Debatindlæg bragt i medierne

I Dansk Folkeparti har vi altid ment, at når det drejer sig om integration af udlændinge i Danmark, så er målet, at de bliver danske.

 

Det betyder, at man er loyal overfor Danmark, at man kan klare sig i landet, at man er villig til at forsvare landet, hvis det skulle være nødvendigt, og at man indordner sig under de love og normer, der gælder i det danske samfund, også selvom man har en religion, der kan gøre det vanskeligt.

 

At komme ind på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende er langtfra nok. Accept af kulturen og traditionerne er faktisk vigtigere.

 

Det er vigtigt at huske på, at der et historisk eksempel på, hvordan integration i Danmark kan foregå. Den jødiske minoritet i Danmark har igennem årene været i stand til at integrere sig selv på så vellykket en måde, at danskerne reddede dem fra nazistisk forfølgelse under anden verdenskrig. Der var og er ingen tvivl om, at de danske jøder er danske.

 

De muslimske minoriteter, vi har i Danmark i dag, bør tage jøderne til forbillede. For jøderne viser, at det bestemt ikke er en umulig opgave at blive danske, selvom man har en fremmed religion, der på nogle punkter gør det svært at blive dansk.

 

Derfor er der al mulig grund, at dansk integrationspolitik i højere grad opsætter et klart mål for integrationen: Målet for integration er danskhed. Kald det gerne assimilation. Og tag de danske jøder som rollemodeller!

 

Religion i offentligheden og Folketingets åbning

Jeg går ind for mindre religion i det offentlige rum. Jeg er træt af muslimske tørklæder og muslimske krav om at der ikke skal være svinekød, alkohol, fælles badning og billeder af Muhammed i visse muslimers nærhed. Stop det dog.

Giv i stedet plads til den sekularisering, der er en naturlig følge af vores protestantiske kristendom. Her skelner vi mellem religion og politik og vi forholder os helt u-religiøst til mad, tøj og tegninger. For de kan jo ikke frelse nogen! Det kan jo kun Kristus.

For at fastholde den kristne sekularisering, må vi selvfølgelig fastholde kristendommen. Ellers bliver vi hurtigt oversvømmet af ”frelsende” handlinger, spisemåder, øvelser, gerninger og kure, tror jeg. Derfor er det så vigtigt med en god prædiken, når folketinget hvert år samles for at udøve politik. Og ikke frelse. Det er ideelt set det, præsten bør sige til lovgiverne: hold jer fra at tro, at I kan frelse. Det kan kun Kristus. Og koncentrer jer så om nogle gode, konkrete love.

Jeg mener, at Pastor Morten Kvist var inde på netop dette i sin prædiken, hvor han gjorde opmærksom på, at vi i den danske folkekirke mener, at det er tro, og ikke gerninger, der frelser. Men hvad er tro så? Er det ikke også noget vi skal præstere? Nej svarede han i dette citat fra hans prædiken:

”Nåde, retfærdighed og tro er i realiteten det samme. Når vi hører det kendte udtryk ’retfærdiggørelse ved tro’ og ikke ved gerninger, så lyder det let som om, troen er noget, vi skal tage os sammen til, at vi skal præstere tro, som dermed blot har indtaget gerningernes plads. Vi bliver ikke retfærdiggjort af de gode gerninger, men af tro, har vi lært, og dog klinger det af noget, vi selv skal sørge for. Vi skal imidlertid hele tiden tænke på både tro, nåde og retfærdighed som noget passivt, som noget, der sker med os. Martin Luther forsøgte på mangfoldige måder at beskrive, hvad troen, retfærdigheden og nåden er, i en vis forstand var det det eneste, han gjorde. Han skriver et sted: ”Retfærdighed…har (…) ikke at gøre med vore gerninger, men er helt anderledes. Nemlig en passiv retfærdighed…For når det gælder den, hverken gør eller giver vi Gud noget. Men vi er blot modtagende og lader en anden, nemlig Gud, virke i os…Denne retfærdighed er hyllet i et mysterium, som verden ikke kan begribe.” (Store Galaterbrevskommentar, indl.).

Vi kan undlade at stille os i vejen for Guds nåde, vi kan prøve, og vi kan bede om den. Det er ikke så lidt endda, helt sikkert nok til, at man kan blive opfattet som anderledes og mærkelig og afvigende og kan få verdens modstand at føle. For Guds nåde eller åndens gerning i os er ikke konform med verden, med hvad vi selv vil, eller de ordninger, vi har lavet for at beskytte både det fælles samfund og vore formuer.”

