Debatindlæg bragt i medierne

Vi skal vinde Danmark tilbage!

På besøg i ghettoer i Esbjerg, Kolding og Sønderborg.

Da jeg blev integrationsordfører for Dansk Folkeparti i efteråret 2018 satte jeg mig for, at jeg ville nå at besøge alle ghettoer i Sydjylland før jul. Jeg må erkende, at det ikke er lykkedes helt. Jeg har kun nået Stengården i Esbjerg, Nørager i Sønderborg og Skovparken i Kolding. Så jeg mangler stadig Finlandsparken i Vejle. Den tager jeg efter jul!

Men tiden op til jul er nu den bedste for ghetto-ture. For så kan man spejde efter julepynt. Dermed kan man meget tydeligt se, om den danske kultur er til stede i ghettoen. Og julepynt har der ikke været meget af på mine ture. Men der, hvor der så var en lejlighed med julepynt, har der så været rigtig meget. Som en af mine lokale ledsagere i en af ghettoerne sagde: ”Når man er dansker her, så pynter man nok lidt ekstra op for at gøre opmærksom på det!” Hurra for dem, der pynter overdådigt op til jul som en stille påmindelse om, at Danmark stadig er levende blandt nogle!

Billeder fra Skovparken i Kolding:
 
 

 

 
I Skovparkens (Kolding) butikscenter fandt jeg ikke et eneste stykke julepynt eller julegodter den 17. december. Til gengæld var der eksotiske krydderier, kunstfærdigt udførte korancitater og en halaslagter som nabo. Man skulle tro, man var i Tyrkiet. Der blev heller ikke talt meget dansk blandt kunderne i centeret.

Butikken i Skovparken i Kolding:
 

På Nørager i Sønderborg lagde jeg mest mærke til de indhegnede områder med parabolantenner, der vidner om, at det ikke lige er danske TV-kanaler, der bliver set mest i ghettoen.
Billedet fra Nørager i Sønderborg:
 
 
En ældre beboer, jeg taler med i Stengården i Esbjerg, sagde, at det er blevet bedre med kriminaliteten de senere år på grund af en stor indsats fra politiets side. Før var der ofte indbrud, og man så grupper af unge mænd, der hang ud og røg hash samme. Taxaer og bybusser turde ikke køre ind i området på grund af stenkast. Men sådan er det ikke mere. Der er dog stadig ældre danskere, der ikke tør gå ud af angst for stenkast og grimme tilråb fra uopdragne indvandrerdrenge i flok.
Billeder fra Stengården i Esbjerg:
 
 

Der er ikke nogen danske børn tilbage i den opgang i Esbjerg-ghettoen, hvor min samtalepartner bor. Der er faktisk kun 2 ud af de 9 lejligheder i opgangen, hvor der overhovedet bor danskere. Der bor somaliere og koreanere. Han ser meget få danske børn i hele bebyggelsen. De ældre mødes på hvert sit mødested. Danskerne et sted og de fremmede et andet sted. Nede i Netto taler de ansatte arabisk sammen, så man som dansker føler sig fremmed. Men danskerne er også en lille minoritet. De fleste er flyttet væk.
Jeg besøger selv mødestedet for ældre indvandrere, hvor man kan se, at folk sætter sig efter sproggrupper – tyrkerne i en gruppe og bosnierne i en anden. Jeg taler også med en somalisk kvinde med tørklæde, som fortæller, at hendes datter på 21 også går med tørklæde. Frivilligt. Hun må gifte sig med hvem hun ønsker. Men helst en somalier, siger hun. Politiet bryder sig ikke om ordet ghetto, og kalder i stedet området for et superområde. Det lyder jo godt. Og jeg er også meget glad for at høre, at det går fremad med at bekæmpe bande-kriminaliteten. Men for mig er det ikke super, at vi har en situation i Danmark i dag, hvor danskerne er en minoritet.
Ghettoer er som et stykke land, der ikke længere er Danmark. Bortset fra de små øer med enorme mængder julepynt!

Fakta
Ghettolisten er sammensat på baggrund af en række kriterier om antallet af ikke-vestlige beboere, antal udenfor arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau, indtjening og kriminalitet.
Nedenfor i skemaet kan man se de tre ghettoer, jeg har besøgt i Sydjylland, - og til sammenligning Gellerup-parken i Århus, der er en meget større ghetto. Når man sammenligner med Gellerup kan man også se, at koncentrationen af ikke-vestlige er større i Gellerup i forhold til de sydjyske ghettoer, ligesom kriminaliteten også er. Dog er Stengården i Esbjerg godt med angående kriminalitet. Det skyldes formentlig, at Esbjerg som den eneste by udenfor København oplever hård bandekriminalitet. Og den har netop udgangspunkt i Stengården.

