Dagbog

Debatindlæg

23. januar 2016

Islam har brug for kritik


Det er trist at læse Ehab Atiqas (EA) kronik i Berlingske søndag 17. januar om mistænkeliggørelse af muslimer. Trist, fordi han lufter sin uvidenhed om religionerne islam og kristendom og tillige, fordi han gør sig skyldig i at forveksle islam og muslimer. Dermed giver han plads for konflikter mellem kristne og muslimer.

Han burde i stedet give plads til begavet kritik og debat om islam og kristendom. Det har vi voldsomt brug for.

EA's uvidenhed røbes i påstanden om, at kristendommen og islam går ud på det samme. Måske har EA slet ikke har læst nogle af bøgerne. Eller ikke forstået dem. For man skal ikke have læst meget i koranen, før man opdager, at den intet har med næstekærlighed og tilgivelse at gøre, men alt med hævn og straf og efterlevelse af bestemte regler. På samme måde behøver man ikke at læse meget i Det Nye Testamente, før man opdager, at Jesus prædikede næstekærlighed, Guds nåde og frihed fra lovreligion.

Så der er himmelvid forskel på lovreligionen islam og frihedsbudskabet i kristendommen.

Man skal være blind og døv for ikke at opdage det.

Men at en person, som formentlig opfatter sig selv som dannet, i dagens Danmark kan komme med den slags himmelråbende forkerte påstande vidner om et uhyggeligt lavt vidensniveau. Jeg kender det selv fra gymnasiet, hvor jeg har undervist i religion. De unge mennesker har meget lidt viden om religion, når de kommer til gymnasiet. Det skriger på mere kvalitet i undervisningen i religion i skolerne og i hjemmene.

EA PÅSTÅR, AT »en hel befolkningsgruppe gøres medansvarlig for hændelser, som begås af mennesker med samme religiøse baggrund«. Samtidig mener han, at alle muslimer tages som gidsler, når nogle ønsker, at alle muslimer skal tage stilling til visse dele af koranen.

Men det er jo ikke rigtigt. Folk kan godt skelne mellem islam og muslimer. Selvfølgelig er de muslimer, jeg møder i bussen, ikke ansvarlige for Omar Husseins terrorangreb sidste år. Det er Omar Hussein.

Og han begrundede sine handlinger med islam.

Ansvaret for terrorhandlingen er terroristens.

Ideen til terroren kommer fra islam.

Og her er det, at man som ansvarlig muslim må stille sig selv det spørgsmål: Hvordan kunne det ske? Hvad er det i islam, der gør, at utallige unge, muslimske mænd og kvinder anser terror for en god handling? Hvis ikke man her kan finde en begrundelse inden for sin religion, der modsiger, at man skal begå terror, så har man et problem. For hvordan skal man så få sine egne børn (hvis de er muslimer) til at forstå, at terror er indiskutabelt forkert og forbudt? Her kan mange passager om hellig krig i koranen, der som bekendt opfattes som Allahs direkte ord, være en barriere imod en fordømmelse af jihadistisk terror.

På samme måde er det med de mange sexovergreb de seneste uger og den generelle kvindeundertrykkelse i islamiske kulturer. Her er det, at man må spørge sig selv som muslim, om der er noget i islam, der fører så mange muslimer derhen, hvor vi i Vesten ikke kan acceptere deres opførsel.

Måske kunne de mange nedsættende passager om kvinder i koranen og haditherne være en del af dette problem.

BÅDE TERROR OG sexovergreb bør få muslimer til at tænke over islam. Derfor er det, at EA går ind i debatten. Jeg mener bare, at det er en forkert måde at gøre det på. For hans holdning er jo, at vi ikke skal tale islam. Men det, der er brug for, er en teologisk gennemgang af islam og et forsøg på at finde modargumenter inden for religionen imod terror og imod kvindeundertrykkelse. Hvis man kan finde den slags argumenter, vil jeg være glad. Og så bør det ikke være et problem at være muslim i fremtiden. Hvis ikke, vil jeg anbefale muslimer, der bor i Vesten, til at konvertere. For så vil det jo aldrig blive muligt for dem at bo i Vesten uden problemer.

EA overser det religionssociologiske aspekt af religiøse værdier. Hvis man indpodes med bestemte værdier generation efter generation, er det vanskeligt ikke at blive påvirket af dem. Hvis der gang på gang bliver sagt, at kvinder eller »vantro« er mindre værd end andre, så vil det hos de fleste blive en indiskutabel sandhed, som man vil indrette sin adfærd efter. Man vil tage mindre hensyn til de »vantro« og til kvinderne. Man ender med en kvindeundertrykkende kultur, der samtidig er mistænksom over for ikke-muslimer - også selv om denne adfærd ikke nødvendigvis er en del af selve de religiøse ritualer.

Ganske ligesom religionssociologen Max Weber har påvist, at den protestantiske arbejdsetik udsprang af protestanters tanker om, at Guds nåde viste sig for dem ved, at deres jordiske liv blomstrede. De blev så flittige for at skabe denne blomstring. Det blev dermed til en del af kulturen i de protestantiske områder at være flittig.

For at disse religionssociologiske konsekvenser kan være til stede, kræver det, at de værdier, man udtrykker, også kan bekræftes i værdigrundlaget.

Ellers vil det langsomt stoppe efter den dag, da man finder ud af, at værdigrundlaget faktisk er helt anderledes.

Det er derfor, det er så vigtigt, at man går igennem de religiøse tekster, traditioner og dogmer med en tættekam så ofte som muligt. Det er derfor, jeg beder muslimerne om at finde et argument imod terror og kvindeundertrykkelse inden for islam. Ligesom man i den protestantiske kristendom har fundet et argument for sekularisering i selve Jesu ord: »Giv Gud hvad Guds er og kejseren hvad kejserens er«. Dermed kan man ikke føre religiøs politik i et protestantisk land eller indføre pave dømmet igen uden at gøre vold på de grundværdier, vi bygger på. Der er med andre ord indbygget en sekulariseringssikkerhed i den protestantiske tolkning af kristendommen.

Hvor ser jeg frem til, at man finder en indbygget antiterror og antikvindeundertrykkende mekanisme i islam. Og hvis man ikke finder den, må islam falde.

HVIS VI ER enige om, at islam er det værdigrundlag, som muslimer handler ud fra, er islam problemet - ikke muslimer. Derfor gælder det om det opgør med de islamiske grundtekster og dogmer, der er brug for.

15. januar 2016

Kultur betyder noget

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Sådan tænker jeg for tiden.
For det er klart, at det ikke er godt, at der strømmer et uhørt antal migranter ind i landet. Det er heller ikke godt, at vestlige kvinder antastes af indvandrere i nattelivet i europæiske byer. Det er meget sørgelige begivenheder.
Men de har den gode virkning, at folk langt om længe får øjnene op for, hvor katastrofal den store indvandring fra muslimske lande er og har været.
PLUDSELIG ER næsten alle danskere enige med Dansk Folkeparti om, at grænsekontrol er en god ting. Rigtig mange er nu også enige med DF om, at kultur spiller en stor rolle. Indvandrerne fra de muslimske lande har jo i de fleste tilfælde ikke ændret deres kultur, fordi de har boet i nogle år i Europa. De har stadig en helt anderledes - og for os totalt uacceptabel - måde at behandle kvinder på. Nu får de så lidt undervisning i god tone.
Det er en god ting, at den slags undervisning og tydeliggørelse af danske normer kommer. Men at tro, at et kort kursus kan ændre århundredes kultur er naturligvis blåøjet. Det er bedre end ingenting. Ja, men selvfølgelig skal der mere til, hvis det virkelig skulle batte.
For det triste er jo, at selve fundamentet for det anderledes kvindesyn i islam er selve Koranen. Ifølge islams helligskrift må en mand slå sin kone og han må behandle hende som sin mark, som han kan pløje (!) når han vil. Kvinder er ringere end mænd og står under dem. De arver mindre og de skal tildække sig.
NÅR EN TING anses for en almindelig sandhed i en kultur, vil den også sætte sig igennem i adfærden hos de fleste mennesker, selvom de måske ikke anser sig selv for religiøse. Et eksempel på dette fra vores egen verden er den protestantiske arbejdsetik, der ifølge den berømte religionssociolog Max Weber, udspringer af protestantismen holdning til arbejdet. Vores flid er jo ikke er en bevidst religiøs handling, men alligevel har indstillingen sat sig igennem hos de fleste i Nordeuropa.
Den er endda ikke forsvundet, selvom man kan sige, at både velfærdsstat og sekularisering har udsat arbejds-etikken for et pres.
På samme måde er de muslimske indvandreres kvindesyn bygget op over mange år, og vil ikke bare forsvinde med et kursus. Og slet ikke, hvis de holder fast i deres religion.
MEN DET GODE, der er sket er, at folk har fået øjnene op for, at kultur er vigtigt.
Så lad os komme videre herfra.
Lad os få stoppet al muslimsk indvandring til Danmark og samtidig sørge for at tydeliggøre vores egne værdier og normer for dem, der allerede er her i landet - og vise dem, at de forventes at opføre sig på samme måde, hvis de ønsker at være her.

30. december 2015.

Min næste er den, der krydser min vej

POLITIKENS Peter Wivel fylder en hel Kronik (Pol. 27.12.) med fordomme om mig og min udlægning af næstekærlighed.
Den rummer nogle citater fra et interview i Kristeligt Dagblad, hvor kun meget lidt af det, jeg sagde, kom med. Derfor skrev jeg efterfølgende flere indlæg andre steder for at undgå misforståelser - bl. a. på min blog på politiko. dk, hvor jeg også gav en lang udlægning af lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Det er dog ikke lykkedes helt at undgå misforståelser, kan jeg se af Peter Wivels meget lange tirader, hvor han via løsrevne citater konstruerer et bekvemt fjendebillede af mig, der passer perfekt til fordommene om Dansk Folkeparti.
Så lad mig forklare igen: Den syriske flygtning er ikke min næste. Men i det øjeblik, den syriske flygtning krydser min vej, så er vedkommende min næste. Min næste er dem, der er mig geografisk eller relationsmæssigt nær - uanset nationalitet, etnicitet, religion eller hud-og hårfarve.
Jeg vælger ikke selv min næste. Samaritaneren samler den overfaldne op af grøften, fordi han møder den overfaldne på sin vej. Derfor er den overfaldne samaritanerens næste.
Betyder det, at alle overfaldne i hele verden er min næste? Nej. Betyder det, at alle syriske flygtninge er min næste? Nej.
I det hele taget er kravet om at elske vor næste konkret og personligt og kan aldrig blive et politisk budskab.
Derfor er det vrøvl, når nogen siger, at der findes en mere eller mindre næstekærlig udlændingepolitik. Den kan være mere eller mindre fornuftig eller holdbar, men aldrig mere eller mindre næstekærlig.
For næstekærlighed er det konkrete krav til mig i øjeblikket om at elske den person, der er mig nær.
Det er oftest noget vanskeligere at elske dem, man kender godt og ser til daglig - ens krævende børn og mand for eksempel - end et foto af et sødt flygtningebarn fra den anden side af jordkloden.
Måske derfor er det mere populært at forsøge at være næstekærlig via bidrag til flygtningehjælpen end ved at tage sig af sine børn og give sin mand opmærksomhed.
Så kan man oven i købet lave et opslag på Facebook om, at man lige har givet penge til et sødt lille barn i Afrika, eller at man er flygtningeven og synes, der skal komme flere flygtninge til Danmark.
På den måde kan man score en masse likes og forsøge at skjule, at noget sådant jo kun er forfængelighed og selvglæde.
Den demonstrative ' næstekærlighed' ydes kun for at konstruere et forfængeligt billede af sig selv. Det er ikke næsten, der er i centrum, men det giver en sød varm følelse af at være god.
PETER WIVEL får konstrueret et fjendebillede af mig som en person, der kun vil have kravet om næstekærlighed til at gælde dem, jeg er beslægtet med, eller dem, der har samme nationalitet. Jeg er ked af måtte skuffe hans fordomme. Det forholder sig ikke sådan. For min næste er den, der krydser min vej.
Peter Wivel har heller ikke ret i, at næstekærlighedsbegrebet står centralt i udlændingedebatten. Det skyldes en misforstået, simplificeret og politisk udlægning af det kristne kernebudskab. Vi bør i stedet adlyde det konkrete krav fra Vorherre om at elske vor næste og så bruge fornuften i udlændingedebatten.
Gør vi ikke det, vil vores land bryde sammen, og vores børn risikerer at vokse op i et meget fattigere land og måske under borgerkrigslignende tilstande. Ønsker vi det? Vil Peter Wivel udlægge det som næstekærlighed, at vi kører landet i sænk, fordi vi nu og her får en varm følelse af noget, som nogle tror er næstekærlighed, men som mest af alt er selvglæde og forfængelighed? Er den følelse så dejlig, at vi for den kortsigtede tilfredsstillelse ved varmen fra selvglæden vil ødelægge vores børns fremtid? Jeg vil ikke. Jeg ønsker en fornuftig udlændingepolitik samt en sandfærdig udlægning af kristendommens kernebudskab.
Også selv om det er noget sværere end at skilte med sin politisk korrekte udlændingepolitik.
Det er oftest noget vanskeligere at elske dem, man kender godt og ser til daglig.

6. november 2015

Islam giver integrations-problemer

Stop ønsketænkningen og få øjnene op for den virkelighed der viser, at islam udgør en vigtig faktor i integrationsproblemerne.

Jeg mødte for nylig benægtelsen af, at islam betyder noget for integrationen i Clement Kærsgårds program ”Debatten”. To debattører, der har arbejdet med integration, ville ikke acceptere, at islam har betydning i integrationsprocessen. Det er desværre ikke første gang, jeg møder politisk korrekte mennesker, der stædigt benægter islams betydning og væbner sig med døvhed og blindhed overfor virkeligheden.

Debattør og forfatter Elmas Berke mente, det var grotesk, at lade religion betyde noget i en moderne verden, der bør være sekulær, og Yasar Cakmak, formand for Rådet for Etniske Minoriteter, mente, at vi ved at tale om islam, tvinger indvandrere til at identificere sig med islam i stedet for med noget andet. Kort sagt: årsagen til manglende integration ligger hos dem, der taler om islam. Hvis vi bare klappede i, ville der ikke være nogen integrationsproblemer. Altså islam i sig selv betyder ikke noget.

Men hvorfor er det så, at vi ser ghettoer, der først og fremmest og består af muslimer, der lever et afsondret liv i forhold til danskere og andre ikke-muslimer? Og hvorfor er det, at det er netop muslimer, der kræver særbehandling mht. mad, fridage og kønsadskillelse i skoler og institutioner? Hvorfor er det, at det er netop muslimer, der laver ballade over en tegning af deres religionsstifter?  Hvorfor er det, at det er muslimske organisationer, der opfordrer til at lade være med at deltage i det danske demokrati og afstå fra at bruge sin stemmeret? Hvorfor ser vi ikke det samme med buddhister, hinduister, bahaier, katolikker og pinsemissionærer?

Og hvorfor er det, at muslimer ikke selv benægter det? For hvis du spørger en muslim, hvorfor han eller hun ikke spiser svinekød eller ikke vil lade sine børn spise det, - så får du jo svaret, at det er pga. deres religion, islam. På samme måde, hvis du spørger om kvinders tilsløring eller om at få fri til Eid-festen. Det skyldes islam. Så hvorfor er det, at de politisk korrekte ikke vil tro på, at islam betyder noget? Tror de ikke på indvandrernes egne ord?

Det er for mig komplet ufatteligt. Men jeg kan ræsonnere mig frem til, at det må skyldes afsmitning fra de gamle marxistiske dogmer om, at religion vil forsvinde fra samfundet, når det bliver velstående nok. Det er unødvendigt at argumentere imod det dogme. Det har bevist sin fejlagtighed ved selve den historiske udvikling, hvor vi se en voldsom islamisk renæssance fra 1920´erne og frem til i dag. Med det første store højdepunkt i Irans præstestyre i 1979 og det næste (?) ved grundlæggelsen af Islamisk Stat i Irak i 2014. Men også i de rige, vestlige lande har vi set stærke islamiske organisationer.

Den anden årsag til blindheden overfor islam kan skyldes selvpåtvungen optimisme, - også kaldet ønsketænkning. For hvis man erkender, at islam er hovedårsagen til integrationsproblemerne, er de jo sværere at løse. For vi kan jo ikke bede folk om at skifte religion, når de kommer til landet. Og vi kan heller ikke forvente, at deres integrations-uvenlige adfærd forsvinder med mindre de konverterer. Og det er jo desværre strengt forbudt ifølge islam. Hvis det er korrekt, at islam er en barriere for integration i et kristent land, så har vi begået en enorm fejl ved at åbne landet for muslimsk indvandring, og vi står med udsigten til at skulle rumme en uintegrerbar minoritet i al fremtid.

Følelsesmæssigt kan jeg godt forstå, at folk gør sig blinde og døve overfor den virkelighed der viser, at islam ER roden til mange integrationsproblemer. Det er rarere at lyve for sig selv og ønske verden nem og modellerbar. Sandheden er som bekendt ilde hørt.

Men hvis vi ønsker at redde stumperne af et Danmark, der hænger sammen, og et Danmark med frihed og demokrati, så er vi nødt til at erkende den barske virkelighed og handle i overensstemmelse dermed. Og det betyder en anderledes udlændingepolitik, flygtningepolitik og integrationspolitik. Men er det ikke bedre at redde Danmark end at beskytte sig selv imod at se virkeligheden?

Så stop ønsketænkningen og få øjnene op for den virkelighed der viser, at islam udgør en vigtig faktor i integrationsproblemerne.

6. november 2015

Vi skal afværge truslen imod Danmark.

I denne uge kom Forsvarets Efterretningstjenestes årlige risikovurdering, hvor tjenesten opregner de største trusler imod dansk sikkerhed. Den største trussel er islamisk terrorisme, dernæst kommer ustabilitet i Europa på grund af Ruslands voksende stormagtsfølelse, og som nr. tre kommer cyber-spionage.  Om den største trussel imod Danmark står der: ”Truslen imod Vesten kommer primært fra personer, som sympatiserer fra Islamisk Stat”. Er det ikke bemærkelsesværdigt, at denne vurdering kommer samtidig med, at der hver dag strømmer illegale indvandrere ind over den danske grænse fra Tyskland? Illegale indvandrere, som ikke på nogen måde bliver kontrolleret. De kunne være sympatisører med Islamisk stat, de kunne være terrorister. Vi aner det ikke. Myndighederne gør ikke noget ved det. Justitsministeren er stolt af, at vi ikke stopper og registrerer nogen, - for så søger de ikke asyl i Danmark, men fortsætter til Sverige, - og så har vi fred og ro ved grænsen. Tænk, hvis en af disse illegale indvandrere ikke tager til Sverige, men bliver i Danmark og gennemfører et terrorangreb! Vi aner ikke om det sker. Og der bliver ikke gjort noget for at forhindre det. Det er klart at den bedste sikring imod denne trussel er en fornuftig grænsekontrol og screening af indvandrere. Men i denne uge har vi også fået at vide, at vi vil blive slæbt for EU-domstolen, hvis vi indfører grænsekontrol i Danmark, hvis det bliver et ja til at fjerne retsforbeholdet den 3. december. Vi fjerner ikke den islamiske terror-trussel imod Danmark ved at stemme nej den 3. december, - men vi gør det muligt at mindske den på længere sigt. For uden grænsekontrol og en realistisk holdning til islamisk terrorisme bliver Danmark et mere og mere usikkert sted at være. Og det skal vi naturligvis ikke tillade.

1. november 2015

Vi skal have mere Danmark og mindre EU.

Vi skal beholde retsforbeholdet, - for så betyder folket og demokratiet stadig noget.

Der er en grund til, at medierne for øjeblikket tygger drøv på historien om DF-afhopperen i Europa-parlamentet. Det er godt nok tydeligt for enhver, at der ikke er fugls føde på beskyldningerne om pengemisbrug og fiflerier, men så længe man får holdt gryden i kog med mistanker, kan man undgå at tale om det, som det drejer sig om: retsforbeholdet og dermed Danmarks mulighed for at føre en selvstændig asyl –og udlændingepolitik.

Der er som bekendt en massiv EU-lobby i Danmark. Den har ikke et flertal i befolkningen, men den omfatter de politiske partier i Folketinget – undtagen Dansk Folkeparti og Enhedslisten- og mange overklassemennesker i Danmark, herunder særligt de snakkende klasser, der sidder på medierne.

De ønsker mere og mere EU og mindre og mindre Danmark. De er flere gange blevet stoppet af det EU-skeptiske flertal i befolkningen, der ikke ønsker at tage afsked med Danmarks selvbestemmelse til fordel for en fælles EU-union. For dem er det meget vigtigt at komme af med retsforbeholdet.

Den bedste strategi for at få et ja den 3. december for dem er at tale om noget andet, eller bilde os ind, at Danmark ryger ud af Europol – det vil sige det fælles politisamarbejde – hvis vi stemmer nej til at fjerne retsforbeholdet. Men det er ikke rigtigt. Selvfølgelig skal Danmark være med i Europol. Men det vil vi være lige meget, om vi stemmer ja eller nej den 3. december. Så det drejer sig ikke om Europol, selvom der er mange, der vil bilde os det ind.

Det handler om Danmarks fremtidige retspolitik, herunder især udlændinge politikken. For når retsforbeholdet er væk, så kan de politikere der sidder i fremtidens folketing bestemme, om Danmark skal tilslutte sig EU´s retspolitik og EU´s udlændinge politik. Og når først politikerne har sagt ja, så er der ingen vej tilbage. Det vil sige, at fjerner vi retsforbeholdet, så kommer sagerne aldrig mere til folkeafstemning igen. Derfor skal vi selvfølgelig beholde retsforbeholdet. For så kan vi afholde folkeafstemninger om bestemte ting i fremtiden, hvis vi synes, det er en god ide. Så betyder folket og demokratiet stadig noget. Og så har det EU-skeptiske flertal i befolkningen stadig noget at skulle have sagt overfor den EU-positive overklasse.

 

Men de partier, der anbefaler et ja den 3. december har indgået en aftale, hvor de siger, at de ikke vil lægge udlændinge-politikken over til EU. Det er godt. Men det er bare ikke godt nok. For hvad hvis de skifter mening? Hvad hvis de politikere, der sidder der nu, skiftes ud ved næste valg, og holdningerne bliver anderledes. De garantier, som Løkke har giet til solen brænder ud og andet smart har ingen juridisk værdi. De holder kun så længe, det passer politikerne. Det bekymrer mig. For hvornår har man nogensinde kunnet stole på en politiker i længere tid? Vi har brug for, at folket også bliver hørt, når der er alvorlige sager på spil. Vi må ikke træffe en beslutning, hvor vi afskaffer folkeafstemninger på dette område.

 

13. oktober 2015

L i g n e ls e om d e n b a rmh je rti ge sa marit an

 

Den venstreorienterede udlægning af næstekærlighed bygger på en forfejlet læsning af lignelsen.

 

Jeg har på det seneste fået en del henvendelser angående næstekærlighed. Jeg har sagt, at den syriske flygtning ikke er min næste, og det har fået mange til at spørge, om jeg ikke har læst lignelsen om den barmhjertige samaritaner[1] i Lukas-evangeliets kapitel 10. Og jo, det har jeg. Og jeg udlægger den bestemt ikke som nogle venstreorienterede gør det: som om, man har får en opskrift på, hvordan man kan organisere næstekærlighed mest effektivt. Det ville være farisæisme (et forsøg på at tage patent på godheden, som nogle skriftkloge på Jesu tid kaldet farisæer gjorde).

I stedet for selv at komme med min egen formulering af udlægningen af lignelsen, bringer jeg her to sider fra en bog, der gør det glimrende og giver mig mere tid til at holde lidt efterårsferie:

 

”Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er j o afvis nin ge n a f n e top a ll e fa ri er e, - d e m , d er h a r g j ort n æ st e k æ rli g h e d ti l pr ofessio n og b e k en d e ls e og dr ager v er den rundt for a t r e go d e ge r ni n ger mo d m e n neske h e d e n . L i g n e l se n fo r ll es f or d e t f ørs t e so m e t svar p å d e n l ov k yndiges s p ø r gs m å l : H vem e r min n æs t e? E ft e r a t J es u s h ar for kyndt l o v e n, a t d u sk al e l s k e H erren din G u d og din n æ s te som d i g se l v, spørger d e n l ov k y nd ige : Hve m er s å min n æs t e ? De t e r d a e t spø r gs m å l , som s ti ll es for a t f å l i v e t sat i sys t e m og o p gave n prof e s s i ona li se r e t . Hv i s ma n f ørst f år sa t e tik e tt e p å næs t e n , f år m an j o s t yr på n æ s t e k ær li g h e d e n . S å er d e t h e le bl evet ove rsku e ligt . Og netop d e tt e ø nsker tyd e l i gvi s den lo v k y ndige, s o m s till e r sp ø rg s m å l e t . Je su s sva r e r h a m ve d a t f or t æ l l e l i g n e l se n om d e n b a rmhj e rti ge sa m ar it a n , og de nne li g n e ls e beg y nd er m e d at fo r t æ ll e om de pr o f ess i o ne l l e r e tf æ rdi g hedsdy r k e r e , præ s t en og l ev itt e n, s om r d e n ove r fa ldn e fo r b i . De e r ut v ivl so mt ud e i o p j e t ær ind e . De h a r d erfor ikk e tid til a t l a d e s i g s i n k e a f e t tilf æ ld i gt m e nn es k e i g r ø ft e n. Me n s amaritanen, d er li ge s å til ldigt kom ad d e nn e v e j p å s in re js e , s å den ove rf a ld ne og hj a lp ham, og d a J e su s h ar fo r t a lt om sa m a ritan e n , s i ger h a n til d en l o v k y ndi ge , h a n fo r talt e l i g n e l se n for: G å du h e n og gør li geså! D e t v il s i ge, a t d e nn e li gne l se e r fortalt f or a t umuli ggøre e nh ver pr o fess i on a li seret og organisere t n æs t e k æ rli g hed . For n æs tek ær li ghed e r ø j e bli kke t s o g s i t ua
tion
e n s g e rn i n g, så sa ndt som næs t en er ha m e ll er h en d e , j eg f a ld er over p å ve j en. Samar it anen er ik ke d rage t ud f o r at fin de næs t e r. Han st år i kk e i sp id sen for e n humani r or ga ni s atio n . Me n h a n e r r ejse i fo r bind e l se m e d sit b o r ge rli ge er h verv, og så l edes - tilf æ ldi g t , u ve nt e t - f ind er h a n d e n over f a ldn e , som h a n hj æ lp er o p a f g r øf t e n og sørge r for . N æ stek ær li g h e d er al ti d ø j e bl i kk e ts ge r ni ng . Og n æ st e n er aldr ig i f ler t a l, m e n a lt i d i en t a l . D er e r kun e n n æs t e, f or d e r er i ø j e blik ke t kun e n , d e r e r mig n ær m e st, og næste b e tyd er DENn æ rmeste. Ø j e blikk e t s h a n d ling . D e n øj e b l ikk e li ge s ituation s h a ndlin g i mod d e t e nk e lt e , n ær m e st e me nn e sk e , d er ige nn e m G ud s
b efa ling b l i ver min n æ st e : d en, j eg e r f orp li g t e t p å. Men a ldrig, aldrig e n g e ns t and for organis e r e t, prof e ssion a l ise r e t , humanitært hj æ lp e arb e jd e.