Jeg vil håbe, at folketingsmedlemmerne fik den med, at vi kan bede om nåden. At vi kan bede om frelsen. Men vi kan ikke udvirke den. Fik de alle den med, kan vi i fællesskab koncentrere os om den demokratiske debat om, hvad gode love er og få sådan nogle vedtaget. Og så kan vi blande alskens hellig snak om at frelse os selv eller verden ude af vores debat.

Hvor ville det være skønt.

Men eftersom en del af folketingsmedlemmerne gik til en seance hos Humanistisk Selskab har jeg afgjort mine bange anelser om, at der stadig vil være en del af folketinget, der har svært ved at adskille religion og politik, tro og gerninger, nåde og lovgivning.

 

 

Moderne overtro

Jeg har forholdsvis ofte besøg på Christiansborg af gymnasieklasser, der gerne vil diskutere forskellige politiske emner. Meget ofte er det udlændige og integrationspolitik, der virkelig sætter sindene i kog og afføder en livlig debat. I den forbindelse støder jeg ofte på to fordomme, som jeg ærgrer mig over, at de unge mennesker ikke ved er fordomme. Mange af dem opfatter nemlig fordommene som selvindlysende sandheder.

Den ene er: alle mennesker har ret til asyl i Danmark, hvis der er krig i deres land. Når jeg som svar på denne påstand, spørger hvorfra denne ”ret” skulle komme, så henvises der ofte til menneskerettighederne. Og når jeg så spørger, hvor menneskerettighederne kommer fra, så bliver der tit svaret naturen. Det er efter min mening en fordom grænsende til overtro, at naturen skulle rumme en særlig ret for somaliere til at bo i Danmark, hvis der er krig i deres land. For en rettighed er noget man som borger kan opnå i det område, hvor en stat eller en konge har jurisdiktion. Man oppebærer rettigheden, så længe man opfylder de forpligtelser, der følger med at være borger i landet. Så danske borgere har danske rettigheder, så længe Danmark består som en stat med et fungerende retssystem. Det er efter min mening overtro, at der findes en juridisk gud eller natur, der strør rettigheder ned over mennesker, der er i krig et eller andet sted i verden, og som gerne vil væk fra den. Hvis nogen tror, der findes sådan en gud eller natur, bør de indse, at de har med en ny religion at gøre. Og det er naturligvis helt fair at begynde at tro på en ny religion. Man skal bare være klar over, at det er en religion og lade være med at pådutte andre den. Selvfølgelig kan borgere i Danmark med ret til at bo i landet beslutte i vores demokrati, at vi ønsker at give ophold til bestemte personer på bestemte vilkår. Men man kan i høj grad stille spørgsmålstegn ved, hvor klogt det er, når vi er så få og har så specifik en kultur og sprog, som de færreste kender til. Så for mig at se er det ganske enkelt en dum politisk beslutning, man traf, da man tilsluttede sig FN´s flygtningekonvention, der giver alle ret til at få en asylansøgning behandlet her i landet, hvis de møder op og beder om det. Man bør naturligvis i stedet for denne generelle klausul beslutte fra sag til sag på baggrund af viden og erfaring, hvem der bør have mulighed for at opnå asyl i landet. Men tror man på rettigheds-religionen vil man selvfølgelig være uenig. Og man vil ikke være i stand til at gennemskue sine egne fordomsfulde bevæggrunde til at være uenig.