Fra ghettolisten 1. 12. 2018
  Antal beboere Udenfor arbejds-markedet
% Ikke-vestlige
% Dømte
% Kun grundskole
% Har under gnm indkomst
%
Stengården Esbjerg 1.709 47,4 68,2 2,8 81,2 56,8
Nørager Sønderborg 1.317 48,1 66,5 2,06 76,6 56,7
Skovparken Kolding 2.326 41,5 66,4 2,3 74,2 58,9
Gellerupparken Århus 5.614 52,5 79,4 2,93 83,6 53,5


Tabt land – midlertidigt!
De folk, der bor i eller tæt på ghettoerne, som jeg har talt med så områderne som tabt land. Og de udtrykte en stilfærdig sorg over, hvad der er sket. Et lille stykke fremmed land i hver af de store sydjyske byer, hvor danskerne føler sig fremmede og for nogles vedkommende ensomme. Hvor er det sørgeligt.

Hjemsendelser
Men man kan glæde sig over, at der nu er kommet en finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om hjemsendelser, der vil betyde, at der i fremtiden er langt flere, der vil blive sendt tilbage til deres hjemlande i stedet for at skulle integreres i Danmark. Af samme grund vil der formentlig komme langt færre til Danmark. For det er fra nu af slut med at bruge asylsystemet som en indvandringsmaskine. Så andelen af fremmede i Danmark vil ikke stige helt så hurtigt som frygtet.
Dermed er der alligevel et håb for, at det vil kunne lykkes at assimilere flere af indvandrerne, så de rent faktisk ender med at blive danske. Så lad os begynde at vinde det tabte land tilbage og gøre ghettoerne danske!

 

Stop hensynsfuldhedsbetændelsen!

 

Indenfor samme uge kom der to dårlige nyheder på integrationsområdet. Den første er, at man på Gribskov skole stadig ikke har kunnet finde ud af at holde julegudstjeneste for alle klasser som en selvfølgelighed. Der er dog tale om et lille fremskridt fra sidste år, hvor julegudstjenesten var aflyst. Men det er da langt fra godt nok. For selvfølgelig skal alle med til juleafslutning i kirken. Hvordan skal indvandrerbørn ellers nogensinde få en chance for at blive integreret i Danmark? Hvis ikke de får kendskab til og lov til at deltage i de danske traditioner, bliver det da helt umuligt for dem at blive danske. Og det er selvfølgelig det, der er målet for integrationen: at blive dansk. Også selvom mange velmenende mennesker i Danmark i tidens løb har været bange for at støde de fremmedes følelser ved at bede dem deltage i danske traditioner. Man har frygtet at stille krav. Men det er en fejl. Det er en misforstået hensynsfuldhed, der fører til parallelsamfund. Det er hensynsfuldhedsbetændelse. Den skal vi lægge bag os, og vi skal i stedet stille krav til de fremmede. Både for vores og for deres skyld.

For den anden dårlige nyhed på integrationsområdet viser en anden fiasko, der måske også har noget at gøre med, at der ikke er blevet stillet krav. Det viser sig nemlig, at tredjegenerationsindvandrere klarer sig lige så dårligt i skolen som andengenerationsindvandrere. Det er meget sørgeligt og naturligvis noget, som man er nødt til at gøre noget ved. Nemlig stille krav. Det er ingen hjælp for nogen, at man får lov at gå i skole uden at nogen kræver, at man lærer mere. Og meget tyder på, at nogle lærer har været bange for at vise de samme forventninger til indvandrerbørn som til danske børn. Det duer ikke.

Det eneste man kan glæde sig over nu er, at der er kommet en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der vil betyde, at der i fremtiden er langt flere, der vil blive sendt tilbage til deres hjemlande i stedet for at skulle integreres i Danmark. Af samme grund vil der formentlig komme langt færre til Danmark. For det er fra nu af slut med at bruge asylsystemet som en indvandringsmaskine. Så andelen af fremmede i Danmark vil ikke stige helt så hurtigt som frygtet.

Dermed er der alligevel et håb for, at det vil kunne lykkes at assimilere flere af indvandrerne, så de rent faktisk ender med at blive danske. Men kun hvis vi tør stoppe hensynsfuldhedsbetændelsen og begynder at stille klare krav!

 

I Dansk Folkeparti har vi altid ment, at når det drejer sig om integration af udlændinge i Danmark, så er målet, at de bliver danske.

 

Det betyder, at man er loyal overfor Danmark, at man kan klare sig i landet, at man er villig til at forsvare landet, hvis det skulle være nødvendigt, og at man indordner sig under de love og normer, der gælder i det danske samfund, også selvom man har en religion, der kan gøre det vanskeligt.

