage!

På besøg i ghettoer i Esbjerg, Kolding og Sønderborg.

Da jeg blev integrationsordfører for Dansk Folkeparti i efteråret 2018 satte jeg mig for, at jeg ville nå at besøge alle ghettoer i Sydjylland før jul. Jeg må erkende, at det ikke er lykkedes helt. Jeg har kun nået Stengården i Esbjerg, Nørager i Sønderborg og Skovparken i Kolding. Så jeg mangler stadig Finlandsparken i Vejle. Den tager jeg efter jul!

Men tiden op til jul er nu den bedste for ghetto-ture. For så kan man spejde efter julepynt. Dermed kan man meget tydeligt se, om den danske kultur er til stede i ghettoen. Og julepynt har der ikke været meget af på mine ture. Men der, hvor der så var en lejlighed med julepynt, har der så været rigtig meget. Som en af mine lokale ledsagere i en af ghettoerne sagde: ”Når man er dansker her, så pynter man nok lidt ekstra op for at gøre opmærksom på det!” Hurra for dem, der pynter overdådigt op til jul som en stille påmindelse om, at Danmark stadig er levende blandt nogle!

Billeder fra Skovparken i Kolding:
 
 

 

 
I Skovparkens (Kolding) butikscenter fandt jeg ikke et eneste stykke julepynt eller julegodter den 17. december. Til gengæld var der eksotiske krydderier, kunstfærdigt udførte korancitater og en halaslagter som nabo. Man skulle tro, man var i Tyrkiet. Der blev heller ikke talt meget dansk blandt kunderne i centeret.

Butikken i Skovparken i Kolding:
 

På Nørager i Sønderborg lagde jeg mest mærke til de indhegnede områder med parabolantenner, der vidner om, at det ikke lige er danske TV-kanaler, der bliver set mest i ghettoen.
Billedet fra Nørager i Sønderborg:
 
 
En ældre beboer, jeg taler med i Stengården i Esbjerg, sagde, at det er blevet bedre med kriminaliteten de senere år på grund af en stor indsats fra politiets side. Før var der ofte indbrud, og man så grupper af unge mænd, der hang ud og røg hash samme. Taxaer og bybusser turde ikke køre ind i området på grund af stenkast. Men sådan er det ikke mere. Der er dog stadig ældre danskere, der ikke tør gå ud af angst for stenkast og grimme tilråb fra uopdragne indvandrerdrenge i flok.
Billeder fra Stengården i Esbjerg:
 
 

Der er ikke nogen danske børn tilbage i den opgang i Esbjerg-ghettoen, hvor min samtalepartner bor. Der er faktisk kun 2 ud af de 9 lejligheder i opgangen, hvor der overhovedet bor danskere. Der bor somaliere og koreanere. Han ser meget få danske børn i hele bebyggelsen. De ældre mødes på hvert sit mødested. Danskerne et sted og de fremmede et andet sted. Nede i Netto taler de ansatte arabisk sammen, så man som dansker føler sig fremmed. Men danskerne er også en lille minoritet. De fleste er flyttet væk.
Jeg besøger selv mødestedet for ældre indvandrere, hvor man kan se, at folk sætter sig efter sproggrupper – tyrkerne i en gruppe og bosnierne i en anden. Jeg taler også med en somalisk kvinde med tørklæde, som fortæller, at hendes datter på 21 også går med tørklæde. Frivilligt. Hun må gifte sig med hvem hun ønsker. Men helst en somalier, siger hun. Politiet bryder sig ikke om ordet ghetto, og kalder i stedet området for et superområde. Det lyder jo godt. Og jeg er også meget glad for at høre, at det går fremad med at bekæmpe bande-kriminaliteten. Men for mig er det ikke super, at vi har en situation i Danmark i dag, hvor danskerne er en minoritet.
Ghettoer er som et stykke land, der ikke længere er Danmark. Bortset fra de små øer med enorme mængder julepynt!

Fakta
Ghettolisten er sammensat på baggrund af en række kriterier om antallet af ikke-vestlige beboere, antal udenfor arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau, indtjening og kriminalitet.
Nedenfor i skemaet kan man se de tre ghettoer, jeg har besøgt i Sydjylland, - og til sammenligning Gellerup-parken i Århus, der er en meget større ghetto. Når man sammenligner med Gellerup kan man også se, at koncentrationen af ikke-vestlige er større i Gellerup i forhold til de sydjyske ghettoer, ligesom kriminaliteten også er. Dog er Stengården i Esbjerg godt med angående kriminalitet. Det skyldes formentlig, at Esbjerg som den eneste by udenfor København oplever hård bandekriminalitet. Og den har netop udgangspunkt i Stengården.