D e tt e e r li g n e l se ns og dermed k r ist e ndomm e ns t a l e om kærli g h e d til n æ sten, og det h e l e ligger i grunden i d e t d u , Je s u s sig e r til d e n lo v kyndig e o g til e nh v er: G å du hen og r lig e s å ! Over for Gud s t å r vi altid al e n e . I forhold til Guds ord og b ef aling er e t m e nnesk e i ent a l,
ikk
e i flertal . Ikk e partiet, organisationen, fl y gtningehj æ lpen, men d e t e nk e lt e m ennes k e , d e r a f Guds ord s t i ll e s al e n e og til ansvar i f o rhold til s in n æs t e . Gå du h e n og g ø r lig e s å ! J a, i din d ag li ge v irkeligh e d , på din r e js e ell e r dit arb e jd e, uforb e r e dt, u ve ntet , i det øjeblik e ll e r den s itu a tion, hv o r du f a ld er o ver e t m e nn e ske e ll e r din n æ st e m ø d e r di g som d e tt e n ær m e ste m e nn e sk e, d e r fordrer dig . P å d e nn e m å d e er d e r tale om k æ rli g hed til n æs t e n. Og d er med ikke om d e n polit i ske elle r hum a nit æ r e g od r en h e d , d e r tror a t f ø lg e i s amarit a n e ns fod s por .

Herm e d e r ikk e sagt no ge t om, at organis a tion i si g s e lv e r af d e t onde . D e r er n a turligvi s op ga ver, s om k ræve r e t or g aniser e t sva r. D er e r kun sa gt ee t : a t d e tt e e r i k k e n æs t ekæ rli g hed. At po li ti sk, so c ialt og humanit æ rt arb e jde e r aldrig et sp ø rgsm å l om n æ stek ær li g h e d. At
k
æ rlighed til næ s t e n kan ikk e prof ess ionali se r e s ell e r s y s t e mati se r e s, m en a t den a lt i d e r d e t e nk e lt e m e nn e sk e s handling i øj e blikket i f or hold til d e n n æ rm es te, til ub e tinget e nhver , d e r er mi g n æ rm e st .

S å ledes e r kri s t e ndomm e n o gs å i d e nn e forbind e ls e r a dik a l o g b e tin ge ls es l ø s a ntifaris æ ism e, for i f ar is æe r e ns ø nsk e om at kunne s ys t e matis e r e g odh e d e n lig ge r jo ø nsket om at få r e tfær d ig hed en g jort til lo v e ll e r id ea lism e . Hv o r k æ rligh e d til n æ st e n er s a t som ø j e blikk e ts
h
a ndlin g a f hin e nk e lt e, e r se l v r e tf æ rdi g h e d e n udeluk k e t. D e t hel e e r da uov e rskueligt og umuligt . M e nn e s k e t er af Gud d rage t til an s var, ub e tin ge t, m e n an s v a r l i g h e d e n kan ikk e systematiser e s. Den e r ubeting e t, m e n n e top d e rfor uov e rsku e lig og ubegr i b e lig - i d e tte
s id s t e ords bet y dning af ikke til a t grib e . Krist e ndomm e n s till e r m e nn e sk e t i s kyldi g h e d e n , m e n l eve r e r in g e n p a ra g raffer o g pat e nt e r. Gå du h e n og g ø r liges å !

Fordringen (kravet) e r p e rsonlig og dir e kt e i d e tte du, m e n d e rfor o g s å n æ r gåe nd e og a nf æ gt e nd e i h ve rt e n es t e ø j e blik . Forar ge lig d e rmed for alle politiker e , d er v il g ø r e s ig til af n æ st e k ær ligh e d, forargelig fo r dem , d e r v ia e n ny verd e nsord e n vil lovf æ st e godh e d e n og s t ill e s i g i s pidsen fo r n æ stek æ rlighed e n . "Or ga nis e r e t n æ st e k ær li g hed" , sa g de s om bekendt EU-kommiss æ r Poul Ni e l s on om socialism e n . Ukrist e lig , uhyrli g tal e ! M e n kar a kt e ristisk f o r h e l e d e n polit is k e o g id e ologi ske f ar i i s m e, d e r vil re sig selv gudd o mm e li g v i a e n h e lli g lo v ell e r praksis og som derved fo r falsk e r o g misbrug e r k r ist e ndomm e n, id e t d e n fo reg i ve r at v i r k e ligg øre d e n .

Ja , v e j e r , I sk r iftklo g e o g f a ri sæere, I h y kl e r e !”[2]

 

Dermed vil jeg konkludere, at den venstreorienterede udlægning af næstekærlighed, hvor man ønsker at gøre enhver flygtning på kloden til sin næste og næstekærlighed til en organiseret hjælp til dem, bygger på en forfejlet læsning af lignelsen.

God efterårsferie!

 

 



[1] Lignelsen om den barmhjertige samaritaner

v25   Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« v26  Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« v27  Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« v28  Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« v29  Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« v30  Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. v31  Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. v32  Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. v33  Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. v34  Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. v35  Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. v36  Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« v37  Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=luk&id=3&chapter=10b

 

[2] s. 34-37 i  ”Dansen om menneskerettighederne”, Søren Krarup, Gyldendal 2000

Tirsdag 6. oktober 2015

 

Der findes ikke nogen kristen eller næstekærlig udlændingepolitik.

 

Men der findes en debat om, hvad vi skal gøre: lade Danmark forblive dansk eller gå ned i kaos og multi-kultur.

 

I den løbende debat om næstekærlighed og udlændingepolitik kom der i dag et debat-indlæg fra en overraskende kant – fra prædikestolen i Christiansborg Slotskirke ved Folketingets åbning. Det var biskoppen over Hadersleve Stift Marianne Christiansen, der leverede indlægget i sin prædiken.

Først kom hun med en beklagelse:

 ”Kærlighed og godhed og den slags har på det seneste fået en rimelig dårlig presse, som det hedder. Som om kærlighed og godhed er noget naivt, der ikke hører hjemme i denne verden, men er reserveret for folk, der absolut skal flashe, at de er bedre end os andre. Det er blevet politisk ukorrekt med kærlighed og godhed,”

Dernæst understregede hun, at det er meget relevant for folketingets medlemmer at handle næstekærligt. Luthers opdeling af det verdslige og det åndelige regimente burde ikke tages som en undskyldning for nogle til at lade være med at lade næstekærligheden herske i begge lejre – både i den åndelige og den verdslige sfære.

Så vi politikere måtte ifølge biskoppen forstå, at når vi forlod denne kirke for at gå over i folketingssalen og begynde vores politiske arbejde, så skulle vi i gang med at lave næstekærlige programmer, så det batter. Biskoppen var ikke meget konkret i sine forslag til programmer, bortset fra, at man ikke måtte lade sig drive af frygt og at man skulle være kærlig imod fremmede. Men hun har tidligere udtalt som om politik og udlændingepolitik, så man kan godt gætte sig til, at det næstekærlige program, som jeg som politiker bør realisere, ligner noget, som Radikale Venstre eller SF har fremført.

Sidste år satte samme prædikant nemlig spørgsmålstegn ved det etisk betimelige i, at den daværende regering ville forhindre flygtninge fra bl.a. Syrien i at få familiesammenføring det første år, efter at de har fået opholdstilladelse i Danmark. Det var ikke næstekærligt nok!

Jeg blev meget, meget træt under den prædiken. For hvor er det sørgeligt, at en biskop ikke bruger sin taletid til at sætte politikerne på plads. Der er jo en grund til, at vi begynder folketingsåret med en gudstjeneste! Og det er netop at sige til os politikere, at vi IKKE kan tage lave godheds-programmer eller tage  patent på godhed og næstekærlighed. Næstekærlighed er øjeblikkets handling, der taler til os alle – både præster og politikere, – men det er ikke noget, der kan skrives ind i et program. Var det det, så kunne vi kristne jo skændes med jøderne og muslimerne om, hvem der havde den bedste hellige lov! Nej, kristendommen giver os netop friheden til selv at finde ud af, hvad vi skal i hver enkelt situation. Og vi får ikke facit. Det har kun Gud.

Biskoppen burde have brugt sin prædiken til at slå fast, at vi som politikere netop har en forpligtelse til at holde os for øje, at vi er sat til at røgte en verdslig opgave, som vi ikke må blande sammen med den åndelige og religiøse. Vi har selvfølgelig altid fordringen om næstekærlighed over os døgnet rundt, men vi kan ikke lave et frelsende godheds-program hverken for os selv eller andre. Vi er her for at røgte en praktisk opgave: at få Danmark til at fungere på bedste måde. Vi er her ikke for at gøre Danmark til et frelsende paradis eller Folketinget til en øvelse i godhedsgymnastik.

Paradis og frelse tager Vorherre sig af. Vi kan som politikere ikke bidrage til vores egen eller andres frelse, og det skal vi heller ikke. Vi skal blot bruge vores fornuft og sunde sans til at debattere, hvilke løsninger, der er bedst for os og Danmark. Det er derfor, vi har et folketing.

Hvor ville det have været befriende, hvis biskoppen havde sagt det til de opblæste politikere, der tror de er i folketinget for at gøre Danmark til godhedens paradis og for at gøre næstekærlighed til deres program. Men der findes ikke nogen kristen eller næstekærlig udlændingepolitik! Det der findes, er en debat om, hvad vi skal gøre: lade Danmark forblive dansk eller gå ned i kaos og multi-kultur.

 

1. oktober 2015

NATO´s mission, - og Rusland.

 

Det er positivt at udenrigsministeren vil tage initiativ til en mere normal samtale med Rusland.

 

Siden den kolde krigs afslutning har den herskende udenrigspolitiske doktrin i Vesten været, at udbredelsen af demokrati vil skabe fred i stadig større dele af verden. På baggrund af ideen om, at demokratier ikke går i krig med hinanden, installerede man NATO´s ”åbne-dør-politik”, der gav adgang for alle lande med demokrati, der samtidig ikke havde uløste sikkerhedsproblemer. Som det hedder i det seneste strategiske koncept (NATO´s formålsparagraf): “Our goal of a Europe whole and free, and sharing common values, would be best served by the eventuel integration of all European countries that so desire into Euro-Atlantic structures.” De værdier man deler, er, - ud over demokrati,-  individuel frihed, menneskerettigheder og retsstaten. [1]

 

Man kan dermed sige, at NATO betragter sig selv som en ideologisk organisation, der ved at sprede sit budskab i verden skaber fred omkring sig. Sådan en ide er meget langt fra en magtbalance-tankegang, som den, der var fremherskende under den kolde krig, og den er faktisk tættere på den ideologiske holdning til omverdenen, der var fremherskende i Sovjetunionen under den kolde krig. Sovjetunionen anså kommunismen som en sand og frelsende lære og samfundsindretning, som man havde både ret og pligt til at påføre andre lande. Sovjetunionen var dermed aggressivt missionerende og ekspansionistisk og en trussel for landene i nærområdet. Derfor var det godt for de lande, der endnu ikke var overtaget, at de kunne optages i NATO, der via et stærkt, koordineret militær kunne afskrække den ekspansionistiske, kommunistiske stat. Danmark kom heldigvis med og havde på grund af sin geografi en vigtig funktion i alliancen. Så vigtig, at vi ikke blev smidt ud, selvom vi havde visse efterslæb i form af opbakning til NATO´s oprustnings-program – jeg tænker på vores fodnotepolitik. Men vi var geopolitisk vigtige, og derfor var det afgørende, at NATO holdt fast i os på trods af vores moralske hasard.

 

Efter kommunismens sammenbrud og dermed også Sovjetunionens sammenbrud har NATO i mangel på en truende fjende glemt eller nedtonet sin magtbalance-tankegang og sjovt nok overtaget missions-tankegangen. Det er dog en anden ideologi end den, som Sovjet fremførte. Og den fremføres ikke med tvang eller militære midler.

 

Til gengæld har den største af de postsovjetiske stater, Rusland, nu holdt fast i magtbalancetankegangen og den dertil knyttede ide om interessesfærer.  Det anses af Rusland for legitimt at have geopolitiske interesser – dvs. at have interesser i at have indflydelse på et bestemt geografisk område, ligesom det anses for legitimt at have særlige bånd til bestemte lande på grund af historien. Her tænkes der naturligvis på Ukraine og Krim, som er årsagen til NATO´s nye, store bekymring.  Her er tankegangen formuleret af Vestens hadeobjekt nummer et, den russiske præsident Putin: ”Nogle af begivenhederne i Ukraine truer direkte vores interesser, først og fremmest hvad angår sikkerhed. Jeg taler om Ukraines potentielle medlemskab af NATO. Som jeg tidligere har sagt, så kunne et sådant medlemskab blive efterfulgt af opstilling af missil-systemer i Ukraine, herunder Krim. Skulle dette ske, vil det have alvorlige geopolitiske konsekvenser for vores land. Rusland ville blive tvunget ud af Sortehavs-området, en region hvor Rusland har kæmpet for sin legitime tilstedeværelse i århundreder. ”(Pressekonference 24. maj 2014).

 

I Vesten og NATO anser man det for suspekt at tænke sådan. Faktisk er man allerede næsten en fjende, hvis ikke man i overensstemmelse med NATO´s opfattelse af demokrati som fredsskabende har indrettet sig et liberalt demokrati.

 

Det fremgik af kronikken i Berlingske 10. april skrevet af en forsker fra Center for Militære Studier, der nævner som en faretruende ting, at ”Ideen om, at Rusland er på vej mod at blive et liberalt demokrati,  ikke kan opretholdes”.

 

Samme ide kommer frem i det skrift om Ukraine-krisen som samme center har udgivet[2]. Men man tror heller ikke på, at russerne i virkeligheden er tilfredse med deres ikke-demokratiske styre. Som de skriver i pamfletten: ”Hverken i Europa eller i Nordamerika skal vi forledes af Putins statsideologi til at tro, at russerne ikke vil have et åbent og frit samfund”. Russerne lider altså af falsk bevidsthed, når de for ca. 60 % vedkommende bakker op om deres præsident.  Det er altså helt forkert, når man til størstedelen af Ruslands befolkningens tilfredshed har indrettet det, som en af verdens førende, vestlige Ruslands-forskere, Richard Sakwa, kalder for ”et enevældigt, bureaukratisk, kapitalistisk system”[3]. Hvis man mener, at russerne gør noget andet end det, de virkelig ønsker, og man selv (Vesten) kan gennemskue, hvad der er russernes egentlige ønsker, så er det klart, at det giver mening at frelse russerne fra sig selv ved at begynde at fortælle dem, hvilken bevidsthed, de i virkeligheden har eller bør have. De er åbenbart stakkels ofre for Putins propaganda, så nu må Vesten sørge for, at russerne får noget ægte oplysning om situationen, så de kan finde deres sande bevidsthed og blive helt enige med os. Som bekendt pusler EU med tanken om oprettelse af russisk-sprogede TV-kanaler, der skal sende den vestlige tolkning af situationen i Ukraine ind bag de russiske grænser. Og samtidig dæmoniseres Putin mere og mere vanvittigt i europæisk presse som en Hitler eller Stalin.

Det er med dette in mente ikke så sært, at Putin gang på gang har ytret angst for at der kan være fremmede magter, der forsøger at organisere en regime-omvæltning i Rusland, ala den Orange revolution i Ukraine i 2004.

 

Hvis ikke det var så farligt for sikkerheden i Europa, så ville det være til at more sig over, at Sovjetunionen og NATO på denne måde har skiftet ideologi og taktik. Men det er ikke sjovt, at NATO  har forladt den geopolitiske magtbalance-tankegang. For den tankegang, som man også kan kalde de Westphalske suverænitets-princip, gør det muligt at respektere sine nabolande og indgå i en fornuftig samtale om løsning af de problemer, - der jo altid opstår i virkelighedens verden, - selvom man ikke er enig om, hvordan et land skal indrettes. Den ideologiske holdning giver derimod ikke nogen mulighed for samtale, - for hvorfor dog tale med et dæmonisk menneske, der er valgt af et folk, der lider af falsk bevidsthed og ikke forstår sine egne interesser?

 

Det er derfor så vigtigt at få NATO tilbage på sporet, hvor magtbalance og geopolitik betyder noget. Det vil gøre det muligt at finde en forhandlet løsning med Rusland angående Ukraine og andre problemer, der måtte dukke op. Som det er nu, hvor samtalen ikke tages alvorligt og nogle NATO-lande opfordrer til at NATO bevæbner ukrainerne er situationen alt for farlig. Men samtidig med, at det er en farlig situation at behandle Rusland som en sindssyg, så er det også for letkøbt. Som internationale relationers grand old man Henry Kissinger har sagt: ”For Vesten er dæmonisering af Vladimir Putin ikke en politik. Det er et alibi for ikke at have en politik.” …“Putin er en seriøs strateg, - med udgangspunkt I russisk historie.[4]” Det er vi naturligvis nødt til at tage alvorligt og så finde en fornuftig løsning på problemerne. Derfor er det så glædeligt, at vores nye udenrigsminister vil tage initiativ til en


[2] Henrik Breitenbauch: EN ny strategi for Danmarks sikkerhed, kronikken i Berlingske 10. april 2015. ”Ukrainekrisen og forandringen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.” Center for Militære Studier juni 2014.

[3] Richard Sakwa: Putin Redux, 2014

[4] http://www.washingtonpost.com/opinions/henry-kissinger-to-settle-the-ukraine-crisis-start-at-the-end/2014/03/05/46dad868-a496-11e3-8466-d34c451760b9_story.html

24. september 2015

Muhammed-tegningerne skal vises i skolerne!

Om kort tid er det 10 år siden, at Jyllandsposten trykte Muhammed-tegningerne, der blev anledning til en voldsom konflikt med Danmark og princippet om trykkefrihed i centrum. I dag siger mange lærere og skolefolk, at man ikke bør vise tegningerne i undervisningen i skolen, når man underviser om sagen i samfundsfag, historie eller religion. Men det skal man da! Det er jo centralt for forståelsen af  begivenheden, at se tegningerne, der var anledning til balladen. Skal vi til at have sovjetiske tilstande i skolerne, hvor sandheden skjules? Hvis vi går på kompromis her pga. angst for repressalier, så har vi mistet det allervigtigste: ønsket om sandfærdighed. Hvis vi indfører muslimske regler for undervisningen i skolerne mister vi objektiviteten og videnskabeligheden, som burde være grundlaget for vores undervisning. Vi mister også friheden til ikke at underlægge sig islamiske religiøse regler. Og vi gør det umuligt for muslimske børn at blive integreret i Danmark. For resten af Danmark er jo ikke styret af islamiske, religiøse regler. Af hensyn til sandfærdigheden og af hensyn for de muslimske børns muligheder for at blive integreret er det helt afgørende, at man ikke skjuler Muhammed-tegningerne. Man må ikke give efter for trusler eller af angst for konflikt. Det hjælper kun de mørke og onde kræfter.

Mandag 14. september 2015

Det er indvandrere, der kommer til Danmark lige nu, - ikke flygtninge.

Medierne bruger konsekvent ordet ”flygtninge”, om de mennesker, der strømmer ind over de europæiske og danske grænser for øjeblikket. Men det giver en forkert opfattelse af situationen. Var de folk, der rejst fra Danmark til USA for 150 år siden flygtninge? Nej, de var udvandrere, der søgte et bedre liv for deres familier. Det samme er langt de fleste af de mennesker, der kommer til Danmark. Men der er langt flere følelser i ordet flygtning. Det forbinder vi nemlig med krig, bomber, forfølgelse og utryghed. Men de folk, der kommer lige nu, kommer fra fredelige lande, hvor de ikke er forfulgte, og hver der ikke er krig. Der er ikke krig i Tyskland, - og de folk der kommer til Danmark for tiden, rejser alle over den Tyske grænse.

Indvandrerne kommer med rullekufferter og pænt tøj og mobil-telefoner. Langt de fleste er mænd – hele 72 % af de folk, der er registreret i Tyskland. Alligevel kan medierne som regel finde et barn at zoome ind på, når de filmer en flok indvandrere på vejen. Det vækker følelser. Medierne er med til at gøre debatten skæv. Det er formentlig denne skæve dækning, der har fået så mange mennesker til at hjælpe indvandrerne videre til Sverige.

Medierne slører billedet af den folkevandring, som reelt foregår. Dermed gør de det også vanskeligere at finde en politisk løsning. For selvfølgelig er det afgørende, om vi taler om flygtninge eller indvandrere. Flygtninge skal hjælpes, mens indvandring skal reguleres. Og det skal ske meget snart.

 

8. september 2015

En død dreng på stranden

Den stakkels lille drengs død vil formentlig føre til flere små drenges død.


Alle i hele verden har nu set det tragiske billede af den lille syrisk, kurdiske dreng Ayla på tre år, der ligger død på stranden i Tyrkiet. Hans forældre havde købt en billet hos en menneskesmugler, der skulle bringe dem først til Europa, - så til Canada, hvor faderens søster bor. Forældrene tog derfor Ayla og hans fem-årige storebror med ud på en tur i gummibåd fra den tyrkiske kyst til den græske ø Kos. Turen er ikke lang, men den kan være farlig i et dårligt fartøj. Båden kæntrede og alle i familien druknede bortset fra faderen.

Faderen appellerer nu til verdens ledere for at få stoppet tragedien. Og Europas ledere reagerer ved at sende mere nødhjælp og ved at åbne deres grænser for flere tilrejsende. Tyskland har derfor netop tilladt, at de mange mennesker, der er kommet illegalt frem til Ungarn, nu får mulighed for at rejse videre til Tyskland. Samtidig er Tyskland og Frankrig blevet enige om at tage kvoter af migranter og appellerer til andre europæiske lande om at gøre det samme.

De europæiske ledere gør det dermed nemmere og mere meningsfuldt at tage af sted på menneskesmuglernes billetter, - ud på havet i dårlige både, der risikerer at kæntre. Ca. 2500 mennesker er allerede druknet på Middelhavet i år.

Den eneste måde man kan stoppe tragedien på er ved at gøre det umuligt at komme til Europa som illegal indvandrer. Hvis Aylas far havde vidst, at det var umuligt at få ophold i Europa, når han ankom med sin familie i gummibåd om natten uden tilladelse, så havde han nok ikke købt en billet hos en menneskesmugler. Så havde han nok ikke sat hele familiens og sit eget liv på spil. Det ville jo have været nytteløst. Havde han vidst, at det ikke belønnes med asyl og opholdstilladelse at rejse fra Tyrkiet til Europa, var han måske blevet i Tyrkiet. Måske havde han søgt til en af de lejre i Tyrkiet som Folketingets Udvalg for Integration og Udlændingepolitik besøgte sidste år. Det var som en by af telte og barakker. Rent og pænt og trygt. Der var skolegang for børnene og der var mad og varme. Men det gjorde Aylas far ikke. Han risikerede hele sin familiens liv for at komme til Europa. Han mistede sin familie på grund af den beslutning.

Hvis vi vil undgår at flere fædre tager så forfærdeligt forkerte beslutninger for deres familier, så må vi stoppe enhver mulighed for illegale indvandrere for at få ophold i Europa. Vi må gøre som Australien, der effektivt har stoppet tilstrømningen ved at blokere adgangen til Australien og i stedet sejle folk et andet sted hen, - og ved at oplyse.

Hvis ikke vi snart begynder at indføre den australske løsning, vil vi se flere og flere druknede små børn på middelhavets kyster.

De europæiske ledere tror, de handler moralsk rigtigt ved at give ophold til flere og sende nødhjælp til migranter på strandene, men i virkeligheden lokker de flere og flere til at tage af sted.

Dermed vil den stakkels lille drengs død formentlig føre til flere små drenges død.

8.september 2015

Danmark skal blive ved med at være dansk

 

Nogle mener, at det er udansk at have en politik, der forhindrer illegale indvandrere i at slå sig ned i Danmark eller passere videre til Sverige. For øjeblikket strømmer der illegale indvandrere ind i landet. Den folkevandring, som Dansk Folkeparti i årevis har advaret imod er i gang. Og den vil sandsynligvis fortsætte i mange år. Det vi ser i disse dage vil blive dagligdag, indtil Danmark og de øvrige europæiske lande har fået taget sig sammen til at gennemføre en fornuftig grænsekontrol af nationalstaterne og af EU´s ydre grænser. Og hvis ikke vi gør det, vil den danske befolkning hurtigt komme i mindretal i sit eget land.

