Debatindlæg bragt i medierne

Det sidste år har jeg beskæftiget mig med debatten om den nye kolde krig, og i denne uge afleverer jeg manuskriptet til en interview-bog med 17 eksperter fra Vesten, Ukraine, Rusland og Letland til et forlag, der gerne skulle lave en bog ud af det.

Den vestlige debat – herunder den danske -  om Rusland er så betændt, at det er umuligt at komme med et nøgternt indlæg om Rusland uden at blive udsat for beskyldninger om at være betalt af Kreml. Hvis ikke man gentager påstandene om, at Rusland aggressivt og som led i en ekspansiv strategi har overtrådt international ret, erobret dele af et naboland og nu er i gang med en aktiv hybrid-krig imod Vesten, hvor Kreml fører undergravende virksomhed overfor Vestens demokrati og frihed, - så beskyldes man for at være Putins agent. En sådan debat er i sig selv en intellektuel fallit af dimensioner. Hvordan er det kommet så vidt? I mit arbejde med de mange eksperter fandt jeg 6 interessante pointer, der giver en del af svaret:

1.Krim og Ukraine-krisen er kun et symptom på den sygdom, som forholdet mellem Vesten og Rusland længe har lidt af. Krisen er dermed ikke et vendepunkt, men blot kulminationen på en lang udvikling, som ikke burde overraske nogen. Og de folk, der har fulgt forholdet mellem Rusland og Vesten nøje, er da heller ikke blevet overraskede over, hvad der skete. Især ikke dem, der vidste, at Krim er gammelt russisk land, og at Ukraine er et land skabt af anti-nationale kommunister, der med vilje har placeret så mange folkeslag som muligt i en sovjetrepublik for at det skulle blive sværere for republikken af skabe en sammenhængende national identitet, der kunne udfordre det kommunistiske imperiums magt.

2.Den kolde krig blev afsluttet på en måde, hvor man ikke optog Rusland i det gode selskab. Man begik de samme fejl som efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland ikke blev inkluderet. I stedet for at bygge et nyt sikkerhedssystem op i Europa udvidede man det eksisterende i form af NATO og EU uden hensyn til Ruslands protester. Rusland blev marginaliseret og fik ikke indflydelse på Europas sikkerhedsarkitektur.

3.Vesten mente at have vundet den kolde krig, og anså sig selv og sit system som testet positiv af historien. Man forventede, at de, der var testet negativt af historien, ville stræbe efter at blive som Vesten. Man talte om Ruslands ”transition” imod et liberalt system i stedet for at indgå i en politisk debat om forskellige muligheder. Traditionelt diplomati, hvor man respekterer modparten, som han er, og sætter sig ind i hans tankegang, sprog og kultur, blev erstattet af en forventning om en udvikling i Rusland, hvor de ville lægge den autokratiske fortid bag sig og efterligne Vesten. Man så ikke Rusland, som Rusland er, - man så et abstrakt land, der burde udvikle sig på en bestemt måde.

4.Både Rusland og Vesten er stærkt præget af deres forskellige historiske erfaringer. Rusland er præget af sit seneste historiske traume, der var opløsningen af Sovjetunionen og det liberale kaos i 90´erne, hvor der herskede fattigdom og stats-opløsning. Derfor sidder der en umiddelbar frygt for demokrati og liberale reformer i de fleste russere. Omvendt i Vesten, hvor det sidste historiske traume, vi har oplevet er nazismen. Derfor sidder der en umiddelbar frygt for afskaffelse af demokrati, for centralisering og overdreven nationalisme i de fleste vestlige borgere. Når vi tilbyder russerne vores system, får de gåsehud. Og omvendt.

5.Det er svært at lave en nøgtern analyse af Rusland. Landets enorme dimensioner kan let udløse fobier hos analytikeren. Man kan føle sig som en mus overfor elefanten. Omvendt kan storheden på andre analytikere virke forførerne. Det er meget sværere som europæer at forholde sig sagligt til Rusland end til Holland!

6.Der findes ikke nogen russisk doktrin om hybridkrig imod Vesten. Den artikel som generalstabschef Gerasimov skrev om hybridkrig i 2013 er hans beskrivelse af, hvad han ser som Vestens metoder, når man ønsker at skabe regimeskift i andre lande. Formentlig er de tidligere nævnte punkter årsag til, at man i Vesten opfatter artiklen som en aktiv russisk doktrin om underminering af vestligt demokrati og frihed.