Den anden fordom jeg ofte møder er: religion er noget, der går over med tiden. Kort sagt sekularisering er fremtiden. Fordommen hænger sammen med en ide om, at vores samfund er mere udviklede end islamiske lande, så når muslimer kommer til Danmark, vil de ret hurtigt tilpasse sig vores moderne sekulære verden uden religion. Så vi skal ikke frygte, at islam vil være en hæmsko for tilpasning til Danmark. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at der har været perioder i historien, hvor social-darwinisme har været fremherskende, men der er så megen virkelighed og forskning, der efterfølgende har vist, at social-darwinisme bare er en forkert og dårlig teori, der bør placeres på historiens store losseplads for dårlige teorier. Religion forsvinder ikke, og vil højst sandsynligt aldrig nogensinde forsvinde. Den er her for at blive. Og vi ser især, at islam vinder mere og mere popularitet – især blandt unge mennesker i vesten. Når religion ikke er noget, vi slipper af med, er der derfor al mulig grund til at studere indholdet af de enkelte religioner for at få en ide om, hvilke der kan sameksistere, og hvilke der ikke kan. Og her har vi ganske godt historisk belæg for, at islam og kristendom er en elendig og sprængfarlig cocktail. Hvorfor så begive sig ud i den? Ja, det er der jo desværre flere dårlige og fordomsfulde svar på. Nemlig, at alle folk har ret til at bo i Danmark, hvis de har et behov. Også muslimer. Og at det for øvrigt ikke er et problem, fordi religion vil forsvinde ret hurtigt.

Hvor ville det være skønt, hvis man begyndte at lære børnene i skolerne, at de ikke skal tro på alle mulige naive og overtroiske ideer. For disse forkerte ideer om menneskelivet er jo dem, der har ført til den nuværende misere med store grupper af muslimske indvandrere i alle vestlige lande, der ikke kan integreres i de kristne samfund. Det er sørgeligt. Man burde gøre alt hvad man kan for at rive gymnasieelever ud af den forældede overtros klør!

 

Det sidste år har jeg beskæftiget mig med debatten om den nye kolde krig, og i denne uge afleverer jeg manuskriptet til en interview-bog med 17 eksperter fra Vesten, Ukraine, Rusland og Letland til et forlag, der gerne skulle lave en bog ud af det.

Den vestlige debat – herunder den danske -  om Rusland er så betændt, at det er umuligt at komme med et nøgternt indlæg om Rusland uden at blive udsat for beskyldninger om at være betalt af Kreml. Hvis ikke man gentager påstandene om, at Rusland aggressivt og som led i en ekspansiv strategi har overtrådt international ret, erobret dele af et naboland og nu er i gang med en aktiv hybrid-krig imod Vesten, hvor Kreml fører undergravende virksomhed overfor Vestens demokrati og frihed, - så beskyldes man for at være Putins agent. En sådan debat er i sig selv en intellektuel fallit af dimensioner. Hvordan er det kommet så vidt? I mit arbejde med de mange eksperter fandt jeg 6 interessante pointer, der giver en del af svaret:

1.Krim og Ukraine-krisen er kun et symptom på den sygdom, som forholdet mellem Vesten og Rusland længe har lidt af. Krisen er dermed ikke et vendepunkt, men blot kulminationen på en lang udvikling, som ikke burde overraske nogen. Og de folk, der har fulgt forholdet mellem Rusland og Vesten nøje, er da heller ikke blevet overraskede over, hvad der skete. Især ikke dem, der vidste, at Krim er gammelt russisk land, og at Ukraine er et land skabt af anti-nationale kommunister, der med vilje har placeret så mange folkeslag som muligt i en sovjetrepublik for at det skulle blive sværere for republikken af skabe en sammenhængende national identitet, der kunne udfordre det kommunistiske imperiums magt.

2.Den kolde krig blev afsluttet på en måde, hvor man ikke optog Rusland i det gode selskab. Man begik de samme fejl som efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland ikke blev inkluderet. I stedet for at bygge et nyt sikkerhedssystem op i Europa udvidede man det eksisterende i form af NATO og EU uden hensyn til Ruslands protester. Rusland blev marginaliseret og fik ikke indflydelse på Europas sikkerhedsarkitektur.

3.Vesten mente at have vundet den kolde krig, og anså sig selv og sit system som testet positiv af historien. Man forventede, at de, der var testet negativt af historien, ville stræbe efter at blive som Vesten. Man talte om Ruslands ”transition” imod et liberalt system i stedet for at indgå i en politisk debat om forskellige muligheder. Traditionelt diplomati, hvor man respekterer modparten, som han er, og sætter sig ind i hans tankegang, sprog og kultur, blev erstattet af en forventning om en udvikling i Rusland, hvor de ville lægge den autokratiske fortid bag sig og efterligne Vesten. Man så ikke Rusland, som Rusland er, - man så et abstrakt land, der burde udvikle sig på en bestemt måde.