 

At komme ind på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende er langtfra nok. Accept af kulturen og traditionerne er faktisk vigtigere.

 

Det er vigtigt at huske på, at der et historisk eksempel på, hvordan integration i Danmark kan foregå. Den jødiske minoritet i Danmark har igennem årene været i stand til at integrere sig selv på så vellykket en måde, at danskerne reddede dem fra nazistisk forfølgelse under anden verdenskrig. Der var og er ingen tvivl om, at de danske jøder er danske.

 

De muslimske minoriteter, vi har i Danmark i dag, bør tage jøderne til forbillede. For jøderne viser, at det bestemt ikke er en umulig opgave at blive danske, selvom man har en fremmed religion, der på nogle punkter gør det svært at blive dansk.

 

Derfor er der al mulig grund, at dansk integrationspolitik i højere grad opsætter et klart mål for integrationen: Målet for integration er danskhed. Kald det gerne assimilation. Og tag de danske jøder som rollemodeller!

 

Religion i offentligheden og Folketingets åbning

Jeg går ind for mindre religion i det offentlige rum. Jeg er træt af muslimske tørklæder og muslimske krav om at der ikke skal være svinekød, alkohol, fælles badning og billeder af Muhammed i visse muslimers nærhed. Stop det dog.

Giv i stedet plads til den sekularisering, der er en naturlig følge af vores protestantiske kristendom. Her skelner vi mellem religion og politik og vi forholder os helt u-religiøst til mad, tøj og tegninger. For de kan jo ikke frelse nogen! Det kan jo kun Kristus.

For at fastholde den kristne sekularisering, må vi selvfølgelig fastholde kristendommen. Ellers bliver vi hurtigt oversvømmet af ”frelsende” handlinger, spisemåder, øvelser, gerninger og kure, tror jeg. Derfor er det så vigtigt med en god prædiken, når folketinget hvert år samles for at udøve politik. Og ikke frelse. Det er ideelt set det, præsten bør sige til lovgiverne: hold jer fra at tro, at I kan frelse. Det kan kun Kristus. Og koncentrer jer så om nogle gode, konkrete love.

Jeg mener, at Pastor Morten Kvist var inde på netop dette i sin prædiken, hvor han gjorde opmærksom på, at vi i den danske folkekirke mener, at det er tro, og ikke gerninger, der frelser. Men hvad er tro så? Er det ikke også noget vi skal præstere? Nej svarede han i dette citat fra hans prædiken:

”Nåde, retfærdighed og tro er i realiteten det samme. Når vi hører det kendte udtryk ’retfærdiggørelse ved tro’ og ikke ved gerninger, så lyder det let som om, troen er noget, vi skal tage os sammen til, at vi skal præstere tro, som dermed blot har indtaget gerningernes plads. Vi bliver ikke retfærdiggjort af de gode gerninger, men af tro, har vi lært, og dog klinger det af noget, vi selv skal sørge for. Vi skal imidlertid hele tiden tænke på både tro, nåde og retfærdighed som noget passivt, som noget, der sker med os. Martin Luther forsøgte på mangfoldige måder at beskrive, hvad troen, retfærdigheden og nåden er, i en vis forstand var det det eneste, han gjorde. Han skriver et sted: ”Retfærdighed…har (…) ikke at gøre med vore gerninger, men er helt anderledes. Nemlig en passiv retfærdighed…For når det gælder den, hverken gør eller giver vi Gud noget. Men vi er blot modtagende og lader en anden, nemlig Gud, virke i os…Denne retfærdighed er hyllet i et mysterium, som verden ikke kan begribe.” (Store Galaterbrevskommentar, indl.).

Vi kan undlade at stille os i vejen for Guds nåde, vi kan prøve, og vi kan bede om den. Det er ikke så lidt endda, helt sikkert nok til, at man kan blive opfattet som anderledes og mærkelig og afvigende og kan få verdens modstand at føle. For Guds nåde eller åndens gerning i os er ikke konform med verden, med hvad vi selv vil, eller de ordninger, vi har lavet for at beskytte både det fælles samfund og vore formuer.”

Jeg vil håbe, at folketingsmedlemmerne fik den med, at vi kan bede om nåden. At vi kan bede om frelsen. Men vi kan ikke udvirke den. Fik de alle den med, kan vi i fællesskab koncentrere os om den demokratiske debat om, hvad gode love er og få sådan nogle vedtaget. Og så kan vi blande alskens hellig snak om at frelse os selv eller verden ude af vores debat.

Hvor ville det være skønt.

Men eftersom en del af folketingsmedlemmerne gik til en seance hos Humanistisk Selskab har jeg afgjort mine bange anelser om, at der stadig vil være en del af folketinget, der har svært ved at adskille religion og politik, tro og gerninger, nåde og lovgivning.

