Min blog om New Zealand

Link til TV

Om hadebrev og maori-blog, God Aften Danmark, 15. april

http://go.tv2.dk/aftentv/id-67245913.html

Link til TV

TV interview om min blog om New Zealand, lørdag 13. april 2013

http://go.tv2.dk/morgentv/id-67174542.html

Portræt i Politiken 14. april 2013

Så blev det forår i bladtegnerland

Marie Krarup
 

Politiken 14.  april  2013, 1. sektion, side2

 
 

PORTRÆT Det har været en mørk, kedelig og lang vinter. Men så tog Marie Krarup fra Dansk Folkeparti til New Zealand og mødte nogen fra den oprindelige befolkning, maorierne. Siden har det været forår i bladtegnerland.

 
 

Af OLAV HERGEL

 

Det er lang tid siden, at der har været så meget frit valg på alle hylder som i den gavebod, Marie Krarup fra Dansk Folkeparti forleden åbnede for landets bladtegnere og sommerrevyforfattere.
I marts besøgte hun New Zealand med Folketingets Forsvarsudvalg, og bagefter skrev hun om modtagelsen. Den begyndte med en »halvnøgen mand i bastskørt« fra maoristammen«, der udførte »mærkelige ritualer«, »rakte tunge« og gav »brølekoncert«, og endte med, at hun kom ind i et tempel, »der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser«. Krarup opfattede det som et knæfald, og New Zealand som et land, der ikke vil forsvare sin egen kultur.
»Lad aldrig Danmark komme dertil!«, skrev hun efter besøget hos de vilde. Siden har bladtegnerne grebet foråret, bastskørterne, de vrede ansigter og de erigerede penisser med spidset pen, og alt er igen, som det plejer i den danske debat, når nogen fra den jyske værdikrigerbataljon Krarup har sat sit udråbstegn i den.
» Marie Krarups ' Maorigate' sender DF tilbage til landsbytosserne«, stod der i BT, og kirkeminister Manu Sareen gned hende i næsen med »skik følge eller land fly«. Så sagde Marie Krarup , at hun var misforstået og fejloversat, oversætteren sagde, at det var hun ikke, og da så partifællen Søren Espersen og Marie Krarup selv afveg en anelse fra drejebogen og kom med noget, der kunne tendere en beklagelse, satte hendes far Søren Krarup tingene på plads.
»Marie har ikke beklaget. Der tager du fuldstændig fejl. Hun har været ked af, at hun er blevet forstået sådan, at hun ville genere maorierne. Hun har ikke beklaget, for det, hun har sagt, er ikke noget at beklage«, sagde han til politiken. dk.
Intet nyt fra den front, og Marie Krarup er sin fars datter. Hun trådte ind i Folketinget, fordi han trådte ud, hans kamp er hendes kamp, og det er en kulturkamp, der drejer sig om at begrænse indvandringen, bekæmpe det multikulturelle og bevare Danmark som nationalstat.