4.Både Rusland og Vesten er stærkt præget af deres forskellige historiske erfaringer. Rusland er præget af sit seneste historiske traume, der var opløsningen af Sovjetunionen og det liberale kaos i 90´erne, hvor der herskede fattigdom og stats-opløsning. Derfor sidder der en umiddelbar frygt for demokrati og liberale reformer i de fleste russere. Omvendt i Vesten, hvor det sidste historiske traume, vi har oplevet er nazismen. Derfor sidder der en umiddelbar frygt for afskaffelse af demokrati, for centralisering og overdreven nationalisme i de fleste vestlige borgere. Når vi tilbyder russerne vores system, får de gåsehud. Og omvendt.

5.Det er svært at lave en nøgtern analyse af Rusland. Landets enorme dimensioner kan let udløse fobier hos analytikeren. Man kan føle sig som en mus overfor elefanten. Omvendt kan storheden på andre analytikere virke forførerne. Det er meget sværere som europæer at forholde sig sagligt til Rusland end til Holland!

6.Der findes ikke nogen russisk doktrin om hybridkrig imod Vesten. Den artikel som generalstabschef Gerasimov skrev om hybridkrig i 2013 er hans beskrivelse af, hvad han ser som Vestens metoder, når man ønsker at skabe regimeskift i andre lande. Formentlig er de tidligere nævnte punkter årsag til, at man i Vesten opfatter artiklen som en aktiv russisk doktrin om underminering af vestligt demokrati og frihed.

De fleste eksperter, jeg har interviewet, mener, at forholdet mellem Vesteuropa og Rusland er gået så galt, at det ikke kan repareres i meget lang tid, og at Rusland nu vil vende sig imod Kina. De fleste ser det som en sørgelig udvikling, fordi Rusland er en kristen, europæisk kulturnation, der har mange af de samme problemer, som vi i Vesten. Måske kunne vi hjælpe hinanden i kampen imod islamisk terrorisme. Kun talsmand for den russisk ortodokse kirke, Aleksander Sjtjipkov er ukuelig i sin optimisme. Han tror misforståelserne vil blive rettet, for, som han siger: ”Det drejer sig om Europas og Ruslands åndelige genfødsel. Vi har taget initiativet, når det drejer sig om genkristning. Men vi håber, at Vesten meget hurtigt indhenter os. Vi kunne godt tænke os at vise, at trofasthed overfor traditionen samt demokrati i et samfund kan gå hånd i hånd. Rusland og Europa har brug for hinanden. Det er en vigtig forudsætning for gensidig overlevelse.”

Skal vi nå hen til det, som Sjtjipkov ønsker, må vi begynde med at kunne tale sagligt om udviklingen. Jeg håber min kommende bog kan bidrage til det!

 

 

Siden Krim blev russisk i det tidlige forår 2014, har vi haft kold krig med Rusland. EU og USA har indført sanktioner overfor Rusland, og NATO ruster sig til en eventuel krig imod Rusland. Man betragter Rusland som farligt og aggressivt, og frygten går især på, at Krim blot var den første erobring ind i Ruslands nabolande. Forventningen eller rettere frygten er, at der vil følge flere erobringer. Men er det overhovedet realistisk? Var Krim-annekteringen et udtryk for en plan om en større russisk ekspansion? Måske har Vesten taget helt fejl. Måske blev Putin nærmest tvunget til at handle på grund af den nationale folkestemning i landet i forbindelse med den brutale behandling af russerne i Ukraine. Lyt her til, hvordan en russisk konservativ, Mikail Remizov, udlægger forløbet:

 

“Det var ikke Putin, der via medierne fik folk til at ønske en genforening med Krim. Det var omvendt: Putin besluttede sig for genforeningen med Krim, fordi han forstod, at hvis ikke han gjorde det, ville han miste lederskabet. Der var jo begyndt et oprør i Sevastopol den 23. februar, og folk havde valgt Tjalij som ”folkets borgmester”, - dvs. en anti-ukrainske lokal ledelse. Det var en mini-anti-ukrainsk revolution. De russiske massemedier sagde ingenting om det. De talte grimt om Ukraine og viste, hvad der skete i andre regioner og viste hvor dårlig ledelsen i Ukraine var, - men de var bange for at tage dette emne op. De vidste ikke, hvordan man skulle reagere på det og regeringen vidste det slet ikke. Efter en uge fik dem, der stod bag oprørere via deres egne kanaler besked fra Sortehavsflåden om, at den stod bag dem. Så blev der taget en beslutning, - men var det fordi man var bange for en amerikansk base i Sevastopol? Nu kommer der jo en i Odessa. Hvad er forskellen? (….)Det er naivt at forklare alt, hvad der skete med, at det drejede sig om sømilitær geopolitik eller militær strategi. Grundlaget for beslutningen lå i samfundets moral og psykologi og det politiske lederskab. Det betød, at hvis vi og Putin bare havde siddet og betragtet, hvad der foregik i Sevastopol og havde mistet al vores nationale selvrespekt, så ville vi helt sikkert også miste vores respekt for Putin som leder. Så Putin pressede ikke russerne til at tage Krim, - han var omvendt tvunget af folkestemningen til at tage en beslutning, som han, så vidt jeg kan bedømme, ikke brød sig det mindste om selv.”[1]