De fleste eksperter, jeg har interviewet, mener, at forholdet mellem Vesteuropa og Rusland er gået så galt, at det ikke kan repareres i meget lang tid, og at Rusland nu vil vende sig imod Kina. De fleste ser det som en sørgelig udvikling, fordi Rusland er en kristen, europæisk kulturnation, der har mange af de samme problemer, som vi i Vesten. Måske kunne vi hjælpe hinanden i kampen imod islamisk terrorisme. Kun talsmand for den russisk ortodokse kirke, Aleksander Sjtjipkov er ukuelig i sin optimisme. Han tror misforståelserne vil blive rettet, for, som han siger: ”Det drejer sig om Europas og Ruslands åndelige genfødsel. Vi har taget initiativet, når det drejer sig om genkristning. Men vi håber, at Vesten meget hurtigt indhenter os. Vi kunne godt tænke os at vise, at trofasthed overfor traditionen samt demokrati i et samfund kan gå hånd i hånd. Rusland og Europa har brug for hinanden. Det er en vigtig forudsætning for gensidig overlevelse.”

Skal vi nå hen til det, som Sjtjipkov ønsker, må vi begynde med at kunne tale sagligt om udviklingen. Jeg håber min kommende bog kan bidrage til det!

 

 

Siden Krim blev russisk i det tidlige forår 2014, har vi haft kold krig med Rusland. EU og USA har indført sanktioner overfor Rusland, og NATO ruster sig til en eventuel krig imod Rusland. Man betragter Rusland som farligt og aggressivt, og frygten går især på, at Krim blot var den første erobring ind i Ruslands nabolande. Forventningen eller rettere frygten er, at der vil følge flere erobringer. Men er det overhovedet realistisk? Var Krim-annekteringen et udtryk for en plan om en større russisk ekspansion? Måske har Vesten taget helt fejl. Måske blev Putin nærmest tvunget til at handle på grund af den nationale folkestemning i landet i forbindelse med den brutale behandling af russerne i Ukraine. Lyt her til, hvordan en russisk konservativ, Mikail Remizov, udlægger forløbet:

 

“Det var ikke Putin, der via medierne fik folk til at ønske en genforening med Krim. Det var omvendt: Putin besluttede sig for genforeningen med Krim, fordi han forstod, at hvis ikke han gjorde det, ville han miste lederskabet. Der var jo begyndt et oprør i Sevastopol den 23. februar, og folk havde valgt Tjalij som ”folkets borgmester”, - dvs. en anti-ukrainske lokal ledelse. Det var en mini-anti-ukrainsk revolution. De russiske massemedier sagde ingenting om det. De talte grimt om Ukraine og viste, hvad der skete i andre regioner og viste hvor dårlig ledelsen i Ukraine var, - men de var bange for at tage dette emne op. De vidste ikke, hvordan man skulle reagere på det og regeringen vidste det slet ikke. Efter en uge fik dem, der stod bag oprørere via deres egne kanaler besked fra Sortehavsflåden om, at den stod bag dem. Så blev der taget en beslutning, - men var det fordi man var bange for en amerikansk base i Sevastopol? Nu kommer der jo en i Odessa. Hvad er forskellen? (….)Det er naivt at forklare alt, hvad der skete med, at det drejede sig om sømilitær geopolitik eller militær strategi. Grundlaget for beslutningen lå i samfundets moral og psykologi og det politiske lederskab. Det betød, at hvis vi og Putin bare havde siddet og betragtet, hvad der foregik i Sevastopol og havde mistet al vores nationale selvrespekt, så ville vi helt sikkert også miste vores respekt for Putin som leder. Så Putin pressede ikke russerne til at tage Krim, - han var omvendt tvunget af folkestemningen til at tage en beslutning, som han, så vidt jeg kan bedømme, ikke brød sig det mindste om selv.”[1]

 

En del af de beslutninger, som Putin blev skubbet ud i angående Krim, inkluderede en folkeafstemning på Krim i 2014 om halvøens tilhørsforhold. Der var stort flertal for at vende hjem til Rusland – som man siger i Rusland. Krim var jo russisk indtil 1954, hvor Krustjov pludseligt og uden at spørge beboerne overdrog halvøen til Ukraine. Men i foråret 2014 stemte Krim-boerne sig hjem til Rusland med et stort flertal. Det er nu tre år siden. Og beboerne på Krim ønsker fortsat at være russiske. Det viser en nylig tysk meningsmåling på halvøen. Beboerne siger, de ville stemme det samme igen, hvis de fik muligheden.[2] Hvorfor er det så, at vi i Vesten skal være så sure? Kunne vi ikke afblæse den nye kolde krig? Efter min mening ville det kun være logisk. Især fordi vi taber penge hver dag ved ikke at kunne eksportere til Rusland.