Ubrydelig familie
»Jeg synes, fodbold er dødkedeligt, og han synes, roning er kedeligt. Men i store træk er vi fuldstændig enige«, har hun sagt, og hver gang hun udtaler sig om ham og han om hende, vidner det om et stærkt, værdifast og ubrydeligt sammenhold, som er forankret i en stærk, værdifast og ubrydelig familie, hvor der var mor og far og fire døtre, der alle har klaret sig godt.
Marie Krarup har betegnet sin far som en kærlig »hønefar«, der altid gerne kørte både langt og sent for at hente og bringe.
Hun mener dog, at hun er lige så meget sin mors datter, og det ligner en politisk, personlig og feministisk anerkendelse af morens gerning, når hun i sit eget folketingsportræt skriver: »Datter af sognepræst Søren Krarup og husmoder Elisabeth Krarup. Har to børn«. Selv er den fraskilte 47 år gamle Marie Krarup usædvanlig veluddannet. Klassisksproglig student, sprogofficer i russisk, cand. mag. i øststatskundskab og samfundsfag, udstationeret som assisterende forsvarsattaché ved ambassaden i Moskva med rang af major og fra 2007 lektor ved Frederiksborg Gymnasium.
»Hun havde en speciel tilgang til undervisningen, som skabte respekt blandt eleverne.
De var glade for hendes undervisning, og hun var engageret og glad for eleverne. Hun var også glad for de elever, hun kunne se skulle hjælpes, og hun var især interesseret i at engagere sig i tosprogede elever, som skulle have et ekstra skub«, siger rektor Peter Kuhlman. Marie Krarup har sagt, at skulle hun ikke blive genvalgt, vil hun med glæde blive gymnasielærer igen. Glæden vil være gengældt.
»Hun er en dygtig og engageret lærer med en høj grad af autoritet i undervisningen.
Jeg har aldrig modtaget en klage, og hun er mere facetteret, end hun for tiden optræder i medierne«, siger Peter Kuhlman.
På Christiansborg har hun markeret sig som en flittig og vidende forsvarsordfører, og oberst Lars Møller, der er chef for internationale missioner i Forsvarskommandoen, siger: »Hun ved fandeme, hvad hun snakker om. Hun er jo forholdsvis ny inden for det der game, men hun har imponeret mig. Normalt er det jo sådan, at folk, der har mange holdninger, de har ringe viden, men i hendes tilfælde gælder det ikke inden for det forsvarsmæssige«.
Modstander: Hun er autentisk Den politiske modstander, Marie Krarup respekterer mest, er Merete Riisager fra Liberal Alliance. Respekten er gensidig.
»Jeg respekterer autentiske politikere, og det er Marie Krarup . Nogle, der har deres holdninger og tør stå ved dem, selv om det går imod de almindelige forestillinger om, hvad der er tilladeligt.
Mange politikere lægger sig i smult vande og afventer, hvordan vælgerne har det med et bestemt standpunkt, inden de indtager det. Her er Marie Krarup fuldstændig anderledes«, siger Merete Riisager, der klukler lidt i sagen om maorierne.
»Her har hun netop tilladt sig at udlægge en oplevelse fuldstændig, som hun har oplevet den uden hensyntagen til, om det passer til den måde, man ser på kultur. Marie Krarup har en anden opfattelse af begrebet kultur, end langt de fleste meningsdannere i Danmark har, og derfor chrasher hun fuldstændig med hele det bedre borgerskab.
Jeg er ikke nødvendigvis enig med hende, men jeg respekterer, at hun vover pelsen«. Og mens Marie Krarup vover pelsen, er det forår i bladtegnerland, på Systemet Politiken - som dette blad kaldes i værdikrigerbataljonen Krarup - hygger de sig hos At Tænke Sig, og snart bliver det sommer i revyland.
olav. hergel@pol. dk.

Hun er en dygtig og engageret lærer med en høj grad af autoritet i undervisningen.
Jeg har aldrig modtaget en klage, og hun er mere facetteret, end hun for tiden optræder i medierne Peter Kuhlman, rektor.

Fakta: BLÅ BOG MARIE KRARUP
Født i 1965 i Seem ved Ribe.
Datter af sognepræst og tidligere folketingsmedlem Søren Krarup og Elisabeth Krarup. Cand. mag. i øststatskundskab og samfundsfag samt sidefag i religion.
Har bl. a. arbejdet som assisterende forsvarsattaché og major ved den danske ambassade i Moskva, markedsanalytiker i House of Prince, ekspert i Østeuropa og SNG ved Eksportkreditfonden og som lektor ved Frederiksborg Gymnasium.
Blev valgt til Folketinget i 2011 for Dansk Folkeparti. Fik 1.659 personlige stemmer.
Research: Politikens Bibliotek.