 

En del af de beslutninger, som Putin blev skubbet ud i angående Krim, inkluderede en folkeafstemning på Krim i 2014 om halvøens tilhørsforhold. Der var stort flertal for at vende hjem til Rusland – som man siger i Rusland. Krim var jo russisk indtil 1954, hvor Krustjov pludseligt og uden at spørge beboerne overdrog halvøen til Ukraine. Men i foråret 2014 stemte Krim-boerne sig hjem til Rusland med et stort flertal. Det er nu tre år siden. Og beboerne på Krim ønsker fortsat at være russiske. Det viser en nylig tysk meningsmåling på halvøen. Beboerne siger, de ville stemme det samme igen, hvis de fik muligheden.[2] Hvorfor er det så, at vi i Vesten skal være så sure? Kunne vi ikke afblæse den nye kolde krig? Efter min mening ville det kun være logisk. Især fordi vi taber penge hver dag ved ikke at kunne eksportere til Rusland.

 

Men der er nogen, der mener, at selvom beboerne på Krim er glade for at være russere, så skal Rusland under alle omstændigheder straffes for at have overtrådt international lov, ændret en landegrænse og forsøgt med aggression at tvinge Ukraine til at holde sig udenfor EU og NATO.

 

I Vesten er man overbevist om, at Ukraine-krisen (og dermed Krim-krisen) drejer sig om, at Rusland vil tvinge Ukraine til at fortsætte med at stå udenfor den vestlige lejr og sammen med Rusland. Men når Vesten står så fast på det, så overser man det faktum, at der var en stor del af befolkningen, der ikke ønskede EU-associering og ikke ønskede, at den præsident, som de havde stemt på, Janukovitj, blev forjaget og ny pro-EU regering blev indsat i strid med forfatningen. Den nye regering lyttede ikke til dette store mindretal i Ukraine, og Vesten har ikke bedt Kiev om at lytte til dem. I stedet har Vesten støttet, at Kiev indledte en militær kampagne imod sine egne borgere. Krim nåede at komme væk, og har derfor ikke oplevet en militær kampagne som den i Donbass i Østukraine.

 

Men hvorfor er det, at vi i Vesten ikke synes det er vigtigt at lande lytter til deres minoriteter? Dengang Tjetjenerne gjorde oprør i den Russiske Føderation var man god til i Vesten at minde Moskva om, at man skulle lytte til dem. Men Kiev skal ikke lytte til russiske østukrainere. Er det mon fordi det er Vestens interesse at udvide sin indflydelse mod øst? Og så pyt med nogle utilfredse russere.

 

Hvis Remizov har ret I sin udlægning, så kan vi lige så godt afblæse sanktionerne og aflyse kravet om at Krim skal tilbage til Rusland med det samme. Ligeså kan vi godt opgive at vente på, at der kommer en mere vestligt orienteret præsident efter Putin, der vil have en helt anden holdning til Vesten. For det er ikke Putin, men den almindelige russiske befolkning, der tænker nationalt, og som ønsker at blive ved med det. Men det betyder jo også, at der ikke foreligger en større ekspansiv strategi fra russisk side.

 

Så måske skulle vi bare gå i gang med at finde en grimasse, der kan passe i Krimspørgsmålet og så gå efter en fornuftig, forhandlet løsning i Østukraine, hvor man også tager den russiske minoritets interesser alvorligt. I stedet for at fortsætte en tabsgivende og formålsløs kold krig og acceptere, at princippet om at man skal tage hensyn til sine mindretal trædes under fode.