 

Men der er nogen, der mener, at selvom beboerne på Krim er glade for at være russere, så skal Rusland under alle omstændigheder straffes for at have overtrådt international lov, ændret en landegrænse og forsøgt med aggression at tvinge Ukraine til at holde sig udenfor EU og NATO.

 

I Vesten er man overbevist om, at Ukraine-krisen (og dermed Krim-krisen) drejer sig om, at Rusland vil tvinge Ukraine til at fortsætte med at stå udenfor den vestlige lejr og sammen med Rusland. Men når Vesten står så fast på det, så overser man det faktum, at der var en stor del af befolkningen, der ikke ønskede EU-associering og ikke ønskede, at den præsident, som de havde stemt på, Janukovitj, blev forjaget og ny pro-EU regering blev indsat i strid med forfatningen. Den nye regering lyttede ikke til dette store mindretal i Ukraine, og Vesten har ikke bedt Kiev om at lytte til dem. I stedet har Vesten støttet, at Kiev indledte en militær kampagne imod sine egne borgere. Krim nåede at komme væk, og har derfor ikke oplevet en militær kampagne som den i Donbass i Østukraine.

 

Men hvorfor er det, at vi i Vesten ikke synes det er vigtigt at lande lytter til deres minoriteter? Dengang Tjetjenerne gjorde oprør i den Russiske Føderation var man god til i Vesten at minde Moskva om, at man skulle lytte til dem. Men Kiev skal ikke lytte til russiske østukrainere. Er det mon fordi det er Vestens interesse at udvide sin indflydelse mod øst? Og så pyt med nogle utilfredse russere.

 

Hvis Remizov har ret I sin udlægning, så kan vi lige så godt afblæse sanktionerne og aflyse kravet om at Krim skal tilbage til Rusland med det samme. Ligeså kan vi godt opgive at vente på, at der kommer en mere vestligt orienteret præsident efter Putin, der vil have en helt anden holdning til Vesten. For det er ikke Putin, men den almindelige russiske befolkning, der tænker nationalt, og som ønsker at blive ved med det. Men det betyder jo også, at der ikke foreligger en større ekspansiv strategi fra russisk side.

 

Så måske skulle vi bare gå i gang med at finde en grimasse, der kan passe i Krimspørgsmålet og så gå efter en fornuftig, forhandlet løsning i Østukraine, hvor man også tager den russiske minoritets interesser alvorligt. I stedet for at fortsætte en tabsgivende og formålsløs kold krig og acceptere, at princippet om at man skal tage hensyn til sine mindretal trædes under fode.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TV-serien ”Herrens veje”, der handlede om en præstefamilie, var en kæmpe skuffelse. Den endte med at påstå, at kristne, muslimer og andre troende alle tror på den samme gud. Men hvad en manuskriptforfatter for DR kommer med af misforståelser om kristendom er trods alt mindre væsentligt. Når det kommer fra en biskop i den danske folkekirke er det selvfølgelig betydeligt værre. Derfor synes jeg, det er tragisk at Roskilde biskop, Peter Fisher-Møller, har forfattet en artikel sammen med en imam og en rabbiner om klima-spørgsmålet, hvor i de skriver:

”Den Gud, vi tror på, og som vi tilbeder hver på vores måde som kristne, muslimer og jøder, har vist os mennesker tillid ved at overlade os et væsentligt ansvar for jorden og dens liv nu og i kommende generationer.”[1]

Her har vi altså en folkekirkelig biskop, der påstår, at kristne, muslimer og jøder tror på de samme gud. Det er sørgeligt. Og det er en gammel, muslimsk påstand, som biskoppen her går med på. Selvfølgelig er der kæmpestor forskel på den kristne Gud, der bliver menneske for at frelse sine børn og så den fjerne straffende Allah, der kræver underkastelse af mennesket, som var de hans slaver. Men det er også en del af islam at påstå, at vi i virkeligheden tilbeder den samme gud, men at jøderne og de kristne bare ikke har fået hele sandheden at vide. Det nye og det gamle testamente er nemlig forfalskede dokumenter, der ikke kan fattes lid til. Det er kun muslimerne der via koranen har fået sandheden åbenbaret. Det lyder for mig, som om biskoppen er hoppet med den gamle historie. Det er sørgeligt.