 
 

Interview fra Information 13. april

Anm: Marie Krarup

Marie Krarup
 

Information 13.  april  2013, moderne tider, side6

 
 

»Jeg mener, at kristendommen virkelig slår igennem ved, at vi opfører os frit, at vi går i det tøj, vi vil, og spiser det, vi vil. Sekularisering er i virkeligheden kristendom i praksis. Man ser jo lige præcis det modsatte i islam...«

 
 
Se link: http://www.information.dk/457207
 
 

— I er utroligt gode til at diskutere i din familie. Hvad betyder den offentlige diskussion for dig? Jeg har altid diskuteret og været interesseret i at lede efter sandheden. Men før jeg gik ind i politik, var det mest rundt om spisebordet med familien. Vi har også læst bøger sammen og diskuteret dem. Især Huntingtons Clash of Civilizations har været meget vigtig for mig. Den rejser nemlig det principielle spørgsmål om, hvad den vestlige kultur er. At det er fordi, vi har nogle bestemte værdier og en bestemt historie, at vi har det så godt. Og hvis vi begynder at give køb på vores vestlige kultur, så kan det sagtens forsvinde. Den vestlige kultur er ikke universel. Det er overmod at tro, at alle andre kulturer automatisk vil blive som os, hvis de bare får flere penge og lidt ulandshjælp. Det var første gang, jeg virkelig forstod det helt ind til benet.
— Kom reaktionen på din blog bag på dig? Fuldstændigt. Og budskabet druknede jo. Budskabet var, at vi skal holde fast i den vestlige kultur. Det er ikke, at maorierne er farlige eller ikke må være maorier, for det skal de sandelig have lov til. Problemet er, at vi andre lægger vores egen kultur til side og indoptager noget andet. Vi skal også have lov til at være stolte af vores kultur.
Der er så meget opmærksomhed på, at minoriteter skal have lov at bevare deres kultur, men det skal majoriteter altså også.
Og den tolerante vestlige kultur er den allervigtigste at holde fast i, for hvis den forsvinder, så kan jeg godt sige dig, at så bliver der slet ingen plads til minoriteter. Sådan nogle som maorierne eller asatroende, eller hvad man ellers kan finde af mere eller mindre besynderlige levn fra stenalderen, er ikke en trussel. Det er den islamiske tro, der i den grad er missionerende, der er en trussel. Tænk på Muhammedkrisen, al-Qaeda og juletræskrisen.
— Har Dansk Folkepartis holdning ikke altid været - skik følge eller land fly? Gælder den ikke også i andre lande? Det var overhovedet ikke det, min blog handlede om. Jeg har selvfølgelig været høflig og gnedet næser og ikke grinet af tissemænd på den tur. Det er klart. Men jeg har også en holdning til, hvordan man indretter sig. Jeg prøvede - og det var med en lidt fjollet beskrivelse, det medgiver jeg - at vise, hvor grotesk situationen egentlig var, når de hvidklædte søofficerer skulle indrette sig efter maoriernes kultur. New Zealand har jo følt sig som et vestligt land og har været under den britiske dronning.
De skal nu gennemføre maoriritualer. Jeg siger ikke, de ikke må gøre det. Men det er en multi-kulti-politik, som er bevidst indført for at komme minoritetskulturer i møde, og hvis vi overfører det til Danmark, så har vi et meget stort problem.
— Hvad synes du om Søren Espersens beklagelse af din udtalelse? Om Liselott Blixt? Det har jeg ingen kommentarer til.
— Vi har jo stor stolthed over vores demokrati og vores velfærdsstat. Hvordan kan du så mene, at vi mangler kulturel selvrespekt? Der hentyder jeg selvfølgelig til den islamisering, som vi desværre ser. At vi giver efter for krav om nye traditioner. Frikadellerne tages ud af børnehaven, flæskestegen forsvinder, julegudstjenesten forsvinder, juletræet i Kokkedal forsvinder, folk tør ikke tegne Muhammed, de tør ikke kritisere islam. Der ligger vi under for et pres for en minoritetskultur. Og det er jo det, der er hele Dansk Folkepartis eksistensgrundlag.