Der er jo ingen tvivl om, at Danmark skal hjælpe reelle flygtninge. Men man kan ikke sige, man er flygtning, når man kommer gående eller sejlende til den danske grænse. Man er kun flygtning, når man kommer løbende direkte fra ufred og usikkerhed. Og kommer man fra Tyskland, så har man haft fred og ro og sikkerhed der. Så er man bare ikke flygtning. Hvis man kalder sig flygtning, så lyver man for at opnå noget. Man er udvandrer og man leder efter et sted, hvor man kan optimere sin tilværelse som indvandrer. Hvis Danmark havde brug for dem, ville vi invitere dem. Men Danmark har ikke brug for dem. Der er ingen grund til, at de risikerer liv og lemmer for at komme her. De er illegale indvandrere og skal sendes tilbage til det første sikre land, de har været i.

Det er ulykkeligt at se, hvordan Det danske politi lige nu beordres til at være kustoder i menneskesmuglernes forretning! Det danske politi stopper ikke strømmen af illegale indvandrere ved grænsen. I stedet eskorterer de dem ærbødigt rundt i landet! Det er en grotesk situation. Vi burde selvfølgelig bruge politiet til at stoppe og vende strømmen! Politiet bistår faktisk  menneskesmuglerne lige nu. Stop dette vanvid og stå vagt om vore grænser. For Danmark skal blive ved med at være dansk.

 

 

13. juni 2015

Danmark undergraves for kortsigtet profit og stemmefiskeri.

Jeg havde en trist oplevelse på et vælgermøde for et par dage siden. Da jeg talte om Dansk Folkepartis udlændingepolitik og vores ønske om at bremse op for indvandring fra islamiske lande, blev jeg skudt i skoene, at jeg var bange for andre hudfarver og hårfarver. Det lyder jo som de falske beskyldninger imod DF fra 90´erne. For hvad har hud og hårfarve med kultur og religion at gøre? Som jeg forstår vores integrationsproblemer i Danmark, så har de INTET med hudfarve at gøre, men alt med kultur og religion at gøre. Så det er trist, at der kan være folk i dette land, der er så langsomme i opfattelsen, at de ikke kan forstå, at hudfarve er komplet underordnet. Men de samme repræsentanter fra et venstrefløjsparti kunne samtidig fortælle mig, at det var en fin ide, at give flygtninge mulighed for at arbejde i danske virksomheder, der mangler arbejdskraft, for at virksomhederne ikke skal få problemer. Det er helt fantastisk, at høre venstrefløjspartier være villige til at tilfredsstille virksomhedernes ønske om kortsigtet profit, selvom det undergraver Danmarks sammenhængskraft og skaber et nyt proletariat. Det rimer ikke så godt med socialisme. Men undersøgelser fra Vollsmose og andre parallelsamfund viser, at indvandrere stemmer rødt. Mon det er derfor, venstrefløjspartierne er så glad for åbne grænser og flere flygtninge i landet. Er der mon tale om forklædt parti-egoisme? Det er trist, hvis Danmark undergraves for kortsigtet profit og stemmefiskeri.

11. juni 2015

Vi skal stå fast på vores egen kultur.

 

Der bliver ført en forkert politik på udlændinge og integrationsområdet i Danmark. Vores velfærdssamfund tiltrækker store grupper mennesker fra den fattige og uroplagede del af verden. De beder om asyl i Danmark og straks tilbydes de integrationsprogrammer, penge, bolig og hjælp. Det tilbydes de vel og mærke, før de overhovedet har fået afklaret, om de har mulighed for at blive permanent i landet. Det betyder, at vi i Danmark reelt omdanner flygtninge til indvandrere.

 

Flygtninge er personer, der beder om ly, mens krigen raser. Flygtninge skal hjem igen, når krigen er ovre, og de skal derfor ikke integreres i landet. De behøver ikke lære dansk og de behøver ikke ud på arbejdsmarkedet. De bør bo i flygtningelejre, hvor de selvfølgelig skal behandles ordentligt, men ikke optages i det danske samfund. Sådan bør vi gøre for fremtiden i stedet for at give tilrejsende store økonomiske goder, som selvfølgelig blot tiltrækker flere og gør det helt usandsynligt, at de nogensinde forlader Danmark igen.

 

Når vi taler om de mennesker, der ER kommet til landet og har fået permanent opholdstilladelse og evt. statsborgerskab, er det en anden sag. Vi mener i Dansk Folkeparti, at der er for mange, der har fået det de seneste år. Men nu er de her. Så skal de også integreres ordentligt. Det betyder, at der skal stilles krav til dem som til danskere. De skal indgå i skoler, daginstitutioner og arbejdspladser, uden at der skal laves som på de danske regler. De tilvandrede bør forstå, at Danmark er et kristent land med ligestilling og ikke-religiøse regler for opførsel. Man kan blive nødt til at lægge tørklædet for at få et arbejde, og man kan blive nødt til at have sin egen madpakke med på arbejde eller i børnehaven, hvis man vil undgå svinekød. Det burde ikke være et problem at stå fast på det som leder af institutioner og arbejdspladser.

 

I skolerne skal vi sikre at man lærer om dansk kultur og historie, så indvandrerne kommer til at forstå og forhåbentlig holde af dansk kultur. Vi skal gøre hvad vi kan for at inddrage de nye borgere, for vi har virkelig en rig og værdifuld kultur, som vi gerne vil dele med andre.  Men det kræver, at vi står fast på vores egen kultur og ikke giver efter for  islamisering og kulturelt selvhad. Tør vi det, kan integrationen lykkes. Giver vi efter, vil vi blive ved med at se en voksende islamisering og marginalisering blandt de ikke-vestlige indvandrere.

9. juni 2015

Vi skal redde Danmark.

I Dansk Folkeparti er vi meget bekymrede for befolknings-situationen i Danmark. Vi har voksende parallelsamfund og vi har dybt alvorlige trusler imod sammenhængskraften, - f.eks. et terrorangreb.

 

Hvad skal der gøres?

 

Udlændingepolitikken skal simpelthen normaliseres. Først ved at komme tilbage til niveauet for 2011 i forhold til antal asylsøgere. Antallet er jo eksploderet og det samme er udgifterne. Regeringen har selv fortalt Folketinget, at udgifterne til asylsøgere, familiesammenførte osv. har betydet, at udgifterne er steget fra 2,9 mia. kr. (2011) til 9,2 mia. kr. (2015). En stigning på 6,3 mia. kr.!! De penge bør bruges et andet sted til gavn for blandet andet de ældre og for større tryghed i samfundet. Der mangler jo penge til sygehuse og sundhed, politiet og forsvaret.

 

I Dansk Folkeparti vil vi frem for at tage asylansøgere her til Danmark i stedet hjælpe asylansøgerne i deres nærområder ved at yde større økonomisk støtte til flygtningecentre. For eksempel skal der  i forhold til flygtninge og asylansøgere fra Syrien forhandles muligheder for, at de kan bo i nabolande, hvor der i forvejen er etableret flygtningecentre og lejre.

 

Dansk folkeparti vil sikre, at alle asylansøgere, som kommer til Danmark kun får opholdstilladelse i et år og ikke automatisk får ret til familiesammenføring. Det er det, som regeringen har foreslået og vedtaget for en meget lille gruppe (57 personer), men vi ønsker det udbredt til alle asylansøgere.

 

Den store flygtningekrise på Middelhavet skal stoppes ved at indføre den australske model, hvor skibene vendes og føres i havn, hvor de kom fra. Det er uacceptabelt, at så mange skal dø på vandet, fordi Europæerne ikke kan tage sig sammen til at vise, at man ikke accepterer illegal indvandring hertil.

 

Hvis disse ting kommer igennem efter et valg, er der stadig mulighed for, at Danmark er dansk om 100 år. Hvis ikke, så frygter jeg alvorligt for mine efterkommeres liv.

 

 

9. juni 2015

Islam afslører sig selv.

Jeg tror, mange fik åbnet øjnene for den trussel, der udgår fra islam, da muslimen, Adnan Avdic, grundlovsdag brugte 8 minutter på TV2 News på at fortælle om sine holdninger: kun Allah må lave love. Derfor bør muslimer ikke stemme til folketingsvalget, der jo er en del af et system, hvor mennesker og ikke Allah laver lovene. Manden gjorde også klart, at han tilhører en gruppe, der arbejder for at indføre et islamisk system i Danmark. Samtidig distancerede han sig fra almindelige danskere ved at tale om, at danske soldater fører krig i ”VORES lande”. Sådan sagde han! Hans nationale identitet ligger altså ikke i Danmark.

Adnan Avdic personificerer alt det, som islamkritikere har advaret imod i årevis: manglende accept af demokrati, manglende vilje til at identificere sig med Danmark og danskere og en vilje til at undergrave landets system. Det er frygtelig uhyggeligt.

Der er sket forfærdelige fejltagelser i fortiden. Den slappe udlændingepolitik er en af de allerstørste. Men det er på tide, at der standses op, før det er alt for sent. Adnan Avdic har gjort det klart for os alle, at vi må sørge for, at der ikke komme flere til landet, der kan bidrage til hans gruppe af uintegrerbare personer. Vi har behov for en strammere udlændingepolitik så hurtigt som muligt.

9. juni 2015

Vi skal stå fast på vores egen kultur.

 

Der bliver ført en forkert politik på udlændinge og integrationsområdet i Danmark. Vores velfærdssamfund tiltrækker store grupper mennesker fra den fattige og uroplagede del af verden. De beder om asyl i Danmark og straks tilbydes de integrationsprogrammer, penge, bolig og hjælp. Det tilbydes de vel og mærke, før de overhovedet har fået afklaret, om de har mulighed for at blive permanent i landet. Det betyder, at vi i Danmark reelt omdanner flygtninge til indvandrere.

 

Flygtninge er personer, der beder om ly, mens krigen raser. Flygtninge skal hjem igen, når krigen er ovre, og de skal derfor ikke integreres i landet. De behøver ikke lære dansk og de behøver ikke ud på arbejdsmarkedet. De bør bo i flygtningelejre, hvor de selvfølgelig skal behandles ordentligt, men ikke optages i det danske samfund. Sådan bør vi gøre for fremtiden i stedet for at give tilrejsende store økonomiske goder, som selvfølgelig blot tiltrækker flere og gør det helt usandsynligt, at de nogensinde forlader Danmark igen.

 

Når vi taler om de mennesker, der ER kommet til landet og har fået permanent opholdstilladelse og evt. statsborgerskab, er det en anden sag. Vi mener i Dansk Folkeparti, at der er for mange, der har fået det de seneste år. Men nu er de her. Så skal de også integreres ordentligt. Det betyder, at der skal stilles krav til dem som til danskere. De skal indgå i skoler, daginstitutioner og arbejdspladser, uden at der skal laves som på de danske regler. De tilvandrede bør forstå, at Danmark er et kristent land med ligestilling og ikke-religiøse regler for opførsel. Man kan blive nødt til at lægge tørklædet for at få et arbejde, og man kan blive nødt til at have sin egen madpakke med på arbejde eller i børnehaven, hvis man vil undgå svinekød. Det burde ikke være et problem at stå fast på det som leder af institutioner og arbejdspladser.

 

I skolerne skal vi sikre at man lærer om dansk kultur og historie, så indvandrerne kommer til at forstå og forhåbentlig holde af dansk kultur. Vi skal gøre hvad vi kan for at inddrage de nye borgere, for vi har virkelig en rig og værdifuld kultur, som vi gerne vil dele med andre.  Men det kræver, at vi står fast på vores egen kultur og ikke giver efter for  islamisering og kulturelt selvhad. Tør vi det, kan integrationen lykkes. Giver vi efter, vil vi blive ved med at se en voksende islamisering og marginalisering blandt de ikke-vestlige indvandrere.

9. juni 2015

Et amputeret forsvar

 

Der er blevet sparet så meget på forsvaret, at det er ved at være til grin.

 

Før valget blev udskrevet havde vi en trist oplevelse i forsvarsforligskredsen. Det har længe været aftalt, at der skal købes et nyt artilleri-system _ det vil sige kanoner -  til hæren, men i 2014 skete, der noget der gjorde det umuligt: en helikopter kom til skade ved en kompliceret landing under en operation i Afghanistan. Helikopteren skal naturligvis repareres, så den kan komme i orden igen og blive brugt til de rednings –og krigsopgaver, som sådan en helikopter løser. Men problemet er, at de penge der skal bruges på reparationen, var dem, der var sat af til indkøb af artilleri til hæren. Så nu er aftalen om indkøb af kanoner skubbet ud i fremtiden endnu engang.

 

I hæren er man bekymret. Betyder det, at man vil til at vælge en våbenart fra? Betyder det, at man ikke synes, der er behov for kanoner længere? I Dansk Folkeparti er vi overbeviste om, at vi ikke skal vælge en kanonerne fra, - ligesom vi heller ikke skal vælge kampfly fra. Vi er nødt til at have et forsvar, der kan mange forskellige ting. Vi kan ikke udlicitere væsentlige opgaver til andre lande og så regne med, at de kommer os til hjælp, når vi har behov for hjælpen. Når det drejer sig om det vigtigste af alt – nationens overlevelse – er man nødt til at være så selvhjulpen som muligt. Det er selvfølgelig i orden, at vi ikke har hangarskibe og langtrækkende bombefly selv. Vi er ikke en supermagt, så der er grænser for, hvad vi skal kunne. Men vi skal have nok til at forsvare vores eget territorium og til at deltage i missioner med vores allierede, når Danmark er truet.

 

Historien om helikopteren viser, at vores forsvar er skåret helt ind til benet. Og længere endnu. Der er ved at blive skåret en flis af benet også. Det er ganske enkelt en uansvarlig og uigennemtænkt finansiering af forsvaret, vi oplever for tiden. Sådan ville en familie ikke kunne styre sin økonomi. Tænke sig, hvis far kom hjem fra arbejde og sagde: ”Bilen er gået i stykker og skal repareres. Derfor har vi ikke råd til mad de næste uger!” Den familie ville ikke klare sig særlig godt særlig længe.

 

Vi er nødt til at tilføre forsvaret flere penge i næste forligs-periode. Eller før, hvis det er muligt.

Hvis ikke vi gør det, risikerer vi at mange af de tjenstgørende forlader forsvaret, samtidig med, at vores materiel bliver så nedslidt, at det er næsten umuligt at arbejde med.

Vi må vende udviklingen i forsvaret og lave en ny plan for, hvad der er behov for. For eksempel bør beslutningen om at afvikle ubåds-styrken tages op til fornyet overvejelse. For selvfølgelig skal Danmark have et stærkt og velfungerende forsvar. Det er jo forudsætningen for at opretholde sin selvstændighed og dermed sin frihed. Udsultningen af forsvaret skal simpelthen slutte, før der er sket varig skade på forsvaret.

Mine debatindlæg

 

Jeg skriver løbende i dagspressen. 


Derudover har jeg en blog på Berlingskes hjemmeside under B-tinget på ww.b.dk/b-tinget


Jeg bidrager regelmæssigt til Den Korte Avis, Gymnasiebladet og  til Kristendom.dk.


Alle indlæg deles på min  facebook-profil, der er offentlig. Se indlæg der!

 

Nedenfor kan man læse nogle af mine indlæg. 

1. juni 2015

Danske soldater kæmpede i Afghanistan for at sikre fred og frihed i Danmark.

Der er ingen sammenhæng mellem at tolke for danske styrker i Afghanistan og få asyl i Danmark.

I søndagens Berlingske angriber Geeti Amirai mig for at være med til at smyge sig udenom et ansvar for de afghanske tolke, der arbejdede med de danske soldater under krigen i Afghanistan ved ikke at give dem asyl. Argumentationen er, at Danmark har kæmpet for fred og demokrati i Afghanistan. Når der så ikke er fred og demokrati i Afghanistan nu, så bør tolkene have ret til at komme til Danmark.

Men kære Geeti Amiri, danske soldater kæmpede IKKE for fred og demokrati i Afghanistan. De kæmpede for fred og frihed i Danmark. I Danmark! Den krig er vundet. Der er nemlig stadig fred og frihed i Danmark. Al Qaida har IKKE angrebet os fra Afghanistan. Og det var det, krigen drejede sig om. Selvfølgelig er det umuligt at bombe sig til demokrati og fred i Afghanistan. Hvem kan dog tro noget så dumt? Vi kæmpede for at slå Al Qaida ned, så Al Qaida ikke kunne true os fra Afghanistan. De tolke, der hjalp os med kampen dernede, skal have mange tak. Jeg håber, at de glade for, at Al Qaida er blevet svækket, men det er klart, at der ikke er fred og demokrati i Afghanistan. Det ville være skønt, hvis der var, men der skal jo være rigtig mange, der ønsker fred og demokrati, før det kan lade sig gøre. Sådan noget skal komme nedefra og indefra. Det kan ikke påføres udefra. Hvis de afghanske tolke virkelig har følt, at de kæmpede for demokrati i Afghanistan, så håber jeg meget, at de får held med det på et tidspunkt. Dansk Folkeparti ser ikke nogen logisk sammenhæng mellem at arbejde for de danske styrker i krigen i Afghanistan og asyl i Danmark. Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe de afghanske tolke i gang med et liv efter soldatertiden, men vi kan slet ikke se, hvorfor de skulle flytte til Danmark. Hvis de er truede i Afghanistan, kan de flygte og søge om asyl, indtil der er fred. Flygtninge skal hjælpes i nærområdet og de skal tilbage, når der er fred. Det er den måde, de skal hjælpes på. Ikke ved at få en billet til Danmark. Hvis vi gjorde det ville vi skabe præcedens for at arbejde for danske styrker i udlandet er lig med et greencard til Danmark. Man må forvente, at tolkene har påtaget sig opgaven, fordi de også ønskede Al Qaida bekæmpet. Når det så er sket, skal de naturligvis ikke automatisk tilbydes asyl i Danmark. Afghanistan har i den grad brug for dygtige, initiativrige mennesker, hvis det land skal have en god fremtid. Dem må vi ikke dræne landet for. Så den såkaldte tolkaftale er forkert i sit sigte. Derfor står Dansk Folkeparti udenfor aftalen.

27. maj 2015

DR-dokumentar er propaganda.

 

Udsendelsen er med til at sentimentalisere og fordumme debatten om udlændingepolitik i Danmark.

 

Jeg har fået en dårlig smag i munden efter de 3 første afsnit i DR´s dokumentar, ”Da krigen kom til Toftlund” om etableringen af asylcenteret i Toftlund. Det er fed propaganda for en slap udlændingepolitik. Med den lokale journalist som talerør serveres alle de politisk korrekte floskler om fordomme og fremmedangst som den pureste sandhed.

 

De bekymrede lokale folk præsenteres som højst forundrede over, at det er søde folk med yndige børn og venlige smil, der ankommer. Det bliver præsenteret som om, at modstanden imod asylcenteret og dermed argumentet for en stram udlændinge-politik bygger på dumme fordomme, den indre svinehund og ideen om, at det er onde og farlige mennesker, der ankommer.

 

Tror tilhængerne af en slap udlændingepolitik virkelig, at modstanden imod et stort antal indvandrere bygger på bedømmelsen af enkelt-personer? Den søde kone med det yndige smil, det gode engelsk og de to yndige døtre kan man da ikke have noget imod. Hun ER da utrolig sød. Men hvis der kommer mange familier fra Syrien med fælles sprog og religion, så bliver det i længden en syrisk koloni i Danmark, og så har vi ændret Danmark afgørende. På en måde, der ikke er god for resten af Danmark, fordi den fremmede religion, islam, rummer værdier, der er i direkte modstrid med de danske traditioner. Også selvom familien er yndig. Husk nu på, at kritikken af islam ikke går på den enkelte muslim men på islam som ideologi. Ligeså vel går kritikken af udlændingepolitikken ikke på den enkelte flygtning eller indvandrer personligt, men på hele konceptet om, at danskerne ikke må sige nej til kulturfremmed indvandring. Husk, at muslimen er offer for islam, og at flygtningen ligeså vel som den lokale dansker er offer for den uigennemtænkte udlændingepolitik.

 

DR´s udsendelse er med til at sentimentalisere og fordumme debatten om udlændingepolitik i Danmark.

 

Det svarer til det lige så propagandistiske begreb ”miraklet på Als”, hvor TV kan undre sig i stride strømme over, at danskere er søde og hjælpsomme overfor folk, der er kommet il Als og har brug for hjælp i form af tøj og selskab. Hold nu op! Selvfølgelig er almindelige danskere søde og rare og venlige overfor fremmede. At trivialisere dette kultur-møde problem til en undren og lettelse over, at selv en DF´er kan være venlig overfor en syrisk familie i Brugsen er useriøst. Og propagansistisk.

 

Det viser, at udsendelsen ikke ønsker at tage den reelle bekymring om Danmarks fremtid alvorligt. Den fremtid som de uhyggelige tal for befolkningens udvikling viste i denne uge: Befolkningstallet i Danmark steg i perioden fra 2010 til 2014 med næsten 125.000 personer. Men kun 8,2 procent af væksten skyldes personer med dansk oprindelse. Er Danmark dansk om 100 år?

 

Men disse tal in mente er vi nødt til at bremse op for tilstrømningen til Danmark. For flygtninge skal hjælpes i nærområdet.

 

 

 

 

27. maj 2015

Maraton og tarme

 

Som middelalderens flagellanter løber maraton-løberne gennem byen under suk og støn og håber herved at bidrage til en bedre verden med et bedre selv.

 

I søndags – pinsesøndag – var der mange københavnere, der havde svært ved at komme i kirke. Og Pinsen er jo en vigtig kristen helligdag, så kirkegangen vil for de fleste være højere prioriteret denne dag end andre søndage i kirkeåret. Men det var nærmest umuligt at kæmpe sig frem til kirkedøren i det centrale København. Årsagen til problemet var Københavns Marathon, der afvikledes fra morgen til sen eftermiddag. Dermed var byen gjort nærmest ufremkommelig for alle os, der ikke deltog i den selvpineriske udfordring. Det var der til gengæld omkring 12.000 andre, der gjorde.

Jeg selv var imidlertid tæt ved indespærret på samme lokalitet i flere timer – også i kirketiden.

 

Men hvad er det, der får et kristent land til at stille så mange forhindringer op for kirkegængerne en høj-hellig pinse-morgen? Og får så mange til at prioritere maraton over det kristne budskab?

 

Svaret er den nye religion – selvets religion. Den, der er vokset frem efter at folk har glemt kristendommen. Den, der siger, at man har svaret på alt inde i sig selv. Svaret på livets store spørgsmål er derinde og kommer frem, hvis blot man udvikles på den rigtige måde, - blidt fremkaldes af den kloge coach, der stiller spørgsmål til selvet, der så mærker efter i sin mave og finder det rette svar og når frem til harmoni og balance og velvære osv. osv.. ”Mærk efter, om du har den rette mavefornemmelse”, ”spørg din mave”, ”se ind i dig selv” – kan man høre folk sige i dag. Eller man kan disciplinere sin krop via sport, sundhedskure og specielle diæter til at give svaret.

 

Marathon er jo en del af selvudviklings-ideen. Hvem vil lade sin krop forfalde og så stadig tro, at man kan finde et svar i sin mave? Den bliver jo også alt for stor at finde rundt i.

 

Men den uhyggelig sandhed om selvets religion er jo at den er falsk, og at der ikke er andet inde i maven end tarme. Tarme. De kan ikke sige dig, hvad der er sandt og falsk, godt og ondt, klogt og dumt. Tarme er tavse og fyldt med gammel mad…..

 

Det har maraton-løberne ikke fundet ud af endnu. De pisker sig stadig rundt for at få den rette krop, det rette resultat og den spændende oplevelse. Måske det vil give harmoni og balance eller med et gammelt ord – frelse. Som middelalderens flagellanter driver de gennem byen under suk og støn og håber herved at bidrage til en bedre verden med et bedre selv.

 

De kunne også være gået i kirke og der have hørt pinsens budskab om, at Helligånden er kommet til verden og gjort det muligt at sprede det kristne budskab om, at vi er frelst ved tro alene. Ved tro på Guds nåde. Uden maraton. Uden at mærke efter i ulækre indvolde. Men ved et ord udefra. Og at denne frelse ikke manifesterer sig ved harmoni og balance og lykke her på jorden. Jorden er nemlig præget af døden og synden, og først i himlen finder vi frelsen.

 

Men i det danske post-kristne danske samfund er denne enkle, gamle, kristne sandhed lidet kendt.

 

Måske man næste pinse skulle sætte busser ind, der kan fragte folk til kirkedørene gratis og nemt. Og så lade maraton-flagellanterne indtage det frie land og de lange landeveje udenfor byerne, hvor de ikke gør det svært for andre at komme ind og høre ordet om, at du ikke selv kan bidrage det mindste til din frelse ved alskens lidelser.

 

Man kunne også læse Svend Brinkmanns brillante lille bog: ”Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang.” Det er i den bog, han lancerer begrebet ”selvets religion”, og hvor han kommer med 7 gode råd til at modgå selvets religion og alle dens negative konsekvenser i form af lidelse, flagellanteri, tomhed, selvoptagethed og depression:

 

- Hold op med at mærke efter i dig selv

- Fokuser på det negative i dit liv

- Tag nejhatten på

- Undertryk dine følelser

- Fyr din coach

- Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi

- Dvæl ved fortiden

 

Jeg ville gerne føje en ottende råd til: Gå i kirke. Også i pinsen.

12. maj 2015

Regeringen modarbejder danske interesser ved at være EU-duks.