Men det er også sørgeligt, at biskoppen gør klima-spørgsmålet til et trospørgsmål. Han skriver sammen med imamen og rabbineren:Vi kan ikke bare kan se bort fra de konsekvenser, som vores forbrug og livsstil har for mennesker i andre dele af verden, eller overlade håndteringen af de menneskeskabte klimaforandringer til vores børn og børnebørn. Vi, som har mulighed for at bidrage til en bæredygtig omstilling, har pligt til at handle nu.”

Der er selvfølgelig ikke nogen kristen klimapolitik. Lige så lidt som der er nogen kristen landbrugspolitik, skattepolitik eller udenrigspolitik. Kristne deler sig efter anskuelser på det politiske områder, men er fælles i troen på Jesus som frelser. Alt andet er en politisering af kristendommen, som ikke burde finde sted.

Jeg synes, det er sørgeligt, at den danske folkekirke er udrustet med en biskop, der ikke forklarer folkekirkemedlemmerne forskellen på kristendom og islam, og som samtidig gør kristendom til politik. I vores tid er der nemlig frygtelig brug for afklaring af, hvad vi tror på, så vi kan modstå de voldsomme forandringer i verden, der sker for øjeblikket på grund af globaliseringen. Biskoppen bidrager til kaos og tvivl, hvor der er brug for det modsatte. Det er virkelig sørgeligt.

 

 

 

Herrens Veje

Jeg er vokset op i en præsteslægt med stærke traditioner. Derfor lød det umiddelbart interessant for mig at der nu kom en realistisk serie om en præstefamilie. Jeg er også meget optaget af forskellen på den danske kristendom og islam, som støder så voldsomt sammen i vores moderne samfund. Første afsnit i TV-serien ”Herrens Veje” lagde ud med en udtalelse fra præsten om, at der var forskel på islam og kristendom. At det er en del af præsteløftet at tage afstand fra vranglære – dvs. falsk religion. Og islam er for den kristne en falsk religion. Det var befriende at høre denne banale sandhed sagt højt. I TV-serien skabte denne bemærkning så megen tumult og negativ opmærksomhed, at præsten ikke opnår det bispeembede, som han så stærkt har ønsket sig. Det virkede faktisk ganske realistisk. Så jeg begyndte med positive forventninger til serien.

Men under de sidste afsnit har jeg skullet tage mig voldsomt sammen for at komme igennem de 60 minutters underholdning. Håbet om, at det skulle fortsætte på samme gode måde, som den begyndte, svandt i takt med, at alle de sædvanlige banaliteter, når man taler om kristendom og familieliv, foldede sig ud i serien. Faderen er selvfølgelig en egoistisk patriark, der er opdraget af – hvor overraskende – en egoistisk patriark. De har begge lidt svært ved at skelne mellem sig selv og Gud, og de er begge skrækkeligt uretfærdige overfor deres sønner. Den ene søn opdager helt i overensstemmelse med de sædvanlige venstreorienterede fordomme om, hvad sand kristendom er, at næstekærlighed drejer sig om at hjælpe migranter i Europa med at skjule sig for politiet. Den anden søn opdager, at buddhismen er meget mere givende end den kristendom, han kender fra sin familie. Han bliver fri og afklaret af at gå rundt i Himalayas bjerge og tale med en buddhistisk munk og bagefter skrive en bog om sin uretfærdige far. Hvad de fire mænd i familien – bedstefar, far og to sønner – har til fælles er, at de kæmper for at finde ud af, hvad det gode og rigtige er. Jeg gætter på, at filmen vil konkludere, at det egentlig er fint. At man kan nå frem til det gode og rigtige af mange veje – gennem den ene gud, den anden gud eller gennem åndedrætsøvelser. Men at det sidste er det mest hippe. Jeg tør ikke sige det med sikkerhed, da sidste afsnit i serien ikke er blevet sendt endnu, men jeg gætter på det, fordi det lyder lidt som om, at det er religionen hos seriens manuskriptforfatter, Adam Price, der er citeret for at sige: ”Jeg tror ikke på en personlig, skabende gud, som man kan have en mere eller mindre intim relation til gennem et bønsliv, og som lytter til, hvad vi siger og tænker. -Men jeg tror absolut på store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling, forklarer Adam Price og nævner blandt andet den overvældende kærlighed, man kan føle til sine børn, som et eksempel.”