Vi eksisterer, fordi vi vil forsvare Danmark og stå fast på den vestlige kultur, for gør vi ikke det, så risikerer vi, at den forsvinder.
— Du skriver, at vi ikke har opdaget »den ideologisk sammentømrede flok« af islamister. Er det ikke dem, vi har snakket om de sidste ti år? Jo, men har det ført til noget? Er vi blevet bedre til at holde sammen på vores kultur? Jeg ser en regering, der lige for tiden gør alt for at splitte samfundet. De gør alt for, at der kommer flere indvandrere, som bliver integreret dårligere. Nu vil de indføre en eller anden grotesk tvangsinternering af børn i stedet for at få en fagligt bedre folkeskole. Og det er lige præcis kernen.
For den eneste måde, vi kan blive stærke i kulturkampen, det er at gøre os klart, hvad det er, vi har. Det gør vi i skolen, i kirken og i samfundet generelt. Vi skal holde fast i vores traditioner og ikke give efter.
— Hvordan har du det med, at du af Pia Olsen Dyhr bliver kaldt en trussel mod dansk eksport? Det synes jeg jo, er aldeles grotesk. Det er jo bare, fordi SF ligger så dårligt i meningsmålingerne, og så skal de have noget at snakke om. Det er noget presseteknisk, fordi man ligger lavt i meningsmålingerne, men det er jo lykkedes meget godt. Der er blevet bragt billeder af hende overalt, og hun er blevet citeret for det, så det har været en fin lille finte. Men det har jo ikke noget på sig.
— Er den største trussel mod den kristne kultur herhjemme ikke, at almindelige danskere ikke kommer i kirken og langsomt melder sig ud af den? Nej. Danskere har jo ikke tradition for at gå i kirke, og det har vi aldrig haft. Jeg mener, at kristendommen virkelig slår igennem ved, at vi opfører os frit, at vi går i det tøj, vi vil, og spiser det, vi vil. Sekularisering er i virkeligheden kristendom i praksis. Man ser jo lige præcis det modsatte i islam, hvor der er en helt masse ting, man skal overholde.
— Vi læser, at du har fået hademails og alt muligt. Oplever du, at du har været udsat for en hetz? Jeg har været udsat for både hyldest og hetz. På min hjemmeside er der jo helt vildt mange, der har skrevet. De kalder mig »racist« og »dumme svin« og alt muligt.
Men der er også mange der siger tak. Det er bare mest på min private mail, for de vil ikke have deres navne ud af frygt for netop at blive udsat for hetz.
— Ligger dronningen under for inuitmulti-kulti når hun tager grønlandsk folkedragt på? Nej, det synes jeg bestemt ikke. Det er jo respekt for det grønlandske folk. Men man kan måske sammenligne det, hvis hun bad udenlandske gæster om at tage grønlandsk folkedragt på og danse trommedans med hende i lufthavnen. Det grønlandske folk er jo hendes folk. Jeg synes, det er smukt, at dronningen følger grønlandske skikke, når hun er i Grønland. Og jeg håber også at New Zealands premierminister følger maoriernes skikke, når han er sammen med dem.
— Hvordan har du det med, at din far blander sig og forsvarer dig i offentligheden? Nu er vi jo blevet kaldt ' familien Kradsbørstig' i Ekstra Bladet. Vi står vel egentlig altid sammen i last og brast. Det er da klart.
— Hvad mener du om navnet Maori Krarup, som du er blevet kaldt i visse medier? Kan du se det sjove i det? Ja, helt klart, men jeg vil hellere hedde Marie Kradsbørstig. Det synes jeg er sjovere.