 

 

Moderne overtro

Jeg har forholdsvis ofte besøg på Christiansborg af gymnasieklasser, der gerne vil diskutere forskellige politiske emner. Meget ofte er det udlændige og integrationspolitik, der virkelig sætter sindene i kog og afføder en livlig debat. I den forbindelse støder jeg ofte på to fordomme, som jeg ærgrer mig over, at de unge mennesker ikke ved er fordomme. Mange af dem opfatter nemlig fordommene som selvindlysende sandheder.

Den ene er: alle mennesker har ret til asyl i Danmark, hvis der er krig i deres land. Når jeg som svar på denne påstand, spørger hvorfra denne ”ret” skulle komme, så henvises der ofte til menneskerettighederne. Og når jeg så spørger, hvor menneskerettighederne kommer fra, så bliver der tit svaret naturen. Det er efter min mening en fordom grænsende til overtro, at naturen skulle rumme en særlig ret for somaliere til at bo i Danmark, hvis der er krig i deres land. For en rettighed er noget man som borger kan opnå i det område, hvor en stat eller en konge har jurisdiktion. Man oppebærer rettigheden, så længe man opfylder de forpligtelser, der følger med at være borger i landet. Så danske borgere har danske rettigheder, så længe Danmark består som en stat med et fungerende retssystem. Det er efter min mening overtro, at der findes en juridisk gud eller natur, der strør rettigheder ned over mennesker, der er i krig et eller andet sted i verden, og som gerne vil væk fra den. Hvis nogen tror, der findes sådan en gud eller natur, bør de indse, at de har med en ny religion at gøre. Og det er naturligvis helt fair at begynde at tro på en ny religion. Man skal bare være klar over, at det er en religion og lade være med at pådutte andre den. Selvfølgelig kan borgere i Danmark med ret til at bo i landet beslutte i vores demokrati, at vi ønsker at give ophold til bestemte personer på bestemte vilkår. Men man kan i høj grad stille spørgsmålstegn ved, hvor klogt det er, når vi er så få og har så specifik en kultur og sprog, som de færreste kender til. Så for mig at se er det ganske enkelt en dum politisk beslutning, man traf, da man tilsluttede sig FN´s flygtningekonvention, der giver alle ret til at få en asylansøgning behandlet her i landet, hvis de møder op og beder om det. Man bør naturligvis i stedet for denne generelle klausul beslutte fra sag til sag på baggrund af viden og erfaring, hvem der bør have mulighed for at opnå asyl i landet. Men tror man på rettigheds-religionen vil man selvfølgelig være uenig. Og man vil ikke være i stand til at gennemskue sine egne fordomsfulde bevæggrunde til at være uenig.

Den anden fordom jeg ofte møder er: religion er noget, der går over med tiden. Kort sagt sekularisering er fremtiden. Fordommen hænger sammen med en ide om, at vores samfund er mere udviklede end islamiske lande, så når muslimer kommer til Danmark, vil de ret hurtigt tilpasse sig vores moderne sekulære verden uden religion. Så vi skal ikke frygte, at islam vil være en hæmsko for tilpasning til Danmark. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at der har været perioder i historien, hvor social-darwinisme har været fremherskende, men der er så megen virkelighed og forskning, der efterfølgende har vist, at social-darwinisme bare er en forkert og dårlig teori, der bør placeres på historiens store losseplads for dårlige teorier. Religion forsvinder ikke, og vil højst sandsynligt aldrig nogensinde forsvinde. Den er her for at blive. Og vi ser især, at islam vinder mere og mere popularitet – især blandt unge mennesker i vesten. Når religion ikke er noget, vi slipper af med, er der derfor al mulig grund til at studere indholdet af de enkelte religioner for at få en ide om, hvilke der kan sameksistere, og hvilke der ikke kan. Og her har vi ganske godt historisk belæg for, at islam og kristendom er en elendig og sprængfarlig cocktail. Hvorfor så begive sig ud i den? Ja, det er der jo desværre flere dårlige og fordomsfulde svar på. Nemlig, at alle folk har ret til at bo i Danmark, hvis de har et behov. Også muslimer. Og at det for øvrigt ikke er et problem, fordi religion vil forsvinde ret hurtigt.

Hvor ville det være skønt, hvis man begyndte at lære børnene i skolerne, at de ikke skal tro på alle mulige naive og overtroiske ideer. For disse forkerte ideer om menneskelivet er jo dem, der har ført til den nuværende misere med store grupper af muslimske indvandrere i alle vestlige lande, der ikke kan integreres i de kristne samfund. Det er sørgeligt. Man burde gøre alt hvad man kan for at rive gymnasieelever ud af den forældede overtros klør!