 

Det er trist at opdage, hvordan regeringen undergraver dansk økonomi og danske forsvarsmæssige interesser. Det sker i sager angående reparationer af søværnets skibe. I stedet for at lade skibene reparere på danske værfter, hvilket ville give danske arbejdspladser og danske skattekroner, så sender man opgaverne i EU-udbud. Det mister Danmark umiddelbart indtjening på. For vi har evnen og kapaciteten, - men vores værfter får ikke opgaverne.

 

 Dermed mister danske værfter ekspertisen i at reparere vores flådefartøjer, og vi kan risikere, at vi en skarp situation ikke selv kan reparere vores skibe, mens der kan være dårligere forhold for vores skibe andre steder. Det risikerer altså også at være imod Danmarks nationale sikkerhedsinteresser at lade sagerne gå til udlandet i stedet for til danske værfter. Måske kan den udenlandske virksomhed være afhængig af andre interesser, der gør at den nedprioriterer vores skibe. Det kan ende med at være rigtig skidt for den danske flåde, at Danmark prioriterer at over-implementere EU-lovgivning i stedet for at bruge sin sunde fornuft samt de muligheder, som traktaterne rent faktisk giver.

 

Der er ellers mulighed for at gøre tingene anderledes. Der står nemlig i artikel 346 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde, at man godt kan undtage visse offentlige kontrakter fra de EU-retslige udbudsregler, når det har militære formål. Så det ville være fuldt lovligt at undlade at sende reparations-opgaverne til udlandet.

 

Hvorfor bruger regeringen ikke de muligheder der er for at lade danske værfter få opgaverne? De spørgsmål har jeg sendt til forsvarsministeren. Jeg venter stadig på svar. Men imens det sker mister danske værfter ordre for op til 800 mio. kr.

 

Det er trist, eftersom vi selvfølgelig har brug for arbejdspladser i Danmark.

 

5. maj

Den kristne frihed og de moderne, kristne kætterier.

 

Der er ikke nogen hellig lov i kristendommen. Man kan som kristen ikke sige, at det er nødvendigt at gå med det og det tøj, spise den og den mad, indrette sin dag på den og den måde, sige ja og nej til de og de aktiviteter. Der er simpelthen ikke nogen konkrete retningslinjer for, hvad man skal gøre på det personlige plan for at være rigtig eller for at blive frelst.

 

På samme måde er det med samfundsindretningen. Der er ingen konkrete retningslinjer om, at man skal have demokrati eller enevælde eller have bestemte love for ligestilling og imod hate-speach for at have en god stat. Kristendommen er helt uden disse regler, for mennesket frelser ikke sig selv. Det gør Guds nåde. Vi er alle syndere for Vorherre og kan ikke udmærke os ved at gå i burka, lade være med at spise svinekød, lade være med at drikke alkohol, overholde alle menneskerettigheder, modtage alverdens flygtninge og sørge for, at der kommer flere kvindelige forskere på universiteterne.

 

Vi har i kristendommen fået en ordre om at elske vores næste, men vi har ikke fået nogen manual til, hvordan man gør det. Det er den kristne frihed. Men det er i høj grad også en tomhed, der udløser angst. For det ville jo være meget nemmere, hvis der var konkrete regler for alting. Så var der ikke så meget at diskutere. Og når man endelig indgik i debatter, så ville det være meget lettere at vinde diskussionen, hvis man kunne sige, at man stod på Guds side.  Det er jo et ret stærkt sted at stå!

 

Jeg tror, det er derfor vi ser de mange moralske regler i dag. Især når man diskuterer udlændingepolitik, er det umuligt at trænge igennem med sund fornuft om, at der selvfølgelig må være et maksimalt antal for, hvor mange et land kan kapere, - særligt hvis der er store kulturforskelle. I stedet henvises der i højstemte vendinger til menneskerettigheder, der gør det umoralsk og anstødeligt overhovedet at have denne diskussion. Man er faktisk ond på forhånd, hvis man begynder en debat, hvor common-sense-argumenter spiller en rolle.

 

Jeg har fået det indtryk, at de fleste mennesker i dag mener, at menneskerettighederne er regler, som er moralsk rigtige og nødvendige. Nærmest guddommelige. ”De står mellem os og barbariet”, som en debat-deltager sagde på et møde, jeg deltog i for nylig. Eller som en anden sagde: ”De er som naturlovene bare på det moralske område. I fysikken har vi tyngdeloven, - indenfor moralen har vi menneskerettighederne.”

 

Som kristen kan jeg kun være meget uenig. Der findes ikke love på det moralske område. Og tror vi, at vi har fundet koden til den rigtige godhed, kan vi være ret sikre på, at vi er godt på vej til direkte ondskab og barbari. For det er kun Gud, der har den kode. Hver gang vi mennesker tror, vi har dechifreret koden, og vi har sat os i Vorherres sted, er det gået grueligt galt. Tænk på den franske revolution, Hitlers Tyskland og Lenins kommunisme. Alle mennesker er syndere, - også dem, der tror på menneskerettighedernes godhed. Og når de maser dem nedover lande og mennesker for at tvinge dem til større godhed, så er det som regel det modsatte, der sker.

 

Men angsten for at erkende, at vi er nødt til lytte til hinanden, bruge vores sunde fornuft og holde op med at lede efter godheds-koderne, er for svær at bære for mange. Det bliver for tomt, for frit og for uhyggeligt. Så hellere fylde rummet ud med moralske forskrifter, som man kan dømme andre med og sikre sig selv en glorie. Derfor er menneskerettighederne en dejlig tryg form for moderne kætteri, der afskaffer friheden og ansvaret og giver os en let forståelig formel for det gode liv. Så pyt med at de måske ødelægger næstens liv, mens man selv nyder en farisæisk glæde ved at skælde naboen ud for egoisme og ondskab.

 

 

16. april 2015

Løgn og bedrag og socialdemokrater!

 

Der vil ikke blive lukket nogen gymnasier, hvis Dansk Folkepartis gymnasieudspil føres ud i livet.

 

Der kommer snart valg og forhandlingerne om en reform af gymnasiet brød sammen i sidste uge. Det er formentlig de to faktorer, der har fået socialdemokraterne til at udsprede direkte løgne om Dansk Folkepartis gymnasie-udspil.

 

Socialdemokraterne påstår i deres nyhedsbrev skrevet af Ane Halsboe Jørgensen, at Dansk Folkepartis politik vil føre til, at en lang række gymnasier vil lukke, fordi der skal indføres adgangskrav, og der dermed vil komme færre i gymnasiet. Ane Halsboe påstår samtidig, at Dansk Folkeparti vil lukke HF. Begge dele er løgn.

 

I Dansk Folkeparti har vi foreslået, at man skal have 6 i gennemsnit fra folkeskolens afgangsprøve for at komme i gymnasiet. Gymnasiets faglige niveau skal hæves og undervisningen skal i højere grad være rettet imod universiteterne. Det vil naturligvis udelukke en del af den danske ungdom. Til dem, der gerne vil have mere boglig uddannelse, men som ikke ønsker det akademiske niveau – altså at gå videre på universitetet – vil vi til gengæld oprette en ny uddannelse. Den kalder vi Forberedelsesskole[1]. Den skal være mindre akademisk, men solid. For at komme på Forberedelsesskole skal man ikke have så højt et gennemsnit fra folkeskolen, som man skal have for at komme på gymnasiet. Med en eksamen fra Forberedelsesskole skal man kunne komme ind på de fleste korte videregående uddannelser (professionsbachelor-uddannelserne). Her kræves der i dag en studentereksamen.

 

Konkret har vi i Dansk Folkeparti foreslået at Forberedelsesskole oprettes som en reform af HF, hvor det nuværende HF spaltes i to: en forberedelsesskole samt det klassiske HF (en studentereksamen på to år for voksne). Det klassiske HF placeres på VUC. Forberedelsesskolen placeres på de nuværende HF-kurser og gymnasier. Vi vil bruge de samme bygninger, klasselokaler, bøger og lærere. Derfor vil der ikke blive lukket nogen gymnasier i Danmark. Undervisningen i de enkelte klasselokaler vil blot være anderledes, end den er i dag.

 

Som det er i dag går størstedelen af en ungdomsårgang bevidstløst i gymnasiet uden at træffe et gennemtænkt valg. Niveauet er følgelig faldet så meget, så man – sat på spidsen - snart kan begynde at husstandsomdele studenterhuer. Det er der ingen, der har glæde af. Derfor skal der gøres noget.

 

De udspil, vi er kommet med i Dansk Folkeparti, vil højne det faglige niveau i gymnasiet og styrke de unges mulighed for at bryde den sociale arv ved at kunne tage en uddannelse, der er mere fokuseret på deres egne evner og ambitioner. Og vi vil ikke komme til at lukke gymnasier rundt omkring i landet!

 

Det er trist, at socialdemokraterne begynder valgkampen på så lavt et niveau. Jeg har bedt Ane Halsboe om en undskyldning for udspredelsen af løgnene om Dansk Folkepartis gymnasiepolitik. Jeg venter stadig på den!



[1] http://www.ft.dk/RIPdf/samling/20141/beslutningsforslag/B37/20141_B37_som_fremsat.pdf

13. april 2015

Et stærkt forsvar

 

Det er vigtigt, at vi i Danmark har et stærkt forsvar. Vi skal ikke opleve et nyt 9. april! Derfor er det sørgeligt så meget, der er blevet sparet på forsvaret de sidste år. Det siger sig selv, at det ikke er muligt at have et stærkt forsvar, hvis man ikke bruger tilstrækkeligt med penge på det. Derfor var vi i Dansk Folkeparti også umådeligt kede af at indgår et forlig om 15 % besparelser af forsvarsbudgettet ved sidste forligs-forhandling i 2012. Vi stod desværre alene med tanken om, at man bør bruge flere penge på forsvaret, og var i sidste ende nødt til at gå med i aftalen for i det mindste at få indflydelse på forligets indhold. Dermed blev værnepligten reddet. Det var en trøst. Men det er trist, at vi måtte acceptere de store nedskæringer. Det skal vendes i næste forligsperiode.

 

I dag har nogle partier heldigvis skiftet mening med hensyn til finansiering af forsvaret. Nu synes de faktisk, at vi skal til at leve op til NATO´s krav om, at hvert land bruger 2 % af bruttonationalproduktet på sit forsvar. Et krav som Danmark slet ikke lever op til i dag med sit forbrug på forsvar på ca. 1,3 % af bruttonationalproduktet.

 

Vi har i Dansk Folkeparti også altid ment, at forsvaret skal kunne forsvare det danske territorium og ikke kun kunne kæmpe på den anden side af jordkloden. Derfor er vi glad for, at der nu er flere partier der støtter, at forsvaret i højere grad skal være territorialt. Det er alt sammen godt.

 

Det der er mindre godt er, at holdningsændringen hos de andre partier skyldes deres frygt for Rusland. Hvor vi i Dansk Folkeparti ser et stærkt territorial-forsvar som en forsikring af Danmark, der til enhver tid skal være til stede, så ser de andre partier det som et modsvar på Ruslands politik overfor Krim og Ukraine. De frygter, at Rusland vil opføre sig som Hitler-Tyskland og erobre land efter land. Det er en analyse, der efterhånden er blevet gentaget så mange gange, at de fleste tror på den. Jeg mener til gengæld, at en er helt forkert. Hvis Rusland havde ønsket at genskabe Sovjet-imperiet, havde man gjort det for længst. Så havde man heller ikke indgået grænseaftaler med Norge, Letland, Estland og Kina, hvor man endda har afstået landområder.

 

Der er heller ikke nogen aggressiv, ekspansionistisk ideologi at spore i de russiske lederes taler. Der er derfor meget, der tyder på, at Krim og Ukraine er nogle helt særlige tilfælde for Rusland, som ikke kan overføres til andre områder, for eksempel Polen og Danmark.

Jeg mener altså ikke, at Danmark er i fare, fordi Rusland ønsker indflydelse på landområder, der har en helt særlig betydning og historie for dem. Til gengæld kan vi risikere at der opstår krig, hvis vi følger Litauens opfordring til alle NATO-lande om at sende våben til Ukraine. Vi skal naturligvis hellere lægge pres på Rusland og de øvrige europæiske stormagter for at finde en fornuftig forhandlingsløsning på situationen i Ukraine og på Krim.

 

Det er ikke på grund af Ruslands handlinger lige nu, vi skal have et stærkt forsvar. Vi skal have et stærkt forsvar, fordi verden kan ændre sig hurtigt og uforudsigeligt fra fred til ufred. Som den for eksempel gjorde den 11. september 2001. Man kan ikke opbygge et stærkt forsvar på kort tid, - det tager mange, mange år. Derfor er det vigtigt at vi hele tiden sørger for, at vores forsvar er stærkt og brugbart.

13. april 2015

 

Heroisk kamp.

 

”Hvordan skaber man mening i en verden, der ikke hænger sammen?” Det står der på væggen i en udstilling i det moderne kunstmuseum i Århus, Aros. Sætningen indgår i en udstilling, der så vidt jeg forstår den, skal vise, at mennesket søger efter mening, og skaber mening, fordi det har behov for mening. Det behov er svært at opfylde, fordi verden ikke hænger sammen, som sætningen på væggen siger. Det vil sige, at det er en nærmest umulig opgave, mennesket sætter for sig selv. Mon ikke nogen bryder sammen i denne håbløse kamp med det meningsløse, hvor man åbenbart ikke har nogen hjælp. At fortsætte denne ensomme kamp må i sandhed siges at være heroisk.

 

Sætningen på væggen og de utraditionelle og ikke spor kønne udstillingsgenstande på museet lå stadig i mit baghoved, da jeg lige efter museumsbesøget var til koncert i Musikhuset og hørte Bachs Johannes-passion. Johannes-passionen er en musikalsk genfortælling af lidelses-historien fra Det Nye Testamente. Det er smukke tekster og fantastisk musik i form af korstykker og arier. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over den enorme forskel fra museets påståede meningsløshed og til Bachs smukke gengivelse af det, som han og hans samtid har set som meningen. Nemlig kristendommen og dens budskab: At Jesus døde på korset for vores skyld. At vi dermed er frelste og fri og kan gå ud i verden og koncentrere os om det, der er vores opgave: at elske vores næste.

 

Her er ingen meningsløshed, her er ingen krav om, at mennesket påtager sig rollen om at skabe mening. Den ER skabt. Mennesket skal blot gå ind i den med tillid til, at Gud har frelst os.

 

Det opleves måske mindre heroisk end den ensomme, fortvivlede kamp med at skabe meningen selv ud af kaos. Jeg kan i hvert tilfælde huske fra mine mange samtaler med gymnasieelever, når jeg har undervist i religion, at den heroiske individualisme i det meningsløse kaos hos dem opfattes som langt mere ærefuld end en tillidsfuld overtagelse af generationers tro på det kristne budskab. Den er vist for tøsedrenge, der ikke rigtig tør tage kampen, kan man høre dem sige.

 

Men tilliden til, at vi er frelste af Gud og dermed er fri til at elske vores næste, kan faktisk føre til, at vi netop kan tage de store, heroiske opgaver på os. I stedet for at gå til i depression og sorg over en uforståelig verden, hvor det er umuligt at finde ud af, hvad man skal, så tør vi måske gå længere for at hjælpe dem, vi er forpligtet på. Vi tør måske gå ind i modstandsbevægelsen eller blive soldat i Afghanistan eller Irak eller springe i havnen efter det barn, der lige faldt i.

 

Når tilliden til, at Vorherre sørger for meningen og blot forventer af os, at vi udfører vores egen opgave, er vores livs baggrundstæppe, så får enhver mulighed for at kæmpe heroisk. For det kan ofte være en heroisk kamp at elske sin næste.  En sådan situation beskriver H.C.Andersen i eventyret ”Snedronningen”, hvor den  lille Gerda skal frelse sin elskede Kaj fra den onde Snedronning. Men hun er oppe imod snedronningens snefnug-soldater og is og kulde, og så hun har ikke fået sko og vanter med: ”Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og kulden var så stærk, at hun kunne se sin egen ånde. Som en hel røg stod den hende ud af munden. Ånden blev tættere og tættere og den formede sig til små klare engle, der vokste mere og mere, når de rørte ved jorden. Og alle havde de hjelm på hovedet og spyd og skjold i hænderne. De blev flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en hel legion om hende. De huggede med deres spyd på de gruelige snefnug, så de sprang i hundrede stykker, og den lille Gerda gik sikker og frejdig frem. Englene klappede hende på fødderne og på hænderne, og så følte hun mindre, hvor koldt der var, og gik rask frem mod Snedronningens Slot.”

 

Den lille Gerda bliver fyldt med mod og styrke ved at bede sit Fadervor. Måske var det det, man skulle skrive på væggen i museet? Så kunne det også være, at kunstnerne fik mod til at lave smukke kunstværker i stedet for at finde på mærkelige dimsedutter, der skal gøre det ud for mening skabt af dem og ikke af Gud.

26. februar 2015

Landsforrædere skal dømmes.

 

Regeringen svigter sin opgave ved ikke at få dømt danske forkæmpere for Islamisk Stat som landsforrædere!

 

Danmark er i krig med Islamisk Stat. Derfor har vi sendt F16 fly til området. Derfor er vi med til at bekæmpe Islamisk Stat med militære midler. Og derfor er det landsforræderi, hvis man som dansker eller dansk statsborger kæmper sammen med Islamisk Stat eller på anden måde bistår Islamisk Stat. Islamisk Stat er nemlig vores fjende. Og en fjende må man ikke hjælpe på nogen måde uden at det har alvorlige retslige konsekvenser.

 

Derfor er det for mig ganske logisk, at straffelovens kapitel 12 § 101 og 102 kan bruges til at straffe hjemvendte krigere, der har kæmpet på Islamisk Stats side. Og hvis det på grund af juridiske spidsfindigheder ikke umiddelbart kan lade sig gøre, så må man med lynets fart se at få styr på juristeriet og få fremsat lovforslag, der gør det helt klart, at det er en alvorlig forbrydelse at bryde sin grundlæggende loyalitet overfor ens hjemland ved at kæmpe med dets fjender. Og indtil de juristerier er i orden, må man som regering bruge megen energi på at understrege, at det er en grov forbrydelse at kæmpe på fjendens side i en krig, hvor Danmark er involveret.

 

Det er sådan det bør være. Men det er ikke det, vi har set.

 

Det vi har set er en regering, der ikke kan finde ud af, om vi er i krig eller ej. Og en regering, der ikke vil tage ansvar selv, men skyder hele problematikken til hjørne ved at lade Straffelovsrådet sidde og nørkle med sagen i mange, mange måneder. Som om det er Straffelovsrådet, der afgør om Danmark er i krig eller ej. Som jeg læser Grundlovens §19 stk. 2, så er det ikke Straffelovsrådet, men det danske folketing, der afgør, om vi er i krig. Dermed er det også en beslutning for regering og Folketing, hvem der er vores fjender og hvem, der ikke er. Og dermed er det også denne politiske beslutning, der ligger bag, hvem, der er landsforræder og hvem, der ikke er.

 

Det er det ansvar, regeringen løber fra ved at gøre det til et meget, meget vanskeligt og nørdet juridisk spørgsmål, om der er tale om strafbare handlinger eller ej. Men det er det altså ikke.

 

Ligegyldigt hvilke ord vi vil bruge – ligegyldigt om vi er i krig eller væbnet konflikt eller international væbnet konflikt og ligegyldigt om vores fjende er en stat eller en organisation, så er det ret let at afgøre, hvem vores fjender er: det er dem, som vores F16 fly gerne må bombe. Og hvis danske statsborgere hjælper dem, så skal de straffes hårdt. Hvis ikke, det var så let at udpege, hvem vores F16 må bombe, så bliver jeg alvorligt bekymret for deres opgaver. Så er det da vanvid at sende fly af sted med dødbringende bomber! Så det ER ikke en mulighed, at vi ikke ved, hvem vi er i krig med. Det siger al logik. Så derfor er det IKKE et nørdet juridisk spørgsmål. Og hvis formuleringerne i straffelovens kapitel 12 ikke svarer til nutiden, så vil Dansk Folkeparti fremsætte beslutningsforslag om, at der indføres ord som ”væbnet konflikt” ved siden af ordet krig og ord som ”international organisation under væbnet konflikt” i stedet for ”fjende”. Det kan simpelthen ikke være så svært.

 

Når det så alligevel viser sig at være så umådelig vanskeligt for regeringen, så får jeg den mistanke, at det simpelthen er den underliggende tankegang i ordene: fjende, landsforræder og krig, som man ikke kan godtage. At man måske synes, at det er gammeldags og forkert at kræve loyalitet af sine statsborgere. At man er uenig i præmissen om, at bare det at pakke madpakker til Islamisk Stats krigere er en forbrydelse, fordi de kæmper imod vores danske soldater. At enhver sympati-handling overfor Islamisk Stat er forkert. For det vil jo sige, at vi kræver, at folk med dansk statsborgerskab bakker op om Danmark. At deres sympati ligger hos Danmark. Det er efter min mening den helt afgørende præmis bag vores statskonstruktion – nationalstaten -  og vores demokrati, at de folk, der har borgerskab i Danmark, de også bakker op om Danmark. Eller i det mindste ikke i handling hjælper vores fjender. Den præmis skal slås fast igen og igen og igen. Derfor skal det være svært at få dansk statsborgerskab. For vi skal være sikre på, at man kan stole på folk, før de får det. Og derfor skal de folk, der har dansk statsborgerskab og hjælper vore fjender, dømmes hårdt.

 

Der findes en moderne tankegang, der går ud på, at nationalt tilhørsforhold er fortidigt og ligegyldigt. At kun overholdelse af menneskerettighederne og de internationale konventioner er vigtigt, og at nationalstaten dermed er et lidt besværligt led imellem individet og konventionerne. Det er en opfattelse jeg er meget imod. Jeg mener, at nationalstaten er helt afgørende for vores frihed. Og jeg vil kæmpe for, at den bevares. Derfor er det af meget stor betydning, at det gøres helt klart, at manglen på national loyalitet udtrykt i handlinger i en krigstid er strafbart. Meget strafbart.

 

Derfor mener jeg, det er for dårligt af regeringen, at man ikke har sørget for at få styr på dette område, så vi kan få dømt landsforrædere som landsforrædere!

18. februar 2015

Det forventede terrorangreb.

 

Så kom det. Terror-angrebet på dansk jord. Det er sket i andre lande, der ligner Danmark, og som har de samme problemer med uintegrerbare muslimske minoriteter. Og nu brød dette problem så frem i lys lue som et terrorangreb på folk, der repræsenterer ytringsfriheden, og på den jødiske minoritet i Danmark.

 

Det var ikke en overraskelse, at der kom et terrorangreb. Det var nærmest forventet. Men ligesom døden ikke kan være en overraskelse for nogen, fordi vi jo alle skal dø, er det alligevel svært at være forberedt på, at det sker netop i dag og netop her. Og inderst inde håber man måske, at det ikke sker for netop mig og mine nærmeste. Derfor er terrorangrebet også et chok, selvom det var forventet. Vi håbede måske, at det kun ville ske for de andre. Ikke for os.

 

Men selvfølgelig kunne vi forvente et sådant angreb på dansk jord. Vi har jo på grund af de seneste 30 års store indvandring fået opbygget muslimske parallelsamfund, der desværre ikke er i stand til at opdrage alle unge mennesker til slutte op om den frihed, som vi står for i Danmark. Omvendt er friheden hadet og afskyet af mange i parallelsamfundene. Det burde ikke komme som en overraskelse, for den muslimske kultur har ikke nogen steder været god til at støtte frihed, ytringsfrihed, ligestilling og demokrati. Derfor burde vi i Danmark selvfølgelig aldrig, aldrig nogensinde have ladet det ske, at der blev opbygget en stor muslimsk minoritet i landet. Og da det så alligevel skete, så skulle vi naturligvis have krævet ordentlig integration af samme minoritet fra dag et. Vi skulle aldrig, aldrig have tilladt, at der opstod parallel-samfund i områder af landet. Men alt det er sket, og derfor er det ikke overraskende, at terror-angrebet kom. Det er forfærdeligt. Det er ulykkeligt. Men inderst inde ved vi også godt, at det var forventet.

 

Nu gælder det om, at det ikke sker igen. Det er opgaven. Den er svær. Måske umulig. Men vi må forsøge at rette op på fortidens fejl, så vi ikke skal frygte for vort liv, bare fordi man har tegnet Muhammed, er jøde eller færdes frit i Danmark.

7. februar

Kristendom er det bedste våben imod utopierne.

 

Forleden hørte jeg en argumentation angående islams udvikling, der efter min mening gav et helt forkert billede af kristendommen og kristendommens historie. Argumentationen lød som følger: ”Det er et problem med islam, at religionen sætter sig så voldsomt igennem i det offentlige rum og det sociale liv. Islam bør relativers og individualiseres, ligesom det er sket med kristendommen. Hvis man kan trække nogle gode moralske regler ud af islam, ligesom menneskerettighederne er inspireret af kristendommen, så kan islam i sin nye form også understøtte samfundslivet. Derudover må islam, ligesom kristendommen, forvises til den private sfære for de mennesker, der ikke har mod og styrke til at leve et liv uden trøst og støtte fra religionen.”

 

Jeg så meget gerne, at islam blev ændret, - meget gerne. Men den skildring, der her gives af kristendommens udvikling er forkert. Den er også farlig, fordi den jo i realiteten afskaffer kristendommen som sandheden og dermed sætter mennesket på Guds plads. Og det er uhyggeligt farligt.