Fra ghettolisten 1. 12. 2018
  Antal beboere Udenfor arbejds-markedet
% Ikke-vestlige
% Dømte
% Kun grundskole
% Har under gnm indkomst
%
Stengården Esbjerg 1.709 47,4 68,2 2,8 81,2 56,8
Nørager Sønderborg 1.317 48,1 66,5 2,06 76,6 56,7
Skovparken Kolding 2.326 41,5 66,4 2,3 74,2 58,9
Gellerupparken Århus 5.614 52,5 79,4 2,93 83,6 53,5


Tabt land – midlertidigt!
De folk, der bor i eller tæt på ghettoerne, som jeg har talt med så områderne som tabt land. Og de udtrykte en stilfærdig sorg over, hvad der er sket. Et lille stykke fremmed land i hver af de store sydjyske byer, hvor danskerne føler sig fremmede og for nogles vedkommende ensomme. Hvor er det sørgeligt.

Hjemsendelser
Men man kan glæde sig over, at der nu er kommet en finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om hjemsendelser, der vil betyde, at der i fremtiden er langt flere, der vil blive sendt tilbage til deres hjemlande i stedet for at skulle integreres i Danmark. Af samme grund vil der formentlig komme langt færre til Danmark. For det er fra nu af slut med at bruge asylsystemet som en indvandringsmaskine. Så andelen af fremmede i Danmark vil ikke stige helt så hurtigt som frygtet.
Dermed er der alligevel et håb for, at det vil kunne lykkes at assimilere flere af indvandrerne, så de rent faktisk ender med at blive danske. Så lad os begynde at vinde det tabte land tilbage og gøre ghettoerne danske!

 

Stop hensynsfuldhedsbetændelsen!

 

Indenfor samme uge kom der to dårlige nyheder på integrationsområdet. Den første er, at man på Gribskov skole stadig ikke har kunnet finde ud af at holde julegudstjeneste for alle klasser som en selvfølgelighed. Der er dog tale om et lille fremskridt fra sidste år, hvor julegudstjenesten var aflyst. Men det er da langt fra godt nok. For selvfølgelig skal alle med til juleafslutning i kirken. Hvordan skal indvandrerbørn ellers nogensinde få en chance for at blive integreret i Danmark? Hvis ikke de får kendskab til og lov til at deltage i de danske traditioner, bliver det da helt umuligt for dem at blive danske. Og det er selvfølgelig det, der er målet for integrationen: at blive dansk. Også selvom mange velmenende mennesker i Danmark i tidens løb har været bange for at støde de fremmedes følelser ved at bede dem deltage i danske traditioner. Man har frygtet at stille krav. Men det er en fejl. Det er en misforstået hensynsfuldhed, der fører til parallelsamfund. Det er hensynsfuldhedsbetændelse. Den skal vi lægge bag os, og vi skal i stedet stille krav til de fremmede. Både for vores og for deres skyld.

For den anden dårlige nyhed på integrationsområdet viser en anden fiasko, der måske også har noget at gøre med, at der ikke er blevet stillet krav. Det viser sig nemlig, at tredjegenerationsindvandrere klarer sig lige så dårligt i skolen som andengenerationsindvandrere. Det er meget sørgeligt og naturligvis noget, som man er nødt til at gøre noget ved. Nemlig stille krav. Det er ingen hjælp for nogen, at man får lov at gå i skole uden at nogen kræver, at man lærer mere. Og meget tyder på, at nogle lærer har været bange for at vise de samme forventninger til indvandrerbørn som til danske børn. Det duer ikke.

Det eneste man kan glæde sig over nu er, at der er kommet en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der vil betyde, at der i fremtiden er langt flere, der vil blive sendt tilbage til deres hjemlande i stedet for at skulle integreres i Danmark. Af samme grund vil der formentlig komme langt færre til Danmark. For det er fra nu af slut med at bruge asylsystemet som en indvandringsmaskine. Så andelen af fremmede i Danmark vil ikke stige helt så hurtigt som frygtet.

Dermed er der alligevel et håb for, at det vil kunne lykkes at assimilere flere af indvandrerne, så de rent faktisk ender med at blive danske. Men kun hvis vi tør stoppe hensynsfuldhedsbetændelsen og begynder at stille klare krav!