Der er nok ikke nogen tvivl om, at ”store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling” er meget mere hipt i dagens Danmark end ”en personlig, skabende gud”. Men det er jo bare meget det, som kristendommen går ud på. Og endda en gud, der er så besværlig, at der ikke kan gives et frelsende rum for buddhisme og åndedrætsøvelser. Eller for Allah og sharia. Det er Jesus på korset, der frelser. Ikke åndedrætsøvelser.

Jeg kan selvfølgelig godt se, at mine forventninger til serien har været overdrevne. Men ville det ikke være befriende, hvis man endelig kunne høre en sammenhængende tale om forskellen på kristendom og de andre religioner, som vi nu møder i landet? Tænk, hvis præsten i serien havde fået mulighed for at fortsætte sin argumentation om islam og kunnet få lov at vise forskellen på lovreligionen islam og friheden i kristendommen. Der er jo i høj grad en religiøs grund til, at Danmark er så præget af frihed, mens Mellemøsten er det modsatte. Der er en religiøs grund til, at danske piger kan gå i det tøj de har lyst til og ikke skal spærres inde i tørklæder eller burkaer. En TV-serie som ”Herrens Veje” havde sagtens kunnet bruge lidt energi på at lade den slags banale sandheder trænge frem i lyset. Men i stedet får vi et langt faderopgør og en kærlighedshistorie med en kone, der springer ud som lesbisk i en alder af 60 år. Underligt nok er der ikke nogen incest i serien endnu. Men det kan man vel nå!

Mit gæt er, at serien vil ende med en af de mest fortærskede og forkerte fordomme om tro – at alle veje fører til gud og frelse og fordi vi egentlig alle sammen tror på kærligheden som den sande gud, ligegyldigt om vi er muslimer, kristne eller buddhister. Men problemet for os danskere og mange andre europæere er, at vi risikerer at miste den frihed, vi holder så meget af, hvis vi ikke snart vågner op og fatter, at der er forskel på, hvad man tror på. Der nogen budskaber, der fører til trældom og undertrykkelse, og der andre der fører til frihed. Det ville være skønt hvis en TV-serie om en præstefamilie kunne være med til at formidle det budskab. For det er trods alt det budskab, langt de fleste præster bruger deres liv på at formidle.

 

 

Jyske Vestkysten, 7/3/2017.

 

Den amerikanske præsident ønsker, at Nato-medlemmerne skal betale deres del af kagen. Det betyder, at Danmark skal øge sine forsvarsudgifter. Det er Dansk Folkeparti enige i, for vi ønsker et stærkt forsvar.
Midlerne til et bedre forsvar bør ikke findes ved at skære ned på velfærden. Danskerne betaler meget i skat, og de har ret til den service, som samfundet yder til gengæld.
En undersøgelse fra Rockwoll Fondens Forskningsenhed viser, at indvandrere fra ikke-vestlige lande årligt koster staten 16 mia. kr. Det er et meget konservativt estimat. Med andre ord, der er rigtigt mange penge at hente på en strammere udlændingepolitik.
Derfor foreslår jeg et indvandrerstop. Nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at 2900 personer blev afvist ved grænsen i 2016. Størstedelen af de afviste var fra Mellemøsten og Afrika. De tyske sikkerhedsmyndigheders prognose for 2017 spår, at mindst seks mio. migranter vil søge lykken i Europa. Derfor skal vi have en permanent grænsekontrol.
Indvandrere, migranter og såkaldte flygtninge fra de muslimske lande skal stoppes ved grænsen og sendes tilbage til første sikre land. Der skal ikke være noget med at søge asyl ved grænsen.
Besparelsen på massemigrationen kan vi derefter fornuftigt investere i forsvar og velfærd.