Facebook-statements i løbet af sagen

Statement 1., 7. april

Min blogpost fra begyndelsen af marts om en velkomst på en New Zealandsk flådebase er blevet bragt i et forkortet og let misforståeligt uddrag i New Zealandske medier. Det har givet anledning til at tro, at jeg skulle se ned på maorierne. Det gør jeg naturligvis ikke. Maorierne, der er det oprindelige folk på New Zealand og udgør omkring 15 % af befolkningen, har deres egen kultur og sprog, og det skal de naturligvis have lov til.

Det som jeg studsede over var, at vestligt udseende New Zealandske sø-officerere i elegant hvid sommeruniform, valgte at sige velkommen til danske politikere med næsegnidning og taler og sang på maori i et tempel med maoriske gudestatuer prydet med erigerede penisser. Det syntes jeg var lidt sjovt og det skrev jeg en rejseberetning om. Det betyder ikke, at jeg ser ned på maorier eller New Zealændere. Men at jeg undrer mig over, at de New Zealandske søofficerer var i stand til at indoptage denne form for kultur.

Hvis maorier og New Zealændere er blevet kede af at se det forkortede og let misforståelige uddrag i de New Zealandske medier kan jeg godt forstå det. Og jeg er naturligvis ked af, at de føler sig stødte.

 

Statement 2, 8. april midt på dagen.

Mit humoristiske blogindlæg om mine indtryk fra en rejse med forsvarsudvalget til New Zealand fører nu til, at nogen opfordrer mig til at forlade forsvarsudvalget. Andre ønsker at jeg undskylder det, jeg skrev.

Det kan de glemme alt om.

Jeg står ved det, jeg skrev, og det vil efter min mening være både grotesk og forkert at jeg skulle ud af forsvarsudvalget, blot fordi jeg har videregivet min rejseindtryk til offentligheden.

Alle er velkomne til at være uenige i det, jeg skrev. De må også gerne være forargede.

Debat og uenighed er demokratiets salt. Jeg vil derfor opfordre mine kritikere til at møde mig med argumenter i stedet for med krav om undskyldninger og krav om tilbagetræden.

Reaktionerne fra New Zealand har været massive, men ikke entydige. Mange kritiserer mig, mens andre takker mig for at brudt et tabu, som ingen på New Zealand selv tør røre ved.

Debatten om multikultur og ”culturel awereness” og den europæiske kulturs plads er vigtig, selv om den er ømtålelig, og hvis jeg har været med til at sparke den igang på New Zealand med mit humoristiske rejsebrev er jeg kun tilfreds.

 

Statement 3, 8. april eftermiddag

Der er mange journalister, der ringer, men jeg har kun følgende kommentar:
Min humoristiske blog om New Zealand har rejst en storm i dansk og New Zealandsk presse. Der er mange overdrivelser og misforståelser og jeg er ked af, at der er nogen, der føler sig stødt.
Lad mig slå fast: Min hensigt var ikke at støde mine værter i New Zealand, men at sige til mine egne landsmænd, at man godt kan være stolt af at tilhøre den vestlige kultur og stå fast på den. Det er naturligvis helt og aldeles op til New Zealand at bestemme, hvordan de vil indrette sig der. Som dansk forsvarspolitiker er det ikke noget, jeg skal blande mig i, og jeg er ked af det, hvis det er indtrykket på New Zealand.
Jeg har sagt, hvad jeg ville i denne debat og ønsker ikke at deltage yderligere i den.

 

Statement 4, 11. april

Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.

Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer. Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.

Min blog fra 6. marts 2013

Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv...

New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da.... På en officiel tur med Forsvarsudvalget havde jeg fornøjelsen af at deltage i besøg ved forskellige forsvarsinstallationer i New Zealand. Og man må sige, at der både var civilisation og det modsatte tilstede.

Det lyder umiddelbart underligt, at danske politikere skal tage om på den anden side af jordkloden for at studere forsvar. Men det viser sig, at der er mange ligheder mellem New Zealand og Danmark. Befolkningens størrelse (4,4 mio i NZ), ønsket om at spare på forsvaret,så det ikke udgør for stor en del af BNP, samt store opgaver i form af overvågning af arktiske områder. New Zealand beskærer sit forsvar og er pt i gang med en 18 % reduktion af budgettet. Derfor har man fravalgt offensive kapaciteter - ingen kampfly, ingen kampvogne og kun to fregatter. Forsvarets opgave er i høj grad også civil, idet man er meget aktiv i forbindelse med hjælp ved humanitære katastrofer, søredning og fiskerikontrol mm. New Zelands forsvarspolitik lyder i det hele taget som lidt af en drøm for Det Radikale Venstre!