 

Argumentationen rummer flere påstande om kristendommen, der er forkerte:

a.       kristendommen er blevet relativeret og individualiseret

b.      menneskerettighederne er en videreudvikling af kristendommen

c.       kristendommen er en slags sutteklud for de angste

 

A. Kristendommen har aldrig været fundamentalistisk. Biblen er skrevet af mennesker og kan ikke læses som en manual for, hvordan mennesket skal leve sit liv. Frihed til selv at finde ud af, hvordan man leve op til buddet om at elske sin næste har altid været en indbygget del af kristendommen. Naturligvis især efter reformationen i 1536, hvor Luther nedbrød den katolske kirkes monopol på at udlægge kristendommen. Vi er alle præster overfor Gud, sagde Luther, og mente dermed, at vi alle må forholde os til Det nye Testamente og udlægge det. Man er ikke mere ren eller from, fordi man er teolog. Dermed er den enkeltes tro også et individuelt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. I den forstand har kristendommen altid været individuel. Men den er naturligvis kun meningsgivende, hvis de kristne tror, at den er sand. Derfor er kristendommen ikke blevet relativeret, og vil aldrig blive det. Men kristendommen er i høj grad usynlig. Både fordi den er så individuel, men også fordi sekularisering er en indbygget del af kristendommen. Husk på Jesu ord om, at man skal give Gud, hvad Guds er, og Kejseren, hvad Kejserens er. Dermed er der forskel på religion og politik. Politik skal udfoldes som det sekulære menneskeskabte med fuld frihed til at finde de bedste løsninger. For der er jo ikke en hellig bog, der kan bruges som manual. Men det er vigtigt at huske, at denne frihed er givet af kristendommen. Så når religionen er usynlig eller ikke til stede i samfundslivet, er det netop fordi vi har hørt efter, hvad Jesus sagde! Det er ikke, fordi vi har glemt det.

 

B. Menneskerettighederne, der jo er en række regler, der betragtes som universelle og gode, er det modsatte af kristendom. De kan godt betragtes som en form for kristent kætteri – dvs. falsk kristendom – men i og med, at de netop opfattes som en manual i et godt samfund, er det lige præcis det modsatte af kristendommen, der jo ikke rummer en manual. Kristendommen siger derimod, at mennesket er en synder og dermed aldrig kan opbygge det perfekte samfund. Mennesket skal elske sin næste ja, men der er ikke en formel, og hvis der var, ville den ikke være god, fordi menneskets natur er ramt af arvesynden, der gør, at vi ikke kan blive helt gode. De folk, der tror, at de er helt gode og har den perfekte plan for det perfekte liv for sig selv og andre, er djævelske og fører forfærdelige ting med sig: tænk på Lenin, Hitler, Pol Pot, Osama Bin Laden osv. Verdenshistorien er fuld af utopister, der tror, de har fundet den perfekte løsning, der bare lige skal føres ud i livet til alle menneskers gavn. Det går altid galt, fordi de overser deres egen syndighed. Menneskerettighederne er på samme måde et overmodigt produkt af folk, der har glemt deres syndighed, og vil lave verdens lande om på en særlig måde. De vil herse med os alle for at opnå noget, som de tror, er bedre end alt andet. Men det er som fortidens utopier også blot en overmodig drøm, hvor mennesket har sat sig i Guds sted og bestemmer, hvad der er godt og universelt. Det kommer der ikke noget godt ud af!

 

C. Der er ingen tvivl om, at kristendommen giver trøst og håb til alle. Både de angste og de andre. Men som jeg har skrevet ovenfor, så er kristendommen langt, langt mere end det. Det er en forståelses-ramme, der omfatter alt og giver en utrolig frihed til at indrette sit liv og sit land, som man ønsker. Men det skal naturligvis foregå i den fælles forståelse, at vi som mennesker er syndere og ikke kan finde den perfekte måde at leve på. Det er lige der, den demokratiske samtale begynder. Der hvor vi bruger vores fornuft og vores argumentationsevner til at finde og blive enige om den bedste måde at indrette sig.

 

Det er så trist, når folk i dag ikke vil se i øjnene, hvor meget af det vi sætter så stor pris på – friheden, demokratiet, ligestillingen – der har sin baggrund i kristendommen. For vil vi blive ved med at have et samfund præget af frihed, demokrati og ligestilling, hvis ikke vi forstår os selv som syndere? Hvordan vil vi modstå den næste utopiske bølge af perfekte løsninger, der vil herse med os, og smide de uregerlige på lossepladsen, i gaskamre, i arbejdslejre eller marginalisere og stemple dem som onde? Der er ingen tvivl om, at kristendom er det bedste åben imod utopierne og samfundshersen. Men det er den jo kun, hvis den stadig lever blandt folk i Danmark.

 

Der skal gøres op med islam. Det er der ingen tvivl om. Men det kan ikke ske efter den formel, jeg citerede i begyndelsen af artiklen. Det må ske ved en ændring af dogmerne. Især dogmet om, at Koranen er Allahs eget ord og dermed helt perfekt og sand. Islam har et fuldstændig anderledes indhold end kristendommen og kan derfor slet ikke gennemgå den samme historie som kristendommen har haft. Men det er altså ganske vigtigt, at man ikke misforstår kristendommens udvikling. Kristendommen har ikke gjort sig selv overflødig. Den vil altid være nødvendig i sin understregning af, at mennesket er en synder, fordi sandheden er et andet sted, nemlig hos Gud.

5. februar 2015

Et fagligt gymnasium rettet imod universiteterne.

 

I Dansk Folkeparti ønsker vi det høje faglige niveau tilbage i gymnasiet. Derfor vil vi af med de tværfaglige vildskud -  AT, NV og AP, -  og vi vil have mere tid til de rigtige fag.

 

AT skal afskaffes som selvstændigt eksamensfag og erstattes af 2-4 projektarbejder i løbet af de tre år. Her kan man arbejde tværfagligt og man kan øve metode og synopsis. Dette arbejde leder dermed frem til SRP, som skal have et mundtligt forsvar. SRP skal også forkortes til en enkelt uges arbejde, og der skal åbnes for større mulighed for at arbejde enkelt-fagligt.

 

AP og NV gøres overflødige, fordi vi ønsker grengymnasiet tilbage i den forstand, at man skal vælge enten en naturvidenskabelige eller en humanistisk retning, når man søger om at komme på gymnasiet. Det første år er man altså ikke i gang med sin studieretning. Men er man begyndt på den naturvidenskabelige hovedretning har man foruden en lang række obligatoriske fællesfag også fysik og kemi. Er man begyndt på den humanistiske hovedretning skal man have latin og 3. fremmedsprog det første år. I anden g skal man vælge studieretning. Alle studieretninger skal være AAB eller AAA. Vi forestiller os 7 naturvidenskabelige og 4 humanistiske.

 

Den naturvidenskabelige hovedretning

Alle på den naturvidenskabelige hovedretning har Matematik på A- niveau, men man kan vælge at supplere dette fag med

1. Bioteknologi A + Fysik eller Kemi A,

2. Biologi A + Fysik eller Kemi A

3. Fysik A + Kemi B

4. Kemi A + Fysik B

5. Biologi A + Naturgeografi B

6. Samfundsfag A + Fysik eller Naturgeografi A

7. Musik A + Fysik B.

 

Den humanistiske hovedretning

Alle på den humanistiske hovedretning har Engelsk på A-niveau. Dette fag suppleres med følgende studieretninger:

1.      Fortsættersprog A + 3. fremmedsprog B (begyndersprog)

2.      Græsk A + Latin A

3.      Samfundsfag A + 2. eller 3. sprog A eller B

4.      Musik A + 2. eller 3. sprog A eller B

 

Både humanistisk og naturvidenskabelig hovedretning har følgende obligatoriske fag:

Dansk A, Historie A (som tilføres ekstra timer), Engelsk B, Idræt C, Matematik C, Religion C, 2. fremmedsprog B, Oldtidskundskab C, Biologi C, Kunstnerisk fag C, Samfundsfag C, Naturgeografi C. Dertil kommer mulighed for at vælge et valgfag på C-niveau eller at hæve et fag fra C til B-niveau.

 

Vores skitse for et opdateret grengymnasium vil hæve gymnasiets faglige niveau betydeligt, og det vil målrette gymnasiet imod universiteterne. Der indføres derfor også adgangskrav.

 

Men det er jo ikke alle, der kan komme på gymnasiet med denne model. Derfor oprettes der samtidig en ny ungdomsuddannelse for dem, der ikke vil på universitetet. Vi kalder det ”Forberedelses-skole”. Her vil der også være solide boglige fag, men ikke på A-niveauer. Der vil kræves et mindre karakterniveau for at få adgang, og skolen vil forberede eleverne til at gå videre på de korte videregående uddannelser (politibetjent, sygeplejerske, pædagog, ergoterapeut osv. osv.). Forberedelsesskole kan afholdes i de klasseværelser på gymnasierne, der tømmes på grund af de højere krav og det snævrere sigte i det nye gymnasium. Dermed skal der ikke lukkes skoler og der bliver ikke for langt til en relevant ungdomsuddannelse for de unge mennesker.

4. februar 2015

Adgangskrav til gymnasiet er sundt og fornuftigt.

SF´s gymnasieordfører spørger retorisk, om gymnasiet kun skal være for elitens børn? Det mener hun åbenbart, at det bliver, hvis man indfører adgangskrav. Men det er helt misforstået. Det er naturligvis den kommende elite, der skal gå i gymnasiet. De dygtigste mennesker i Danmark. Men de kan være født i mange forskellige hjem. Alle lyse hoveder skal have mulighed for at komme i gymnasiet og klare sig godt. I dag tager man stort set alle ind, både de lyse og de mindre lyse - , og det har betydet, at det er svært at komme op på et ordentligt niveau i gymnasiet. Samtidig har man indrettet gymnasiet med en pædagogik fyldt med ”hemmelige akademiske koder ” indenfor projektarbejde, tværfaglighed og videnskabsteori, der bevirker, at børn født udenfor akademiker-kredse har svært ved at klare sig. Akademiker-børnene klarer sig meget bedre end de andre. Men ingen kommer op på det højeste niveau. Er det den udvikling, SF ønsker at styrke?

Hvem har gavn af, at unge mennesker lokkes ind på en uddannelse, de ikke kan klare? Eller som de opdager, de ikke har lyst til? Og en uddannelse, hvor niveauet falder? Det er da meget mere logisk at sortere eleverne efter evner og interesser. Og så sørge for, at pædagogikken i både gymnasiet og andre ungdomsuddannelser sikrer, at alle kan få gavn af undervisningen. I Dansk Folkeparti vil vi fjerne de akademiserende indslag fra 2005-reformen. For eksempel skal AT – kaldet ”Almen Tidspilde” af eleverne, -  begraves.

Vi vil indføre adgangskrav og vi vil samtidig oprette en ny ungdomsuddannelse, der er mindre bogligt krævende og retter sig imod de korte, videregående uddannelser – f.eks. sygeplejerske, politibetjent, pædagog osv. Gymnasiet skal rette sig imod universitetet.

Vores forslag vil sikre, at alle børn får mulighed for mest mulig uddannelse på baggrund af deres evner og interesser. Adgangskravene til ungdomsuddannelserne vil hjælpe dem til at teste sig selv og til at skabe ny dynamik i folkeskolen. Alle vil få fordel af de nye krav. Det er ganske enkelt sundt og fornuftigt at indføre adgangskrav.

3. februar 2015

Udlændingepolitikken er lempet under den røde regering.

Det er til grin, når Troels Ravn (S) i et læserbrev i denne avis påstår, at udlændingepolitikken ikke er lempet siden VKO-regeringen. Jeg har et notat liggende foran mig med 24 konkrete eksempler på lempelser på udlændingeområdet, der er blevet vedtaget siden den røde regering kom til. De tre første punkter er: afskaffelse af starthjælp, lempet adgang til statsborgerskab og afskaffelse af pointsystemet for familiesammenføring. Samtidig er antallet af udlændinge, der kommer til Danmark steget voldsomt fra 3.806 i 2011 til 14.815 i 2014. Den røde regering gentager 90´ernes katastrofale åbning af ladeporten. Udlændingene strømmer ind i landet. Godt regeringen nærmer sig udløbet af sin holdbarhedsperiode.

3. februar 2015

Værdighed er ikke kun knyttet til boglige færdigheder

 

Politiken skriver tirsdag, at regeringen mener at der skal være de samme karakterkrav til gymnasiet og erhvervsuddannelserne (pt 2), fordi de skal betragtes som ligeværdige. Det svarer til at kræve at alle, der dyrker atletik skal kunne kaste spyd på en vis længde. Men helt ærlig,- det er jo ikke alle atleter, der har brug for den færdighed. Højdespringerne skal hellere være gode til at springe højt end til at kaste langt. Højdespringeren er ikke uværdig eller mindreværdig, fordi han er dårlig til spydkast! På samme måde er det med boglige færdigheder, som karakterkravet jo viser. Den elev, der ikke får høje boglige karakterer er ikke uværdig. Vedkommende har bare nogle andre færdigheder end boglige. Måske nogle praktiske. Men det er altså de boglige evner, der er behov for i gymnasiet. Derfor bør der sættes et krav om boglige evner på et vist niveau for at man kan komme på gymnasiet. Det er bare almindelig logik.

Det er en forældet, forkert og snobbet tankegang, at værdighed kun kan knyttes til boglige færdigheder. Og den tankegang blokerer for sund fornuft. For hvorfor skal vi dog lokke unge mennesker ind på en uddannelse, som de ikke kan klare? Det er både forkert og uværdigt! Erhvervsuddannelserne og gymnasiet er naturligvis ligeværdige uddannelse, - de beskæftiger sig bare med forskellige discipliner. Derfor giver det mening at stille boglige krav til kommende gymnasiaster (formuleret som et karakterkrav) og det giver mening at stille praktiske krav til elever på erhvervsuddannelsen.

 

 

3. februar

Sønderborg-modellen betyder, at flere og flere indvandrere vil komme til Danmark.

 

Karina Lorentzen fra SF roser Sønderborgs lyn-behandling af asylansøgere, der integreres allerede, før de har fået opholdstilladelse. Karina Lorentzen mener nemlig, at man kan være sikker på, at alle asylansøgere skal bliver her i Danmark, fordi der ikke kommer fred i Syrien lige med det samme. Men det betyder jo, at alle fra Syrien lige så godt kan flytte til Danmark med det samme. Jeg er sikker på, at menneskesmuglerne har kronede dage. De mennesker, der kommer til Danmark og beder om asyl er jo dem, der har råd til at betale mange tusinde kroner for at blive smuglet igennem Europa og ind i Danmark. De fattige og svage får ingen hjælp ved denne model. Det er derfor, Karina Lorentzen, at flygtninge skal hjælpes i nærområderne. Det er det, du skal overveje. Nedlæg asylcentrene i Danmark og opret lejre i områderne tæt på Syrien. Send penge og eksperter, der kan hjælpe der, hvor nøden er. Men i stedet vil du flashe din egen tilsyneladende godhed ved at lade folk komme ind i Danmark. Folk, hvoraf mange ikke har en jordisk chance for at falde til i Danmark og affinde sig med den kultur vi har. Du er dermed med til at undergrave og ødelægge Danmark. Sønderborg-modellen nedlægger Danmark i forhøjet hastighed. Og SF støtter det.

2. februar 2015

Et byggeri for evigheden.

 

Landsby-kirkerne står som symboler på handlekraft, sejhed og udholdenhed.

 

De fleste danskere har været i en landsbykirke på et tidspunkt i løbet af deres liv. Mange af os har en landsbykirke som kulisse til de allervæsentligste begivenheder i vores liv: bryllup, barnedåb, begravelse.  Mange var der for kort tid siden til gudstjeneste juleaften, for de ca. 2000 middelalderlige landsbykirker bruges stadig. Vi er derfor alle fortrolige med bygningens udseende. Vi kender kirkerne som bastante kirkeskibe i kampesten, tegl eller kalket murværk. Vi ved også, at de er meget gamle. Men hvor gamle er de egentlig, og hvem var det, der stod bag opførelsen?

Det spørgsmål har jeg interesseret mig lidt for og fundet frem til, at vi faktisk ved utrolig lidt om det. Jeg har tidligere taget det som en selvfølge, at den dag, jeg gad bruge tid på at sætte mig ind i kirkernes historie, så ville jeg kunne finde den. Men selvom der er så mange, og de er så tydelige i vores landskab stadigvæk, så ved vi faktisk umådeligt lidt om, hvem der fik denne ide og hvem, der førte den ud i livet. Og et kæmpe-mæssigt projekt, har det jo været: 2000 landsbykirker i sten bygget i et fattigt landbrugssamfund, der nok godt kunne have gjort brug af den arbejdskraft, der blev sat af til at opføre kirkerne. Det har – gætter man – taget ca. 5 år at opføre hver kirke.

 

Grunden til, at vi ved så lidt, er, at det er kristendommen, der har givet os skriftsproget og dermed muligheden for at nedfælde skriftlige kilder, der kan videregive fortællingen om fortiden. Kirkerne er jo i sagens natur bygget dengang kristendommen var forholdsvis ny i Danmark. Vi får først et stykke op i 1200-tallet danske munke, der skriver krøniker eller samler dokumenter sammen til arkiver i klostre og domkirke-administrationerne (domkapitlerne). Og selvom de skriver historie, så skriver de ikke, hvem der byggede landsbykirkerne og hvorfor og hvordan. Det har desværre ikke haft deres interesse.

 

Derfor er det faktisk overladt til arkæologerne at afdække sagen. Og de er kommet så langt, at de kan sige, at de fleste sten-kirker i landsbyerne er bygget mellem 1100 og 1300. Før det var der kirker i træ, som man mange steder har fundet spor efter.

 

Men hvorfor kommer dette gigant-projekt med at dække landet med kostbare stenkirker? Hvorfor ikke fortsætte med træ? Det kan arkæologerne kun gætte på ved at påpege, at der i visse byområder kom mangel på træ, fordi man opførte så mange nye huse og havde brug for brændsel. Derfor kan det have været en nødvendighed at gå over til sten. Men hvorfor så tegl, der jo er brændte sten, der også sluger masser af træ i form af brændsel? Og hvorfor går de også i Sverige, der jo har og havde uendelige mængder af træer, over til at bygge kirker i sten i samme tidsrum?

 

Man kan gætte på, at det er fordi kirkens folk er inspireret af syd-europa og mellemøsten, hvor man stort set altid bygger i sten, og hvor kirker i hvert tilfælde er af sten. Kirkens folk har ønsket sten-bygninger. Det giver også bibelsk mening, fordi der jo tales om Jesus som ”hovedhjørnestenen”. Han er ikke en ”hjørnestolpe” eller en ”gulvplanke”! Sten får dermed noget med Biblen og med evighed at gøre.

 

Man kan også gætte på, at de håndværkere, der har opført kirkerne er kommet sydfra, hvor det var helt fremmed at bygge i træ. Murer-sproget er fyldt med latinske fag-termer, mens tømrerfaget er fyldt med nordiske!

 

Men hvem bekostede dette byggeri, der må have slugt en betydelig del af det danske BNP mange år i træk? Gad vide, hvor mange Storebælts-broer, det har svaret til indenfor de 200 år, hvor projekt ”dæk-landet- med- et- fintmasket- net- af-landsby-kirker” varer?

 

Det er der grundlæggende tre teorier om: bondefællesskabsteorien, stormandsteorien og bispeteorien.

 

Bondefællesskabsteorien er den ældste (fra 1930´erne) og stammer fra Hal Koch og Erik Arup, der mener, at sognets bønder – store som små - er gået sammen om at bygge. De forestiller sig det som en form for middelalderligt andels-projekt. Historikere i dag anser denne teori for mere præget af netop andelsbevægelsen end af middelalderen.

 

Stormandsteorien stammer fra efterkrigstiden og ser samfundet som hierarkisk og præget af social ulighed. Stormændene har brugt deres økonomiske styrke på at bygge landsbykirker der kunne vise deres magt og styrke. De har især brugt kræfter på særligt flotte vestpartier eller tårne.

 

Bispeteorien  er den nyeste af de tre teorier og er faktisk helt spritny. Den går ud på, at det var en del af den lokale bisps arbejdsopgaver at dække stiftets behov for landsbykirker i sten. Hertil brugtes indtægter fra bispernes egne jorder og fra bispetiende, der var en del af den skat, som alle betalte fra begyndelse af 1100-tallet. Historikeren Helge Nielsen, der især er fortaler for denne teori, ser også kirkernes regelmæssige placering som et tegn på en overordnet planlægning, som kun bisperne kunne stå for.  Helge Nielsen ser et samarbejde mellem bisper og stormænd som sandsynligt. En bisp som Absalon var jo faktisk selv både bisp og stormand.

 

Som det fremgår, er de tre teorier måske mere præget af deres egen tid end af den tidlige danske middelalder. Hvor bondefællesskabsteorien er grundvigsk og liberal, er stormandsteorien inspireret af socialismens ide om fortiden som præget af voldsomme sociale forskelle. Dagens bispeteori er derimod præget af nutidens genvakte forståelse for religionens og den religiøse organisations magt.

 

Jeg ved ikke, om vi nogensinde når til bunds i spørgsmålet om, hvem der byggede vores kirker i sten. Foreløbig vil jeg bare udtrykke min store taknemmelighed overfor de handlekraftige og offervillige personer, der traf denne fremsynede beslutning og førte den ud i livet. Landsby-kirkerne står som symboler på en mægtig handlekraft, og i og med at de har holdt sig stående i så mange århundreder trods tidernes skiften, er de også blevet et udtryk for sejhed og udholdenhed. De har snart hold i 1000 år. Jeg håber, de holder 1000 år endnu.

 

 

28. januar 2015

Kære Erik Lauritzen

Som Borgmester i Sønderborg og repræsentant for regeringspartiet, Socialdemokratiet, er det kun rimeligt, at du må tage imod kommentarer om, hvordan asyl-ansøgere behandles i din kommune efter din regerings anvisninger. Herunder må du også kunne tage imod kritikken fra undertegnede fra Dansk Folkeparti. Og jeg synes, at jeres såkaldte Sønderborg-model er en katastrofe for Sønderborg og Danmark. I stedet for at gøre det klart for de tilrejsende syrere, at de skal hjem til deres land igen, så snart det er muligt, så bliver de behandlet som indvandrere, der skal leve resten af deres liv i Danmark. Men de har overhovedet ikke fået ret til at være i landet endnu!

Det er forkert automatisk at omdanne flygtninge til indvandrere. Man gør det nemlig sværere for folk at komme hjem igen til deres eget land, fordi de nu har fået forhåbninger om at blive i Danmark. Samtidig tiltrækker det yderligere folk fra Syrien, der opdager, at det er let og økonomisk fordelagtigt at være i Danmark. Dermed øger man menneskesmuglingen gennem Europa og ind i Danmark.

Jeg tror, alle i Danmark efterhånden har forstået, at indvandring fra kultur-fremmede lande er et meget, meget stort problem for landet. Derfor er det mærkeligt at se nogen være stolte af en opførsel, der direkte vil føre til flere indvandrere og flere problemer for Danmark. Men som omtalt i mit tidligere indlæg, kan det forklares med, at der kommer penge fra staten til kommunen, når der kommer asylansøgere, samtidig med at beskæftigelsen for service-medarbejdere stiger. Derfor kan det være en kortsigtet gevinst for en kommune med asylansøgere.

Vi i Dansk Folkeparti vil ikke ødelægge Danmark for en kortsigtet økonomisk fordel. Vi vil hjælpe flygtninge i nærområderne og bevare Danmark som vi kender det. Vi forstår ikke den dansker-fjendske holdning i Socialdemokratiet.

Venlig hilsen

Marie Krarup, Dansk Folkeparti

 

26. januar 2015

Befolkningsudskiftning

 

Flygtninge omdannes med vilje til indvandrere.

 

I går besøgte jeg Sønderborg kaserne, der er blevet omdannet til asylcenter for ca. 600 asylansøgere fra Syrien. Her fik jeg og andre besøgende en redegørelse for en praksis for behandling af asylansøgerne, som man er meget stolt af på stedet: ”Sønderborg-modellen”, hed det. Det drejede sig om, at asylansøgerne med det samme får kortlagt deres kompetencer, får sprogundervisning og kommer i praktik i erhvervslivet. Det vil sige integration fra dag et. En repræsentant for erhvervslivet jublede over, at den danske befolkning fik et sådant saltvandsindskud, og gav udtryk for, at vi i Danmark ikke kan opretholde samfundet uden hjælp udefra.

Men Sønderborgmodellen er det samme som nedlæggelse af Danmark i forhøjet hastighed.

Man begynder at integrere folk, der ikke har fået asyl, i Danmark. Og selvom man har fået asyl, så er præmissen for flygtninge jo altså, at de skal hjem igen, så snart, det er muligt. Sønderborg-modellen omdanner flygtninge til indvandrere. Det er forkert. Det er hamrende forkert.

Det kan godt være, at der er nogen, der ønsker at udskifte den danske befolkning med en ny. Men vi er faktisk nogen, der synes, at det ville være en langt bedre ide at få danske familier til at få flere børn, end at åbne landet for kultur-fremmed indvandring.

Røde Kors og andre repræsentanter for godhedsindustrien har et klart økonomisk motiv til at opretholde situationen med mange flygtninge og indvandrere. Det samme har kommunerne, der får folk i arbejde og dermed får højere skatteindtægter. Det tager jo et stykke tid, før kommunerne overtager det økonomiske ansvar fra staten for de nye indbyggere. Så kan det til gengæld ændre sig til en elendig forretning for kommunerne. Men på kort sigt skæpper det i kommune-kassen med flygtninge. Erhvervslivet er selvfølgelig interesseret i at få billig arbejdskraft.

Det er trist at se godhedsindustrien, kassetænkende kommuner og erhvervslivet gå hånd i hånd om at nedlægge Danmark. I forhøjet tempo.

9. januar 2015

Islam, muslimer og terror.

 

Det barbariske angreb på satire-publikationen Charlie Hebdo i Paris 7. januar har igen rejst debatten om hvordan vi i den vestlige verden skal forholde og til islam og muslimer. Ved angrebet råbte voldsmændene: ”Allah er den største” og bagefter: ”Vi har hævnet vores profet.”

 

Der er ingen tvivl om, at dette angreb afslører, at forhåbningerne om at kunne integrere store muslimske mindretal i Europa er slået fejl. Angrebet er udført at personer, der er vokset op i Frankrig og derfor burde have overtaget den frie verdens værdier. Det har de tydeligvis ikke. Omvendt har de vendt sig i had imod den ypperste repræsentant for den frie verden – den frie presse, der turde bruge sin ytringsfrihed til religionskritik.

 

Hjemmedyrkede og selv-radikaliserede terrorister er ikke nogen nyhed i Europa. Desværre. Men hvad betyder det i vores forhold til muslimer og islam?

 

Man skal ikke læse længe i de islamiske kernetekster – koranen og sunna (historier og profeten Muhammeds liv) - før man opdager, at det grufulde terror-angreb sagtens kan forklares ud fra teksterne og dogmerne i islam. Sådan som terrorristerne jo også selv gør. Ifølge en direkte læsning af koranen giver det desværre mening at bruge vold overfor folk, der ikke respekterer islamiske kerneværdier. Derfor vil vi også blive ved med at opleve denne slags angreb. Desværre.  For vi kan jo ikke holde de islamiske kernetekster og dogmer hemmelige for danske muslimer.

 

Men kan de så ikke bare tolke de hårde tekster moderne og relativistisk, sådan som andre religioner gør?

 

Det indbyggede problem i islam er, at det er et ubestrideligt dogme i islam, at koranen er Allahs eget ord. Dermed kan det for eksempel ikke bare bortforklares, når der står i kapitel 9, at man skal dræbe de vantro. Man kan ikke tillade sig som muslim at sige, at denne passage ikke har gyldighed, for så nedgør man Allah, der mener hvert et ord i koranen.

 

Det andet dogme, der er problematisk for moderne muslimer er, at profeten Muhammed opfattes som et forbillede til efterfølgelse. Men han dræbte altså adskillige ikke-muslimer og levede på en måde, der er helt uforenelig med en moderne, vestlig livsstil.

 

Så der er ikke nogen tvivl om, at kernebudskabet i islam er et problem, der vil kunne give anledning til handlinger blandt muslimer, som umuligt kan accepteres i Vesten.

 

Men ikke alle muslimer er radikale. Nej, heldigvis da. Der er masser af muslimer, der aldrig har læst koranen og sunna. De overtager en fredelig og temmelig sekulariseret islam fra deres forældre og fortsætter med den. Den slags muslimer er jo ikke et problem, og de er heldigvis i flertal indtil videre.

 

Problemet er bare, at de samme mennesker risikerer at begynde at interessere sig for deres religion og læse deres kernetekster. Og så kan de bliver så overbeviste om budskabet, at de begynder at leve efter disse teksters budskaber. Så har vi radikaliseringen og risikoen for ekstreme handlinger.

 

Vi ser jo for eksempel, at konvertitter meget ofte er de mest radikale. De har ikke nogen tradition at overtage, så de går direkte til teksterne og overholder dem minutiøst. Det giver en højere grad af radikalisering.

 

Jeg har selv haft muslimske elever i faget religion i skolen, der får sig en overraskelse, når de i undervisningen præsenteres for islams kernetekster. De havde ikke læst dem og de vidste ikke, hvor bloddryppende skrifter, der er tale om. De troede, at islam er fredens religion.

 

Vi ser i dag en bred tendens i hele Europa imod, at unge muslimer tager deres religion mere alvorligt. Langt flere unge piger går i dag med slør end for 20 år siden. Mange unge muslimer ser ned på deres sekulariserede forældre, fordi de ikke har sat sig ordentligt ind i deres religion og vender sig i stigende grad imod en mere bogstavtro udlægning af islam.

 

Hvordan skal vi forhindre den udvikling?

 

Jeg tror, det er umuligt at forhindre den. Fordi det er religiøs vækkelse, det drejer sig om, - og den kan man jo ikke forbyde. Det bedste vi kan gøre for at undgå, at Danmark bliver udsat for islamisk terror, er at begrænse yderligere indvandring fra muslimske lande. Dernæst skal vi naturligvis blive ved med at kritisere islam, ligesom vi kritiserer alle andre religioner og ideologier. Og så skal vi fastholde, at man ikke må opfordre til vold, selvom det indgår i et religiøst budskab.

 

 

8. januar 2015

Vi skal turde fortsætte religionskritikken.

 

Man skal ikke læse længe i de islamiske kernetekster, før man opdager, at det grufulde terror-angreb sagtens kan forklares ud fra teksterne og dogmerne i islam.

 

Terrorangrebet i Paris indgyder angst. Ved angrebet råbte voldsmændene: ”Allah er den største” og bagefter: ”Vi har hævnet vores profet.” Det er frygteligt uhyggeligt at måtte se i øjnene, at forhåbningerne om at kunne integrere store muslimske mindretal i Europa er slået fejl. Angrebet er udført at personer, der er vokset op i Frankrig og derfor burde have overtaget den frie verdens værdier. Det har de tydeligvis ikke. Omvendt har de vendt sig i had imod den ypperste repræsentant for den frie verden – den frie presse, der turde bruge sin ytringsfrihed til religionskritik.

Hjemmedyrkede og selv-radikaliserede terrorister er ikke nogen nyhed i Europa. Man skal ikke læse længe i de islamiske kernetekster – koranen og sunna (historier og profeten Muhammeds liv) - før man opdager, at det grufulde terror-angreb sagtens kan forklares ud fra teksterne og dogmerne i islam. Vi ser i dag en bred tendens i hele Europa imod, at unge muslimer tager deres religion mere alvorligt. Langt flere unge piger går i dag med slør end for 20 år siden. Mange unge muslimer ser ned på deres sekulariserede forældre, fordi de efter deres mening ikke har sat sig ordentligt ind i  religionen, og de unge vender sig i stigende grad imod en mere bogstavtro udlægning af islam.

Det er selvsagt umuligt at forhindre eller forbyde, at folk gennemlever en religiøs vækkelse, selvom en sådan vækkelse kan føre til uhyggelige gerninger. Det bedste vi kan gøre for at undgå, at Danmark bliver udsat for islamisk terror, er at begrænse yderligere indvandring fra muslimske lande. Dernæst skal vi naturligvis blive ved med at kritisere islam, ligesom vi kritiserer alle andre religioner og ideologier. Og så skal vi fastholde, at man ikke må opfordre til vold, selvom det indgår i et religiøst budskab.

 

8. januar 2015

Vi skal undgå terror i Danmark.

 

Det barbariske angreb på satire-publikationen Charlie Hebdo i Paris 7. januar har igen rejst debatten om hvordan vi i den vestlige verden skal forholde og til islam og muslimer. Ved angrebet råbte voldsmændene: ”Allah er den største” og bagefter: ”Vi har hævnet vores profet.”

 

Der er ingen tvivl om, at dette angreb afslører, at forhåbningerne om at kunne integrere store muslimske mindretal i Europa er slået fejl. Angrebet er udført at personer, der er vokset op i Frankrig og derfor burde have overtaget den frie verdens værdier. Det har de tydeligvis ikke. Omvendt har de vendt sig i had imod den ypperste repræsentant for den frie verden – den frie presse, der turde bruge sin ytringsfrihed til religionskritik.

 

Hjemmedyrkede og selv-radikaliserede terrorister er ikke nogen nyhed i Europa. Man skal ikke læse længe i de islamiske kernetekster – koranen og sunna (historier og profeten Muhammeds liv) - før man opdager, at det grufulde terror-angreb sagtens kan forklares ud fra teksterne og dogmerne i islam. Vi ser i dag en bred tendens i hele Europa imod, at unge muslimer tager deres religion mere alvorligt. Langt flere unge piger går i dag med slør end for 20 år siden. Mange unge muslimer ser ned på deres sekulariserede forældre, fordi de ikke har sat sig ordentligt ind i deres religion og vender sig i stigende grad imod en mere bogstavtro udlægning af islam.

 

 

Jeg tror, det er umuligt at forhindre denne udvikling. Fordi det er religiøs vækkelse, det drejer sig om, - og den kan man jo ikke forbyde. Det bedste vi kan gøre for at undgå, at Danmark bliver udsat for islamisk terror, er at begrænse yderligere indvandring fra muslimske lande. Dernæst skal vi naturligvis blive ved med at kritisere islam, ligesom vi kritiserer alle andre religioner og ideologier. Og så skal vi fastholde, at man ikke må opfordre til vold, selvom det indgår i et religiøst budskab.

 

7. januar

Pilgrimsgang og rationalistisk ondskab.

 

Aktiv dødshjælp er helt ude af sammenhæng med alt, hvad vi har bygget vores kultur på.

 

Jeg var ved at få et raserianfald, da jeg så et interview med videnskabsjournalisten Lone Frank i Deadline 4. januar. Hun udtalte sig meget positivt om aktiv dødshjælp og understregede, at det jo var folks eget ønske, man efterkom. Journalisten var ikke kvik nok til at spørge, hvad der sker med folks egne ønsker i et land med mulighed for at slippe ud af livet, når man begynder at blive til besvær for dem, man elsker. Bliver folks egne ønsker så ikke formet til at være, at ”selvfølgelig skal jeg da ikke ligge mine børn eller min mand til last? Og de kan jo også få brug for huset, osv. osv.” Kort sagt bliver det sandsynligvis til normal pænhed, at man rydder grundigt ud i bestanden af ydmyge mennesker, hvis der altså indføres lovlig aktiv dødshjælp. Og de mindre ydmyge kan vel sættes under et mildt socialt pres, så de fatter, at de skal bede om kanylen!

 

Jeg synes aktiv dødshjælp er afskyelig, og aldrig nogensinde bør lovliggøres i Danmark. Livet er en gave og en opgave, - også når det gør ondt. Det er den kristne grundforståelse, vi har bygget vores kultur og vores land op på. Der bliver ikke lagt pres på folk for at begå selvmord eller på anden måde skrubbe ud af livet, hvis man er for handicappet, ubegavet, grim eller besværlig. I hvert tilfælde ideelt. Nogle gange har der været tilløb til biologisk hygiejne, men det er dog blevet skudt ned hver gang og har ikke fået lov at brede sig. Den kristne kirke forbød ved sin indførelse i Danmark som noget af det første at sætte vanskabte børn ud til ulvene. Ingen aktiv dødshjælp til den slags besværlige eksistenser.

 

Alvorligt syge kan selvfølgelig takke nej til livsforlængende behandling, hvis man ikke orker mere. Men at bede en læge hjælpe med til selvmord, bør stadig være forbudt. Derfor beskriver den fremragende danske film fra sidste år, ”Stille hjerte”, også en forbrydelse. Af nogle anmeldere bliver filmens set som et indlæg for lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Det siges i en af anmeldelserne, at instruktøren Bille August lader ”den dybe sorg og den givende kærlighed og den aktive dødshjælps berettigelse skylle tilskueren i møde” .[1]

 

Det var ikke den følelse jeg havde, da jeg så filmen. Jeg er ikke ekspert i tolkning af film, men jeg synes dog også, der var andre strenge i filmen. For det første selve mistanken om, at den syge, ældre kvinde – Esther - spillet af Ghita Nørby, skal ekspederes ud af livet, fordi hendes mand, skal have lov til at leve med sin elskerinde uden at være sygehjælper for sin kone. Jo, Esther siger netop, at det er hendes eget ønske. Men hvor meget eget ønske er der over sådan noget, hvis man ikke er ønsket? Hvis man er mest ønsket i en kiste? Dette blev desværre ikke problematiseret i filmen. Kun berørt overfladisk.

 

Men der blev lagt afstand til den kristne baggrund. Der er en scene, hvor familien holder juleaften som afsked med Esther – aftenen før hun skal tage pillerne. Det er ikke jul, men der er alligevel blevet pyntet et juletræ, som familien danser omkring. Og hvad synger de? Den salme, der i mange år har været fast indslag ved danske begravelser: ”Dejlig er jorden”[2]. Den salme rummer paradishåbet, men også beskrivelsen af livet som en pilgrimsgang. Det har familien ved den kunstige juleaften glemt. De har glemt teksten i det hele taget, og det ender med et farce-agtigt løb rundt om træet. De kunne have sunget: ”Aldrig forstummer tonen fra himlen i sjælens glade pilgrimssang”. Men de havde glemt ordene, og dermed er tonerne fra himlen døde. Og dermed er livet blevet et andet. Ikke en gave fra oven, men noget som vi selv kan skalte og valte med, som vi vil. Noget som Lone Frank godt kan synes, at folk selv skal kunne slippe ud af på en pæn måde, hvis de ønsker det! Jeg kan ikke tro, at denne scene er tilfældig. Og den er næppe udtryk for en positiv indstilling til aktiv dødshjælp. I hvert tilfælde er den udtryk for, at Bille August godt ved, at kristendommen står i modsætning til aktiv dødshjælp. Måske er jorden ikke så dejlig, når vi får lov at slå ihjel efter ønske.

 

Jeg synes også at dobbeltheden i filmens utrolig smukke omgivelser – smukke landskaber, smukke rum, møbler og brugsgenstande, smukke omgangsformer og så den brutale, planlagte død gav frost i sjælen. Jeg opfattede disse smukke billeder som modstillet den underliggende rationalistiske ondskab om det planlagte og aftalte drab. Den ondskab, der  kommer frem i lægens ord om, at ”det var nødvendigt”. Han der også – formentlig – er en utro ægtemand.

 

Filmen hedder Stille hjerte[3] – det samme som Jeppe Åkjærs kendte digt, der udelukkende er naturlyrik. Solen synker stille, mens det hele er så yndigt. Her er liv og død i harmoni uden en forstyrrende Gud med krav om at tage livet som en opgave. Man kan sige, at titlen giver et indlæg for dødshjælp, mens julesalmen giver det modsatte.

 

Som jeg ser filmen er den hverken massivt for eller massivt imod aktiv dødshjælp.  Men den sætter problemet til debat på fremragende måde. Jeg håber, at det vil åbne øjnene hos flere for, at Lone Franks lovprisning af aktiv dødshjælp er helt ude af sammenhæng med alt, hvad vi har bygget vores kultur på.

 



[1] http://politiken.dk/kultur/filmogtv/ECE2452697/anmeldere-stille-hjerte-er-aarets-bedste-danske-film/

[2] Dejlig er jorden
Tekst: B. S. Ingemann, 1850
Melodi: Schlesisk, 18. årh.

Dejlig er jorden,
prægtig er Guds himmel,
skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de fagre
riger på jorden
gå vi til paradis med sang!

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Englene sang den
først for markens hyrder,
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

 

 

[3] Stille, hjerte, sol går ned
Tekst: Jeppe Aakjær, 1912
Melodi: Thomas Laub, 1915

Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden,
hededamme bittesmå
spejler aftenrøden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned!

 

5. januar 2015

Gymnasiet er blevet for bredt

Henter artikeltekst ...

Hvis vi sænker niveauet for gymnasiet, kan vi lige så godt begynde at husstandsomdele studenterhuer hvert år i juni. For så mister de deres værdi. Selvfølgelig skal der være større ambitioner i gymnasiet. Men der skal også være nye muligheder for de ikke-boglige.

Der bliver snydt med den store skriftlige opgave (SRP), som eleverne i 3. G afleverer op til jul. Det ved alle, og nogle ældre studerende fortæller frejdigt, hvordan de sælger gode opgaver til elever, der ikke selv kan producere en opgave til en ordentlig karakter. Det koster et sted mellem 2.500 og 5.000 kr. at få lavet sin SRP i byen. Lærerne har svært ved at afsløre snyderiet, og karakteren for opgaven vejer tungt på studentereksamensbeviset. Så de unge mennesker er nærmest dumme, hvis ikke de snyder.

Så kan det godt være, at lærerne siger til dem, at de snyder sig selv ved ikke at lave opgaven selv og dermed få udvidet deres horisont og få erfaring i et større skriftligt arbejde. Selvfølgelig har lærerne ret på lang sigt. Men eleverne tænker jo på resultatet på studentereksamensbeviset. Så i virkeligheden er det politikerne, der er dumme. Fordi de har indrettet et system, der lægger op til snyd. Derfor var jeg også meget skuffet over at se, at regeringens udspil til reform af gymnasiet ikke indeholder en ændring af SRP.

Det er oplagt at indlægge et mundtligt forsvar for opgaven, der ville være en meningsfuld eksamen, og som ville gøre det sværere at få andre til at lave opgaven for sig uden at blive afsløret. Dertil kommer, at en mundtlig eksamen i SRP kunne afløse den nuværende tværfaglige eksamen i 3. G i Almen Studieforberedelse - af uransagelige årsager forkortet AT og af eleverne oftest kaldet Alment Tidsspilde!

AT er et treårigt tværfagligt projektforløb med vægt på videnskabsteori og metode. De enkelte fag har afgivet timer til faget, som de så i teorien får igen, når de på et tidspunkt bliver inddraget i et projekt. Men der er masser af problemer med AT. Kernefagene får ikke nok ud af de timer, de har afgivet, og de samme fag er trætte af, at de ugelange AT-projekter afbryder undervisningen i så lang tid, at ting skal genopfriskes for eleverne, når de kommer tilbage til den normale undervisning.

Samtidig er det videnskabsteoretiske stof i AT på et meget højt abstraktionsniveau, som man tidligere først mødte på universitetet, og mange elever - og lærere med - er simpelthen ikke helt med på, hvad det går ud på. Kort sagt: AT suger kræfter ud af kernefagene og giver ikke tilstrækkeligt udbytte i sig selv. AT bør derfor nedlægges og erstattes af en mundtlig eksamen i SRP. På den måde ville man slå to fluer med ét smæk.

Men der er også andre skuffelser i regeringens udspil. Regeringen ønsker kun at indføre et adgangskrav på 2 til gymnasiet, svarende til det adgangskrav der er indført til erhvervsuddannelserne. Men det er grotesk ikke at ville gøre forskel.

Gymnasiet er en boglig uddannelse, der skal føre videre til et universitetsstudium. Så selvfølgelig skal man have bevist i folkeskolen, at man er interesseret i boglige fag og har nemme for det for at komme i gymnasiet. Kun at kræve et total - dvs. at man kun lige har fået røven med over plankeværket - er jo at lokke eleverne i baghold. For de vil få utroligt svært ved at klare gymnasiet med så dårlige resultater fra folkeskolen.

Skal vi så sænke niveauet yderligere i gymnasiet for at få alle med? Hvis vi gør det, kan vi efter min mening lige så godt begynde at husstandsomdele studenterhuer hvert år i juni. For så mister de deres værdi. Og hvad skal de unge så med huen? Nej, selvfølgelig skal der være større ambitioner i gymnasiet. Derfor skal man have mellem 4 og 7 for at komme i gymnasiet.

I dag er det jo reelt sådan, at mange lærere er nødt til at opdele klasserne i to eller flere niveauer for at kunne give en meningsfuld undervisning. Gymnasiet er blevet for bredt og er nogle steder blot en fortsættelse af folkeskolen. Det er ikke meningen med gymnasiet.

Udover at et adgangskrav vil hæve niveauet i gymnasiet, vil et adgangskrav hæve niveauet i folkeskolen. Der vil for både lærere og elever være noget at stræbe efter. Og det vil være gavnligt. Derfor kan vi ikke bruge de mange udregninger, der er lavet om, hvor mange elever, der vil blive siet fra, hvis vi indfører krav på 4 eller 7, til noget. For virkeligheden vil ganske enkelt ændre sig, når der kommer noget at stræbe efter. Både elever og lærere vil ændre adfærd.

Men hvad så med dem, der bliver siet fra? For dem vil der selvfølgelig være nogle af. Her kommer jeg til den tredje store skuffelse i regeringens udspil: HF er ikke medtaget i reformudspillet. Dansk Folkeparti har ellers foreslået, at der til afløsning af HF dannes en ny ungdomsuddannelse for dem, der ikke skal i gymnasiet, men som gerne vil have noget mere boglig uddannelse.

Man kunne med fordel oprette en toårig uddannelse, der ligner de uddannelser, som nogle HF-kurser allerede har ført ud i virkeligheden, nemlig en ungdomsuddannelse, der er tonet mod kortere videregående uddannelser som pædagog, politibetjent, ergoterapeut og sygeplejerske. Skolen - som vi kalder »Forberedelsesskolen« skal ikke rumme akademiske, studieforberedende elementer, men solide B og C-niveau. Skolen skulle give adgang til professionsbacheloruddannelserne.

Det klassiske HF, en toårig studentereksamen for voksne, skal bevares, men kun på VUC-kurserne og med samme adgangskrav som til gymnasierne. Adgangskravet til Forberedelsesskolen skulle derimod være lavere, f.eks. 3 eller 4.

Ved ikke at tage HF med i reformeringen af gymnasiet, har regeringen spillet sig denne mulighed med oprettelse af en ny ungdomsuddannelse af hænde. Det er ærgerligt. Derfor har Dansk Folkeparti selv fremsat beslutningsforslag om en sådan skole. Vi synes nemlig, at det er væsentligt at indføre adgangskrav til gymnasiet, men vi synes, det er uansvarligt at gøre det uden at have en plan for, hvad mange af de elever, der ikke kan komme i gymnasiet, men ønsker mere boglig uddannelse, så skal gøre. Det vil være en kæmpe fordel for eleverne at komme ind på en uddannelse, der svarer til deres evner og mål.

Det er godt, at regeringen er kommet med et udspil. Det viser, at der er forståelse for, at der skal gøres noget. Men der er bestemt plads til forbedringerne i reformforslaget.

 

23.12.2014

Danmark er et kristent land. Gud ske lov!

 

Ateisme-rapportens forfattere er først tilfredse, når alle religiøse symboler og traditioner er væk.

 

Der er meget at glæde sig over i julen. Først og fremmest julens budskab: at Gud blev menneske og at den hårde dom over mennesket dermed er erstattet af tilgivelse. Men der er også julens tillægsglæder: julegodter, gaver, fritid og familiehygge. Og så er der kommet en rapport om ateisme, der rangerer Danmark som et kristent land. Det er da en glædelig nyhed!

 

Det er den såkaldte ”Freedom of Thought Report 2014”[1], der udkom 10. december 2014. Den er udgivet af en organisation, der kalder sig ”Den Internationale humanistiske og etiske Union”. Denne rapport ranglister alle verdens lande efter deres diskrimination af ikke-religiøse personer. Sådan siger de i hvert tilfælde.

 

Når man betragter ranglisten, bliver man – eller jeg blev i hvert tilfælde – først meget overrasket over, at Danmark viser sig at være at være listet som et sted med alvorlig diskrimination – den næst-værste placering. Men så kom jeg i tanker om, de triste historier, vi hører om folk, der ønsker at forlade islam og derefter forfølges i islamiske miljøer. Men det er ikke dem, der tænkes på her. Rapporten drejer sig nemlig kun om statens diskrimination af ikke-religiøse personer.

 

Det viser sig, at grunden til, at Danmark er placeret i denne grumme kategori er, at der eksisterer en lov imod blasfemi. Rapportens forfattere ved åbenbart ikke, at loven ikke bliver brugt og for øvrigt anbefales fjernet flere partier i Folketinget – herunder Dansk Folkeparti.

 

Men når blasfemi-paragraffen forhåbentlig er ophævet efter det kommende valg, så vil Danmark stadig fremstå som diskriminerende overfor ikke-religiøse personer ifølge rapporten. Det skyldes blandt flere forhold, at folkekirken har en særstilling, at dronningen/kongen ikke har religionsfrihed, at folkekirken står for offentlig og social service, og at kirkeskatten opkræves via staten. Det regnes også for et problem, at offentlige skoler underviser i kristendom, uden at der er et sekulært eller humanistisk alternativ!

 

I indledningen til rapporten forklarer forfatterne, at den religiøse diskrimination af de ikke-religiøse kan have mange udtryksformer. Diskriminationen er ikke altid bevidst og ikke altid lovreguleret. Et eksempel er, at der på de amerikanske retsbygninger står ”In God we trust”.

 

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes rapportens forfattere at overse, at vi har et voldsomt diskriminerende kristent kors i flaget! Dannebrog må da støde enhver ateistisk borger dybt!

 

Kort sagt er rapportens forfattere først tilfredse, når alle religiøse symboler og traditioner er væk. Det er trist og uhyggeligt. Selvfølgelig er det modbydeligt med forfølgelse af ikke-troende eller konvertitter, som vi ser det i islamiske lande. Dem er der i den grad grund til at kritisere. Men det er meningsløst at tale om diskrimination af ikke-religiøse grupper i Danmark. Og det værste er jo, at hvis det virkelig lykkedes de ikke-religiøse at få udryddet kristendommen i Danmark, så ville sandsynligheden for, at den blev erstattet af sekulær eller islamisk diskrimination være voldsomt stor. Ikke-religiøse personer burde i den grad kæmpe for kristendommens beståen i Danmark, fordi kristendommen netop et værn imod forfølgelse af anderledes tænkende.

 

Når man først har forstået rapportens indhold, kan man ikke andet en glæde sig over, at Danmark er placeret som et diskriminerende land i denne rapport. For det betyder jo, at vi stadig holder fast i, at vores land er kristent. Gud ske tak og lov for det. Og glædelig jul!

18.12.2014

Tortur

 

Danmarks overlevelse som frit land sikrer os friheden og den civilisation, der gør det muligt at have et samfund, hvor vi naturligvis ikke bruger tortur.