Hvordan kan man have et forsvar uden en offensiv kapacitet?, det var et naturligt spørgsmål for os. For man kan jo godt forstille sig situationer, hvor man vil være nødt til at forsvare sig med et angreb. Vores jagerfly er jo f.eks. garanten for hævdelsen af vores suverænitet. En forsker ved en New Zealandsk tænketank svarede meget snusfornuftigt: "Det ligger ikke til New Zealand at bruge penge på noget, der ikke bliver brugt. Så vil vi hellere bruge penge på andre ting." Tankegangen om afskækkelse ligger åbenbart langt fra New Zealand!

Under besøget fik vi gentagne gange at vide, at New Zealand træner og koordinerer med Australien. Og de har masser af jagerfly! Kunne man forestille sig, at New Zealand er en slags gratister under en australsk sikkerhedsparaply? Lidt ligesom Danmark i NATO under fodnotepolitikken? Eller har de opgivet at forsvare sig selv? Eller er der simpelthen ingen trusler imod den fjerne østat? Jeg kan næppe give svaret, men jeg kunne undervejs observere visse selvopgivende træk.

New Zealand er blevet koloniseret af briter og har ikke altid behandlet det oprindelige folk - maorierne lige pænt. De udgør i dag kun 12% af befolkningen, men får stor opmærksomhed og har fået gennemtrumfet en kompensations-politik, hvor de kan få erstatning for de skader, de er blevet påført siden en britisk-maori-aftale blev indgået i 1840. På det kulturelle område har de stigende indflydelse. Siden 2000 har der været øget fokus på at genoplive deres sprog og kultur ikke blot blandt maorier, men i hele befolkningen.

Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som "Mariehønen evigglad" på maori - komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne - men med næsegnidning - ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.

Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod " cultural awareness"! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse. Men det havde tydeligvis haft sin virkning på de New Zealandske søofficerer!

Senere i besøget fik jeg oplyst af en bekymret konservativ politiker, at mellem 50.000 og 80.000 New Zealændere forlader landet hvert år. Men befolkningstallet falder ikke. De udrejsende - mest af europæisk afstamning - erstattes af asiatiske indvandrere. "Der er ikke lang tid til, vi er en brun befolkning", som han sagde. Farven kan jo være ligemeget, - men hvordan vil kulturen være i fremtidens New Zealand? Næppe som den har været de seneste 200 år. Det virker i det mindste ikke som om, New Zealand har viljen til at sætte deres egen kultur igennem.

Valdemar Rørdam skrev som bekendt, "at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv". Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.

Lad aldrig Danmark komme dertil!

Artiklen der startede det hele

Politician criticises Maori welcome

Last updated 14:38 06/04/2013

 
A right-wing Danish politician has mocked a Maori welcome to New Zealand, dubbing the powhiri an "uncivilised" ritual, and marae a "grotesque" mark of multicultural worship.

Marie Krarup, in an opinion piece in Danish newspaper Berlingske Tidende, was shocked to be welcomed by a dancing, barely-clothed man, instead of a handshake or salute.

"When we came to a naval base, we were not received with a handshake or salute by uniformed men as usual," she wrote.

"No, we were welcomed with a Maori dance ritual, with a half-naked man in grass skirt, shouting and screaming in Maori."

Krarup, who was in New Zealand on a defence committee visit, said the man performed "strange rituals and poked his tongue out." 

She said she felt like an "idiot" when giving a hongi, and was relieved to catch a big kiss on the cheek by one man instead of the traditional nose touching.

When it was time to sing, Krarup said the waiata sounded like a Danish children's song about a happy ladybird. She said it was accompanied by a "kindergarten-teacher-guitar-accompaniment".

The marae, or "Maori temple", was a form of cultural self-destruction, according to Krarup.

"It was decorated with God-figures with angry faces and large erect penises," she said.

"It's a mystery to me how the poor naval officers could endure both the ceremony and the surroundings."

Krarup is a member of parliament for the Danish People's Party, which is described as a very right-wing party by political commentators.

Its goals are to protect the freedom and cultural heritage of the Danish people, and limit immigration.

Victoria University's Centre for Strategic Studies hosted a round table with Denmark's Parliamentary Committee, which included Krarup, early last month.

http://www.stuff.co.nz/national/8517466/Danish-politician-slams-Maori-welcome