 

I disse dage bliver der talt meget om tortur på grund af den nye rapport fra demokraterne i USA, der mener, at der blev brugt tortur under republikanernes styre. Hvor megen sandhed, der er i rapporten er svært at greje, fordi den jo indgår i en politisk mudderkastnings-kamp mellem to partier og deres politiske embedsmænd.

 

Rapporten har ikke desto mindre forøget danske journalisters interesse for emnet, og danske forsvarsordførere bliver ringet op og spurgt, om de synes, det er ok at samarbejde med amerikanske efterretningstjenester, der kan have udøvet tortur, og om det er ok at overtage oplysninger fra lande, hvor man ved, at der ofte benyttes tortur. For er vi så ikke meddelagtige i tortur? Er vi ikke ”tortur-hælere”, der støtter at tortur fortsat vil eksistere i verden?

 

 Amnesty International og Dansk Institut imod Tortur er som sædvanlig ude af sig selv af angst[1] og Enhedslisten går i selvsving[2] over, at FE fastholder samarbejdet med suspekte lande. Og jeg bliver som sagt ringet op af journalister, der skal have en god historie ud af sagen. Derfor skal de bruge nogle på det gode hold og nogle på det onde. Når jeg bliver kontaktet, har de på forhånd en agenda, hvor jeg skal tale FOR tortur. For alle de andre er jo på det gode hold, og de mangler lige en på det onde. Jeg kan høre skuffelsen i stemmen, når jeg siger, at jeg ikke mener, at tortur virker, og derfor mener, at oplysninger fremkommet ved tortur er mindre gode.

 

Jeg er selv uddannet afhøringsofficer fra den kolde krig. Jeg skulle afhøre russiske krigsfanger på russisk, og fik derfor uddannelse i russisk sprog og i afhøringsteknik. Vi lærte, at det ikke virker at bruge tortur. Man kan få folk til at sige hvad som helst under tortur, men det ikke det samme, som at de siger sandheden, og at oplysningerne kan bruges til noget som helst. Husk på, hvor mange der i 1600-tallet indrømmede at de var hekse og trolde! Det var de jo nok ikke, men torturen fik dem til at sige det. Så tortur er en dårlig afhøringsmetode, hvis man vil have valide oplysninger.

 

Men er det så ikke bare i orden at sige nej til alle oplysninger fra ”tortur-lande”, dvs. konsekvent ophæve samarbejdet med lande, hvor der er mistanke om, at de bruger tortur. Det er der to grunde til, at vi ikke skal.

 

Først er der den praktiske. Der er nemlig ikke en fælles forståelse af definitionen af tortur. Så noget, som Amnesty betegner som tortur, er ikke nødvendigvis tortur i andres øjne. Desuden er det jo ikke sikkert, at ALLE oplysninger fra et land er fremkommet ved tortur. Så det vil være dumt at sige nej til alle oplysninger fra et land, der mistænkes for at bruge tortur. Men der er samtidig grund til at være påpasselig og have mindre tillid til oplysningernes validitet, fordi de altså kan være fremkommet ved tortur og dermed være mindre pålidelige.

 

Dernæst er der det principielle. Er det vigtigste mål for FE´s virke Danmarks overlevelse eller udryddelse af tortur i verden? Hvis det er Danmarks overlevelse, så er det klart, at man må sætte dette mål øverst og underordne en ønskedrøm om at opdrage alle andre lande i verden til at opføre sig lige så pænt som i Danmark. Så selvom Amnesty og Enhedslisten måske råber ”tortur-hælere” efter FE, så bør FE alligevel tage imod oplysningerne og bruge dem for at sikre Danmark.

 

Jeg mener, som det fremgår, at Danmarks overlevelse som suveræn nationalstat må stå over alle andre mål. Danmarks overlevelse som frit land er jo det, der sikrer os friheden og dermed den civilisation, der også gør det muligt at have et samfund, hvor vi naturligvis ikke bruger tortur.

 

Amnesty International og Enhedslisten har ikke forstået, at friheden og civilisationen udspringer af Danmarks overlevelse som frit land. De ser hellere en form for international styring via internationale konventioner, der sætter de suveræne nationalstater under administration. Konventionerne formuleres og overvåges af internationale organer, der er fyldt med eksperter ala dem, der sidder i Amnesty International. Så en verden styret af konventioner, vil også være en verden, hvor organisationer som Amnesty får uforholdsmæssig megen magt. Formentlig mere magt end Folketinget. Hvor demokratisk er det?

 

Og hvor tortur-frit er mon et islamisk kalifat, som så mange tilhængere af islamisk stat ønsker at indføre for tiden? Mon ikke det var værd at tage imod alle oplysninger for at undgå, at nogen går i gang med at omdanne Danmark til en sådan stat eller udfører terrorangreb, der dræber mange civile?

 

Den bedste måde at fastholde civilisation og milde sæder i Danmark og dermed måske på et tidspunkt have held til at udbrede dem til andre lande er at gøre alt for at forsvare Danmark som et frit land. Så derfor skal FE selvfølgelig bruge oplysninger, der kan sikre Danmark, også selvom der kan være usikkerhed om, om oplysningerne er fremkommet ved tortur.

 

 



[1] Politiken 18.12.14, ”Amnesty: Danmark begår tortur-hæleri”.

[2] BNB 18.12.14, kl. 09:46

 

Derfor er vores arbejdsmoral så flosset!

 

Hvis ikke vi stiller krav til de unge, holder de op med at stille krav til sig selv.

 

Regeringen har lige fremsat et forslag til reform af gymnasiet, hvor man afstår fra at stille solide adgangskrav. Regeringen vil kun kræve 02, - det vil sige, at en elev i folkeskolen kun lige behøver at få røven med over dumpegrænsen for bagefter at gå i gymnasiet. Det er grotesk! Og det er også at lokke elverne i baghold. For har man kun 2 fra folkeskolen, kan man ikke regne med at kunne klare gymnasiet.

 

På grund af udspillet om gymnasiet, deltager jeg i disse dage i en del debatter om det formålstjenstlige i at stille solide krav eller ej, og jeg hører konstant socialdemokraterne og deres kumpaner benægte, at det giver mening at stille krav til eleverne. Det er så trist at høre, for hvordan skal unge mennesker nogensinde forstå, at det er vigtigt at anstrenge sig og få gode resultater i noget, hvis de ikke oplever det fra begyndelsen i skolen?

 

Selvfølgelig skal der stilles faglige krav, og selvfølgelig skal de faglige krav have konsekvenser for ens valg af ungdomsuddannelse. Der skal på alle områder stilles mange flere krav i skolen, end der hidtil har været. Vi svigter børnene, hvis vi ikke gør det.

 

Jeg er selv gymnasielærer og har tit undret mig over, at jeg kunne få elever ind i 1.g, der ikke forstod, at det er vigtigt at komme til tiden, lave sine lektier, aflevere sin opgaver til tiden og i det hele taget gøre sit bedste. Og hvis man ikke gør sit bedste, så være skamfuld og parat til at modtag en vel fortjent røffel. Men de børn er opdraget med den socialdemokratiske tankegang om, at det ikke betyder noget, om man lever op til nogle krav eller ej. For der er ikke blevet stillet krav til dem. De har fået at vide, at det både er godt at få 2 og at få 10. Og at det vigtigste er at være med i processen – også selvom at man måske kommer nogle minutter for sent.

 

Men hvis ikke vi stiller krav til de unge, holder de op med at stille krav til sig selv. Og så går det, som vi i stadig højere grad ser, sådan, at danskerne bliver siet fra på arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan klare, at der stilles krav. Jeg tænker på de mange østeuropæere, der arbejder i Danmark og som arbejdsgiverne foretrækker, fordi de har en bedre arbejdsmoral. Østeuropæerne er nemlig gode til at stille tårnhøje krav til sig selv og til at leve op til arbejdsgivernes krav om pålidelighed og arbejdsomhed. Danskerne kommer ikke til tiden og vil ikke udføre det hårde, fysiske arbejde. De synes ikke, det er vigtigt at leve op til de krav, der stilles for at hav et fast arbejde. Det er forfærdeligt at høre! Og det er naturligvis også forkasteligt at man kan overleve i Danmark uden at leve op til den slags basale krav (med mindre, der er noget galt med en).

 

Det er en syg udvikling, vi skal have vendt. Et godt sted at begynde er at stille adgangskrav i gymnasiet. Så vil det forplante sig nedad i folkeskolen og have en masse gavnlige faglige og sociale konsekvenser. Det gælder om at komme i gang!

Derfor er der uro i klasserne.

 

Hvis man taler om disciplin, bliver man anset for fascist.

 

Vi har et meget stort problem med uro og uorden i de danske skoler. Alle kender til det, og selv undervisningsministeren er nu optaget problemet og vil gøre noget ved det. Der er simpelthen for megen støj  og ballade i klasserne. Larm og uro gør det umuligt for eleverne at lære noget og umuligt for lærerne at komme igennem med deres faglige viden. Derfor er lærernes "klasseledelse" blevet sat på dagsordenen i den nye skolereform, og der skal gøres noget ved det. Det er jo godt.

 

Det gik jeg i hvert tilfælde og troede indtil i dag, hvor jeg deltog i en konference om opdragelse og undervisning. Her blev det samme problem ridset op, og vi så filmklip fra en klasse, hvor det hele gik i fisk for læreren pga ularm og uorden.

 

Der var så to svar på, hvad man kan gøre. 

 

Det første svar var disciplin. 

Professor Niels Egelund plæderede i sit oplæg for, at læreren træder i karakter. Tager ansvar for, hvad der sker i klassen og indfører disciplin og orden. Det kræver, at læreren også tør bruge straf i form af skæld ud eller bortvisning. Det er fuldt lovligt og muligt i dag, hvor et officielt cirkulære fra Undervisningsministeriet fra 2008 opregner en lang række sanktioner. Problemet er i følge Egelund blot, at lærerne ikke vil eller tør bruge sanktionerne.

 

Det andet svar var nærværende og spændende undervisning. 

Det blev holdt af Ph.D Helle Plauborg, og pointen var, at man slet ikke behøver bruge sanktioner for at holde ro og orden og lære børnene noget. Bare man bruger nogle gode, spændende samarbejds -og undervisningsmetoder og har sans for børnene og deres situation, så kan man sagtens klare sig uden at hæve stemmen eller sende en elev uden for døren.

 

Så langt så godt.

 

Det, der rystede mig, og som er årsagen til overskriften på denne blog er, at en ung mand i forsamlingen rejste sig og sagde: "Jeg er i gang med læreruddannelsen, og jeg har været i praktik flere gange. Jeg har gennem mit arbejde opdaget, at Niels Egelund har ret. Det er nødvendigt at skabe ro og orden via disciplin, før det er muligt at give en god undervisning, som børnene får noget ud af. Men på landets uddannelsessteder må man ikke sige det. Hvis vi siger, at Niels Egelund har ret, bliver vi kaldt for fascister. Hvis vi bruger hans udtalelser i vores opgaver, skal vi tage afstand fra ham og slå syv kors for os. Ellers risikerer vi en dårlig karakter. Vi skal meget hellere bruge Helle Plauborgs forskning og være enige med hende."

 

Det ryster mig, at man kan være så snæversynet på en uddannelsesinstitution i Danmark. Og det ryster mig, at landets læreruddannelse ikke ruster de unge lærere bedre. Man er jo nærmest dømt til psykisk sammenbrud, hvis man tror på Helle Plauborgs utopi om den ordensskabende undervisning, når man kommer ud og møder virkeligheden. For virkeligheden består jo af børn, der er vant til at være i centrum hele tiden. Og som jo ikke er klar til at lytte til andre. Det er de nødt til at lære først, før den gode undervisning kan give resultater. Men det må lærerne ikke tænke. Derfor er der uro i klasserne. Og derfor vil Undervisningsministerens indsats på området ikke nytte, før man begynder at tænke frit på landets uddannelsessteder.

Udenrigsministeren giver mig kvalme.

 

Folketinget bør altid kun beslutte at sende folk af sted til noget de kan dø af, hvis det er VORES krig.

 

Vores radikale udenrigsminister, Martin Lidegård, havde i en TV-debat svært ved at forklare, om Danmark var i krig eller ej. Det var den samme dag, Folketinget besluttede at sende jagerfly imod Islamisk Stat i Irak,

 

TV-værten frittede ham ellers grundigt ud. Er det en krig? Er det vores krig? Det var teknisk set ikke en krig, kunne man forstå på Udenrigsministeren. Det var nok en væbnet konflikt, men en intern og ikke en international, og dermed ikke rigtig en krig. Og det var dermed ikke vores krig. Ikke sådan rigtig.

 

Jeg sad i nærheden og var lige ved at springe op og råbe til ham: hvordan kan du tillade dig at sende danske mænd og kvinder i krig, når du synes, det ikke er vores krig? Hvordan kan du tillade dig at lade dem sætte liv og lemmer på spil for noget, som vi efter din mening slet ikke er del af? Hvordan vil du kunne se soldaternes mødre i øjnene? Martin Lidegård skal være glad for, at den tid er ovre, hvor jeg var nærmeste pårørende til en udsendt soldat. For jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort ved ham, hvis jeg den dag stadig havde levet med de angstfyldte, søvnløse nætter, hvor kun stoltheden over, at min soldat gjorde det hele for Danmarks skyld kunne tjene som trøst og opmuntring. At soldaten gjorde det for os. Fordi det var VORES krig. Nu tænker jeg på dem, der er pårørende til de netop udsendte. Det må være en kold dusch at få: landets udenrigsminister fremsætter forslag om at danske mænd og kvinder skal kæmpe i Irak, - men han mener ikke, det er vores krig. Jeg får kvalme. Og jeg frygter, at de udsendte føler sig svigtet af landets regering.

 

Efter denne seance med den manglende definition af, hvad det var for et fænomen, vores soldater deltager i i Irak for øjeblikket, kom en ny samtale, der var lige så besynderlig. Det var igen med udenrigsministeren som den ene part, men nu med en juridisk ekspert i folkeret som den anden. Udenrigsministeren og eksperten fordybede sig med stor alvor i de juridiske spidsfindigheder om definitionen på fænomenet, som vores soldater nu deltager i, og dens lovlighed. Det var tydeligt, at udenrigsministeren her var dybt engageret, og at det betød meget for ham, at krigen var lovlig set med folkeretslige øjne.

 

Jeg ser et mønster i udenrigsministerens ringe engagement i, om det er vores krig eller ej og hans omvendt store engagement i, om krigen er lovlig ifølge den internationale folkeret. Det hænger nemlig tæt sammen med den lange debat om landsforræderi, der udspandt sig i folketinget onsdag den 2. oktober, - om de jihadister, der har dansk statsborgerskab, er landsforrædere eller ej.

 

Ser man verden som bestående af et stort internationalt samfund, hvor der gælder de samme regler for alle – gerne FN´s eller andre folkeretlige regler, så giver landsforræder-begrebet ikke rigtig nogen mening. For der er ikke nogen at forråde. Så giver det meget mere mening at bruge terror-lovene eller almindelige straffelove. I sådan et verdensbillede er der nemlig ikke megen plads til den suveræne nationalstat, der kræver borgernes loyalitet. Så er de fælles FN-regler eller folkeretten den vigtigste lov. Pyt med, om grundlovens §19 siger, at det er folketinget, der bestemmer om landet skal i krig. Krigen er stadig ulovlig efter denne opfattelse, hvis ikke FN har givet grønt lys. Men når der ikke er nogen suveræn nationalstat, der kræver loyalitet, er der heller ikke nogen at forråde. Der er kun på den ene eller anden side af loven, - altså den fælles, internationale folkeret.

 

Har man den anden holdning, - at verden består af suveræne nationalstater, der kræver borgernes loyalitet, giver landsforræder-begrebet derimod meget mening. Der er nemlig i høj grad følelser med i spillet.

 

Den danske nationalstat er på mange måder et følelsesmæssigt fællesskab. Vores stærke engagement i fællesskabet gør det muligt og meningsfuldt for os at forsvare fællesskabet imod fælles fjender, - også med stor risiko for egen førlighed. Patriotisme og nationalstat hænger tæt sammen. Når vi lukker nye mennesker ind i vores fællesskab, kræver vi ikke af dem, at de har de samme følelser som os i første generation eller anden. Men vi kræver loyalitet fra begyndelsen og vi forventer, at de får de samme følelser på et tidspunkt, - og vi kan derfor ikke under nogen omstændigheder tolerere, at de bekæmper vores soldater, når de er ude at forsvare fællesskabet imod fjenderne. Vi forventer, at de på et tidspunkt bliver patrioter, som vi selv er det. Samtidig forventer vi af vores folketing, at de kun sender vores soldater i krig, når fællesskabet rent faktisk ER truet.  Vores soldater er ikke et værktøj i udenrigsministerens værktøjskasse. De er mennesker af kød og blod, som er elsket af deres pårørende. De pårørende lider et voldsomt savn, når soldaten er væk, og de må leve med den smertelige viden, at det kan være, at soldaten falder under udførelse af opgaven. Men hvis han gør det, er trøsten, at han var en helt. Han gjorde det for os andre.

 

Hvis en dansk soldat mister livet i krigen med Islamisk stat er han en helt, mens en dansk jihadist i samme krig er en forræder.

 

Det er værd at bevare det følelsesmæssige fællesskab i den suveræne nationalstat. Det er nemlig den der har givet os friheden og demokratiet. Vi vil og vi kan passe på hinanden i sådan et fællesskab. Vi gør det for fællesskabets skyld. Ikke for at leve op til nogen finere eller universelle regler i folkeretten. Afleverer vi suveræniteten hos FN, ved vi ikke, hvor vi er på vej hen. Friheden og demokratiet kan blive taget fra os. Det er jo ikke danskerne, der bestemmer i FN! Men viljen og lysten til at forsvare os imod fjenderne vil forsvinde. Og det vil være ligegyldigt, om man er med eller imod vore soldater. Bare man er i stand til at udlægge de internationale regler. Jeg tror, det er derfor udenrigsministeren ikke kan se, hvor vigtigt det er med patriotisme og forskellen mellem helte og landsforrædere. Jeg tror, det er derfor, han lægger mere vægt på at udlægge folkeretten end på at bakke op om vores soldater.

 

Men opbakning til vores soldater og fordømmelse af landsforræderi hænger sammen. Vi har ikke en international retsorden, der ophæver landenes suverænitet, og vi skal ikke have det. Så risikerer vi nemlig at miste friheden. Vi skal have et forsvar, der går i kamp for Danmarks frihed, når Danmark er truet.

 

Forsvaret går i krig, når folketinget beslutter det. Og folketinget bør selvfølgelig altid kun beslutte at sende folk af sted til noget de kan dø af, hvis det er VORES krig. Og derfor er dem, der kæmper på den anden side, landsforrædere, hvis de har dansk statsborgerskab. For så kæmper de DERES krig. Fjendernes krig. Så enkelt er det, hr. udenrigsminister.

 

 

Vær stolt af din uniform!

Der har i de seneste dage været røster fremme om, at soldater skal lade være med at færdes i uniform på offentlige steder. Det skyldes angsten for overfald fra jihadister. Den hollandske regering har officielt sendt det råd til sine soldater, at de skal gå i civilt udenfor kasernerne. Men det er forkert. Når der kommer trusler fra islamiske jihadister i Danmark, skal vi netop tage uniformerne på. Flest muligt. Ellers har jihadisterne jo vundet. Vi skal vise, at vi ikke lader os kue. Det gør vi bedst ved at vise, at vi godt tør færdes i uniformer. Jihadisterne skal ikke tro, de har vundet i Danmark, mens vi bekæmper dem i Irak. Så jeg vil opfordre soldaterne til at tage deres uniformer på og være stolte af den!

2. oktober 2014

Om krig og landsforræderi!

Torsdag morgen blev der endelig stemt ja til beslutningsforslaget om at sende danske jagerfly i kamp i Irak. Endelig. For det var en lang proces, der tog det meste af politikernes nattesøvn. Det vi i Dansk Folkeparti forsøgte at få klarhed over, var, om man er landsforræder som dansk statsborger, når man kæmper sammen med Danmarks fjender og dermed imod danske soldater. Dansk Folkeparti mener, at vi er i KRIG nu. Og at de jihadister, der støtter Islamisk Stat i handling, er landsforrædere. Det er for os lysende klart. Men det er det altså ikke for regeringen. De vil ikke tage klart stilling, før de har hørt Straffelovsrådets præciseringer af sagen, og de vil overlade det til andres tolkning af internationale konventioner, om vi er i krig eller ej.

Men det er da Danmark, der afgør, om vi er i krig eller ej. Det er det danske folketing, der ifølge grundlovens §19 tager stilling til det. Hvorfor ellers overhovedet spørge folketinget? Så selvfølgelig er det en politisk afgørelse, om vi er i krig eller ej, og dermed, om jihadisterne er landsforrædere eller ej.

Når vi er i krig, så er loyaliteten overfor staten helt afgørende. Og vi kan i Dansk Folkeparti ikke respektere, at regeringen sender et mudret signal om, at man måske – måske ikke er forræder, hvis man kæmper imod Danmark og for IS. Men Dansk Folkeparti kan godt sende et klart signal om det: hvis man som dansk statsborger kæmper på Islamisk Stats side, så er man landsforræder.

 

 

Hvordan kan vi afradikalisere de unge, der vil kæmpe hellig krig?

 

Det er et spørgsmål, som mange har tænkt over i den seneste tid. Der er kommet mange forskellige forslag, men der er et, der mangler: driv kristen mission!

 

Der er burde ikke være nogen, der var seriøst uenige i, at ønsket om at deltage i de islamiske oprørsgruppers kamp i Syrien hænger sammen med islam. Alligevel forsøger flertallet at komme væk fra denne simple sandhed. I regeringens nye plan imod radikalisering er ordet islam ikke brugt en eneste gang – kun ordet islamistisk, og hver gang islamistiske grupper nævnes, så nævnes også højre- og venstreradikale miljøer[1]. Som om, der ikke begås mere terror i islams navn end i politiske ideologiers navn. Det lyder næsten som en hel besværgelse.

 

Men det er at stikke sig selv blår i øjnene at benægte sammenhængen mellem islam og radikalisering. Lars Løkke Rasmussen benytter ganske meget blår, når han i Politiken 25. september siger, at kampen imod IS ikke er en kamp imod islam. IS er nemlig nærmest en voldtægt af islam, siger han.[2] Heldigvis udtaler en fransk filosof samme dag i Jyllandsposten, - næsten som var det henvendt til Lars Løkke: ”Vi skal holde op med at sige, at terrorisme ikke er islam. Det er som at sige, at Gulag ikke havde noget med marxismen at gøre. At inkvisitionen ikke havde noget med kristendommen at gøre. Men hvad har det så med at gøre?” Og samme filosof siger videre: ”Man burde forbyde folk at tale om en religion, hvis de ikke har læst teksterne selv. Alle har en mening om islam, men ikke ret mange har læst koranen”.[3]

 

Jeg håber derfor, at både regeringen og Lars Løkke vil følge den franske filosofs råd og give sig tid til at læse koranen snarest muligt. Så vil de jo se, at der desværre er adskillige passager, der opfordrer til vold imod ikke-muslimer, ligesom de vil få en forståelse af, hvorfor jihad-doktrinen har været en konstant del af islam hele islams historie. Og når nu politikerne er i gang med religions-studierne, så bør de også læse Biblen. For så vil de se, at man med stor fordel kunne indbygge kendskab til kristendom i af-radikaliserings-strategien.

 

Hvordan vil de kunne se det? Jo, de vil ved en hurtig læsning af Biblen opdage, at det er en bog skrevet af mennesker. Det er altså en historisk bog, der dermed kan udlægges på mange måder. De vil også se, at der ikke er nogen hellig lov i kristendommen, men derimod et krav om at man møder sine nærmeste med næstekærlighed. Hvordan man vil praktisere næstekærlighed, har man fuld frihed til selv at finde ud af. Man kan aldrig blive perfekt til det, for alle mennesker er fejlbarlige og må stole på Guds nåde for at blive frelst.

 

Politikerne kunne måske nøjes med at læse historien i Johannes-evangeliet kapitel 8 om kvinden, der blev fanget i utroskab og blev ført hen til Jesus. De skiftkloge vil stene hende og spørger Jesus, om det ikke er det rigtige at gøre. Han svarer: ”Lad den, der er uden synd kaste den første sten!” Så lusker de skriftkloge skamfulde af og lader kvinden være. Pointen er, at vi alle er syndere og ikke har meget at lade hinanden høre. Derfor blev de skriftkloge meget hurtigt ”af-radikaliserede” af Jesu ord.

 

Jeg tror, at politikerne vil give mig ret i, at det er svært at bruge dette kristne budskab til at blive radikal forkæmper for den ene eller den anden barbariske stat. Faktisk er det ret umuligt.

 

Det er derfor klart, at kristen mission, - eller i det mindste kendskab til kristendommen og den kristne tradition – vil være det bedste våben i kampen imod islamisk radikalisering. Vi har nemlig svært ved at rive jihad-doktrinen ud af islam. Men vi kan vise, at jihad og radikalisering ikke har nogen plads i kristendommen. Og så håbe på, at nogen lader sig overbevise herom.

 

En langsigtet afradikalisering-strategi uden at tale om mere kristendom og mindre islam er en underlig strategi.

Gymnasiet skal have et højere fagligt niveau.

 

”Når man vælger gymnasiet, er det fordi man har boglige interesser og evner og vil videre på et universitet.” Sådan bør det være, men det er det ikke nødvendigvis i dag. I dag vælger mange unge gymnasiet for at udsætte deres erhvervsvalg. Det er helt rationelt, for gymnasiet åbner alle døre, uden at lukke nogen. Det samme er ikke tilfældet med de andre ungdomsuddannelser. Det er politikernes opgave at ændre på det forhold, så det igen kun bliver dem, der har boglige interesser og evner, der går i gymnasiet.

 

Et af midlerne til at gøre det er at indføre adgangskrav. Men det er ikke nok. Det faglige niveau er nemlig blevet sænket gennem de seneste år, fordi for mange har valgt gymnasiet, fordi fagenes faglige indhold er blevet udvandet, og fordi eleverne har mulighed for at vælge studieretninger, der ikke er tilstrækkeligt med faglig synergi og gods i.

 

Det er derfor positivt, at der er taget initiativ til at se på, hvordan man kan gøre gymnasiet bedre.

Udover at indføre adgangskrav på mindst 4, skal man også se på fagenes struktur. De tværfaglige nyskabelser fra 2005 – Almen Studieforberedelse (AT) og Studieretningsprojektet (SRP), har suget så megen tid og kraft ud af de rigtige fag, at man ikke længere når op på et højt nok niveau i kernefagene. Derfor skal AT afskaffes og erstattes af et eller to tværfaglige projekter mellem studieretningsfagene i 2. og 3. g. Den tid, der spares ved at nedlægge AT skal tilbageføres til de rigtige fag. Samtidig skal der aflægges mundtlige prøve i SRP, så man undgår, at det er forældre eller venner, der skriver opgaven for eleverne.

 

Studieretningerne skal saneres, så der ikke længere er 209 forskellige (i stx)  at vælge imellem, men 8-10. Retningerne skal være pakket på forhånd, så der er en god synergi mellem kernefagene, som man skal have på A-niveau. Man skal heller ikke kunne smyge sig udenom nogle af de svære fag som tysk og matematik. Man kunne forestille sig 4 sproglige og 4 matematiske retninger. 1. g skal bruges til et grundforløb, hvor man forbereder sig til en videre specialisering i 2. og 3. g. Sådan som man havde det i det meget velfungerende grengymnasium indtil 1988.

 

Jeg tror, at disse tiltag vil hæve det faglige niveau i gymnasiet, så studenterne er klar til at gå videre på universiteterne.

 

Men når, der indføres adgangskrav til gymnasiet, vil der være en gruppe unge, der ikke kommer på gymnasiet, og som samtidig ikke har lyst til at vælge erhvervsuddannelserne og gå håndværksvejen. For denne gruppe unge samt for de mange uafklarede bør der oprettes en ny form for ungdomsuddannelse. Dansk Folkeparti har fremsat forslag om en såkaldt ”Forberedelsesskole”, der er en modulopbygget 2 eller 3 årig uddannelse, der skal være adgangsgivende til professionsbachelor uddannelserne, men ikke til universitetet. Ved denne nyskabelse i ungdomsuddannelses-systemet kommer vi bort fra den polarisering af ungdomsuddannelserne, som vi har nu, hvor man reelt skal tage stilling til, om man vil være håndværker eller akademiker, når man forlader folkeskolen. EUD eller gymnasiet. Men rigtig mange unge vil noget 3. – de vil være pædagoger, sygeplejersker, politibetjente, brandmænd osv. Der er ingen grund til at presse disse unge mennesker igennem en gymnasieuddannelse, der er rettet imod universitetet. De skal til gengæld have tilbudt en kvalitetsuddannelse med maser af viden, men uden de studieforberedende indslag.

 

Gymnasiet trænger til opmærksomhed og opstramning, og det samme gør ungdomsuddannelses-systemet. Alle skal ikke gå i gymnasiet. Men alle skal have tilbudt ordentlig kvalitet der, hvor de går. Det kræver ændringer af systemet.

Kristendommen radikaliserer ikke.

 

I debatten om de unge anden generationsindvandrere, der tager fra Danmark til Syrien for at kæmpe med islamistiske grupper imod Assads styre er der en facet, der ofte overses eller benægtes. Nemlig det faktum, at det er islam, der er hovedideologien bag den kampen.

 

I argumentationen for, at islam i sig selv ikke er et problem, foretages der ofte en sammenligning mellem islam og kristendom og andre religioner. Det siges, at alle religioner i stor mængde er farlige og radikaliserende. Ergo er det ikke islam, der skal begrænses, men al religion.

 

Men er det rigtigt, at kristendom radikaliserer?

 

Det er naturligvis rigtigt, at der er blevet begået uhyrligheder i kristendommens navn. Der har været middelalderens korstog, renæssancens heksebrændinger og vore dages voldelige overfald på abortlæger i USA. Men holder man disse fænomener op imod islams jihad-doktrin er der to forskelle, der springer i øjnene: Det første er omfanget. Det er altså meget få abortlæger, der er blevet overfaldet. Det andet er midlertidigheden. Der er jo ikke korstog eller heksebrændinger længere. Det var fænomener, der havde sin tid, og som er blevet kritiseret voldsomt i samtiden og eftertiden af kristne kritikere. Argumenter imod korstogs-teologi og hekse-forfølgelser er netop kommet via gen-fortolkning af det kristne budskab. Den interne debat i de kristne kredse har dermed været midlet til at overkomme den slags. Det er opsigtsvækkende, at der gang på gang kan hentes argumenter imod forskellige uhyrligheder i selve det kristne budskab. Hvordan kan det være?

 

Jeg mener, at det hænger sammen med kernen i det kristne kernebudskab. Kernen i det kristne budskab er frihed og næstekærlighed. Og det kan være svært at bygge en sammenhængende krigs –eller undertrykkelsesideologi på et sådant budskab.

 

 Samtidig siges det i kristendommen, at ethvert menneske er fejlbarligt og ikke kan frelse sig selv. Man må i stedet stole på Guds nåde. Det er derfor ganske vanskeligt at påstå, at man selv er frelst og har den helt rigtige plan til frelse for alle andre, som bør føres ud i livet med bål og brand.

 

Tænk her på historien i Johannes-evangeliet kapitel 8 om kvinden, der blev fanget i utroskab og blev ført hen til Jesus. De skiftkloge vil stene hende og spørger Jesus, om det ikke er det rigtige at gøre. Han svarer: ”Lad den, der er uden synd kaste den første sten!” Så lusker de skriftkloge skamfulde af og lader kvinden være. Pointen er, at vi alle er syndere og ikke har meget at lade hinanden høre. Derfor blev de skriftkloge meget hurtigt ”af-radikaliserede” af Jesu ord.

 

Min pointe med dette indlæg er, at kristen mission, - eller i det mindste kendskab til kristendommen og den kristne tradition – vil være det bedste våben i kampen imod islamisk radikalisering. Vi har nemlig svært ved at rive jihad-doktrinen ud af islam. Men vi kan vise, at jihad og radikalisering ikke har nogen plads i kristendommen. Og så håbe på, at nogen lader sig overbevise herom.

 

Kristendommen kan ikke radikalisere, men den kan givetvis afradikalisere.

27. august 2014

Vi skal ikke have et socialt taxameter baseret på karakterer

 

Rockwoolfonden har netop offentliggjort et større arbejde om gymnasiet. Det er en imponerende indsats, og rapporten kan bruges til meget. Men desværre mangler der også vigtige dele.

 

Rapporten giver umiddelbart det faktuelle grundlag for at sige nej til et såkaldt socialt taxameter. Ifølge rapporten er der faktisk allerede tale om en vis form for socialt taxameter, men vi ser jo samtidig, at der er store og voksende sociale forskelle i gymnasiet. Ekstra penge giver altså ikke automatisk ekstra kvalitet. Forslaget om at give det efter karakterer, duer slet ikke, eftersom dårlige karakterer fra folkeskolen reducerer muligheden for at klare gymnasiet. Det er derfor bedre at bruge kræfterne på at hæve fagligheden og dermed karaktererne i folkeskolen samt give tilskud til skoler der allerede har vist, at de mestrer metoder til at hjælpe børn fra ikke-boglige hjem og fra indvandrer-familier. Det vil sige til skoler, der har en dokumenteret god løfteevne.

 

Rapporten giver også det faktuelle grundlag for det kloge i at indføre karakterkrav som adgang til gymnasiet.  Analyserne viser nemlig, at karakterer fra Folkeskolen er meget vigtige for studentereksamens niveau og for fastholdelse i det hele taget. Vi vil i den grad kunne mindske frafaldet og hæve det faglige niveau ved at stille krav ved døren ind til gymnasiet!

 

Selvom Rockwool-fondens rapport som sagt er glimrende, så er jeg også nødt til at påpege nogle mangler. Hovedkonklusionen, der står øverst på side 1 i nyhedsresumeet viser tankegangen: ”Der kan uddannes samme antal elever som i dag for færre penge, end der bruges i dag, uden at det går ud over kvaliteten i form af lavere karakterer eller gennemførselsprocenter.”

 

Dette er en DJØF-tankegang. Det er godt at tænke på at sænke omkostningerne. Men man ser bort fra det aspekt, som jeg synes er allervigtigst. Der mangler en kvalitativ undersøgelse,  – en undersøgelse af den faglige kvalitet og dermed en indholdsundersøgelse. Denne undersøgelse går i bedste DJØF-stil mest på processer, ikke så meget på resultater og indhold. Og når der i denne undersøgelse siges kvalitet tænkes der på frafald og på karakterniveau – ikke på fagligt indhold. Og det er en mangel.

Hvad nu hvis karaktererne ikke er dækkende? Hvad nu, hvis der er inflation i karaktererne på nogle skoler, fordi lærerne er bange for at give lave karakterer? Der er så mange rundspørger, der har peget på sådanne problemer, at jeg mener, at det burde undersøges nærmere.

 

En anden rapport i analysearbejdet viser sig, at gymnasielærerne er bekymrede for kvaliteten, når så mange skal igennem uddannelsen. De mener i høj grad, at der er en målkonflikt mellem masseuddannelse og høj faglig kvalitet. Rektorerne/Lederne har ikke samme oplevelse. Her er der grund til en ekstra undersøgelse og måske grund til stor bekymring. For måske viser en anden forskningskonklusion ” Ledelse spiller en rolle. Lærerne er bedre til at løfte eleverne, hvis de føler, at de arbejder frem imod et fælles mål”, at lærerne lader sig overtale til at give højere karakterer, hvis fastholdelse prioriteres over fagligt niveau…… Betyder det, at en stærk rektor, der gerne vil have frafaldet ned, kan få lærerne til at svigte at deres faglige forpligtelser?

 

Produktivitetskommissionen anbefalede i sin fjerde analyserapport, at der blev lavet en undersøgelse af sammenhængen mellem den faglige kvalitet og taxameter-systemet.  Den venter jeg på med spænding.

 

Rockwool-rapporten afdækker endnu engang, at social arv slår hårdt igennem i gymnasiet, - især i det almene. Her er der også brug for, at undersøgelsen blev udbygget med en analyse af, hvorfor den sociale arv slår hårdere igennem i dag end tidligere.

Jeg – og mange andre gymnasielærere - mener, at dette forhold er tæt knyttet til gymnasiets indhold – hvor man er gået fra konkrete faglige resultater (viden) over imod en højere grad af proces-håndtering (projektarbejde og tværfaglighed). Dermed er man gået over til en betydeligt mere abstrakt tankegang på et meget tidligt tidspunkt. Noget som børn der er vant til abstrakte diskussioner ved middagsbordet godt kan klare, men som andre har svært ved. Det stiller akademikerbørnene bedre end de andre.

Det ville i høj grad være ønskeligt at få undersøgt disse forhold til bunds. Men det vil igen kræve en indholdsundersøgelse.

 

I Dansk Folkeparti prioriterer vi faglig kvalitet meget højt. Og vi vil ikke måle den i frafald og karakterer – vi måler den i viden og kunnen. Vi prioriterer samtidig, at alle begavede børn i Danmark for mulighed for at få en god uddannelse, - også dem der kommer fra ikke-boglige hjem og fra indvandrerfamilier. Derfor er det så vigtigt, at den sociale arv ikke det afgørende element for, om man får en uddannelse eller ej.

 

Jeg ville ønske, at Rockwool-fonden eller andre forskere ville hjælpe os med at nå disse mål ved at undersøge problemstillingerne, så vi får et data-grundlag at handle på.

21. august 2014

Hvad er målet for integration?

 

En indvandrer behøver ikke blive en nøjagtig kopi af os, der bor her i forvejen, men vi må kræve, han ønsker at være loyal overfor Danmark og det danske fællesskab.

 

Det debatteres hele tiden, hvad målet for integration skal være. Nogle ønsker, at Danmark skal omdannes til et multikulturelt samfund, hvor tilrejsende udlændinge bibeholder deres egen kultur, og andre ønsker at indvandrerne skal inkluderes i den danske kultur og gradvis overtage den.

 

Debatten har på det seneste koncentreret sig om det muslimske hovedtørklæde og om spørgsmålet om, om man kan være integreret, når man bærer hovedtørklæde.

 

Hvis man er tilhænger af den multikulturelle tilgang, så er hovedtørklædet naturligvis ikke et problem. For så skal folk jo bare blive ved med at opføre sig, som de gjorde i hjemlandet. Men hvis man mener, at integration er nødvendig, så ser sagen anderledes ud.

 

Først skal man altså tage stilling til, hvad integration er.

 

Jeg mener, at den multikulturelle tilgang er helt umulig og blot vil få Danmark til at falde fra hinanden i parallel-samfund. En indvandrer behøver ikke blive en nøjagtig kopi af os, der bor her i forvejen, men vi må kræve, han ønsker at være loyal overfor Danmark og det danske fællesskab. En udlænding behøver derfor ikke at konvertere til kristendommen eller at spise flæskesteg og frikadeller. Men han skal finde sig i, at et stort flertal af danskere gør det og kan lide det. Og han skal stadig være loyal overfor fællesskabet. Han kan derfor ikke tillade sig at erklære kristne og frikadelle-spisere for undermennesker, som han ikke ønsker at være i selskab med. For kan vi så regne med hans loyalitet? En udlænding, der har så stærke negative følelser overfor noget, som er en stærk tradition i Danmark, vil næppe nogensinde kunne integreres. Og det er nok fra begyndelsen bedst at denne udlænding finder et andet sted at slå sig ned.

 

Det muslimske hovedtørklæde udstråler sådanne stærke negative følelser overfor det danske samfund. Det muslimske hovedtørklæde er ikke blot et islamisk symbol, men en overholdelse af den islamiske lov, sharia. Shariaen indeholder regler, der er fordømmende overfor danske levevis, og som afsondrer muslimen fra at leve sammen med danskere. Shariaen udlægges forskelligt, men der er i alle varianter en grundlæggende nedvurdering af ikke-muslimer samt en lang række påbud, der gør det meget vanskeligt eller umuligt at leve sammen med folk fra andre religioner. Indgiftning kan heller ikke ske med mindre ægtefællen konverterer! Samtidig er det islamiske kvindesyn stærkt problematisk og meget langt fra det vestlige, og shariaen betragtes af mange i islam som en lov, der er så god og hellig, at den erstatter almindelig, demokratisk lovgivning.

 

Kort sagt signalerer det muslimske hovedtørklæde de modsatte værdier af dem, vi traditionelt har haft i Danmark. Derfor er det meget, meget svært at tro på, at en tørklæde-klædt kvinde er loyal overfor Danmark og det danske fællesskab.

 

Det betyder naturligvis ikke, at tørklædet skal forbydes, eller at kvinderne skal udvises med mindre de erklærer deres loyalitet overfor Danmark. Det betyder bare, at det vil være en god ide at signalere fra politisk side, at vi forventer af udlændinge, der kommer til Danmark, at de kan lægge hovedtørklædet i visse situationer – både i praksis og i tankerne. For vi forventer, at de vil bakke vores frie levevis op og være loyale overfor deres nye fædreland.

20. august 2014

Hovedtørklæde og kalot.

 

Forleden forsøgte Martin Krasnik i aftenens Deadline at få Pia Kjærsgård til at indrømme, at hun begik en fejl ved ikke at behandle to religiøse symboler - den jødiske kalot og det muslimske hovedtørklæde på samme måde. Begge dele skulle enten omfavnes eller fordømmes efter Martin Krasniks mening. Men Pia Kjærsgård fastholdt, at kippaen var helt uproblematisk, mens hovedtørklædet var et problem.

 

Det er en holdning, jeg deler.

 

Jeg mener ikke, at de to fænomener nødvendigvis bør behandles på samme måde, selvom de begge er udtryk for overholdelse af en hellig lov – henholdsvis den muslimske (shariaen) og den jødiske (Moseloven).

 

Selvom de begge er symboler og begge er religiøst betingede, så symboliserer de noget forskelligt. Ligesom Dannebrog og den sovjetiske fane med hammer og segl er symboler indenfor samme kategori, men sørme har to meget forskellige former for indhold.

 

Jødedommen er en partikulær religion, der ikke missionerer blandt ikke-jøder. Man er nødt til at være født jøde for at være jøde, og kun i ganske få tilfælde kan folk konvertere. Kippaen symboliserer dermed ikke et krav til os andre om, at vi skal gå over til jødedommen. Jødedommen er i meget mindre grad end islam en politisk doktrin, og verdens eneste jødiske stat – Israel - er da også en sekulær og demokratisk stat.

 

Islam er en universel religion, der i høj grad er missionerende. Muslimen betragtes som et bedre og mere rent menneske end ikke-muslimen. Dermed sender tørklædet et signal om, at vi andre er mindre værd, indtil vi er gået over til islam.  Tørklædet udtrykker ikke neutralitet og ligeværdighed. Islamisk lov har desuden indbygget et kvindesyn, der ligger meget langt fra det vestlige, samtidig med, at sharia indeholder en holdning til lovgivningen, der strider direkte imod den sekulære og demokratiske indstilling, vi hylder i Vesten.  

 

Tørklædet sender dermed nogle signaler, der kan gøre patienten nervøs, når han møder en tørklædeklædt sygeplejerske, eller kan bekymre den sociale klient, der betjenes af en tørklædeklædt socialrådgiver. Derfor er der al mulig grund til at bede kvinderne tage tørklædet af, når de bestrider jobs som de nævnte i Danmark. De kan i stedet bære en halvmåne som smykke. Så kan de udtrykke deres muslimske identitet, samtidig med at de udtrykker, at de godt kan være muslimer uden at efterleve shariaens krav om tørklæde, og hvad mere følger, når de udfylder deres arbejdsopgaver.

 

Ser vi på minoriteternes historie i Danmark, ser vi også to helt forskellige billeder.

 

Jøderne er integreret i Danmark på smukkeste måde og blev sandsynligvis af netop denne årsag reddet fra tysk massedrab af helt almindelige danskere under anden verdenskrig med risiko for deres eget liv. Nu bliver de imidlertid chikaneret og overfaldet af først og fremmest muslimer i Danmark, når de viser sig med kippah i offentligheden.

 

Den muslimske minoritet, som er kommet til landet efter 1970' erne har ikke samme historie. Selvom der heldigvis også er gode eksempler på integration, er det desværre først og fremmest det modsatte, der springer i øjnene. Tørklædet er dermed i en dansk sammenhæng yderligere blevet et symbol på den muslimske afsondring fra det danske samfund.

20. august 2014

Hovedtørklæde og kalot

 

Der er forskel på Hovedtørklæde og kalot. Selvom de begge er udtryk for overholdelse af en hellig lov – henholdsvis den muslimske (shariaen) og den jødiske (Moseloven), mener jeg ikke, at de to fænomener nødvendigvis bør behandles på samme måde,

 

De symboliserer nemlig noget forskelligt. Ligesom Dannebrog og den sovjetiske fane med hammer og segl er symboler indenfor samme kategori, men har to meget forskellige former for indhold.

 

Jødedommen er en partikulær religion, der ikke missionerer blandt ikke-jøder. Man er nødt til at være født jøde for at være jøde, og kun i ganske få tilfælde kan folk konvertere. Kalotten symboliserer dermed ikke et krav til os andre om, at vi skal gå over til jødedommen. Jødedommen er i meget mindre grad end islam en politisk doktrin, og verdens eneste jødiske stat – Israel - er da også en sekulær og demokratisk stat.

 

Islam er en universel religion, der i høj grad er missionerende. Muslimen betragtes som et bedre og mere rent menneske end ikke-muslimen. Dermed sender tørklædet et signal om, at vi andre er mindre værd, indtil vi er gået over til islam.  Tørklædet udtrykker ikke neutralitet og ligeværdighed. Islamisk lov har desuden indbygget et kvindesyn, der ligger meget langt fra det vestlige, samtidig med, at sharia indeholder en holdning til lovgivningen, der strider direkte imod den sekulære og demokratiske indstilling, vi hylder i Vesten.  

 

Tørklædet sender dermed nogle signaler, der kan gøre patienten nervøs, når han møder en tørklædeklædt sygeplejerske, eller kan bekymre den sociale klient, der betjenes af en tørklædeklædt socialrådgiver. Derfor er der al mulig grund til at bede kvinderne tage tørklædet af, når de bestrider jobs som de nævnte i Danmark. De kan i stedet bære en halvmåne som smykke. Så kan de udtrykke deres muslimske identitet, samtidig med at de udtrykker, at de godt kan være muslimer uden at efterleve shariaens krav om tørklæde, og hvad mere følger, når de udfylder deres arbejdsopgaver.

 

 

4. august 2014

Indsatsen i Afghanistan var en succes, fordi der ikke er nogen terrorangreb i Danmark

 

De sidste dage har der været røster fremme om, at vi i Danmark skal lave en grundig evaluering af indsatsen i Afghanistan.

 

Kravet er rejst, fordi en britisk officer, Mike Martin, netop har udgivet en bog, hvori han beskriver sin skuffelse over indsatsen. I et interview til Information siger han: ”Det meste af det, vi har foretaget os, har været forgæves”. [1]

 

Blandt andet disse udtalelser har fået politikere til at kræve, at forsvarets indsats underkastes en større uvildig evaluering, for at man kan lære af den i fremtiden. Det er aldrig dårligt at opsummere og analysere sine erfaringer, for at kunne bruge dem klogt i fremtiden. Men i denne sag, er der flere problemer.

 

Sagen er nemlig, at Forsvarets Efterretningstjeneste hver eneste dag 24 timer i døgnet vurderer trusselsniveauet imod Danmark. Så vi har faktisk en vurdering af indsatsen i Afghanistan. Vi gik jo i krig i Afghanistan for at fjerne en trussel imod Vesten og dermed Danmark, der udgik fra Al Qaida, der som bekendt var baseret i Afghanistan. Den trussel er det gudskelov lykkedes at mindske. Det kan man læse i Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering [2] .

 

Men når man læser Mike Martins udtalelser, er det tydeligvis slet ikke det, han taler om. Han siger: ”Vi har udviklet det politiske og administrative system til en vis grad. Men er vi nået dertil, hvor de ansatte sætter samfundets interesser over deres private interesser? Nej. Og hvordan med politiet? Er vi nået dertil, hvor politifolkene er mere loyale overfor politiet end over for deres stamme? Nej.”

 

Han taler altså om, at afghanerne stadig har en udpræget stamme-mentalitet, der gør, at afghanske politifolk hellere vil gavne deres egen stamme end håndhæve loven retfærdigt overfor alle. Ligeledes vil administrativt personale hellere stikke i egen lomme end at tænke på hele samfundets interesser.

 

Men har det noget som helst med danske soldaters indsats i Afghanistan at gøre? Da kun, hvis man har opstillet som mål, at man ville omdanne Afghanistan til en vestlig stat med vestlig tankegang. Men hvem har i sin vildeste fantasi kunnet tro på, at noget sådant kunne opnås? Forandringer af den art tager flere hundrede år og kan kun komme indefra, – fra folkets egen vilje. Hvis vi ser på de vestlige landes udvikling frem imod retsstat, individualisme og aversion imod korruption, har den været meget, meget lang og hængt tæt sammen med den protestantiske kristendom. [3] Og hvor meget protestantisk kristendom er det lige, der er i Afghanistan? Og hvor mange protestantiske missionærer var det lige, vi sendte til landet? Så vidt jeg ved ingen overhovedet.

 

Men jeg ved jo godt, at der har været mange, der i krigens løb har ønsket at dreje forståelsen af krigen i Afghanistan fra krig til u-landshjælp. Sådan som Mike Martin tydeligvis har gjort. Det er jo også meget pænere at sige, at man er der for at hjælpe de stakkels fattiges og ikke for at slå de onde ihjel, der truer os i Danmark. Men hvis vi var der for at hjælpe afghanerne til at blive vestlige, skulle vi have brugt andre midler samt sat ca. 1000 år mere af til operationen.

 

Så hvorfor ikke se i øjnene, at vi var der for at sikre Danmark? Vi var der for at slå de onde folk ihjel, der truede Danmark. Heldigvis har vi modige soldater, der tør gå i krig og udføre den farlige opgave. Og den opgave lykkedes, selvom 43 soldater ulykkeligvis ikke kom hjem igen.

Men vi skal være stolte af deres indsats. Den indsats der vurderes hver dag af FE. Derfor er der ikke brug for en stor evaluering af forsvarets indsats.

 



[1] http://www.information.dk/505097

[2] http://fe-ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/EfterretningsmaessigeRisikovurderinger/Risikovurdering2013.pdf

[3] Læs Max Weber: ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd”, Tübingen 1920

 

8. august 2014

Der er et kors i flaget!

 

Danmark bygger på den kristne grundopfattelse og vil bryde sammen uden den.

 

Forleden hørte jeg en socialdemokratisk politiker sige: "Når min søn begynder i skolen om en uge, så skal han have et fag, der hedder kristendom. Det er bare ikke OK. Det burde hedde religion i stedet og omfatte flere religioner."

 

Jeg ved ikke hvor udbredt den holdning er blandt socialdemokrater generelt, - forhåbentlig er den ret marginaliseret i det parti og hører måske mere hjemme på de liberalistiske og socialistiske yderfløje. Her er der flere folk, der mener, at staten skal være "religions-neutral" og dermed ikke favorisere nogen bestemt religion.